onsdag den 25. oktober 2017

Portvinsbibel i Pixi-udgave

Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin” har mange gode kvaliteter, men velegnet til rejsebrug kan man ikke ligefrem kalde den. Derfor er det oplagt at lave en lille handy udgave med de mest nødvendige oplysninger. ”Portvin i glasset”, som Oldenburgs nye bog hedder, er i lommebogsformat og let at gå til, men samtidig med den vidensmæssige tyngde og det historiske overblik, som præger hovedværket.
Bogen indledes med en gennemgang af ”2000 år på 32 sider”, hvorefter de rent informative afsnit om portvinstyper, årgange, huse mv. følger. Årgangsskemaet rækker fra seneste årgang (2015) og tilbage til 1963 og medtager altså ikke helt gamle årgange, men de mest tilgængelige på markedet.
I afsnittet ”Find din portvinssmag” er enkelte væsentlige karakteristika beskrevet for de forskellige typer sammen med en liste over farve, næse, smag etc. Listen er dog ikke helt nem at finde ud af ved første øjekast og kunne være lavet mere enkelt og logisk.
Afsnit med portvinshuse nævner også importører med henvisning til hjemmeside, så læseren selv kan finde frem til, hvilke vine, der er til at få i handlen herhjemme. Alle portvinshuse er ikke nævnt, men de største og mest væsentlige er med – sammen med forfatterens personlige udvalg af mindre huse.
Som noget nyt har Oldenburg lavet en lille liste over sine egne favoritter i form at 12 anbefalede vine. Listen omfatter dog kun de fire forskellige typer af tawny med alder, selv om der sniger sig et par hvide ind, og den byder på såvel selvskrevne huse som enkelte overraskelser set med mine øjne. Det må efterprøves!
Endelig følger til sidst en lille ordliste med såvel portugisiske som engelske ord, der alle får deres lille forklaring, ligesom der er henvisninger til portvinsfestivaler, -klubber og -barer.
Oldenburgs baggrund som historiker er tydelig, idet afsnittet om portvinens historie er fyldigt, grundigt og godt fortalt. Man kan selvfølgelig diskutere vægtningen, idet historieafsnittet udgør næsten en tredjedel af bogen, men på den anden side er det vel ”god opdragelse”, at den gyldne drik sættes ind i en historisk og kulturel kontekst. Portvin er ikke bare noget, der kan hives ned fra hylden. Det er også historiefortælling, tradition og fornyelse. Portvin er skabt over tid og skal nydes over tid.
”At nyde er at lære”, lyder det i indledningen, og bogen er netop skrevet for, at de nysgerrige kan lære, mens de nyder. Og så er den – som nævnt indledningsvist – glimrende at have med i lommen, mens man går rundt på kajen i Vila Nova de Gaia og overvejer sit næste besøg.
Fin lille – og billig – gaveidé til nybegyndere eller andre nysgerrige portvinsnydere. Eller måske en mandelgaveidé her til jul?


Henrik Oldenburg: Portvin i glasset. Rosinante 2017, 128 sider, vejl. udsalgspris: 69,95 kr.

søndag den 8. oktober 2017

Casa do Alentejo

Udefra synes stedet ikke af noget, men indenfor åbner det sig op med en flot udsmykket og maurisk inspireret forhal. Videre op ad trapperne følger restaurant, balsal og bibliotek.


Casa do Alentejo ligger i en af Lissabon travle turistgader, hvor tjenere lokker med menukort på mange forskellige sprog. Men finder man først vej ind af den lille port og op ad trapperne får man en anderledes oplevelse. For det første rent visuelt, hvor de flotte dekorerede lokaler og sale minder om fordums storhed. Ornamentik, træarbejder, malerier og azulejosbilleder, som romantisk gengiver arbejde og fest på landet.


Casa do Alentejo er indrettet i et fornemt palæ fra slutningen af det 17. århundrede, men er siden blev ombygget af flere omgange. I starten af 1900-tallet fungerede stedet som kasino, og i 1932 blev det så leaset af Grémio Alentejo – en slags lav eller forening for regionen Alentejo. Formålet var at skabe kulturelle aktiviteter mv. for indbyggere, som kom fra Alentejo, og generelt promovere regionen overfor hovedstaden. Da foreninger ikke var velsete under Salazars Estado Novo, blev det omdøbt til Casa do Alentejo.
Restauranten er hverken dyr eller eksklusiv trods de fine omgivelser, men serverer solid mad med afsæt i Alentejo til yderst rimelige priser – og det selvfølgelig med afsæt i regionens kulinariske traditioner. Under et besøg i forleden aften nød jeg således først en Acorda Alentejano, som er en suppe med masser af hvidløg, brød og pocheret æg, og derefter en af mine favoritretter, Carne de Porco Alentejano, bestående af marineret svinekød med små muslinger og koriander. Dertil en vin fra Alentejo fra Magnum Carlos Lucas, Maria Mora.



Mange turister har selvfølgelig allerede fundet vej til Casa do Alentejo, da stedet omtales i de fleste guidebøger. Men det er absolut også værd at besøge – både for synets skyld, men også for maden, hvis man kan lide mere traditionel, men veltilberedt portugisisk mad. Læs mere her.

tirsdag den 26. september 2017

lang fredag med Faria

José Saramago og Fernando Pessoa. Det er de to portugisiske forfattere, som er mest kendte herhjemme, hvilket dog ikke siger så meget, da portugisisk litteratur desværre ikke har vores store opmærksomhed.
Derefter begynder det at knibe for de fleste. António Lobo Antunes og Agustina Bessa-Luís er heldigvis også pænt oversat til dansk. Og så er der jo klassikeren Lusiaden af Camões, som desværre kun findes i en antik udgave. Men Portugal byder på flere spændende forfattere, og nogle af dem er heldigvis også repræsenteret med enkelte oversættelser, José de Almada Negreiros, Eca de Queiroz og Almeida Faria f.eks.
Af sidstnævnte har Forlaget Ørby tidligere udgivet den skælmske pastiche over sebastianismen, Sebastian Erobreren og den lille fortælling Vanitas. Nu følger forlaget Jensen & Dalgaard så op med et af hans tidlige hovedværker, lang fredag i Ole Eistrups oversættelse. Og ja, den hedder lang fredag med småt og delt i to ord, selv om den netop foregår en Langfredag.
Almeida Faria er født i Alentejo i 1965 og debuterede som kun 19-årig med Rumor branco, som kort tid efter blev fulgt af netop A paixão, som den originale titel lyder. Det er altså en ældre sag, der nu langt om længe kommer på dansk. Bogen udkom i en tid, hvor Portugal stadig var tynget af Salazar-styrets Estado Novo. Det gjaldt også kulturen og litteraturen, hvor censuren filtrerede meget fra – og ville man ikke indordne sig, risikerede man selv at blive filtreret fra.
Almeida Farias lille roman slap gennem censuren, og det kan i og for sig undre, når man læser den i dag, da den foruden at være et glimrende portræt af livet på landet også rummer en del slet skjult kritik af samfundsforholdene.
Vi er i en lille by i Alentejo, landets største provins, men med lav befolkningstæthed. Her følger vi livet i og omkring en enkelt større landejendom fra tidlig morgen til sen aften en Langfredag i påske. Der er tale om en slags kollektiv fortæller, idet synsvinkel skifter fra person til person – og ikke mindst fra top til bund i det sociale hierarki. Og med synsvinklen skrifter også fortællestilen – fra den studerende søns brug af mere akademiske ord til den næste analfabetiske tjenestepige Estela.
Handlingen er en blanding af banale hændelser og tanker om daglige gøremål, hvad enten det slidsomt arbejde, leg eller besøg hos elskerinden. Dertil kommer en dramatisk ildebrand, som måske er påsat?
Med sin brug af forskellige fortællestemmer, billedsprog, stream of consciousness og indskudte parenteser, er sproget dejligt levende og varieret, medrivende og poetisk. Det er ikke en stor episk roman, men med enkle virkemidler formår Almeida Faria at fortælle meget om en tid og et sted – og om et samfund på godt og ondt.
Og samfundskritisk er bogen, som f.eks. i denne længere passage:
”… slave, glem ikke at du er slave, at dine livsvilkår hverken er naturgivne eller retfærdige, men gamle, umenneskelige og foranderlige; tøv ikke, for tiden tillader ikke tøven; tænk ikke på din kone eller på dine børn, men kun på dine børns børn, dem der bliver født når du allerede er død, og som vil blive født som frie, hvis du ønsker det...”
Foruden at vi læser om det daglige slid, hører vi også ad omveje om fængsler og tortur, om Angola og om ”en mere radikal revolution, der kan gøre en ende på denne grasserende udbytning som det bureaukratiske, borgerlige udyr genopfinder igen og igen…”.
Jo, det kan undre, at bogen fik lov til at blive udgivet, og Almeida Faria løfter sågar slutteligt synsvinklen en tand op, så den slutter med en kommenterende og selvrefererende fortæller:
”… en brønds hvide plet, en fugls dybe skrig, skyggerne af storke der bevæger sig som spøgelser, hunden der hyler i det fjerne, Alentejos vældige uendelighed; således moderen, Marina, og de andre, hvorfor optrådte de på denne dag? de optrådte fordi de er den stemme den progressive fortrop har bedt om at låne, den fremtidens kraft i det land jeg taler om, den kommende fortælling, den forestående opgave.”
Svært ikke i bagklogskabens lys at læse Nellikerevolutionen i 1974 ind i denne programerklæring fra Almeida Faria.
Spændende at bogen langt om længe er tilgængelig på dansk. Tak til forlaget for det, men det burde – også for aktualitetens skyld – være sket langt tidligere.


Almeida Faria: lang fredag. Jensen & Dalgaard 2017, 152 sider. 

lørdag den 9. september 2017

Portvinsfestival i Odense

Portvin er de senere år vokset i popularitet herhjemme. Det kan ikke alene aflæses i statistikker over import og salg, men også i antallet af portvinsklubber og -festivaler. Nye kommer hele tiden til landet over. Hvad angår festivaler har Henrik Oldenburgs traditionsrige Portvinsfestival på Børsen, som altid finder sted første mandag i november, fået følgeskab af en festival i Aabenraa og af Portvinsmessen i Roskilde, som startede i 2015. Og den 3. februar næste år følger debutanten Aarhus Portvinsdag.
Odense fik sin egen portvinsfestival sidste år i den hyggelige gågade Vintapperstræde lige i byens centrum, og i denne weekend fulgte man succesen op med udskænkning af portvin såvel fredag som lørdag. Konceptet er noget anderledes end de andre festivaler – og det på flere måder.


For det første foregår arrangementet udendørs, hvilket giver en anden stemning. Første år i bagende sol. I år silede regnen ned, så der var udsigt til paraplyer. Det holdt dog ikke folk tilbage. Stemningen var god, og det virker fint at inddrage en hel lille gade til formålet.
For det andet er der ikke tale om, at man køber sig adgang til fri udskænkning af små smagsprøver, men et anderledes system, hvor man sammen med et armbånd får udleveret et smagekort samt mulighed for at tilkøbe poletter. Smagekortet giver fri udskænkning af såkaldte signaturvine – og her må man sige, at der er stor forskel på gavmildheden hos de i alt 10 vinhandlere og importører, som deltog i år. Med ekstra poletter har deltagerne så mulighed for at købe vine med mere alder, så man altså også kan smage portvin fra den øverste hylde.


Det kan umiddelbart virke lidt forvirrende, hvis man er vant til at kunne smage frit, når man først er indenfor. Men det virker. Dog vil jeg opfordre arrangørerne til at overveje at gøre det valgfrit, om man vil købe signaturvinene eller ej, sådan at også er muligt at købe en armbånd til lavere pris sammen med retten til at købe poletter. Det er jo ikke alle, der har lyst til at drikke sig igennem 10 signaturvine og så først derefter smage selvvalgte glas.
Det anderledes koncept tiltrækker nok et bredere publikum end de andre festivaler. Portvinsnørder er der også nogle af, men langt flere af deltagerne er uden de store forudsætninger, men med nysgerrigheden og ikke mindst lysten til at nyde nogle gode glas, lære mere om portvin og samtidig få en festlig dag. Stor respekt for det.


Selv fik jeg hilst på venner og bekendte på begge sider at udskænkningsbordene. Jeg fik også en snak med Portugals ambassadør Rui Macieira og Silvia Schiermacher fra ambassaden, som igen i år havde taget turen over og bl.a. blev modtaget af rådmand Steen Møller. Og endelig blev det også til et gensyn med Mariana Tavares fra Ramos Pinto, som var kommet op fra Portugal for at hjælpe med at skænke ud.
Og jo. Jeg fik også smagt lidt portvin: Ramos Pinto 10 års Tawny, Colheita 2005 fra Porto Reccua, Niepoort Crusted Port, São Leonardo 20 år hvid, Graham´s Six Grapes Limited Edition og Blackett 20 års Tawny. Og ja, jeg sprang signaturvinene over.



Tak for initiativet. Håber helt sikkert, at festivalen er kommet for at blive. Det har byen fortjent, og det har portvinen fortjent.

torsdag den 17. august 2017

Andersen og Portugal i Odense

Sidste år var det 150 år siden vores verdenskendte forfatter H.C. Andersen besøgte Portugal. Turen varede i godt tre måneder, hvilket der kom en fin lille rejsebog ud af, ”Et besøg i Portugal 1866”. Bogen kan anbefales til alle, der skal til Portugal – især hvis rejsen kommer forbi byer som Lissabon, Coimbra, Sintra og Setubal, hvor Andersen opholdt sig mest.
I H.C. Andersens fødeby Odense afholdes hvert år H.C.Andersen Festivals med en lang række aktiviteter, udstillinger, teaterforestillinger og andre kulturtilbud i løbet af næste uge. Den portugisiske ambassade i Danmark har valgt at deltage med et par programpunkter i årets festival, idet de står bag en udstilling og en filmforevisning – begge med visse tråde til Andersen besøg i landet for godt 150 år siden.
Udstillingen viser skolebørns tegninger af den store akvædukt i Lissabon, Águas Livres. Da Andersen opholdt sig i Lissabon boede han på Quinta do Pinheiro, som i dag er en del af den amerikanske ambassade, og herfra han havde udsigt til netop Águas Livres, hvilket kan berettede om i sin rejsebog. Han lavede også en tegning af akvædukten og beskrev den altså både i ord og streg, hvilket netop var den opgave de portugisiske skolebørn fik stillet.


Udstillingen, som er kurateret af den dansk-portugisiske kunstner Henrique Hinnerfeldt, kan ses i Møntergården fra tirsdag den 22. til lørdag den 26. august. Læs mere her.
Tråden fra Andersen til filmen ”Vejen til Sintra” er måske lidt søgt, men da det er sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film herhjemme, er det et fint initiativ. Og jo, Andersen besøgte da Sintra netop omkring den tid, hvor en del af filmen foregår. Handlingen er nemlig inspireret af romanen ”Mysteriet på vejen til Sintra”, skrevet af den store portugisiske forfatter Eça de Queirós i samarbejde med Ramalho Ortigão. Bogen blev udgivet i avisen Diário de Notícias over nogle måneder i 1870 og regnes for landets første kriminalhistorie. Kort fortalt handler den om to mænd, der kidnappes og føres til et hus, hvor de finder et lig. Da fortællingen gik som føljeton i avisen, troede læserne, at der var tale om en virkelig historie – akkurat som da Orson Welles langt senere dramatiserede Klodernes Kamp i radioen og udløste panik blandt lytterne.
Filmen er instrueret af Jorge Paixão da Costa, som vil være til stede ved visningen onsdag. Men der er ikke tale om direkte filmatisering af romanen, idet filmens handling udspilles på flere planer og sammenfletter fiktion og virkelighed.
”Vejen til Sintra” vises på Møntergården onsdag den 23. august kl. 16. Læs mere her.
Akvædukten i Lissabon og Sintra vil altså være i fokus under H.C. Andersen Festival – og lad da bare digteren få de sidste ord. Inden afrejsen skrev Andersen et lille digt, som hyldede nogle af de steder, han besøgte, og sidste strofe lyder således:
Aqvædukten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en ven.
Sødt at mødes, tungt at skilles, 
Mon I huske mig igjen?

onsdag den 28. juni 2017

Garrafeiras i Gaia

Det var en usædvanlig smagning, der fandt sted forleden i Vila Nova de Gaia – nærmere bestemt i Barão de Vilars portvinslodge. Indbydelsen kom fra den danske portvinsentusiast og -samler Peter Skov, som jeg kender godt fra The Vintage Port Club. Peter var et par dage før blevet optaget i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev det sidste år (læs her). Som en tak havde han inviteret en lille kreds af danskere, som var i Portugal for at fejre optagelsen, samt en række gode kontakter fra Portugal og USA.


Alene selskabet gjorde det til en særlig begivenhed. Foruden os otte danskere deltog Roy Hersh og Mario Ferreira fra verdens førende portvinssite For The Love of Port samt Alvaro van Zeller (Barão de Vilar/Maynards), Carlos Flores (Andresen), Pedro Pintao (Pocas), Elsa Couto (Dalva/Porto Cruz), George Sandeman (Sandeman/Sogrape), Oscar Quevedo (Quevedo) og ikke mindst Dirk Niepoort, da det netop var flasker fra Niepoort, som var på programmet til smagningen.


Men det var ikke hvilke som helst flasker, vi skulle smage. Der var tale om den komplette række af de såkaldte Garrafeiras, som Niepoort har produceret i årene fra 1931 til i dag. Betegnelsen Garrafeira er afledt af ordet garrafa, som betyder flaske. Slår man op i en ordbog står der betydninger som flaskeskab og -reol eller ligefrem vinkælder. Det specielle ved Niepoorts Garrafeiras er netop, at de har lagret på en særlig flaske, nemlig de såkaldte demijohns. Der er tale om en slags apoteker-glasballon, som kan rumme mellem 8 og 11 liter. De blev købt af anden generation af Niepoort-familien hos et glasværk i Oldenburg, og det var Dirks bedstefar, som sidst i 30´erne fandt på at hælde noget af hans bedste vin på flaskerne, hvor de så kunne lagre yderligere. Med andre ord lagrer portvinen først på fad i nogle år, hvorefter den lagrer i længere tid på demijohns. Når de så vurderes at have opnåede den ønskede karakter dekanteres de på almindelig portvinsflaske og sendes på markedet. Udviklingen på de store demijohns er meget anderledes end, hvis vinen var forblevet på fad, idet flaskerne selvsagt ikke afgiver de samme fadaromaer. Resultatet er en vin som godt nok er ældet og har fint med tertiære noter, men som samtidig har bevaret en vis friskhed og større mængde frugt end almindelig Colheitas.    


Indtil i dag har Niepoort kun fremstillet 10 forskellige udgaver af Garrafeiras, og som nævnt var samtlige 10 omhyggeligt dekanteret og linet op ved smagningen i Gaia. Dirk Niepoort fortalte, at han kun havde kendskab til, at en sådan smagning af hele serien havde fundet sted to gange før. Han havde selv deltaget i en smagning tidligere, og sidste år i Danmark var Peter Skov ligeledes vært for en Garrafeira-smagning. Ifølge de, der deltog i den første smagning i Danmark, præsterede vinene generelt bedre nu i Gaia. Hvem ved, måske de havde hjemve!


Her er mine smagenoter fra dagen. De to årstal i parentes er henholdsvis året, hvor de er tappet på demijohns, og året hvor de er flasket om. Som det fremgår, er der forskelle på, hvor længe de har ligget på fad inden første aftapning, og hvor længe de har lagret på demijohns.

Niepoort Garrafeira 1977 (1982, 2007)
Rødbrun med lidt teglrødt islæt. Meget frisk næse med modne røde bær og brombær. Ungdommelig med godt med frugt bevaret, flot syre, krydret og fin balance (90).

Niepoort Garrafeira 1967 (1972, 1981)
Lys brun med orange kant, klar og med et flot skær. Lidt grønne og friske noter i næsen, men også mørke bær og karamel. Dejlig blød i munden, starter let og elegant, men kommer så i anden omgang med kraft og tyngde. Kompleks, i fin balance og med en lang hale. En stor portvin (95).

Niepoort Garrafeira 1964 (1971, 1979)
Lys, rødbrun og klar. Duft af røde bær, men også lidt lukket i næsen og med lidt præg af sæbe. Ikke så meget friskhed og mangler lidt frugt og finesse. Kort (87).

Niepoort Garrafeira 1952 (1955, 1987)
Lys, gyldenbrun. Lidt røde bær i næsen, men også fadpræg, ikke så markant i starten. Bedre i munden med blødhed og en fin kombination af frugt og fad samt mineraler. Intens og elegant (94).

Niepoort Garrafeira 1950 (1955, 1979)
Mørkebrun med orange kant, lidt uklar. Modne og mørke toner i næsen, karamel, men også lidt sæbe. I munden er den kraftfuld og byder på flere lag, abrikos og karamel samt fin kompleksitet (93).

Niepoort Garrafeira 1948 (1952, 1973)
Flot gylden brun, klar. Fin duft af modne bær og karamel. Blød og cremet i munden med marcipan, frugt, friskhed og kompleksitet. Voksede med tiden (93).



Niepoort Garrafeira 1940 (1945, 1963)
Brun med lys kant og lidt orange, nærmest grønligt skær, uklar. Tydeligt fadkarakter med duft af farin og lidt orange. Karamel i munden, frisk, lidt Madeirapræg, men ikke voldsom kompleks (91).

Niepoort Garrafeira 1938 (1943, 1977)
Orange, brun. Fadnoter, men også sæbepræg i næsen, som desværre ikke forsvandt. Lidt sart, frisk og bitter, elegant og med lang hale, men ikke den store kompleksitet (89).

Niepoort Garrafeira 1933 (1936, 1966)
Orangebrun. Lidt acetone i næsen til at starte med, men det aftog heldigvis til fordel for bær og orangeskal. Utrolig frisk med mandler, orange og krydderier. Meget flot balanceret og med gode nuancer. Minder en del om en fin Colheita (94). 

Niepoort Garrafeira 1931 (1938, 1979)
Brun med orange kant, sløret. Markant duft af farin og lidt karamel. Godt krydret og i flot balance, nødder og farin samt lidt sprittet hale (90).


Min konklusion er, at Garrafeiras er lidt sin egen type – uden hermed at have sagt, at der er bedre end Vintage eller Colheitas. Som det gerne skulle fremgå ovenfor, er nogen af dem mere colheita-agtige, mens andre har mere præg af frisk frugt. Det var spændende at smage dem alle i godt selskab. Så skulle chancen byde sig, kan det anbefales. Og om nogle år er rækken i øvrigt vokset med et par flasker mere, idet Dirk holder et skarpt øje med sine demijohns, som rummer såvel årgang 1983 som årgang 1987.

Endnu en gang til Peter Skov for at samle flaskerne og ikke mindst for at invitere.

lørdag den 24. juni 2017

Regatta på Douro

Min karriere som kapsejler blev kort. Troede ellers på gode vinderchancer, da der nu var en ægte viking ombord på den gamle Barco Rabelo, som efter sigende er delvist inspireret af de gamle vikingeskibe. Men nej. Sådan skulle det ikke gå. Fem minutter efter starten brød sejlet sammen. Knækket og knust. Turen var slut, og vejen tilbage var i form af bugsering af en lille båd med påhængsmotor.
Ærgerligt, men fornøjeligt var det.


Båden var opkaldt efter selveste Dona Antonia og tilhører portvinsfirmaet Ferreira. Jeg havde fået lov til at være med blandt besætningen, da båden skulle sejle om kap med de andre portvinsbåde – en årlig sejlads arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Her bliver alle de gamle både sejlet ud til udmundingen af Douro, hvorefter de skal sejle ind til mållinjen lige ud for Sandemans lodge. Festligt, fornøjeligt, men altså også en kort tur for vores vedkommende.
Vinder af årets regatta blev i øvrigt Calém, som vandt foran båden fra Fonseca. Vores båd var vist den eneste der udgik, hvis vi ser bort fra Dow´s, som sank natten inden – måske som følge af São João festen. Visse tunger vil nok sige sabotage. Det påberåbte vi os også, og så vi var vi enige om, at vi i det mindst var den første båd, der sluttede sejladsen.


Turen starter med, at man mødes sammen med det øvrige mandskab og får udleveret T-shirt og andet udstyr. Derefter stiger man ombord, hvorefter en motorbåd bugserer os ud til udmundingen, hvor vi og de andre både så venter på starten. Ventetiden går med en god snak og en del vin og portvin samt spisning af medbragte lækkerier. Med i båden var bl.a. Inez Vaz, António Rocha Graca og Ligia Marques fra Sogrape samt Luis Sottomayor, som er winemaker for Sandeman, Offley og Ferreira og Confraria-kaptajnen João Engracia Antunes. Dejlige mennesker, som det var rart at få en snak med.


Da det annonceres, at der er fem minutter til start, stiger intensiteten. Den del af mandskabet, der har det hårde arbejder tømmer deres glas og gør sig klar. Vi andre venter lidt og skåler endnu en gang. 


Da starten så lyder, hejses sejlene, nogle både får fart på med det samme, andre har vanskeligheder. Det sidste gjaldt desværre Ferreiras båd, som aldrig nåede at få fart og snart med sammenbrud til følge. Men så var der jo tid til et glas mere eller to, mens vi langsomt blev sejlet retur.



Idéen med en årlig regatta er glimrende. Det er et flot syn for turister og alle andre at se de mange flotte både komme sejlende. Og så er det ikke mindst en herlig event, som efterfølges af præmieoverrækkelse ved Sandemands portvinskælder og en middag med vin og portvin indenfor. God reklame for de forskellige portvinshuse. God reklame for portvinsbroderskabet. Og en god anledning til en fest for portvinsfolket.

Ramos, cricket og São João

Kort før afrejse skrev jeg til Ana Rosas fra Ramos Pinto for at høre, om der måske kunne være mulighed for at smage deres nye Vintage 2015, hvis jeg kikkede indenfor. Svaret var en invitation til en større smagning samt frokost, men det sidste måtte vi desværre sige nej tak til, da vi havde en anden aftale.


Dagen startede med den obligatoriske, men altid interessante tur rundt i museet. Synes altid jeg opdager nye detaljer, når jeg er der, fx gamle sjove flasker. Derefter gik vi i kælderen længere oppe bagved, hvor også den gamle, støvede Vintage kælder ligger med et hav af flasker fra før og nu.


Smagningen blev afholdt sammen med Ana Rosas i hendes blending-rum med det berømte piano fyldt med en lang række fadprøver, som hun han eksperimentere med. Vi blev præsenteret for fire forskellige serier, hvoraf de to handlede om komponenter. Alt blev stillet frem, så der var så at sige ”fri bar”.


Jeg lagde ud med Vintage 1983 – året, hvor João Nicolau de Almeida valgte at lave portvin på enkeltdruer for at studere de forskellige sorter og deres udvikling hver for sig. João havde jeg heldigvis fået en lille snak med aftenen før ved Confraria-festen, hvor hans to sønner og hans datter alle blev optaget i broderskabet.
Det er fjerde gang jeg er så heldig at smage og sammenligne enkeltdruer med helhed – nærmere bestemt Tinta Barroca, Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional samt altså Vintage 1983, der jo altid imponerer. Læs mere her.


Derefter kastede jeg mig over tre nye flasker. Quinta do Bom Retiro Vintage 2014, Ramos Pinto Vintage 2015 og en netop flasket LBV 2013. Bom Retiro var utrolig fyldig med masser af frugt og struktur, men den nye Vintage var lidt mere elegant i stilen, med også kraftig og godt med tanniner. Ana Rosas fortalte, at hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at de havde materialet til en Vintage af den gode slags, selv om den nok ikke har samme udsigter som 2011. Til gengæld var hun tvivlende overfor, om de ville deklarere 2016, som andre huse jo valgte at satse på. Så hvem ved, måske ender det med en ægte split-deklaration mellem de to år og ikke et klassisk, bredt deklareret år.


Næste serie var deres altid dejlige 10, 20 og 30 års Tawny, hvor især 20 års er en af mine absolutte favoritter med en perfekt balance mellem friskhed og de mere tunge fadnoter. Her blev de smagt op mod nogle af de gamle colheitas, som bruges til at give dem karakter, henholdsvis fra 1900, 1909 og 1924. En fin test at kunne genkende noter og nuancer fra de gamle i de færdige blend.




Endelig havde Ana Rosas stillet et par gamle svende fra 1884 op, en rød og en hvid colheita. Spørgsmålet fra mesteren var, om vi kunne se eller smage, hvad der var hvad. Farvemæssigt var den hvide faktisk mørkere end den røde, men der var et eller andet i smagen, som fik mig til at gætte rigtigt. Smagsmæssigt var de uhyre koncentrerede og intense med balsamico, puddersukker etc. Dejligt at prøve, men for intenst til at nyde et helt glas af.


Frokosten måtte vi desværre springer over, men tak til Ana for en herlig og lærerig smagning. Fra Ramos Pinto gik det i taxi ud til den engelske cricket og tennisklub, hvor Alvaro van Zeller havde inviteret til ”let frokost”. Foruden Alvaro selv deltog bl.a. Carlos Flores fra Andresen, tyske Axel Probst og de danske vikinger inklusiv de to nyudnævnte medlemmer af Confraria. Som ekstra dessert blev der disket op med nogle privat medbragt flasker. Lidt sparsomme noter:
Warre Colheita 1940: Balsamico og puddersukker i næsen, tydeligt fadpræg, lidt sprittet hale, men den fandt frem, som den fik lidt tid i glasset og endte faktisk med at være fremragende og godt balanceret.
Barãro de Vilar White Colheita 1940: En fadprøve, som Alvaro stadig arbejder med. Meget mørk med balsamico og fint med syre, intens, sød og meget udviklet, nærmest Madeira-agtig . Ikke helt i balance, men mon ikke Alvaro skal ende med et godt resultat.
Noval Nacional 1986: Lidt vag i næsen med røde bær. Ikke så intens som Nacional normalt er, bløde tanniner. Manglede noget fylde og karakter.
Noval Crusted Port fra 1962 (men også med 1963): Rødbrun med røde bær og modne kirsebær i næsen. Manglede måske lidt stringent struktur, men udviklede sig fint i glasset, så derfor faktisk et udmærket glas.
Noval 1955: En fornøjelse fra start til slut. Lidt uklar, men med en flot næse af kirsebær og modne røde bær. Dejligt modnet, men stadig med frugt og bær i smagen, flot balanceret og lang hale. Virkelig høj klasse og et glas, som til fulde viser, hvad en gammel Vintage fra et godt år og et godt hus kan præstere.


Om aftenen fejrede de danske vikinger Sankt Hans sammen med et dejligt traktement med bl.a. krabbesalat, skinke fra en sortfodsgris og foie gras samt vinho verde fra Anselmo Mendes, rødvine fra Vale Meão og Ramos Pinto samt portvine. Det sidste omfattede både lidt rester fra frokosten samt et par gamle flasker fra Grahams, Vintage 1945 og Vintage 1948.
Aftenen sluttede, som den skal. Det store festfyrværkeri blev nydt fra toppen af Gaia-siden. Derefter en lang tur ned i mængden og hen lags kajen, så jeg også fik min årlige ration af kulørte plastikhamre, som med deres piv-lyd ønsker en god São João.

For flere detaljer om São João læs her.

fredag den 23. juni 2017

Dagen før Sankt Hans

Som der efterhånden er tradition for tilbringer jeg nogle dage i Porto omkring Sankt Hans. Primært for at deltage i den årlige event i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev optaget i sidste år, men også for at deltage i folkefesten São João, som Sankt Hans kaldes hernede.
I år skulle to portvinsvenner fra Danmark optages i broderskabet, så de skulle selvfølgelig også fejres. 


Det foregik ved ceremonien på Børsen i går aftes, og efterfølgende var der procession gennem byen og festmiddag med gode vine og et glas portvin eller flere.
Men dagen startede lang tid inden. Om formiddagen besøgte vi mastodonten Porto Cruz og deres mindre brand Dalva, som har specialiseret sig i hvid portvin med alder og Colheitas. Vi fik først en rundvisning i produktionsfaciliteterne efterfulgt af en flot smagning samt endelig en ”let frokost” – et begreb, som der efterhånden jokes en del med, da det portugiserne kalder en let frokost ofte viser sig at være adskillige udsøgte retter med god vin, hvilket også var tilfældet her.


Smagningen var planlagt af Elsa Couto og winemaker Pedro Pina Cabral og omfattede følgende vine fra Dalva:
Dry White: Helt lys, meget tør, frisk og floral, men også med fin frugtpræg.
Dry White Reserva: Lidt mørkere og med begyndende fadnoter i næsen og lidt federe konsistens. Men stadig frisk og let med blomster i næsen.
10 års White: Lys gylden. Blomster i næsen, lidt sødere, men stadig tør, diskret fadkarakter.
20 års White: Mørkere, gylden til orange. Fadkarakter i næsen, lidt vanilje og mandel samt blomster. Fyldig og frisk.
40 års White: Orangebrun i farven, flot duft med nødder og lidt orange. Lidt tawnypræg og lidt sprittet bid, men dejlig.


White Colheita 2007: Lys orange, orange i næsen, mandarin og lidt mandel, frisk med fin syre og i flot balance.
Golden White 1989: Nødder og mandel i næsen, mere modenhed og lidt orangepræg. Kraftig og med større kompleksitet end de tørre udgaver.


Golden White 1971: Mørk gylden, nødder og orangeskal i næsen, lidt sprittet hale, men i flot balance. Synes at vokse for hver gang, jeg smager den.
Golden White 1963: Flot moden, gylden som en lys tawny, stadig med friskhed med udpræget fadpræg med mandler. Ok med syre til at balancere. Et flot glas.
Golden White 1952: Ikke helt balanceret denne gang. Gylden med nødder, men også lidt acetone i næsen. Manglede lidt friskhed, men stadig en flot vin.


Efter denne flotte start på dagen fulgte så Confrariaceremoni og festmiddag, hvor der var lejlighed til at få en snak med en lang række af venner og kontakter i portvinsverdenen. Og det er jo altid en fornøjelse, når man både nyder portvin og skriver om det.

Og til sidst. Tillykke til Peter Skov og Ivan Madsen. Velkommen i broderskabet.


mandag den 19. juni 2017

Udvalgte digte af Pessoa

Jeg har flere gange spekuleret over, hvem jeg egentlig holder mest af? Den stilfærdigt filosoferende hyrdedigter Alberto Caeiro, den fabulerende, maniske og futuristiske Álvaro de Campos eller den neoklassicistiske Ricardo Reis? For ikke at tale om bogholderen Bernardo Soares, den engelsksprogede Alexander Search eller Fernando Pessoa selv?
Jeg holder af dem alle – hver for sig og tilsammen. Og ikke mindst holder jeg af Fernando Pessoa, som er ophavsmand til dem alle – og som altså også publicerede digte og meget andet i eget navn.
Pessoa blev født i Lissabon i 1888, men tilbragte en del af sin barndom og ungdom i Sydafrika. I 1905 vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede af at oversætte handelskorrespondance og døde af skrumpelever som kun 47-årig i 1935.
Sideløbede skrev han – ikke kun digte, men også skuespil, essays, filosofiske tekster og sågar en rejsefører. Og han skrev ikke kun i eget navn, men også i en lang række heteronymer, hvoraf de største og mest kendte er netop Caeiro, Campos og Reis. Digterkollegerne havde ikke blot deres eget navn, de havde også deres egen biografi, identitet og personlighed. De skrev med deres helt egen stemme og i deres egen stilart, og de polemiserede indbyrdes, anmeldte hinandens bøger og skrev udkast til forord til hinandens udgivelser. Kun lidt blev dog publiceret, mens Fernando Pessoa levede, da det meste blev fundet som en gang rodede manuskripter og notater efter hans død.
Brøndums Forlag har tidligere udsendt fire bind med digte af de tre store heteronymer og Pessoa selv i Peter Poulsens oversættelse. Nu er der på Rosinante tillige kommet et stor og fyldigt udvalg heraf, som giver en glimrende introduktion til et af modernismens helt store skikkelse.
Først fårehyrden Alberto Caeiro, som hylder naturens enkelthed og konstant minder os om ikke at tillægge tingene anden betydning end det, de er og besidder i sig selv. For nu at citere et helt lille digt, som fint beskriver hans filosofi:
”Postvognen kørte forbi på vejen, og er forsvundet;
Og vejen blev hverken smukkere eller grimmere af det.
Sådan går mennesket gennem verden.
Vi føjer intet til og trækker intet fra; vi passerer og vi glemmer;
Og solen møder til tiden hver eneste dag.”
Anderledes voldsom er skibsingeniøren Álvaro de Campos, som tydeligt er inspireret af Walt Whitman. Her hyldes fremskridtet, teknikken og storbyens larm. Hør blot indledningen til den kendte Triumfode:
”I det skærende lys fra fabrikkernes store, elektriske camper
Sidder jeg febril og skriver.
Jeg skriver som et snerrende rovdyr, hungrende efter skønhed,
Denne skønhed totalt ukendt for de gamle mestre.”
Er der langt fra Caeiro til Campos, er der mindst lige så langt til Ricardo Reis med hans stramt komponerede digte fulde af henvisninger til antikken. Han er også ophavsmand til en række kærlighedsdigte henvendt til forskellige kvindeskikkelser – eller nok rettere muser, da det er småt med kødelighed hos Pessoa generelt:
”Kom og sæt dig, Lidia, hos mig ved flodens bred.
Lad os stille følge dens kurs og lad os forstå
At livet glider forbi, og vi holder ikke hinandens hænder.”
Sidste digter i rækken er Fernando Pessoa selv, og her finder vi nogle meget spændende digte, som bl.a. henter deres stof i barndomserindringer, i hverdagsglimt fra livet i Lissabon eller i drømme. Men også i tanker om landets historie som i digtet om Portugisernes Hav:
”Dit salt er vore tårer slet og ret.
O hav, som portugiserne har grædt!
Hvor mødrene har mistet mange sønner
Og børnene opsendt forgæves bønner!
For at du skulle blive vort, o hav,
Umådelige ofre vi dig gav.”
Det er ikke uden grund, at en del af Fernando Pessoas digte er endt som fadosange med deres melankolske – og meget portugisiske – tone. Men Pessoa var ikke bare Pessoa. Pessoa var også Caeiro, Campos, Reis og de mange andre stemmer, som jeg alle holder af. Og måske er det netop her sandheden om min fascination af Pessoa ligger gemt. Han er aldrig blot Pessoa. Han er de mange stemmers digter. Inderlig stilfærdig, poetisk, voldsom, højtråbende, aggressiv, melankolsk, eftertænksom. Han er det hele.
Bogen præsenterer et glimrende udvalg for såvel nybegyndere som øvede. Og endelig har bogen et fint introducerende og forklarende forord ved Martin Bastkjær, så alle kan være med.  


Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Rosinante 2016, 310 sider.

onsdag den 10. maj 2017

Gamle skibe, 200 års portvin og broderskab

Det er ikke hver dag, man inviteres til en udstilling af modeller af gamle sejlskibe, smagning af portvin med i alt 200 år på bagen samt en optagelsesceremoni i et vinbroderskab. Men sådan lød programmet sidste torsdag på Børsen i København for et arrangement, som Quinta da Boeira, AICEP og den portugisiske ambassade i Danmark havde inviteret til. Og da en venlig opringning fra ambassaden gjorde mig opmærksom på, at de havde indstillet mig til optagelse i sammenslutningen af portugisiske vinbroderskaber, mødte jeg selvfølgelig op.


Men først lidt om Quinta da Boeira. De senere år er der dukket mange nye navne op i portvinens verden. Nogle er mindre quintaer, som i stedet for at levere druer til de store firmaer begynder at producere portvin under eget navn. Andre er firmaer, som ikke selv ejer jord, men opkøber druer eller især gamle fade rundt om i Douro.
Det lidt specielle ved Quinta da Boeira er, at quintaen ikke ligger i Douro, men midt i Vila Nova de Gaia. Foruden den flotte hovedbygning er der vinkælder, bar og smagelokaler i en bygning formet som et flaske og om et par år følger et hotel – alt sammen noget, der signalerer vinturisme.  Quintaen kan dateres tilbage til 1850, og der har været handlet med vin og portvin siden 1920.  I 1999 kom der nyt ejerskab til, hvorefter der har været arbejdet ihærdigt for at synliggøre firmaet under slogans som ”Wines with History” og med fokus på kunst og kultur samt fra og med i år også som eksportør af portvin under eget navn. Quintaen udstiller f.eks. en samling på 23 håndlavede skibsmodeller, fremstillet af den tidligere fisker og sømand Albino Costa. Samlingen skal fejre 500 året for den første jordomsejling, som Fernão Magalhães foretog i 1519, hvorved han også opdagede søvejen nedenom Sydamerika. 


En del af de flotte skibsmodeller var fragtet til Danmark og blev udstillet i de flotte omgivelser på Børsen – et sted, der jo kender til portvin i forvejen, da det er her Henrik Oldenburg afholder sin årlige portvinsfestival første mandag i november. 


Quinta da Boeira har både bordvin og portvin i deres portefølje. På portvinsområdet koncentrerer de sig udelukkende om vin med årgang eller alder: Tawny Reserve, 10, 20, 30 og 40 års Tawny samt en Very Old Tawny, Colheita og Vintage. De annoncerede 200 års portvin dækkede over fem glas, nemlig tawnyserien og så den helt gamle, som angiveligt skulle have en gennemsnitsalder på ca. 100 år.


Her er mine smagenoter:
10 års Tawny: Rødbrun med orange kant, klar. Duft af modne kirsebær og lidt røde bær samt tørrede frugter. Stadig med frugt og god friskhed, fin syre og balance, måske lidt vel ligefrem og let, lidt sprittet hale.
20 års Tawny: Brunrød med lys orange kant. Ikke så ekspressiv i næsen, tørrede frugter, marmelade, rosiner og lidt karamel. Mere fyldig og cremet i munden med tørrede frugter og lidt orange samt fin balance.
30 års Tawny: Flot tawnybrun med lys orange kant. God og intens duft af rosiner, nødder, honning og orangeskal. Dejlig fyldig med også med friskhed og i god balance, orange, mandel og lidt kaffe samt et fint syresvip med halen. Faktisk en flot vin.
40 års Tawny: Mørkere, brun. Lidt lukket i næsen, åbnede dog op for nødder, tørrede frugter og marcipan. Tungere, mere fyldig og med mere kompleksitet. Pænt balanceret med nok syre til at kontrastere de lidt tungere fadnoter. Ok hale med mandelsmag.
Very Old Tawny: Brun med lidt grønt skær. Koncentreret og intens, men måske og lidt sprittet i næsen. Tørrede frugter, valnød, lidt orangeskal og balsamico. Cremet fyldig struktur, kompleks og med flot syre, alderen taget i betragtning. Tørrede frugter og kaffe, flot friskhed og en lang eftersmag.


Efter smagningen fulgte optagelsesceremonien i vinbroderskabet. Sidste år havde jeg den ære at blive optaget i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Denne gang gjaldt det Federacão das Confrarias Báquicas de Portugal, som er en sammenslutning af de forskellige vinbroderskaber i landet herunder portvinsbroderskabet. I forbindelse med arrangementet på Børsen holdt de en lille optagelsesceremoni, hvor bl.a. Portugals ambassadør i Danmark, Rui Macieira, blev optaget. Ambassaden havde indstillet mig til optagelse som æresmedlem grundet mine skriverier om portugisisk vin, hvorfor jeg også blev kaldt op og modtog en medalje og et diplom, hvorefter jeg skrev under i broderskabets store bog.
Quinta da Boeira var ikke ene om at være til stede på Børsen den dag. Der var også mulighed for at smage gode portugisiske oste og vine fra andre regioner. Her smagte jeg bl.a. hvid- og rødvine fra Manzwine fra Cheleiros ved Mafra i Lissabon-regionen samt en spændende hvid hedvin fra Villa Oeiras fra det gamle vindistrikt Carcavelos, som nærmest ligger i storbyen Lissabon og derfor har kæmpet en brav kamp for overlevelse. Et spændende bekendtskab, som jeg vil studere nærmere en gang i fremtiden.


Læs mere om Quinta da Boeira her.

mandag den 1. maj 2017

På skovtur med Julia Kemper

Det var modstræbende, at Julia de Melo Kemper sagde ja til at overtage Quinta do Cruzeiro, som har været i familiens eje i 400 år. Hun arbejdede som advokat og havde ingen intentioner om at blive vinbonde. Men efter nogle års betænkningstid sagde hun i 2003 ja, hvilket hun aldrig har fortrudt siden. Godt nok bor hun stadig i Lissabon og elsker storbyens liv, men hun pendler gerne op til Dão og elsker at gå rundt på ejendommen med dens ro og skønhed eller snuppe en tur på mountainbike på de små stier, hvor granit eller marmorklipper stikker frem.


Da jeg besøgte hende lørdag, startede vi med at gå en tur gennem skoven, som konstant skal rengøres og vedligeholdes. Herefter dukker vinmarkerne frem for igen at blive afløst af skov. Mærk duften af alle træerne, af pinje og eukalyptus. Du vil genfinde dem i min vin, forudsagde Julia Kemper.
Kort efter måtte vi slå paraplyerne op, da der langt om længe kom regn – noget som har været savnet i regionen. Det blev nu ikke til meget, men senere om natten kom der mere.


Skoven, den golde granitjord, store temperaturforskelle og så det faktum, at Dão ligger på et plateau gemt bag bjergene, giver det særlige terroir. Undervejs på turen passerede vi også den del af skoven, som brændte sidste år. En ældre bygning røg med i købet, men heldigvis blev de øvrige samt ikke mindst vinmarkerne sparet.


Der er blevet produceret vin længe på ejendommen, men ikke med henblik på salg. De 60 hektar giver 60.000 flasker om året, som ligeledes fremstilles på stedet, hvor Julia Kemper har udvidet faciliteterne og har planer om endnu en tilbygning, der skal bruges som lager. 


Der dyrkes og fremstilles også lidt olivenolie og vineddike samt holdes får på quintaen og til smagningen nød vi stedets egen ost og olivenolie. Alt sammen dyrket økologisk, hvilket altså også gælder vinene – noget Julia Kemper lægger stor vægt på.


Med udsigt til skoven, smagte vi følgende.
Julia Kemper Branco 2005: Gulgrøn. Et blend af Encruzado og Verdelho. Pære, lemon, passionsfrugt og florale noter i næsen. Flot friskhed og fylde, fin balance og en god lang hale.
Julia Kemper Branco Reserva 2001: Samme blend, men med lidt mere Verdelho, lagret et år på nye fade og seks år på flaske. Strågul. Mere ekspressiv i næsen med fin frugt, lemon, fersken og lidt tropisk frugt og smør fra lagringen. Tydeligt fadpræg, men stadig med fin friskhed og god syre til at balancere. Dejlig nu, men kan også lagres.
Curiosity Branco 2013: En særlig topvin, som kun laves, hvis alt går op i en højere enhed. Druerne er plukket tidligere og lagret på gamle fade. Gulgrøn. Citronskal og blomster i næsen samt lidt harpiks og pinje, som skoven. God struktur i munden og med mindre fadpræg. En flot vin med stor friskhed og fylde og meget velafbalanceret.


Aragonez 2012: Rubinrød, ikke så intens – lidt som en Bourgogne. Det samme gjaldt næse og smag. Ung frugt, kirsebær, blomster samt skov og jord. Fin brugt og meget bløde og velintegrerede tanniner. Lidt røget og mineralsk eftersmag.
Elpenor 2010: Vinen er opkaldt efter en lille sommerfuglelarve, som kun trives under de bedste betingelser. Etiketten er malet efter et foto, som blev taget i vinmarken. Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen. Rubin med let lilla kant. Ekspressiv i næsen med ren frugt og mørke bær. Elegant med godt med syre og frugt i munden.
Julia Kemper Reserva 2010: Mørk rubin med brunlig kant. Mørke bær og igen såvel floral og med noter fra skoven.  Mere fyldig og taktil i munden med god struktur og større kompleksitet. Noter fra fadet, men balancerende. God syre og velintegrerede, men markante tanniner.
Touriga Nacional 2011: Mørk rubin. Flot og ekspressiv duft af brombær og andre mørke bær samt violer. Dejlig frugt, krydret med lidt rosmarin og mokka, meget harmonisk og med bløde tanniner i halen.


En fin serie af vine, som viser, at Julia Kemper klarer sig ganske godt som vinbonde. Samtidig har hun også vist dygtighed i at promovere Julia Kemper Wines. Julia fortalt i øvrigt, at hun snart sender en enkeltdruevin på Jaen på markedet. Spændende, da nabolandet jo har god succes med samme druesort, hvor den går under navnet Mencia.

Læs mere om Julia Kemper Wines. Vinene importeres af Nordentoft Wine