tirsdag den 26. september 2017

lang fredag med Faria

José Saramago og Fernando Pessoa. Det er de to portugisiske forfattere, som er mest kendte herhjemme, hvilket dog ikke siger så meget, da portugisisk litteratur desværre ikke har vores store opmærksomhed.
Derefter begynder det at knibe for de fleste. António Lobo Antunes og Agustina Bessa-Luís er heldigvis også pænt oversat til dansk. Og så er der jo klassikeren Lusiaden af Camões, som desværre kun findes i en antik udgave. Men Portugal byder på flere spændende forfattere, og nogle af dem er heldigvis også repræsenteret med enkelte oversættelser, José de Almada Negreiros, Eca de Queiroz og Almeida Faria f.eks.
Af sidstnævnte har Forlaget Ørby tidligere udgivet den skælmske pastiche over sebastianismen, Sebastian Erobreren og den lille fortælling Vanitas. Nu følger forlaget Jensen & Dalgaard så op med et af hans tidlige hovedværker, lang fredag i Ole Eistrups oversættelse. Og ja, den hedder lang fredag med småt og delt i to ord, selv om den netop foregår en Langfredag.
Almeida Faria er født i Alentejo i 1965 og debuterede som kun 19-årig med Rumor branco, som kort tid efter blev fulgt af netop A paixão, som den originale titel lyder. Det er altså en ældre sag, der nu langt om længe kommer på dansk. Bogen udkom i en tid, hvor Portugal stadig var tynget af Salazar-styrets Estado Novo. Det gjaldt også kulturen og litteraturen, hvor censuren filtrerede meget fra – og ville man ikke indordne sig, risikerede man selv at blive filtreret fra.
Almeida Farias lille roman slap gennem censuren, og det kan i og for sig undre, når man læser den i dag, da den foruden at være et glimrende portræt af livet på landet også rummer en del slet skjult kritik af samfundsforholdene.
Vi er i en lille by i Alentejo, landets største provins, men med lav befolkningstæthed. Her følger vi livet i og omkring en enkelt større landejendom fra tidlig morgen til sen aften en Langfredag i påske. Der er tale om en slags kollektiv fortæller, idet synsvinkel skifter fra person til person – og ikke mindst fra top til bund i det sociale hierarki. Og med synsvinklen skrifter også fortællestilen – fra den studerende søns brug af mere akademiske ord til den næste analfabetiske tjenestepige Estela.
Handlingen er en blanding af banale hændelser og tanker om daglige gøremål, hvad enten det slidsomt arbejde, leg eller besøg hos elskerinden. Dertil kommer en dramatisk ildebrand, som måske er påsat?
Med sin brug af forskellige fortællestemmer, billedsprog, stream of consciousness og indskudte parenteser, er sproget dejligt levende og varieret, medrivende og poetisk. Det er ikke en stor episk roman, men med enkle virkemidler formår Almeida Faria at fortælle meget om en tid og et sted – og om et samfund på godt og ondt.
Og samfundskritisk er bogen, som f.eks. i denne længere passage:
”… slave, glem ikke at du er slave, at dine livsvilkår hverken er naturgivne eller retfærdige, men gamle, umenneskelige og foranderlige; tøv ikke, for tiden tillader ikke tøven; tænk ikke på din kone eller på dine børn, men kun på dine børns børn, dem der bliver født når du allerede er død, og som vil blive født som frie, hvis du ønsker det...”
Foruden at vi læser om det daglige slid, hører vi også ad omveje om fængsler og tortur, om Angola og om ”en mere radikal revolution, der kan gøre en ende på denne grasserende udbytning som det bureaukratiske, borgerlige udyr genopfinder igen og igen…”.
Jo, det kan undre, at bogen fik lov til at blive udgivet, og Almeida Faria løfter sågar slutteligt synsvinklen en tand op, så den slutter med en kommenterende og selvrefererende fortæller:
”… en brønds hvide plet, en fugls dybe skrig, skyggerne af storke der bevæger sig som spøgelser, hunden der hyler i det fjerne, Alentejos vældige uendelighed; således moderen, Marina, og de andre, hvorfor optrådte de på denne dag? de optrådte fordi de er den stemme den progressive fortrop har bedt om at låne, den fremtidens kraft i det land jeg taler om, den kommende fortælling, den forestående opgave.”
Svært ikke i bagklogskabens lys at læse Nellikerevolutionen i 1974 ind i denne programerklæring fra Almeida Faria.
Spændende at bogen langt om længe er tilgængelig på dansk. Tak til forlaget for det, men det burde – også for aktualitetens skyld – være sket langt tidligere.


Almeida Faria: lang fredag. Jensen & Dalgaard 2017, 152 sider. 

lørdag den 9. september 2017

Portvinsfestival i Odense

Portvin er de senere år vokset i popularitet herhjemme. Det kan ikke alene aflæses i statistikker over import og salg, men også i antallet af portvinsklubber og -festivaler. Nye kommer hele tiden til landet over. Hvad angår festivaler har Henrik Oldenburgs traditionsrige Portvinsfestival på Børsen, som altid finder sted første mandag i november, fået følgeskab af en festival i Aabenraa og af Portvinsmessen i Roskilde, som startede i 2015. Og den 3. februar næste år følger debutanten Aarhus Portvinsdag.
Odense fik sin egen portvinsfestival sidste år i den hyggelige gågade Vintapperstræde lige i byens centrum, og i denne weekend fulgte man succesen op med udskænkning af portvin såvel fredag som lørdag. Konceptet er noget anderledes end de andre festivaler – og det på flere måder.


For det første foregår arrangementet udendørs, hvilket giver en anden stemning. Første år i bagende sol. I år silede regnen ned, så der var udsigt til paraplyer. Det holdt dog ikke folk tilbage. Stemningen var god, og det virker fint at inddrage en hel lille gade til formålet.
For det andet er der ikke tale om, at man køber sig adgang til fri udskænkning af små smagsprøver, men et anderledes system, hvor man sammen med et armbånd får udleveret et smagekort samt mulighed for at tilkøbe poletter. Smagekortet giver fri udskænkning af såkaldte signaturvine – og her må man sige, at der er stor forskel på gavmildheden hos de i alt 10 vinhandlere og importører, som deltog i år. Med ekstra poletter har deltagerne så mulighed for at købe vine med mere alder, så man altså også kan smage portvin fra den øverste hylde.


Det kan umiddelbart virke lidt forvirrende, hvis man er vant til at kunne smage frit, når man først er indenfor. Men det virker. Dog vil jeg opfordre arrangørerne til at overveje at gøre det valgfrit, om man vil købe signaturvinene eller ej, sådan at også er muligt at købe en armbånd til lavere pris sammen med retten til at købe poletter. Det er jo ikke alle, der har lyst til at drikke sig igennem 10 signaturvine og så først derefter smage selvvalgte glas.
Det anderledes koncept tiltrækker nok et bredere publikum end de andre festivaler. Portvinsnørder er der også nogle af, men langt flere af deltagerne er uden de store forudsætninger, men med nysgerrigheden og ikke mindst lysten til at nyde nogle gode glas, lære mere om portvin og samtidig få en festlig dag. Stor respekt for det.


Selv fik jeg hilst på venner og bekendte på begge sider at udskænkningsbordene. Jeg fik også en snak med Portugals ambassadør Rui Macieira og Silvia Schiermacher fra ambassaden, som igen i år havde taget turen over og bl.a. blev modtaget af rådmand Steen Møller. Og endelig blev det også til et gensyn med Mariana Tavares fra Ramos Pinto, som var kommet op fra Portugal for at hjælpe med at skænke ud.
Og jo. Jeg fik også smagt lidt portvin: Ramos Pinto 10 års Tawny, Colheita 2005 fra Porto Reccua, Niepoort Crusted Port, São Leonardo 20 år hvid, Graham´s Six Grapes Limited Edition og Blackett 20 års Tawny. Og ja, jeg sprang signaturvinene over.



Tak for initiativet. Håber helt sikkert, at festivalen er kommet for at blive. Det har byen fortjent, og det har portvinen fortjent.