tirsdag den 21. februar 2017

Billeder fra Lissabon

Frank Sebastian Hansen er fotograf og forfatter til den kendte guidebog ”Turen går til Lissabon”. Nu er han også romanforfatter, idet han har forenet de to interesser i romanen ”Billeder fra Lissabon”.
Når forfattere henlægger det meste af handlingen i en bog til en bestemt by, kan valget af location være tilfældigt uden at spille en væsentlig rolle for historien. Det er heldigvis ikke tilfældet her – både fordi man fornemmer forfatterens gode kendskab til Lissabon, og fordi byens eller rettere landets historie har afgørende betydning for handlingen.
Hovedpersonen er den 29-årige Paula, som er datter af en dansk mor og en portugisisk far, der mødte hinanden til en fest i et storkollektiv i 80´erne. Da moderen dør, beslutter Paula sig for at genfinde sin far, som pludselig er forsvundet. Hun finder et fotoalbum, en soldateruniform, et brev og en adresse, som alt sammen peger på, at faderen nok har været en anden, end den han udgav sig for. Han var ikke var guitarist fra Angola, som hun altid har troet, men fotograf fra Lissabon, hvor hans skæbne og flugt fra Portugal var forbundet med Salazar-styret og dets fald ved Nellikerevolutionen i 1974.
Paula beslutter sig derfor for at rejse til Lissabon – en by hun aldrig har besøgt før – for at forfølge de få spor, hun har.
”Det havde aldrig været en del af planen, at hun skulle til Lissabon for at jage fortidens spøgelser frem af deres støvede gemmer. Hvad var i det hele taget pointen med at rende rundt hernede som en anden samspilsramt madamme iført solhat og bykort på jagt efter sin far, der selv havde valgt at vende sin døende ekskone og datter ryggen og skride ad helvede til uden at forklare hvorfor? En far, der heller ikke ligefrem kunne beskyldes for at spille med åbne kort om sin fortid.”
Det er altså lidt detektivhistorie over bogen – ikke af den handlingsmættede slagt, men mere forstået som et puslespil, der lægges brik for brik gennem læsning af breve og dagbøger og gennem samtaler med personer, der har kendt faderen fra hans tid i Portugal. Paula opsøger søsteren i Rua das Janelas Verdes, faderens tidligere kæreste, en fotografkollega samt andre, der har kendt ham. Og i sin søgen får hun hjælp af fotografen Joaquim, som hun møder under en lang nats turen rundt i først Bairro Alto og siden Cais do Sodrés minefelt. Handlingen bringer os altså godt rundt i Lissabons forskellige kvarterer samt et smut til Alentejos store vidder. 
Som eftersøgningens skrider frem, bliver vi samtidig klogere på Portugals historie. Det gælder modsætningen mellem de privilegerede, som var tilhængere af Salazars Estado Novo, og arbejderklassen og de revolutionære. Det gælder kolonikrigen i Angola og den voksende modstand mod samme, og det gælder revolutionen i 1974 og tiden, der fulgte efter. Og som små indskud hører vi også lige lidt om fado og om Fernando Pessoa, hvilket for mig, som er stor ynder af begge, er ganske fint, men måske kan virke lidt påklistret. Som en obligatorisk kulturel lektion.
Som et længere indskud får Paula adgang til faderens dagbog fra tiden i Angola, hvor han dels virker som fotograf og dels er soldat. Han involveres i krigens rædsler både som iagttager og som deltager, hvilket forvandler ham. Som Frank Sebastian Hansen skildrer såvel kolonikrigen som eftertidens bearbejdelse af de mange år under Salazars diktatur – eller måske rettere manglen på samme – fornemmes, hvor stor en betydning det havde og har for portugiserne. Næsten 50 år under et ultrakonservativt styre med visse fascistiske træk forsvinder ikke ud af bevidstheden med et fingerknips og nelliker i geværløb. Der er sår, der skal heles, hvilket tager mere end en generation.
Bogen er ganske velskrevet og sproget flydende. Og for en Portugal-interesseret er historien også medrivende. Er man ikke det, kan man til gengæld blive klogere på landets historie gennem læsningen af ”Billeder fra Lissabon”.
Foruden selve historien er bogen også rig på fine miljøskildringer og genkendelige billeder fra Lissabon. Det gælder skildringen af hotellet, Paula indlogerer sig på og elevatoren med dens ”enerverende metallisk hvinen”. Det gælder den pludselige regn og paraplysælgernes energiske indsats. Og det gælder gamle forretninger fra en anden tid, den overfyldte sporvogn og de stemningsfyldte vandringer rundt i de centrale kvarterer.
”Duggen lå som en fedtet hinde hen over fortovets små, firkantede sandsten, og formiddagen var kølig med den skarphed i luften, det giver, når det har regnet det meste af natten. Paula trængte til en kop kaffe og valgte at gå ned ad Rua Dom Pedro V i retning af Chiado, hvor velklædte forretningsfolk i rask gang var på vej til deres kontorer, mens en flok murere med hvidt kridtstøv på tøjet var i fuld gange med at pudse facaden på en kirke”.
Hvis man som jeg godt kan lide at læse romaner, der foregår de steder, man opholder sig, er bogen oplagt til en tur til Lissabon eller Portugal.   
Og lad mig slutteligt for en god ordens skyld nævne, at Frank Sebastian Hansen foruden at være fotograf også er cand.mag. i dansk og filosofi samt boganmelder ved Ekstra Bladet.  

Frank Sebastian Hansen: Billeder fra Lissabon. EC Edition 2017, 272 sider.

fredag den 10. februar 2017

Vintage fra The Douro Boys

De fem producenter, som tilsammen udgør The Douro Boys, laver alle fremragende rød- og hvidvine. Ja, faktisk udmærker flere af dem sig så meget på Douro DOC området, at det skygger lidt for deres portvine. Og det er faktisk synd, for selv om det måske ikke altid er deres førsteprioritet, laver de alle udmærket portvin også.
Det er selvfølgelig ingen nyhed, når det gælder Niepoort, som har været på markedet i langt længere tid end de andre, som alle er såkaldte Single Quintaer, som først begyndte at producere under eget navn, efter lovgivningen blev ændret i 1986. Niepoort er da også helt fremme, både hvad angår Vintage og gamle Colheitas for ikke at tale om deres særlige specialitet, de såkaldte Garrafeiras, som først lagrer på fad og derefter på demijohns, 12 liters glasbeholdere. Men de fire andre – Quinta do Vallado, Quinta do Crasto, Quinta Vale D. Maria og Quinta de Vale Meão gør det faktisk også ganske fint.



Det var i al fald det generelle indtryk ved en ren Vintage-smagning med The Douro Boys forleden i selskab med The Vintage Port Club og Nick Delaforce, som er winemaker for Niepoort – og det især på portvinssiden. Og, ja. Nick er ud af den gamle Delaforce-familie og startede sin karriere hos Delaforce og Croft, men valgte at prøve noget nyt, da disse blev overtaget af Fladgate Partnership. De nye ejere solgte dog snart Delaforce fra, så selskabet i dag ejes af Real Companhia Velha.
Nick Delaforce fortalte lidt om Douro Boys, om de forskellige quintaer og om de årgange, vi smagte. Og så svarede han ikke mindst på spørgsmål af den lidt mere nørdede slags fra de altid videbegærlige klubmedlemmer.


Smagningen omfattede 10 gange Vintage fra årene 1997 til 2011 – to fra hvert hus – hvortil kom en ældre Niepoort Vintage 1970 samt som en overraskelse den meget specielle og eksklusive The Douro Boys Vintage 2011, hvor alle fem har bidraget med hver en pipa (et 550 liters fad) til den samlede vin. Det samme princip gjorde sig gældende på rødvinsfronten i såvel 2005 som 2011, men hidtil er der altså kun kommet den ene fælles portvin på markedet. Der blev lavet 750 Magnum-flasker, hvoraf de fleste blev solgt på auktion.


Ses bort fra et par enkelte skæverter, var bundniveauet rimeligt højt og flere af vinene viste sig langt mere imødekommende end forventet alderen taget i betragtning. Følgende vine blev smagt:

Quinta do Vallado Vintage 2011
Mørk rubin med lilla kant. Uigennemsigtig og farver glasset. Duft af friske bær, brombær, frugt og lidt lakrids. Kraftig og robust med god smag af mørke bær, pepper og med kraftige tanniner. Overraskende tilgængelig, alderen taget i betragtning (89). 

Quinta do Vallado Vintage 2009
Mørk rubin med rød kant. Uigennemsigtig og farver glasset. Duft at hyldebær, jordbær og lidt kærnemælk samt lidt grønne noter. Åben og indbydende, i fin balance og allerede lidt udviklet (90).

Quinta do Vale Meão Vintage 2008
Mørk rubin, farver glasset. Ret lukket i næsen, men med bær og frugt samt lidt kærnemælk. Kraftfuld og fyldig, forholdsvis åben. Krydret med pepper og bid samt kraftige tanniner (89).

Niepoort Vintage 2007
Mørk rubin, flot og klar. Lidt lukket I næsen med mørk frugt og lidt røget bacon. På en gang krydret og elegant og fin balance. Fint med tanniner og frugt og vil givet udvikle sig og opnå flere nuancer (90).

Quinta Vale D. Maria Vintage 2005
Mørk rubin med forholdsvis lys kant. Kraftig frugtpræg i næsen med røde bær og elegance. Flot tekstur i munden indbydende og fint drikkelig nu, men også med godt med tanniner og frugt, så den kan holde sig. Lang, fin pebret hale (92).

Quinta do Vale Meão Vintage 2004
Mørk rubin. Kraftig med godt med bær, men noget lukket. Lidt af en vildbasse i munden med gode fylde og kraftig tanniner. Har brug for tid til at udvikle sig (90).

Quinta do Crasto Vintage 2000
Mørk rubin med lidt mørk kant. Godt med bær, især brombær samt violer og lidt mynte. Lidt vel lukket. Måske lidt i minus, hvad angår frugt, men ikke decideret i ubalance. Savner dog lidt mere krop (89).

Niepoort Vintage 2000
Mørk rubin, lys kant. Lidt lukket og knap så ekspressiv i næsen. Til gengæld meget dejlig i munden med præg af røde bær, men også lidt animalsk eller jordbund. Ikke så kraftig, men med god finesse og i fin balance samt en fin, lang hale. Så afgjort et godt glas (92).

Quinta do Crasto Vintage 1999
Den ene flaske var med tydelig afskrækkende propsmag og derfor uden for bedømmelse. Smagte kort den anden og den viste de fine modne kvaliteter, som jeg er stødt på før med denne vin.

Quinta Vale D. Maria Vintage 1997
Ligeledes uden for bedømmelse, da begge flasker havde fejl. En afskrækkende kemisk duft af acetone og smag af eddike. Fejlen (volatile acidity) er givet opstået på grund af lav ph-værdi og dårlig hygiejne allerede under fremstillingen og har så udviklet sig til den værre over årene.

Niepoort Vintage 1970
Rødbrun, næsten orangebrun, uklar. Fin duft af jordbær og andre røde bær. Dejlig indbydende med røde bær og fint syrenniveau. Ikke så kraftig, men stadig med frugt og tanniner og i fin balance. Et lækkert glas (93).

The Douro Boys Vintage 2011
Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Flot, ekspressiv duft af solbær og brombær, lidt viol samt lidt grønne noter. Kraftige, men bløde tanniner og masser af frugt, mineraler. En flot struktur og med pebret, lang og krydret hale. Faktisk et fint glas her og nu, men også med stort potentiale (92).



Som vanligt blev der afgivet point efter smagningen. Det samlede resultat fra alle fremmødte var ikke helt det samme som min vurdering. Her blev de fem højest vurderede:
  1. Niepoort Vintage 2000
  2. Niepoort Vintage 1970
  3. Quinta do Crasto Vintage 2000
  4. Niepoort Vintage 2007
  5. Quinta do Vallado Vintage 2011


The Douro Boys Vintage 2011 indgik ikke i bedømmelsen, da den blev serveret under optællingen.


For nærmere præsentation af The Douro Boys se tidligere opslag.