onsdag den 29. marts 2017

Vintage 1997 – en anderledes oplevelse

Når vi afholder smagninger i The Vintage Port Club, kan de være meget forskellige. De fleste aftener befinder sig dog indenfor disse generelle kategorier:
  • Smagning af et enkelt portvinshus enten i form af en såkaldt vertikal smagning, hvor vi smager Vintage fra samme hus i forskellige årgange, eller en mere blandet smagning, hvor andre typer som LBV, Tawny eller Colheita inddrages, som det f.eks. skete nyligt, da vi havde Winemakers Dinner med Quinta do Noval.
  • Smagning af vin fra ét og samme år, altså en såkaldt horisontal smagning, hvor vi smager den samme årgang fra en række forskellige producenter op mod hinanden.  
  • En teknisk – og indrømmet nørdet – smagning, hvor vi dyrker vores nysgerrighed efter at blive klogere på forskellige aspekter af vinen. Det kan f.eks. være samme vin, men åbnet og dekanteret i kortere eller længere tid eller smagning af portvine lavet på enkeltdruer som f.eks. smagningen af Ramos Pinto Vintage 1983 for 1½ år siden.
  • Endelig kan det også være en kombination af vertikal og horisontal smagning, hvor vi altså smager flere vine fra flere huse, f.eks. en triatlon, hvor fire huse smages og sammenlignet i tre forskellige årgange.

Men selv når vi taler om smagninger inden for en af disse fire kategorier, kan smagninger tage sig meget forskellige ud og resultatet variere fra gang til gang. Vin er levende. Portvin udvikler sig og gennemlever ofte forskellige faser, hvor de skiftevis er åbne og lukkede (hvor duft og smag nærmest skjuler sig), ligesom den måde flaskerne er blevet opbevaret på kan have betydning for graden af modenhed eller kvaliteten. En smagning af en bestemt årgang her og nu behøver altså langt fra at give samme resultat som akkurat den samme smagning et par år tidligere. Nogle vine kan være lukket ned i mellemtiden, andre åbnet op. Nogen kan være så langt fremme, at de nok skulle være drukket noget før. Nogen modnes bedre end andre.
Når jeg reflekterer over dette, skyldes det den smagning af Vintage 1997, som vi havde forleden i klubben. Vi smagte samme årgang tilbage i 2012, hvor vinderne blev Graham´s, Kopke, Taylors, Quarles Harris og Fonseca. Nogle af disse gjorde det – efter min mening – igen fint, men blev også overhalet af andre. Andre deltagere gav dem en hårdere medfart. Og langt fra alle vine levede op til de forventninger, man kunne have gennem sit kendskab til huset eller ved at læse andres pointgivning.


Nogle ting var der dog bred enighed om: Flere af vinene kan befinde sig i en lukket fase netop nu, hvorfor de ikke præsterede fuldt ud. Andre kan man tvivle på nogensinde bliver bedre, da de synes at mangle forudsætningerne for at udvikle sig videre. Og endelig var der desværre enkelte vine, der var præget af mere eller mindre fejl.
Vi smagte 13 forskellige udgaver af Vintage 1997, men indledte aftenen med en enkelt Colheita fra samme år. Her er mine noter og point fra aftenen med vinene i den rækkefølge, de blev serveret. Ses bort fra den første blev alle vine smagt blindt.


Quinta do Crasto Colheita 1997
Mørk rødbrun med lys kant, klar. Let sprittet i næsen, men med fin duft af marcipan, rød frugt og kirsebær. Ok syrebalance og fin struktur, men lidt vel tung og sødmefuld, hvilket nok skyldes, at den burde have været serveret afkølet (89).

Quinta do Crasto Vintage 1997
Brunrød med lys kant, uklar. Markant duft at acetone og fortynder. Tydeligvis med fejlen volatil syre. Efter min mening uden for bedømmelse.


Fonseca Vintage 1997
Rubinrød, lys kant, ikke så intens. Frisk duft med violer, røde bær og lidt bacon, ekspressiv. God fylde og fin balance. Krydret og med pebret hale. Et fint glas efter min mening, men andre bedømte den til at være lukket og mindre god (94).

Quarles Harris Vintage 1997
Flot rubin, dyb og klar. Markant duft af lidt kærnemælk og røde bær. Elegant, men ikke så dyb, flot syre og forholdsvis tør stil (92).

Dow´s Vintage 1997
Mørk rubin, dyb. Lidt mælkepræg, men ellers med hyldebær og brombær i næsen. Tør stil, ikke så meget krop og syre og lette tanniner. Måske lukket, men giver på den anden side ikke udtryk for et stort potentiale og et langt liv (89).

Grahams Vintage 1997
Rubin med lyst kant. Lidt vag og lukket i næsen med kirsebær. Elegant med mangler lidt frugt og syre. Måske lukket, men potentialet virkede igen desværre ikke så stort (89).

Hutcheson Vintage 1997
Rubinrød. Duft af mørke bær, men også en del acetone. Drikkelig, men igen med præg af volatil syre (78).

Burmester Vintage 1997
Mørk rubin. Markant og intensiv duft af mørke bær, solbær og violer. Flot og fyldig med ok balance, men dog i lidt underskud af syre. Pebret og medium lang. Vil nok ikke udvikle sig meget mere og derfor fin at drikke nu (92).

Quinta do Infantado Vintage 1997
Lys rubin. Duft af lidt stald og igen desværre acetone. Rustik i stilen og igen ikke fejlfri (80).



Ramos Pinto Vintage 1997
Mørk rubin, flot klar. Mørke bær, men noget lukket i næsen. Fint med tanniner og frugt og i god balance. Dejlig nu og har potentiale til at udvikle sig videre (94).

Gould Campbell Vintage 1997
Mørk rubin. Kraftig duft med mørke bær som solbær, men også med florale noter. Godt med tanniner og god frugt, solbær, men mangler måske en smule finesse. Kan stadig udvikle sig (94).


Smith Woodhouse Vintage 1997
Rubin med lys kant. Ikke så kraftig i næsen, måske lidt lukket. Halvtør i stilen med fin balance, pæne bløde tanniner, frugt og en pebret hale (94).

Quinta do Vesuvío Vintage 1997
Lys rubin. Lidt mælk i næsen samt frisk frugt og røget bacon, lidt vel lukket. God i smagen med fin krop og krydret. Vil givet udvikle sig til det bedre (90).

Taylors Vintage 1997
Rubin med brunrød kant. En smule acetone og røde bær i næsen. Uden fejl i smagen, men ikke så intens. Mangler fylde og frugt, sprittet hale. Måske lukket, men viser ikke umiddelbart det store potentiale (89).

Det samlede resultat af smagningen kan ses på klubbens hjemmeside.


mandag den 20. marts 2017

Flirt Gourmet – dansk kok i Portugal

”Novas Memórias”. Nye erindringer. Sådan hedder en portugisisk kogebog med opskrifter på retter som blækspruttesalat, stegte sardiner og Bacalhau for ikke at tale om klassikere som Sopa da Pedra (”stensuppe”), Arroz de Pato (ris med and) og Carne de Porco Alentejano (marineret svinekød med muslinger). Retter som vi kender fra besøg på portugisiske restauranter eller måske ligefrem har prøvet at lave selv derhjemme – men vel at mærke alle med et moderne twist og i spændende indpakning, så de tager sig indbydende og inspirerende ud. Fx er svinekødet til Carne de Porco Alentejano udskåret i større stykker end vanligt og serveret med kartoffel tortilla og pickles.  
Bogen er skrevet af den unge danske kok, Ann-Kristin Wenzel, som er bosat i Lissabon, hvor hun er i gang med at få sit gennembrud.   
”Jeg er dansker, så der vil altid være danske madtraditioner, som bliver mikset ind i min madstil. Derfor er min portugisiske mad selvfølgelig mere "danskeragtig" end normal portugisisk mad, men jeg laver nu ikke kun portugisisk mad, men også mad fra hele verden. Jeg er mere inspirerer af ingrediensernes friskhed og smagskombinationerne, end hvor maden er fra”, fortæller hun.
Men, jo. Danmarks har fundet vej til bogen, idet opskriften på den klassiske dessert Arroz Doce har fået efternavnet Dinamarquêz og er inspireret af vores traditionelle julespise, ris a la mande. På samme vis henviser hun til de danske juletraditioner i opskriften på Arroz de Pato.


Ann-Kristin Wenzel flyttede som 13-årig til Portugal sammen med sine forældre. Hun kunne hverken portugisisk eller engelsk, men tog snart landet og sproget til sig. Da hun var 18, flyttede forældrene tilbage til Danmark, men Ann-Kristin var faldet så godt til, at hun besluttede sig for at blive. Hun arbejdede først som model, men fandt et par år senere ud af, at det ikke var det, hun ville. Derefter satsede hun på skuespillet, men selv om hun nu talte portugisisk, var det dog ikke som en indfødt.
Samtidig var hun begyndt at lave en del mad – en interesse hun allerede fik som barn, hvor hun lavede mad sammen med sine forældre og især sin far. Da flere af hendes venner efterspurgte opskrifterne, besluttede hun i 2012 at lave en engelsksproget blog, ”Flirt Gourmet by Ann-Kristin”, hvor hun bragte tip og opskrifter. Den blev hurtig populær og har i dag 42.000 følgere, hvorfor madlavning og catering er blevet hendes levevej. I 2015 vandt hun andenpladsen i MasterChef Portugal på RTP (Portugals DR), og præmien var bl.a. muligheden for at blive udlært hos Le Cordon Bleu i Madrid.


Sidste år udsendte hun så sin første kogebog, ”Novas Memórias”, som har givet en del omtale i portugisiske medier. Bogen har bl.a. forord af den kendte portugisiske mesterkok Rui Paula, som er kendt fra restauranterne Boa Nova, DOP og DOC i henholdsvis Porto og Douro. Rui Paula skriver bl.a.: ”Bogen afspejler præcist, hvem hun er. Den gør vores traditionelle opskrifter mere tiltalende og iklæder dem et samtidigt draperi”. Flotte ord fra en af de helt store inden for portugisisk gastronomi.
Bogen er foreløbig kun udkommet på portugisisk, men er under oversættelse til engelsk. I mellemtiden kan du læse mere om Ann-Kristin og se opskrifter på hendes blog.


onsdag den 8. marts 2017

4 x Vintage fra Quevedo

En mørk almindelig flaske af den lidt slanke slags (tættere på Bordeaux-typen end Bourgogne-typen) og en lang prop af naturlig kork. Sådan møder vi langt de fleste Vintage portvine, og det er der gode grunde til. Men sådan har det ikke altid været – og hvem ved, måske findes der gode eller ligefrem bedre alternativer?
På Portvinsmessen i Roskilde forleden præsenterede Oscar Quevedo en flot træboks med fire forskellige udgaver af Quevedos Vintage 2014:
  1. En normal flaske med korkprop som referencevin
  2. En normal flaske med plastic prop
  3. En normal flaske med skruelåg af metal
  4. En mere kompakt flaske (en såkaldt pot bottle) med korkprop.

Altså tre forskellige slags propper og to forskellige typer flaske. Oscar kaldte det selv et eksperiment og forklarede:
”Vi siger altid, at vores flasketype og vores korkpropper er de bedste. Men i USA vil de sige, at det er bedst med plasticprop, og i Australien og New Zealand skruelåg. Derfor synes jeg, vi skal undersøge det. Så jeg har lavet akkurat den samme portvin i fire forskellige udgaver for at se, hvad der sker. Og jeg har valgt at gør det sammen med forbrugerne, så de kan være med til at smage og afgøre, om der er forskelle”.


Quevedo har fremstillet 500 kasser med hver fire flasker, og det var muligt at købe sit eget eksemplar på messen. Her og nu får man egentlig kun fire flasker af samme vin, men i flot og varieret indpakning. Men på sigt kan man altså deltage i eksperimentet og være med til at afgøre, om der kan registreres forskelle.
”De første forskelle vil nok først vise sig om 10 år, tænker jeg. Det siges, at der med plastikpropper kan opstå ændringer på grund af øget oxidation efter 2-3 år. Og hvad angår skruelåg, ændrer aluminiumslåget karakter efter 5-6 år, så der måske opstår øget oxidation,” fortalte Oscar Quevedo og tilføjede, at han da selv tror, at kork er det bedste på lang sigt.
Men hensyn til flasketyper er målet ligeledes at undersøge, om der kan registreres forskelle. Men her skal man nok vente endnu længere tid, før man får svar:
”Jeg er spændt på nr. 1 og nr. 4, hvor flaskeformen er ændret. Jeg vil gerne undersøge, hvordan den mere kompakte flaske udvikler sig, men der skal nok gå 20-30 år før man kan se forskel,” sagde Oscar Quevedo.
Nogen vil sikkert indvende, at det hele bare er en smart måde at markedsføre sin Vintage 2014 på. Året er jo ikke blandt de allerbedste, så lidt ekstra opmærksomhed vil givet skabe mersalg. Og kender man Oscar Quevedos gode sans for PR, er der nok ingen tvivl om, at han også har skævet til dette og med et smil tager presseomtalen med. Men der nu ikke blot tale om et tomt mediestunt, men også en seriøst ment udfordring af traditioner og sædvane. 
”IVDP anbefaler klart korkpropper, selv om lovgivningen ikke direkte forbyder andet. Men de har ikke fremlagt research, der fortæller hvorfor. Nogle af de store producenter har lavet research og undersøgelser, men kun for dem selv”, forklarer Oscar Quevedo.
For ikke at provokere unødigt har Quevedo valgt ikke at kalde de to vine med alternative propper for Vintage, hvorfor de i stedet hedder ”Silent Ruby”. Alligevel kunne han fortælle, at initiativet ikke ligefrem har vakt begejstring hos IVDP ligesom en anden stor og indflydelsesrig spiller på markedet, korkindustrien, nok heller ikke kipper med flaget. For tænk nu, hvis eksperimentet ender med en anbefaling af skruelåg?  
Det vil tiden vise. Mens vi gemmer flaskerne bort i kælderen og venter på eventuelle forskelle opstår, kan vi jo skæve lidt til den viden, som allerede foreligger på området. Og lad os starte med flasketyperne.


Selv om der findes tidligere eksempler, var det i begyndelsen af 1700-tallet – og parallelt med at korkproppen blev opfundet – at glasflasker begyndte at vinde frem til opbevaring af vin frem for de tidligere tiders amforaer, krukker, læderposer og træfade. De første glasflasker lignede tykbundede karafler med flad bund. Men da vinen også skulle transporteres og lagres over tid blev de efterhånden mere cylindriske og slankere, og allerede i anden halvdel af 1700-tallet fik de den form, vi kender i dag – en udvikling som f.eks. kan ses i den historiske udstilling i Sandemans lodge i Vila Nova de Gaia (på billedet bag George Sandeman og undertegnede). De slankere flasker kunne lettere stables, hvilket var en klar fordel efterhånden, som det blev normalt og langt senere lovmæssigt bestemt, at Vintage skulle aftappes allerede efter to år og derefter lagres på flaske.


Det betyder ikke, at al portvin nu fås i samme flasketype. Ældre udgaver af Vintage fra f.eks. Niepoort vil ofte være på mindre og mere buttede flasker, ligesom variationerne er mange, når det gælder fadlagret portvin, som jo netop heller ikke fra producenternes side er beregnet til at skulle lagre og af samme grund for det meste har T-prop. Tænk bare på Warre´s høje slanke 50 cl. flasker, Kopkes mere koniske udgaver eller de mere kunstfærdige flasker fra Royal Oporto, som på forskellige vis sender signaler og stil eller eksklusivitet.
Om Bordeaux-flasker menes det i øvrigt, at de karakteristiske skuldre rent praktisk var bedre til at holde bundfald tilbage, hvilket vel giver god mening i forhold til dekantering af portvin, hvor de normale flasker jo også har forholdsvis skarpe skuldre. 
Der kan altså være såvel praktiske som æstetiske grunden til valget af flaske, ligesom størrelsen har betydning for udviklingen af vinen. En Vintage på magnumflaske udvikler sig langsommer end på en normal flaske, ligesom halvflasker modnes tidligere, hvilket skyldes, at forholdet mellem den mængde luft og vin er forskellige. Jo mindre luft i forhold til vin, des langsommere oxidering og udvikling. Tykkelsen og farven af glasset er også vigtig i forhold til lyseksponering, og her vil man igen se mørke flasker til vin, der skal lagre.
Da rumfanget og farven er den samme på de to forskellige udgaver, som Quevedo har sendt på markedet (nr. 1 og nr. 4), mener jeg ikke umiddelbart, at der er belæg for at tro, at de vil udvikle sig forskelligt. Oscar henviser da også blot til, at hans ”intuition” fortæller ham, at den mere kompakte flaske vil modnes bedre, og at det kun er af de ovenfor nævnte praktiske årsager, man benytter de andre flasker.
Udviklingen af den nuværende flaskeform skete samtidig med udviklingen af korkproppen, som jo netop gjorde det muligt at opbevare vinen i længere tid. Men siden er der eksperimenteret med andre typer af tillukning som syntetisk kork, plastic og skruelåg. En af grundende er, at en stor del af den vin, som produceres i dag, faktisk ikke har behov for at lagre i mange år, da den er fremstillet til at skulle drikkes her og nu. Det gælder især mange oversøiske vine, hvorfor det da også er i lande som USA, Australien og New Zealand, at de nye proptyper især er vundet frem. Men producenterne mener også, at de alternative propper er brugbare til langtidslagring.
En væsentlig grund til nye løsninger er selvfølgelig, at naturkork kan være svingende i kvalitet, ligesom der kan forekomme sygdom. Kork, der er angrebet af skimmelsvamp, kan danne TCA (Trikloranisol), som så går i forbindelse med vinen og resulterer i en fæl lugt af muggen og sur karklud. Vinen har dermed prop, som vi kalder det. En overgang var kontrollen i korkindustrien i Portugal ikke så god som nu, hvorfor problemet var ret udbredt. I dag er kvaliteten bedre, men stadig regner man med, at en lille procentdel (1-2 %) er med fejl. De bedste og derfor også dyreste korkpropper er dog individuelt kontrolleret og derfor næsten sikre på at være fejlfri.
TCA opstår naturligvis ikke ved syntetisk kork, plastik, glas eller metal. Her kan der til gengæld være andre ting, som gør dem mindre velegnede til langtidslagring. Selv om udvekslingen af ilt gennem en korkprop er minimal (vi taler faktisk kun om en milligram ilt om året), menes den at være gavnlig for langtidsmodningen og udviklingen af vinens karakter. Den slags tillader glas ikke, metal i mindre grad i al fald til at begynde med, og syntetiske propper er modsat mindre tætte. Men også her arbejdes der på at udvikle typer med belægning, som bringer dem tættere på naturkork.
Endnu mener mange dog, at der er forskel smagsmæssigt. Jamie Goode fra Wineanorak har f.eks. testet samme vin med henholdsvis skruelåg og korkprop og er ikke i tvivl om, at han foretrækker dem med kork.
Der forskes, udvikles, testes og smages. Og derfor skal Quevedos eksperiment, så afgjort bydes velkomment. Når vi nu får hevet de forskellige propper af om 10 år, kan vi fortsætte diskussionen. Ind til da må vi nok fastslå, at den største modstand mod andre typer af propper end kork sidder mellem ørene og har med tradition og oplevelse at gøre. Den særlige lyd, når proppen endelig giver sig, følelsen af at have et stykke naturmateriale i hånden og selve ritualet med at trække op, skal man ikke undervurdere. Og det selv om resultatet bagefter ikke altid er kønt, som denne samling gamle propper fra en smagning af Vintage 1963 i The Vintage Port Club bevidner. 


mandag den 6. marts 2017

Det er ikke så dumt at stige af i Roskilde

Børsen i København, Aabenraa, Odense og Roskilde. Da Henrik Oldenburg i 1988 arrangerede den første portvinsfestival i Danmark, var der nok ikke mange, der spåede, at der knap 30 år senere ville være flere årlige festivaler rundt om i landet udelukkende med fokus på portvin. Det vidner om en stærkt stigende interesse og nysgerrighed, da festivalerne oftest kan melde om udsolgt. Men ét er, at en festival har succes, hvad angår antallet af solgte billetter. Andet er om folk går tilfredse derfra eller nærmere bestemt, om arrangementet fungerer rent logistisk, og om der er noget at komme efter for såvel nybegyndere som mere øvede. 
I lørdags blev den tredje udgave af Portvinsmessen i Roskilde afholdt. Første år foregik det under charmerende, men trange kår på Hotel Prindsen. De sidste to år under større forhold på Hotel Scandic, men i et mere kedeligt messelokale med et gulvtæppe, hvis mønster nærmest er en beruselse i sig selv. Ikke ligefrem hyggeligt, men velorganiseret og med bedre plads og stadig i gåafstand fra banegården. Trængsel om bordene vil der altid være, men det er vigtigt, at der er luft omkring, så man kan trække sig lidt tilbage i ro og mag, og det kunne man.
Samtidig er det i modsætning til debutåret lykkedes arrangørerne at få en række repræsentanter fra producenterne til at møde op, hvilket altid er en fornøjelse. I år var der således 13 forskellige til stede og det fra såvel mindre som større portvinshuse. Altid herligt at få mulighed for en lille snak med såvel gamle kendinge som nye ansigter.
Et sidste succeskriterium for en festival må være, om det er muligt at smage nogle spændende vine og altså ikke kun den seneste LBV og Vintage samt et par Tawny med alder. Det var der i høj grad i Roskilde. Ja, faktisk kan jeg ikke mindes at have været på en portvinsfestival, hvor det var muligt at smage så meget gammel Tawny og så mange forskellige ældre og modne Vintage uden at skulle betale ekstra. Det sidste gjaldt fx Kjær Sommerfeldt, som havde spændende udgaver af Warre´s og Quinta da Cavadinha med, og Vintageportvin.dk som bl.a. bød på ældre flasker fra Sandeman, Gould Campbell og Smith Woodhouse.
Så jo, det kunne betale sig at stige af i Roskilde. Det var fornøjeligt og gav gode portvinsoplevelser. En succes, som allerede er annonceret at finde sted igen næste år, nærmere bestemt lørdag den 3. marts 2018. Læs mere her.
Jeg valgte vanen tro at koncentrere mig om et par enkelte huse efterfulgt af lidt spredt fægtning og smagning for fornøjelsens skyld. De sidste derfor med sparsomme noter.

Quinta da Devesa

Quintaen ligger på venstre bred ca. 10 km fra Peso da Régua med udsigt til dæmningen og dermed i den vestlige del af Cima Corgo. Firmaet blev etableret i 1941 af tre brødre i familien Fortunado, som stadig er ejere. Ejendomme er på 34 hektar, hvor der produceres såvel bordvine som portvin. Der benyttes udelukkende egne druer, så produktionen er ikke stor. Devesa har valgt at koncentrere sig om fadlagret portvin, fortalte João Macedo Cunha, som er ansvarlig for salget og var mødt op i Roskilde sammen med sin hustru Helena. Og han tilføjede, at de også vil udsende Colheitas fra de gode år. Senere på året frigives således en Colheita fra 1944. 


Jeg smagte følgende vine:
20 års hvid port: Lys med orange skær. Duft af mandarin, mandel og lidt marcipan. Frisk med fin syrebalance. Let og ikke så kompliceret, men ganske delikat.
30 års hvid port: Lidt mørkere, orangebrun. Ikke så ekspressiv i næsen, lidt mandarin og honning. Lidt sødere og mere fyldig, blød og cremet struktur. Mellemlang hale.


10 års Tawny: Lys brun med lys kant. Duft af mandel og marcipan. Nødder i smagen, ikke så kraftig.
20 års Tawny: Lys orangebrun. Fin duft af mandel og orangeskal. Velbalanceret i en elegant og let stil. Udmærket glas.
30 års Tawny: Orangebrun. Duft af mandel, nødder og lidt orangeskal. Serveret lidt varmere og derfor også med lidt højere grad af alkohol og sødme rent smagsmæssigt. Nødder og lidt karamel i smagen.
40 års Tawny: Mørkere, fin tawnybrun. Mere nøddepræg og fint med tørrede frugter og karamel. God fylde og koncentration, men stadig frisk og let i stilen.

Blackett

Blackett – eller Alchemy Wines som firmaet hedder – er en forholdsvis ny spiller på markedet, men med gamle aner, idet engelske George Blackett etablerede sig som vinhandler i Porto allerede i starten af det 19. århundrede. Blackett markerede sig en overgang i top 5, hvad angår salg, men efter flere omstruktureringer blev mærket efterhånden usynligt på markedet. Relanceret i 2016 af Alchemy Wines og markerer sig allerede nu med Tawny med alder, da de har opkøbt gamle fade rundt om. Foruden Tawny i alderen 10, 20 og 30 år produceres LBV og Vintage samt snart også en 40 års Tawny og en over 100 år gammel af slagsen, fortalte direktør Pedro Carneiro på Portvinsmessen. Der satses udelukkende på kvalitetsportvin og altså ikke almindelig Ruby og Tawny. 


Jeg smagte følgende vine:
Extra Dry White: Lys gylden og i meget tør stil. Frugt og lidt florale noter i næsen og nærmest sherryagtig i munden. En noget anderledes stil end andre tørre hvide portvine. Kan fungere fint som aperitif eller til tapas.
Tawny Reserva: Lagret i ca. 8 år på fad. Lys brunrød. Duft af tørret frugt og mandel. Fin syre og balance og ganske karakterfuld af en Reserve at være.


10 års Tawny: Orangebrun. Duft af nødder og mandel samt lidt vanilje. Fin friskhed og med pæn sødme. En ok 10 års med mindre frugtpræg end vanligt.
20 års Tawny: Rødbrun, orange. Dejlig delikat næse med valnødder, tørrede frugter og mandler samt lidt karamel. Lækker og med god lang eftersmag. Til den søde side, men balanceret med syre.
30 års Tawny: Mørk med brunorange kant. Intens duft af figen, valnød og lidt orangeskal. Kraftig, men stadig med elegance og med lidt karamel i smagen. Sødme, men også fin friskhed og syre og derfor fint balanceret. Lang hale.

Og det mere løse…

Efterfølgende smagte jeg bl.a. en udmærket Dalva White Colheita 2007, og Elsa Couto var så venlig at forsyne mig med en lille prøve af deres nye Golden White 1989. Tidligere udsendt i serien, hvor der kommer en ny hvid Colheita i hvert årti er årgangene 1952, 1963 og 1971, som indgik i en smagning på Børsen for nogle år siden. Læs noterne her.
Den nye Golden White 1989 er gylden med orange skær. God duft af mandarin, orange og mandel og lidt honning. Blød og cremet i munden med mandel, honning og lidt karamel samt godt med syre og i fin balance. Ikke så kompliceret som 1952 og 1963, men atter et imponerende glas, som fuldt ud viser meningen med at fadlagre hvid portvin.


Endvidere smagte jeg Quinta Santa Eufemias Colheita 2005 samt 10 og 20 års Tawny. Et udmærket hus, som også laver fremragende hvid portvin med alder.
Hos Pocas fik jeg en helt ny Vintage 2015, hvilket vil sige en fadprøve, da vinen endnu ikke er godkendt hos IVDP og derfor officielt ikke er erklæret. Catia Pinto fortalte, at det måske ikke alligevel bliver den helt brede deklarering, men måske snarere en såkaldt ”split declaration”, hvor halvdelen erklærer Vintage i 2015 og de øvrige i 2016. Men det får vi at se senere på foråret, når deklarationerne begynder at blive offentliggjort. Pocas Vintage 2015 var i al fald med masser af kraft og frisk frugt samt kraftige, men ikke så hårde tanniner. Ganske lovende.
Jeg prøvede også et glas Colheita 2005 fra DR, som jo ellers er mest kendt for sin serie af Tawny med alder. Hos The Wine Company sprang jeg hovedeventen Dow´s over og smagte i stedet vine fra Quinta da Casa Amarela – en af mange familieejede quintaer, som tidligere leverede til de store producenter, men efter lovændringen begyndte at satse på at lancere portvin under eget navn. Jeg smagte deres hvide Porto Branco, som havde pæn karakter og en noget tør stil, en Ruby Reserva, som havde fin frisk frugt og balancerende bløde tanniner samt en rødbrun 10 års Tawny med kraftig næse og fint præg af mandler og nødder. Kraftig og halvfed i stilen.
Det blev også til lidt ældre Vintage i form af Warre´s 1985 og Cavadinha 1998, som begge var udmærkede samt en ældre Smith Woodhouse og en rigtig fin Sandeman Quinta do Vau Vintage 1988 – det eneste år, hvor Vau er en ægte Single Quinta Vintage, idet det efterfølgende blev lavet til en brand med lidt mere ungdommelig Vintage, som modner tidligere.
Hos Maynards smagte jeg en ny organisk (økologisk) LBV 2013, som faktisk var udmærket, samt en såkaldt telefonnummer port, serveret med sædvanligt humør af Alvaro van Zellar. Flasken, som vel at mærke var en fadprøve, bar cifrene 201, 43, 70 og 88, hvor de tre sidste tal signalerede, at der var tale om et blend af gamle fade fra 1843, 1870 og 1888 og det første er summen af de tre. Uhyre mørk og koncentreret med masser af brændte og tørrede frugter samt balsamico.  
Endelig smagte jeg Vintage 2014 fra Quevedo, men da Oscar Quevedo var til stedet for at præsentere et eksperiment med fire forskellige udgaver af vinen på to forskellige flaskeformer og med tre forskellige typer propper, vil mere følge herom i næste indlæg.