lørdag den 28. april 2018

Branco af Branco


Hele tre dage på Jazzhus Montmartre i København – nærmere bestemt her den 3.-5. maj – efterfulgt af endnu en koncert den 8. maj i Musikhuset i Aarhus. Så store har mulighederne for at høre portugisisk fadomusik i Danmark aldrig været før. Hidtil er det kun blevet til få enkeltstående koncerter, så måske får fadoen endelig sit gennembrud i Danmark? Det kunne i al fald være dejligt, hvis vi fast blev medtænkt i turnéplanerne hos de store kunstnere.
Det er pladeaktuelle Cristina Branco, som står bag koncertrækken i maj, og hun er da også nok den, der har været flittigst til at besøge os gennem årene. Det nye album hedder kort og godt ”Branco”, hvilket både er hendes efternavn og portugisisk for hvid. Begge dele spiller ind ifølge noterne til coveret, hvor hun skriver, at hvid – eller rettere hvidt lys – er foreningen af hele spektret af synligt lys, og hun fortsætter:
”Branco is the album in which I promise to rid myself of any bias, bringing together realities that gradually become a new-normal where anything is possible and the alternatives are clear, distinct.”
Hun taler altså om en slags nulstilling - en starten forfra. Ja, måske. Men samtidig er det også hende selv. ”Branco” er Branco.
Albummet er hendes 14. album og følger efter ”Menina”, som var en hyldest til kvinden som så. Flere af hendes udgivelser har været tematiske som f.eks. ”O Descobridor”, hvis hun sang digte af den hollandske forfatter Jan Jacob Slauerhoff, ”Ulisses” som kredsede om rejsen og ”Abril”, hvor hun hyldede José Afonso.
Selv om Cristina Branco repræsenterer den portugisiske fado, er der ikke tale en fadoplade i traditionel forstand. Kun den sidste sang ”Minha Sorte” kan vel betegnes som så. Her får den portugisiske guitar lov til at udfolde sig, mens den på det meste af albummet ikke håndteres som i traditionel fado, hvor den indleder og derefter spiller andenstemme, men mere fungerer rytmisk og jazzet i samspil med bas og klaver.


Trioen bag Cristina Branco er den samme som på det forrige album. Og ganske symptomatisk for albummets samlede udtryk kommer to af musikerne, kontrabassist Bernardo Moreira og pianist Luis Figueiredo, begge fra jazzens verden, mens Bernardo Couto på portugisisk guitar selvfølgelig er hjemhørende i fadoen. En dejlig fasttømret trio af kompetente musikere.
Albummet virker meget helstøbt, afvekslende i tempo fra skæring til skæring og hele tiden med Cristinas store stemmerepertoire i front. En af de mere muntre sange er den lille svømmelektion, ”Aula de Natação”, hvor for traditionel fado så usædvanlige ord som time-sharing, hidroginástica (vandaerobic) og varizes (åreknuder) afsynges i hurtigt tempo. Symptomatisk for albummets opbygning afløses sangen af den mere rolige kærlighedssang ”Namora Comigo”, hvor hendes stemme får lov til at stå alene gennem første vers, ses bort fra lidt fuglefløjt.
Cristina Branco benytter sig som på forgængeren ”Menina” igen af en lang række tekstforfattere og komponister med forskellige baggrunde – fra helt unge nye navne til veteraner som komponisten Mário Laginha og Sérgio Godinho, som hun har sunget adskillige sange af gennem karrieren. Hans sang ”Armadilha” er også blandt albummets bedste, ligesom Luis Severos ”Minha Sorte”. Et meget anderledes og afdæmpet lyd finder man på ”Perto”, skrevet af Afonso Cabral fra indiebandet You Can´t Win Charley Brown.
Alt i alt et glimrende, meget helstøbt og lytteværdigt album fra Cristina Branco, som debuterede i 1998 som en af flere eksponenter for fado novo. Fado novo var unge kunstnere, der rehabiliterede fadoen efter årtier, hvor den levede et mere stille liv i tiden efter revolutionen i 1974. Meget symptomatisk var Brancos første album en koncertoptagelse fra Amsterdam – hendes anden hjemby. Som hun turnerer ofte i Holland, kan vi håbe på at koncertrækken her i maj i Danmark er begyndelse til endnu flere besøg.



tirsdag den 3. april 2018

Historien om Quinta da Boeira


Når vi taler om portvin og quintaer, falder tankerne straks på en af de mange dejlige vingårde i Dourodalen. Quinta da Boeira er anderledes, for ejendommen ligger midt i Vila Nova de Gaia. Alligevel produceres der i dag portvin under navnet Quinta da Boeira, men der er altså tale om et brandnavn opkaldt efter ejendommen i Gaia og ikke en vingård (Single Quinta) i Douro.


Quintaens historie går tilbage til 1850, og dens relation til vin og portvin starter i 1920, hvor den blev købt af en ejer af et portvinsselskab og knyttet til Romariz.
Den nye historie begynder i 1999, hvor 10 venner sammen køber ejendommen. Målet er i første omgang at bevare den gamle smukke hovedbygning, så den ikke ville blive revet ned og erstattet af f.eks. et moderne hotelbyggeri. For det andet er det intentionen at investere i og udvikle stedet til et centrum for kultur, turisme og portvin – det sidste også lidt som en reaktion på den koncentration af ejerskab, der har fundet sted i portvinsbranchen, hvor de fem store (Porto Cruz, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Sogevinus) ejer en lang række brands og sidder på en stor andel af markedet.


Skridt for skridt er investorerne kommet nærmere målet. Først blev der skabt faciliteter herunder et lille kapel, hvor der kunne holdes events og bryllupper. Dernæst blev selve ejendommen renoveret og bl.a. indrettet med en restaurant. I 2014 fulgte lanceringen af ”verdens største flaske” - en bygning formet som en flaske, som bruges til smagninger og andre arrangementer.


I januar 2017 blev Quinta da Boeira så registreret som portvinsproducent og var dermed klar til lanceringen af en serie af tawny med alder herunder en Very Old Tawny med en gennemsnitsalder på ca. 100 år. Vinene er blended med afsæt i gamle fade opkøbt hos såvel små producenter som Casa do Douro – en metode, som Quinta da Boeira langt fra er ene om. Siden er også udsendt colheitas, Vintage i 2013 og 2015 samt bordvine.
Det næste skridt er igangsat, idet der er ved at blive opført et stort hotel i parken bag hovedbygningen – en stor del dog under jorden. The Oporto Boeira Garden Hotel er planlagt at åbne i 2019 med 119 værelser og fem suiter. Hotellet vil blive udsmykket med kunst, hvorfor Boeira udskrev en konkurrence for portugisiske og internationale kunstnere. De indsendte værker vil efterfølgende blive udstillet på hotellet.
Kunstkonkurrencen er ikke det eneste eksempel på Quinta da Boeiras involvering i kunst og kultur. De ejer en stor samling af gamle skibsmodeller, hvoraf flere er udstillet i besøgscentret. Nogle af dem var faktisk i Danmark sidste år, hvor Boeira stod bag et fremstød på Børsen i København (læs mere her). Et tilsvarende arrangement havde forinden fundet sted i Madrid og først på året fulgte Manchester.


Under et besøg i Porto tidligere på året blev jeg venligt vist rundt og fik en god snak med et par af investorerne, Albino Jorge og Carlos Pinto Ribeiro. Albino Jorge fortalte bl.a., at de ser frem til at få afsluttet hotelbyggeriet. Både for at skabe ro på ejendommen igen, men også for, at de så i højere grad kan koncentrere sig om vin- og portvinsproduktionen. Målet er bl.a. på sigt at erhverve sig en quinta i Douro.


Det blev selvfølgelig også til en lille smagning i selskab med winemaker Helene Teixeira, der fortalte om vinene, som bl.a. omfattede:
20 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Duft af tørrede frugter og orange. Mandel og orange i munden, blød og med høj syre, men savner lidt tyngde og kompleksitet.
30 års Tawny: Brun kerne og orange kant, forholdsvis lys. Fin duft af abrikos, appelsinskal, mandel og tørrede frugter. Nødder og tørrede frugter i munden samt lidt honning, sød stil med balanceret med flot syre og friskhed.
40 års Tawny: Mørkere i farven og mere intens. Nødder og tørrede frugter i næsen, intens. Sød med tørrede frugter, nødder og lidt balsamico samt lang hale.
Vintage 2015: Mørk rubin, lille kant. Kraftig bærduft med lidt ribenapræg. Mørke bær, mørk chokolade og krydderier samt kraftige tanniner. Pænt potentiale, men måske lidt enstrenget.