onsdag den 28. juni 2017

Garrafeiras i Gaia

Det var en usædvanlig smagning, der fandt sted forleden i Vila Nova de Gaia – nærmere bestemt i Barão de Vilars portvinslodge. Indbydelsen kom fra den danske portvinsentusiast og -samler Peter Skov, som jeg kender godt fra The Vintage Port Club. Peter var et par dage før blevet optaget i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev det sidste år (læs her). Som en tak havde han inviteret en lille kreds af danskere, som var i Portugal for at fejre optagelsen, samt en række gode kontakter fra Portugal og USA.


Alene selskabet gjorde det til en særlig begivenhed. Foruden os otte danskere deltog Roy Hersh og Mario Ferreira fra verdens førende portvinssite For The Love of Port samt Alvaro van Zeller (Barão de Vilar/Maynards), Carlos Flores (Andresen), Pedro Pintao (Pocas), Elsa Couto (Dalva/Porto Cruz), George Sandeman (Sandeman/Sogrape), Oscar Quevedo (Quevedo) og ikke mindst Dirk Niepoort, da det netop var flasker fra Niepoort, som var på programmet til smagningen.


Men det var ikke hvilke som helst flasker, vi skulle smage. Der var tale om den komplette række af de såkaldte Garrafeiras, som Niepoort har produceret i årene fra 1931 til i dag. Betegnelsen Garrafeira er afledt af ordet garrafa, som betyder flaske. Slår man op i en ordbog står der betydninger som flaskeskab og -reol eller ligefrem vinkælder. Det specielle ved Niepoorts Garrafeiras er netop, at de har lagret på en særlig flaske, nemlig de såkaldte demijohns. Der er tale om en slags apoteker-glasballon, som kan rumme mellem 8 og 11 liter. De blev købt af anden generation af Niepoort-familien hos et glasværk i Oldenburg, og det var Dirks bedstefar, som sidst i 30´erne fandt på at hælde noget af hans bedste vin på flaskerne, hvor de så kunne lagre yderligere. Med andre ord lagrer portvinen først på fad i nogle år, hvorefter den lagrer i længere tid på demijohns. Når de så vurderes at have opnåede den ønskede karakter dekanteres de på almindelig portvinsflaske og sendes på markedet. Udviklingen på de store demijohns er meget anderledes end, hvis vinen var forblevet på fad, idet flaskerne selvsagt ikke afgiver de samme fadaromaer. Resultatet er en vin som godt nok er ældet og har fint med tertiære noter, men som samtidig har bevaret en vis friskhed og større mængde frugt end almindelig Colheitas.    


Indtil i dag har Niepoort kun fremstillet 10 forskellige udgaver af Garrafeiras, og som nævnt var samtlige 10 omhyggeligt dekanteret og linet op ved smagningen i Gaia. Dirk Niepoort fortalte, at han kun havde kendskab til, at en sådan smagning af hele serien havde fundet sted to gange før. Han havde selv deltaget i en smagning tidligere, og sidste år i Danmark var Peter Skov ligeledes vært for en Garrafeira-smagning. Ifølge de, der deltog i den første smagning i Danmark, præsterede vinene generelt bedre nu i Gaia. Hvem ved, måske de havde hjemve!


Her er mine smagenoter fra dagen. De to årstal i parentes er henholdsvis året, hvor de er tappet på demijohns, og året hvor de er flasket om. Som det fremgår, er der forskelle på, hvor længe de har ligget på fad inden første aftapning, og hvor længe de har lagret på demijohns.

Niepoort Garrafeira 1977 (1982, 2007)
Rødbrun med lidt teglrødt islæt. Meget frisk næse med modne røde bær og brombær. Ungdommelig med godt med frugt bevaret, flot syre, krydret og fin balance (90).

Niepoort Garrafeira 1967 (1972, 1981)
Lys brun med orange kant, klar og med et flot skær. Lidt grønne og friske noter i næsen, men også mørke bær og karamel. Dejlig blød i munden, starter let og elegant, men kommer så i anden omgang med kraft og tyngde. Kompleks, i fin balance og med en lang hale. En stor portvin (95).

Niepoort Garrafeira 1964 (1971, 1979)
Lys, rødbrun og klar. Duft af røde bær, men også lidt lukket i næsen og med lidt præg af sæbe. Ikke så meget friskhed og mangler lidt frugt og finesse. Kort (87).

Niepoort Garrafeira 1952 (1955, 1987)
Lys, gyldenbrun. Lidt røde bær i næsen, men også fadpræg, ikke så markant i starten. Bedre i munden med blødhed og en fin kombination af frugt og fad samt mineraler. Intens og elegant (94).

Niepoort Garrafeira 1950 (1955, 1979)
Mørkebrun med orange kant, lidt uklar. Modne og mørke toner i næsen, karamel, men også lidt sæbe. I munden er den kraftfuld og byder på flere lag, abrikos og karamel samt fin kompleksitet (93).

Niepoort Garrafeira 1948 (1952, 1973)
Flot gylden brun, klar. Fin duft af modne bær og karamel. Blød og cremet i munden med marcipan, frugt, friskhed og kompleksitet. Voksede med tiden (93).



Niepoort Garrafeira 1940 (1945, 1963)
Brun med lys kant og lidt orange, nærmest grønligt skær, uklar. Tydeligt fadkarakter med duft af farin og lidt orange. Karamel i munden, frisk, lidt Madeirapræg, men ikke voldsom kompleks (91).

Niepoort Garrafeira 1938 (1943, 1977)
Orange, brun. Fadnoter, men også sæbepræg i næsen, som desværre ikke forsvandt. Lidt sart, frisk og bitter, elegant og med lang hale, men ikke den store kompleksitet (89).

Niepoort Garrafeira 1933 (1936, 1966)
Orangebrun. Lidt acetone i næsen til at starte med, men det aftog heldigvis til fordel for bær og orangeskal. Utrolig frisk med mandler, orange og krydderier. Meget flot balanceret og med gode nuancer. Minder en del om en fin Colheita (94). 

Niepoort Garrafeira 1931 (1938, 1979)
Brun med orange kant, sløret. Markant duft af farin og lidt karamel. Godt krydret og i flot balance, nødder og farin samt lidt sprittet hale (90).


Min konklusion er, at Garrafeiras er lidt sin egen type – uden hermed at have sagt, at der er bedre end Vintage eller Colheitas. Som det gerne skulle fremgå ovenfor, er nogen af dem mere colheita-agtige, mens andre har mere præg af frisk frugt. Det var spændende at smage dem alle i godt selskab. Så skulle chancen byde sig, kan det anbefales. Og om nogle år er rækken i øvrigt vokset med et par flasker mere, idet Dirk holder et skarpt øje med sine demijohns, som rummer såvel årgang 1983 som årgang 1987.

Endnu en gang til Peter Skov for at samle flaskerne og ikke mindst for at invitere.

lørdag den 24. juni 2017

Regatta på Douro

Min karriere som kapsejler blev kort. Troede ellers på gode vinderchancer, da der nu var en ægte viking ombord på den gamle Barco Rabelo, som efter sigende er delvist inspireret af de gamle vikingeskibe. Men nej. Sådan skulle det ikke gå. Fem minutter efter starten brød sejlet sammen. Knækket og knust. Turen var slut, og vejen tilbage var i form af bugsering af en lille båd med påhængsmotor.
Ærgerligt, men fornøjeligt var det.


Båden var opkaldt efter selveste Dona Antonia og tilhører portvinsfirmaet Ferreira. Jeg havde fået lov til at være med blandt besætningen, da båden skulle sejle om kap med de andre portvinsbåde – en årlig sejlads arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Her bliver alle de gamle både sejlet ud til udmundingen af Douro, hvorefter de skal sejle ind til mållinjen lige ud for Sandemans lodge. Festligt, fornøjeligt, men altså også en kort tur for vores vedkommende.
Vinder af årets regatta blev i øvrigt Calém, som vandt foran båden fra Fonseca. Vores båd var vist den eneste der udgik, hvis vi ser bort fra Dow´s, som sank natten inden – måske som følge af São João festen. Visse tunger vil nok sige sabotage. Det påberåbte vi os også, og så vi var vi enige om, at vi i det mindst var den første båd, der sluttede sejladsen.


Turen starter med, at man mødes sammen med det øvrige mandskab og får udleveret T-shirt og andet udstyr. Derefter stiger man ombord, hvorefter en motorbåd bugserer os ud til udmundingen, hvor vi og de andre både så venter på starten. Ventetiden går med en god snak og en del vin og portvin samt spisning af medbragte lækkerier. Med i båden var bl.a. Inez Vaz, António Rocha Graca og Ligia Marques fra Sogrape samt Luis Sottomayor, som er winemaker for Sandeman, Offley og Ferreira og Confraria-kaptajnen João Engracia Antunes. Dejlige mennesker, som det var rart at få en snak med.


Da det annonceres, at der er fem minutter til start, stiger intensiteten. Den del af mandskabet, der har det hårde arbejder tømmer deres glas og gør sig klar. Vi andre venter lidt og skåler endnu en gang. 


Da starten så lyder, hejses sejlene, nogle både får fart på med det samme, andre har vanskeligheder. Det sidste gjaldt desværre Ferreiras båd, som aldrig nåede at få fart og snart med sammenbrud til følge. Men så var der jo tid til et glas mere eller to, mens vi langsomt blev sejlet retur.



Idéen med en årlig regatta er glimrende. Det er et flot syn for turister og alle andre at se de mange flotte både komme sejlende. Og så er det ikke mindst en herlig event, som efterfølges af præmieoverrækkelse ved Sandemands portvinskælder og en middag med vin og portvin indenfor. God reklame for de forskellige portvinshuse. God reklame for portvinsbroderskabet. Og en god anledning til en fest for portvinsfolket.

Ramos, cricket og São João

Kort før afrejse skrev jeg til Ana Rosas fra Ramos Pinto for at høre, om der måske kunne være mulighed for at smage deres nye Vintage 2015, hvis jeg kikkede indenfor. Svaret var en invitation til en større smagning samt frokost, men det sidste måtte vi desværre sige nej tak til, da vi havde en anden aftale.


Dagen startede med den obligatoriske, men altid interessante tur rundt i museet. Synes altid jeg opdager nye detaljer, når jeg er der, fx gamle sjove flasker. Derefter gik vi i kælderen længere oppe bagved, hvor også den gamle, støvede Vintage kælder ligger med et hav af flasker fra før og nu.


Smagningen blev afholdt sammen med Ana Rosas i hendes blending-rum med det berømte piano fyldt med en lang række fadprøver, som hun han eksperimentere med. Vi blev præsenteret for fire forskellige serier, hvoraf de to handlede om komponenter. Alt blev stillet frem, så der var så at sige ”fri bar”.


Jeg lagde ud med Vintage 1983 – året, hvor João Nicolau de Almeida valgte at lave portvin på enkeltdruer for at studere de forskellige sorter og deres udvikling hver for sig. João havde jeg heldigvis fået en lille snak med aftenen før ved Confraria-festen, hvor hans to sønner og hans datter alle blev optaget i broderskabet.
Det er fjerde gang jeg er så heldig at smage og sammenligne enkeltdruer med helhed – nærmere bestemt Tinta Barroca, Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional samt altså Vintage 1983, der jo altid imponerer. Læs mere her.


Derefter kastede jeg mig over tre nye flasker. Quinta do Bom Retiro Vintage 2014, Ramos Pinto Vintage 2015 og en netop flasket LBV 2013. Bom Retiro var utrolig fyldig med masser af frugt og struktur, men den nye Vintage var lidt mere elegant i stilen, med også kraftig og godt med tanniner. Ana Rosas fortalte, at hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at de havde materialet til en Vintage af den gode slags, selv om den nok ikke har samme udsigter som 2011. Til gengæld var hun tvivlende overfor, om de ville deklarere 2016, som andre huse jo valgte at satse på. Så hvem ved, måske ender det med en ægte split-deklaration mellem de to år og ikke et klassisk, bredt deklareret år.


Næste serie var deres altid dejlige 10, 20 og 30 års Tawny, hvor især 20 års er en af mine absolutte favoritter med en perfekt balance mellem friskhed og de mere tunge fadnoter. Her blev de smagt op mod nogle af de gamle colheitas, som bruges til at give dem karakter, henholdsvis fra 1900, 1909 og 1924. En fin test at kunne genkende noter og nuancer fra de gamle i de færdige blend.




Endelig havde Ana Rosas stillet et par gamle svende fra 1884 op, en rød og en hvid colheita. Spørgsmålet fra mesteren var, om vi kunne se eller smage, hvad der var hvad. Farvemæssigt var den hvide faktisk mørkere end den røde, men der var et eller andet i smagen, som fik mig til at gætte rigtigt. Smagsmæssigt var de uhyre koncentrerede og intense med balsamico, puddersukker etc. Dejligt at prøve, men for intenst til at nyde et helt glas af.


Frokosten måtte vi desværre springer over, men tak til Ana for en herlig og lærerig smagning. Fra Ramos Pinto gik det i taxi ud til den engelske cricket og tennisklub, hvor Alvaro van Zeller havde inviteret til ”let frokost”. Foruden Alvaro selv deltog bl.a. Carlos Flores fra Andresen, tyske Axel Probst og de danske vikinger inklusiv de to nyudnævnte medlemmer af Confraria. Som ekstra dessert blev der disket op med nogle privat medbragt flasker. Lidt sparsomme noter:
Warre Colheita 1940: Balsamico og puddersukker i næsen, tydeligt fadpræg, lidt sprittet hale, men den fandt frem, som den fik lidt tid i glasset og endte faktisk med at være fremragende og godt balanceret.
Barãro de Vilar White Colheita 1940: En fadprøve, som Alvaro stadig arbejder med. Meget mørk med balsamico og fint med syre, intens, sød og meget udviklet, nærmest Madeira-agtig . Ikke helt i balance, men mon ikke Alvaro skal ende med et godt resultat.
Noval Nacional 1986: Lidt vag i næsen med røde bær. Ikke så intens som Nacional normalt er, bløde tanniner. Manglede noget fylde og karakter.
Noval Crusted Port fra 1962 (men også med 1963): Rødbrun med røde bær og modne kirsebær i næsen. Manglede måske lidt stringent struktur, men udviklede sig fint i glasset, så derfor faktisk et udmærket glas.
Noval 1955: En fornøjelse fra start til slut. Lidt uklar, men med en flot næse af kirsebær og modne røde bær. Dejligt modnet, men stadig med frugt og bær i smagen, flot balanceret og lang hale. Virkelig høj klasse og et glas, som til fulde viser, hvad en gammel Vintage fra et godt år og et godt hus kan præstere.


Om aftenen fejrede de danske vikinger Sankt Hans sammen med et dejligt traktement med bl.a. krabbesalat, skinke fra en sortfodsgris og foie gras samt vinho verde fra Anselmo Mendes, rødvine fra Vale Meão og Ramos Pinto samt portvine. Det sidste omfattede både lidt rester fra frokosten samt et par gamle flasker fra Grahams, Vintage 1945 og Vintage 1948.
Aftenen sluttede, som den skal. Det store festfyrværkeri blev nydt fra toppen af Gaia-siden. Derefter en lang tur ned i mængden og hen lags kajen, så jeg også fik min årlige ration af kulørte plastikhamre, som med deres piv-lyd ønsker en god São João.

For flere detaljer om São João læs her.

fredag den 23. juni 2017

Dagen før Sankt Hans

Som der efterhånden er tradition for tilbringer jeg nogle dage i Porto omkring Sankt Hans. Primært for at deltage i den årlige event i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev optaget i sidste år, men også for at deltage i folkefesten São João, som Sankt Hans kaldes hernede.
I år skulle to portvinsvenner fra Danmark optages i broderskabet, så de skulle selvfølgelig også fejres. 


Det foregik ved ceremonien på Børsen i går aftes, og efterfølgende var der procession gennem byen og festmiddag med gode vine og et glas portvin eller flere.
Men dagen startede lang tid inden. Om formiddagen besøgte vi mastodonten Porto Cruz og deres mindre brand Dalva, som har specialiseret sig i hvid portvin med alder og Colheitas. Vi fik først en rundvisning i produktionsfaciliteterne efterfulgt af en flot smagning samt endelig en ”let frokost” – et begreb, som der efterhånden jokes en del med, da det portugiserne kalder en let frokost ofte viser sig at være adskillige udsøgte retter med god vin, hvilket også var tilfældet her.


Smagningen var planlagt af Elsa Couto og winemaker Pedro Pina Cabral og omfattede følgende vine fra Dalva:
Dry White: Helt lys, meget tør, frisk og floral, men også med fin frugtpræg.
Dry White Reserva: Lidt mørkere og med begyndende fadnoter i næsen og lidt federe konsistens. Men stadig frisk og let med blomster i næsen.
10 års White: Lys gylden. Blomster i næsen, lidt sødere, men stadig tør, diskret fadkarakter.
20 års White: Mørkere, gylden til orange. Fadkarakter i næsen, lidt vanilje og mandel samt blomster. Fyldig og frisk.
40 års White: Orangebrun i farven, flot duft med nødder og lidt orange. Lidt tawnypræg og lidt sprittet bid, men dejlig.


White Colheita 2007: Lys orange, orange i næsen, mandarin og lidt mandel, frisk med fin syre og i flot balance.
Golden White 1989: Nødder og mandel i næsen, mere modenhed og lidt orangepræg. Kraftig og med større kompleksitet end de tørre udgaver.


Golden White 1971: Mørk gylden, nødder og orangeskal i næsen, lidt sprittet hale, men i flot balance. Synes at vokse for hver gang, jeg smager den.
Golden White 1963: Flot moden, gylden som en lys tawny, stadig med friskhed med udpræget fadpræg med mandler. Ok med syre til at balancere. Et flot glas.
Golden White 1952: Ikke helt balanceret denne gang. Gylden med nødder, men også lidt acetone i næsen. Manglede lidt friskhed, men stadig en flot vin.


Efter denne flotte start på dagen fulgte så Confrariaceremoni og festmiddag, hvor der var lejlighed til at få en snak med en lang række af venner og kontakter i portvinsverdenen. Og det er jo altid en fornøjelse, når man både nyder portvin og skriver om det.

Og til sidst. Tillykke til Peter Skov og Ivan Madsen. Velkommen i broderskabet.


mandag den 19. juni 2017

Udvalgte digte af Pessoa

Jeg har flere gange spekuleret over, hvem jeg egentlig holder mest af? Den stilfærdigt filosoferende hyrdedigter Alberto Caeiro, den fabulerende, maniske og futuristiske Álvaro de Campus eller den neoklassicistiske Ricardo Reis? For ikke at tale om bogholderen Bernardo Soares, den engelsksprogede Alexander Search eller Fernando Pessoa selv?
Jeg holder af dem alle – hver for sig og tilsammen. Og ikke mindst holder jeg af Fernando Pessoa, som er ophavsmand til dem alle – og som altså også publicerede digte og meget andet i eget navn.
Pessoa blev født i Lissabon i 1888, men tilbragte en del af sin barndom og ungdom i Sydafrika. I 1905 vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede af at oversætte handelskorrespondance og døde af skrumpelever som kun 47-årig i 1935.
Sideløbede skrev han – ikke kun digte, men også skuespil, essays, filosofiske tekster og sågar en rejsefører. Og han skrev ikke kun i eget navn, men også i en lang række heteronymer, hvor af de største og mest kendte er netop Caeiro, Campus og Reis. Digterkollegerne havde ikke blot deres eget navn, de havde også deres egen biografi, identitet og personlighed. De skrev med deres helt egen stemme og i deres egen stilart, og de polemiserede indbyrdes, anmeldte hinandens bøger og skrev udkast til forord til hinandens udgivelser. Kun lidt blev dog publiceret, mens Fernando Pessoa levede, da det meste blev fundet som en gang rodede manuskripter og notater efter hans død.
Brøndums Forlag har tidligere udsendt fire bind med digte af de tre store heteronymer og Pessoa selv i Peter Poulsens oversættelse. Nu er der på Rosinante tillige kommet et stor og fyldigt udvalg heraf, som giver en glimrende introduktion til et af modernismens helt store skikkelse.
Først fårehyrden Alberto Caeiro, som hylder naturens enkelthed og konstant minder os om ikke at tillægge tingene anden betydning end det, de er og besidder i sig selv. For nu at citere et helt lille digt, som fint beskriver hans filosofi:
”Postvognen kørte forbi på vejen, og er forsvundet;
Og vejen blev hverken smukkere eller grimmere af det.
Sådan går mennesket gennem verden.
Vi føjer intet til og trækker intet fra; vi passerer og vi glemmer;
Og solen møder til tiden hver eneste dag.”
Anderledes voldsom er skibsingeniøren Álvaro de Campos, som tydeligt er inspireret af Walt Whitman. Her hyldes fremskridtet, teknikken og storbyens larm. Hør blot indledningen til den kendte Triumfode:
”I det skærende lys fra fabrikkernes store, elektriske camper
Sidder jeg febril og skriver.
Jeg skriver som et snerrende rovdyr, hungrende efter skønhed,
Denne skønhed totalt ukendt for de gamle mestre.”
Er der langt fra Caeiro til Campos, er der mindst lige så langt til Ricardo Reis med hans stramt komponerede digte fulde af henvisninger til antikken. Han er også ophavsmand til en række kærlighedsdigte henvendt til forskellige kvindeskikkelser – eller nok rettere muser, da det er småt med kødelighed hos Pessoa generelt:
”Kom og sæt dig, Lidia, hos mig ved flodens bred.
Lad os stille følge dens kurs og lad os forstå
At livet glider forbi, og vi holder ikke hinandens hænder.”
Sidste digter i rækken er Fernando Pessoa selv, og her finder vi nogle meget spændende digte, som bl.a. henter deres stof i barndomserindringer, i hverdagsglimt fra livet i Lissabon eller i drømme. Men også i tanker om landets historie som i digtet om Portugisernes Hav:
”Dit salt er vore tårer slet og ret.
O hav, som portugiserne har grædt!
Hvor mødrene har mistet mange sønner
Og børnene opsendt forgæves bønner!
For at du skulle blive vort, o hav,
Umådelige ofre vi dig gav.”
Det er ikke uden grund, at en del af Fernando Pessoas digte er endt som fadosange med deres melankolske – og meget portugisiske – tone. Men Pessoa var ikke bare Pessoa. Pessoa var også Caeiro, Campos, Reis og de mange andre stemmer, som jeg alle holder af. Og måske er det netop her sandheden om min fascination af Pessoa ligger gemt. Han er aldrig blot Pessoa. Han er de mange stemmers digter. Inderlig stilfærdig, poetisk, voldsom, højtråbende, aggressiv, melankolsk, eftertænksom. Han er det hele.
Bogen præsenterer et glimrende udvalg for såvel nybegyndere som øvede. Og endelig har bogen et fint introducerende og forklarende forord ved Martin Bastkjær, så alle kan være med.  


Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Rosinante 2016, 310 sider.