tirsdag den 31. januar 2017

Quinta de Zambujeiro i Alentejo

Quinta de Zambujeiro ligger i Alentejo, nærmere bestemt i underregionen Borba, som har gode traditioner for kraftige rødvine, men ellers er kendt for de mange marmorbrud i området omkring de tre hovedbyer Borba, Estremoz og Vila Vicosa. Quintaen leverede tidligere til de for regionen så typiske kooperativer, men blev i 1998 købt af den schweiziske vinentusiast Emil Strickler, som valgte at satse på høj kvalitet. Det sker i samarbejde med bl.a. winemaker og ønolog Luis Lourinho og Alain Bramaz.


Jordbunden er præget af skiffer og muld. På de 30 hektar vinmarker er plantet typiske Alentejo-druesorter, andre portugisiske sorter samt et par internationale: Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Tinta Caiada, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot samt de hvide sorter Arinto og Antão Vaz. Produktionen omfatter tre serier Zambujeiro, Terra do Zambujeiro og Monte do Zambujeiro, hvor sidstnævnte er introlevel. Vinene er ikke kategoriseret som Alentejo DOC, men som Vinho Regional Alentejano. Foruden vin produceres som så mange andre steder i regionen olivenolie.
Overordnet kan siges, at Zambujeiro er et godt eksempel på den udvikling Alentejo har gennemgået fra de tider, hvor de store kooperativer dominerede til i dag, hvor mange større og mindre private vinproducenter har fundet vejen ved at blande det typiske Alentejo terroir og de mest anvendte lokale sorter med lidt international stil.

Følgende vine er smagt:


Monte do Zambujeiro Branco 2015
Blend af lige dele Arinto og Antão Vaz, hvor især førstnævnte giver syre og friskhed. Lagret i 5 måneder på bærmen i fade af fransk eg. Gulgrøn, klar. Frisk duft af citrus, grape og lidt eksotisk frugt. Fin frugtfylde med også mineralsk og godt balanceret med syre. Dejlig frisk, men også lidt anonym og ukompliceret, kort hale. Skal serveres kold.


Monte do Zambujeiro Tinto 2013
Blend af 37 % Alicante Bouschet, 20 % Aragonez, 15 % Tinta Caiada, 15 % Trincadeira og 13 % Touriga Nacional. Fermenteret på ståltanke og derefter lagret 12 måneder på brugte egetræsfade. Dyb rubin med lidt lilla kant, næsten uigennemsigtig. Fin duft af frisk frugt, kirsebær, solbær, brombær og cassis, men også lidt blostret. Fyldig i munden med god frugt, brombær og andre mørke bær, højt syreniveau og bløde tanniner. Afdæmpede noter fra fadlagring. Fin og ligefrem, men vellavet madvin, kraftig uden at være tung.


Terra do Zambujeiro Tinto 2011
Blend af 32 % Aragonez, 30 % Alicante Bouschet, 20 % Trincadeira, 10 % Cabernet Sauvignon og 8 % Touriga Nacional. Fermenteret på ståltanke med 3-4 ugers skindkontakt og derefter lagret 24 måneder på fransk eg – halvdelen nye fade og den anden halvdel brugte. Dyb rød med lys kant, næsten uigennemsigtig. Ekspressiv med flot duft af modne kirsebær, brombær og cassis. Klart mere moden og kompleks i næsen og med let touch af vanilje. Flot lidt cremet struktur med solbær og brombær, let krydret og med tilstrækkeligt syreniveau og diskrete tanniner. Fyldig, kompleks og spændende og med lang eftersmag. Et godt glas, som kan drikkes nu, men også lagres i flere år.

Vinene fås hos NordentoftWine

Læs mere om Quinta de Zambujeiro her.

tirsdag den 17. januar 2017

Fremragende bog om portvin på tysk

Selv om mange har prøvet at købe portvin syd for grænsen, er Tyskland ikke et af de store markeder for portvin, når man tæller forbrug pr. indbygger. Og det gælder hverken generelt eller for kvalitetsportvine, hvor landet indtager henholdsvis en 11. og en 16. plads. Til sammenligning hermed er Danmarks placering henholdsvis en 6. plads og en 2. plads.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes portvinseksperter og -entusiaster i Tyskland. Det gør der, og der kan af ovennævnte årsager netop være god brug for, at de udbreder det gode budskab til deres landsmænd. En af de mest dedikerede er Axel Probst, som jeg har mødt flere gange i Porto og Douro. Senest i juni sidste år, hvor både han og jeg deltog i den årlige ceremoni i Confraria do Vinho do Porto, ligesom han i foråret gæstede Portvinsmessen i Roskilde, hvor han introducerede sin egen velgørenhedsportvin, O-Port-Unidade, som er fremstillet med hjælp fra 25 forskellige producenter.


Axel Probst har nu begået det første store værk om portvin på tysk – en bog, der kort og godt hedder ”Portwein” – hvorfra ovennævnte statistik er hentet. Men ikke nok med det. Det er faktisk en af de allerbedste bøger, jeg nogensinde har læst om portvin, hvorfor den fortjener at blive oversat til andre sprog – og gerne også til dansk. Indtil da kan den varmt anbefales til de tyskkyndige.
Probst er uddannet pilot i England, hvor han fik smag for portvin. Interessen udviklede sig, så han i dag er ambassadør for portvin for det tyske marked, arrangerer store prestigesmagninger i såvel Tyskland som andre lande, rejser flittigt i Portugal og skriver om portvin i tyske tidsskrifter og på sin egen webside, World of Port, som han driver sammen med vennen Christopher Pfaff, der nyligt udgave en fin lille rejsefører om Dourodalen.
Den 415 sider tykke og flot illustrerede bog kommer godt omkring. Ganske befriende starter den ikke med en lang historisk redegørelse for portvinens historie. Efter indledende at have begrundet bogen og talt med Dirk Niepoort og Christian Seely om tyskernes forhold til portvin og indholdet af en god portvinsbog, tager Axel Probst os først med til Dourodalen, hvor han indfører os generelt i regionen og redegør for fremstillingen, typerne og lignende nyttig og nødvendig viden. Han sætter også kort portvin i relation til sherry og madeira, ligesom han omtaler bordvinsproduktionen i Douro.
Først derefter følger en gennemgang af portvinens historie med et kig ud i fremtiden, inden bogens anden og mere leksikale del. Her gennemgås årgangene og samtlige (jeg savner i al fald ingen) portvinshuse. Alle huse introduceret kort, hvorefter en repræsentant fra huset svarer på de tre gennemgående spørgsmål: Hvad var den første portvin, du drak? Hvad gør Douro speciel? Og hvilken portvin ville du tage med på en øde ø? Det kommer der en del sjove svar ud af, men selvfølgelig også mange gentagelser. Endelig er der godt med smagenoter over såvel mere almindelige som gamle eller sjældne portvine.
Sidst i bogen følger så yderlig nyttig viden om institutioner som IVDP og Factory House, om portvin som investeringsobjekt, lidt statistik og en ordbog over engelske og portugisiske udtryk.
Axel Probst øser af sin store viden gennem hele bogen, som både kan læses af mere øvede og af nyere portvinsinteresserede, som måske i første omgang vælger at springe nogle afsnit over. Undervejs er der nemlig afsnit til særlig fordybelse, hvilket ved første syn kan virke lidt rodet. Men idéen er sådan set god nok, selv om skellet mellem, hvad der tages med i hovedteksten, og hvad der reserveres de særlige interesserede, enkelte gange kan virke lidt konstrueret.
Lidt ankepunkter skal der vel med i en ellers meget positiv anmeldelse. Nu har jeg ikke selv problemer med synet, men skriftstørrelsen på opslagene om de enkelte huse er meget lille, hvilket sikkert vil være til gene for nogle læsere. Og så savner jeg billedtekster ved de flotte fotos. Bagerst i bogen kan man læse, hvem der har taget billedet eller hvilket firma, der har stillet det til rådighed, men det kunne være rart med en lille forklarende tekst og stedsangivelse, selv om mange motiver er genkendelige for et flittig rejsende i portvinens land.


Ambitionen for Axel Probst er at favne det hele, hvilket lykkes fint. ”Portwein” rangerer mindst på linje med Henrik Oldenburgs ”Portvin” og Richard Maysons ”Port and the Douro”. Hvor Henrik Oldenburg er grundigere, hvad angår især historien, men også klimaet, druesorterne, fremstillingen og lovgivningen, er Axel Probst mere opdateret, når det gælder producenter og aktuelle tendenser.
Og så skriver han fornuftigt nok i sin indledning, at en god portvinsbog aldrig kan erstatte egne oplevelser i Porto og Douro eller egne smagsoplevelser. Derfor opfordrer han til at læse bogen med et godt glas portvin ved sin side, hvilket jeg derfor nødtvunget så mig nødsaget til at efterleve.
Bagerst i bogen har Axel Probst i øvrigt lavet en liste over gamle portvine, man skal smage, før man dør. Her må jeg desværre indrømme at jeg er lidt bagud, idet jeg blandt de 10 nævnte endnu kun har smagt Andresen Colheita 1900, Constantino Colheita 1910 og Grahams Vintage 1955. Til gengæld har jeg smagt en del andre, som fint kunne passe ind i selskabet. 

Axel Probst: Portwein. Mondo Heidelberg 2016, 415 sider


mandag den 16. januar 2017

Adriano vs. Adriano

Gammel portvin har altid været populært blandt entusiaster. De senere år synes der at være opstået en trend med gamle portvinsflasker, og her taler vi ikke om gamle årgange af Vintage, der jo er flaskelagret og derfor i sagens natur er på gamle flasker. Vi taler heller ikke om Crusted Port eller ufiltreret Late Bottled Vintage, som begge også er beregnet til at kunne udvikle sig med årene. Nej, det handler også om andre portvinstyper lige fra helt ordinær Ruby og Tawny til portvin af høj kvalitet som Colheita og Tawny med alder – typer, som ifølge producenterne er drikkeklare, når de sendes på markedet, og derfor i princippet ikke skal lagres.
Da vin er levende, skal der ikke være tvivl om, at der selvfølgelig sker en vis udvikling med flaskerne gennem årene. Selvfølgelig gør der det. Spørgsmålet er, om det er til det bedre eller værre, og her er vi nok ude i en bedømmelse, hvor det er svært at komme med et objektivt svar, da smagspræferencerne kan være meget forskellige.


For nogen tid siden modtog jeg en flaske Ramos Pinto ”Adriano” af ældre dato, venligt sendt af Peter Andersen. Der stod ikke årstal eller alder nogen steder, men såvel flaske som label indikerer, at den har nogle år på bagen. Hvor den nuværende udgave af samme vin har en farverig label med brug af en af de mange flotte Ramos Pinto plakater samt et RP udskåret, er denne i gammel stil med masser af medajler, skrift og symboler – heriblandt husets bomærke med kristuskorset og den latinske skrift, som kundgør, at ”i dette tegn skal du sejre”.


”Adriano” er af type en reserva, fremstillet af et blend af 6-8 år gamle vine lagret på fad. Der er altså begyndende tawny-karakter, hvorfor den placerer sig et eller andet sted mellem en almindelig Tawny og husets i øvrigt glimrende 10 års Tawny. Den bærer fornavnet på husets stifter, Adriano Ramos Pinto, som grundlagde firmaet i 1880 og det især med det brasilianske marked for øje. Og det er ikke tilfældigt, at netop husets tawny reserva bærer det navn. Det var nemlig den vin, som huset havde stor succes med at eksportere til Brasilien. Faktisk sad Ramos Pinto snart på halvdelen af det sydamerikanske marked og for mange brasilianere var Adriano slet og ret synonymt med portvin i daglig tale. Der blev da også hurtigt lavet en række efterligninger, så Ramos Pinto hele tiden måtte indlede juridiske sagsanlæg.
Sidst i 1800-tallet var der i Brasilien en epidemi af gul feber, og da Adriano Ramos Pinto var overbevist om, at en tonisk og nærende portvin kunne afhjælpe sygdommen, blev dette påført etiketten, hvilket også er tilfældet med dette eksemplar, hvor der står ”Adriano – toni-nutritivo”.
Etiketten har undergået mange forvandlinger gennem tiden også afhængigt af det tiltænkte marked. Det kan man bl.a. selv få at se, hvis man besøger husets fremragende museum i Vila Nova de Gaia.
Men hvor gammel er den tilsendte flaske så? Som sagt står der intet herom på etiketten, men på min forespørgsel oplyser Ana Rosas, som er chefwinemaker hos Ramos Pinto, at den er flasket i 1975. Den er altså ikke så gammel som etiketten umiddelbart kunne signalere, men dog med godt 40 år på bagen, hvilket jo skulle være rigeligt til at se, hvilken udvikling den er undergået. Jeg valgte derfor at smage den op mod en nyindkøbt ”Adriano”, formodentlig flasket i 2015 eller 2016. Da jeg ikke ved, hvordan den gamle udgave har været opbevaret, og da jeg ærligt skal indrømme, at jeg ikke ved om typen bevidst har ændret karakter gennem årene – fx ved at ændre på antal år på fad inden aftapning – er sådan en test selvfølgelig fuld af usikkerhedsmomenter. Men mon ikke resultatet trods alt giver en fingerpeg om, hvad der sker, når mere almindelig portvin flaskelagrer?


De to vine blev første dag smagt blindt og ved afkølet temperatur, men da udseendet var meget forskelligt, var der ikke på noget tidspunkt tvivl om, hvilken der var hvad. På andendagen blev de gensmagt ved lidt under stuetemperatur. Den gamle havde almindelig prop i fin stand, men lidt skrøbelig. Den nye havde T-prop.

Adriano Reserve (1975)
Lys orangebrun med orange kant. Forholdsvis klar, men mat og med tydelige gardiner. Virker lidt oxideret i næsen, men ellers intens med fersken, karamel og lidt orange samt en ubehagelig kemisk duft af bonevoks eller kamfer. Meget fyldig i munden med smag af karamel, nødder og tertiære noter samt – desværre – igen lidt kemisk præg, hvilket var mere udbredt på andendagen. Men absolut drikkelig og stadig ok syreniveau til at balancere. Spændende og kompleks, men ikke harmonisk og nuanceret som en gammel Colheita eller Vintage. En slikken eftersmag. 

Adriano Reserve (2016/16)
Flot rødbrun, ikke så dyb, helt klar. Lidt lukket ind til temperaturen faldt. Stadig præget af primær frugt og bær, men også figner og nødder. Mere syre og i flot balance. Blød, harmonisk og behagelig, lidt krydret og pebret eftersmag.


Konklusion er, at der ikke er tvivl om, at årene har ændret vinen – med de forbehold, jeg allerede har nævnt. Den har fået ælde og en helt anden og mere kompleks karakter. Næsen var ikke behagelig, men smagen overordnet set udmærket ses bort fra lidt kemisk bismag. Syren er stadig intakt, så den ikke virker træt. Begge vine har deres charme i al deres forskellighed, og noget af min skepsis overfor den megen lovprisning af gamle flasker er forsvundet. Men måske hidrører det lidt kemiske præg netop fra, at den egentlig ikke er beregnet til at lagre i så mange år?


tirsdag den 3. januar 2017

Cristina Branco: Menina

Det overordnede indtryk er lyst, let og muntert, men visse steder synes der at foregå en kamp mellem lys og mørke på Cristina Brancos nye album, Menina. Det gælder tempoet i melodierne, det gælder instrumenterne og det gælder sangstemmen, som spænder fra det dybe, melankolske til det mere lyse – og det flere gange inden for samme sang som fx på den skønne, varierede ”A meio do Carminho” og på Luís Severos ”Alvorada”.
Severo er manden bag projektet Cão da Morte, og det er netop et kendetegn for det nye album, at Cristina Branco, hvad angår tekst og musik, har allieret sig med en bred vifte af forskelligartede kunstnere. Det gælder fx pianisten og komponisten Mário Laginha, som bl.a. har arbejdet sammen med jazzdivaen Maria João. Langinha har komponeret to skæringer, hvoraf den ene, ”Quando Julgas que me Amas” har tekst af forfatteren António Lobo Antunes. Det gælder også den altid fremragende Ana Bacalhau fra Deolinda, som har leveret teksten til den stille og melodiøse ”O gesto dela”, men dertil kommer også en række nye og yngre navne som Jorge Cruz, Lúis Gomes og Kalaf fra Buraka Som Sistema. Endelig skal også nævnes, at en enkelt fadoklassiker med tekst af selveste Amália har fundet vej til albummet, nemlig ”Ai, esta pena de mim”, der i modsætning til Amálias version indledes med en dejlig, langsom og følsom bas, inden de øvrige instrumenter supplerer, og tempoet sættes op.  
Er der således mange forskellige bidragsydere, hvad angår tekst og musik, udgøres det faste akkompagnement af kun tre musikere: pianisten Luís Figueiredo, contrabassisten Bernardo Moreira og Bernardo Couto på portugisisk guitar. Denne tætte, ja nærmest lidt puritanske besætning udgør en fin sammentømret og harmonisk enhed.
Menina, der betyder pige, er et yderst lytteværdigt album, som efter min mening vil indskrive sig som et af hendes bedste album i en efterhånden lang karriere, der blev indledt med livepladen ”In Holland” fra 1997 og siden tæller spændende album som ”O Descobridor” (2000) med tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff og ”Não há só Tangos em Paris” (2011), hvor hun sang både fado og tango. Og nej, der er trods titlen intet lillepigeagtigt over hendes sang, som fremstår moden og med stor spændvidde. Men rent tematisk kredser sangene om kvinder og kvindelighed, eller som det portugisiske blad Visão formulerede det, præsenterer albummet de mange kvinder, der bor i Cristina Brancos stemme. I interviewet siger hun selv herom:
”Tanken med albummet er at tale om det kvindelige univers gennem sange som præsenterer kvindens styrker og forskellighed. Men denne pige er ikke kun mig, men mange piger og drenge”.


Cristina Branco udforsker nye territorier sammen med de nye komponister og tekstforfattere, men uden at det stritter i forskellige retninger og med hendes dejlige og altså varierede vokal som gennemgående samlingspunkt. Skal jeg fremhæve nogle enkelte skæringer er det foruden den allerede nævnte ”Alvorada” åbningssangen ”E às vezes dou por mim” og den meget smukke, hymneagtige ”Deus À”, skrevet og komponeret af Lúis Gomes fra Cachupa Psicadélica – et af de nye, spændende navne fra Cap Verde øerne (cachupa er Cap Verde øernes nationalret).
  


Menina” er udkommet på Universal Music. Læs mere om Cristina Branco her