mandag den 29. august 2016

A Year in Port

Det starter med et billede af en smuk, gammel bro. Ikke den kendte dobbeltdækkerbro Dom Luís i Porto, men den ligeledes ikoniske Tower Bridge i London. I den engelske hovedstad samles en større kreds af ældre mænd for i en blanding af højtidelig og festlig stemning bl.a. at drikke Vintage portvin fra 1985 samt afsynge Rule Britannia som en hyldest til den britiske flåde. Det er så engelsk og så klassisk, som det kan være. Portvin er en after dinner drik for engelske gentlemen.


Sådan indledes filmen ”A Year in Port”, som er instrueret af David Kennard, der tidligere har stået bag de to tilsvarende dokumentarfilm ”A Year in Burgundy” (2013) og ”A Year in Champagne” (2015). Bourgogne, Champagne og Port – en herlig treenighed for alle vinelskere, og for en dedikeret portvinsentusiast som mig, er den nye film selvfølgelig kronen på værket.
Jo, portvin er også englændernes vin såvel historisk som i dag. Selvom ejerne af de britiske portvinshuse i dag er lige så portugisiske, er der stadig traditioner og sociale sammenkomster, der oser af britisk kultur. Det gælder i London, hvor ældre forretningsfolk nyder deres Taylor Vintage – og det gælder i Porto, når portvinsfolket møder deres kunder til en dyst på cricketbanen. Men portvin er selvfølgelig også portugisisk, når vi besøger den lokale vinbonde, som sælger sine druer til de store huse, eller når vi vises rundt i museet hos Ramos Pinto med dets azulejospaneler.
Filmen har ganske fornuftigt valgt at koncentrere sig om enkelte huse og hovedpersoner, i stedet for at skøjte rundt hos alt og alle. Det gælder Taylors og The Fladgate Partnership med Adrian Bridge, Symington Family Estates med især Paul Symington, Niepoort med Dirk Niepoort og endelig Ramos Pinto med den nu forhenværende winemaker og direktør João Nicolau de Almeida. 


Men der dukker selvfølgelig også andre op så som winemaker hos Fladgates David Guimaraens, portvinsinstituttets præsident Manuel Cabral, winemaker Sandra Tavares, lokale vinbønder og entusiastiske unge winemakere, som især satser på bordvine. Dertil kommer – som det var tilfældet i de to foregående film – den fransk-amerikanske vinimportør og co-producer af filmen Martine Saunier, som vi følger på besøg hos portvinshusene og til festlige fødselsdage og optagelsesceremonien i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto i 2013, hvor hun selv blev optaget. Samme år blev den daværende formand for The Vintage Port Club, Henning Borup Jensen, ligeledes optaget, hvorfor jeg selv og andre fra bestyrelsen af portvinsklubben deltog i ceremonien. Derfor lykkes det da mig også at genfinde mig selv som kortvarig statist i tre scener i filmen.


Som titlen signalerer følger filmen årets gang gennem årstiderne og det skiftende klima. Vi er med om sommeren, når der fejres São João i Porto i juni, og de gamle portvinsbåde sejler om kap. Vi er med i markerne før og under høsten i september, når de lokale landsbybeboere møder frem til ugers slid. Vi er med i lagaren på Quinta do Vesuvio og Quinta de Vargellas og med i blendingrummet hos Ramos Pinto, hvor João Nicolau fortæller om deres såkaldte piano – de utallige fadprøver, som giver blenderen mange tangenter at spille på. 


Vi er også med i markerne resten af året, hvor andre opgaver som fx reparationen af de mange skifferterrasser finder sted, ligesom der tages en afstikker til korkindustrien. Vi følger de mange overvejelser om det rette tidspunkt at indlede høsten og oplever ærgrelserne, når man satsede forkert. Og endelig følger vi vinfolket på mere slap line ved sammenkomster og i fritiden, når Adrian Bridge er på cykeltur i Douro, og Paul Symington kører gennem landskabet på motorcykel sammen med den lokale præst.


Men ud over, at handlingen følger årets gang, lancerer instruktøren også nogle modsætninger eller potentielle konflikter for at give fortællingen fremdrift og spænding. Der er de store koncerner over for de mindre spillere på markedet og de små vinbønder. Der er den allerede nævnte modsætning mellem englændere og portugisere. Og så er der det mest tydelige modsætningsforhold – nemlig mellem tradition og fornyelse. Og netop her spiller Dirk Niepoort en betydelig rolle, som den enfant terrible han kan være. Jo, det er portvin, men det er også bordvin, hvor unge winemakere og fx Douro Boys prioriterer Douro DOC vinene højt. Dirk & Co. repræsenterer ”the modern face of Portugal´s wine” og ”a revolution in winemaking”, som det hedder sig i filmen. Men selv om der stadig findes folk, der taler imod denne revolution og mener, at de bedste druer hører hjemme i en portvinsflaske, er der vist ingen tvivl om, at fornyelsen har sejret. Men filmen viser fint og elegant, at det ikke behøves at være en enten-eller, men sagtens kan være et både-og. Portvin (”The Englishman´s Wine”, som titlen lyder på en bog, jeg nyligt har læst) kan stadig associeres med stive engelske overlæber og højtidelige sammenkomster i London. Men det er dog i højere grad portugisernes vin – et unikt produkt, men ikke det eneste, som de stejle skråninger i Douro kan byde på i en tid, hvor såvel de hvide som de røde vine fra samme region vinder udbredelse og berømmelse verden over.


Filmen slutter da også i Porto med det flotte syn af Dom Luís broen. Den indrammes således helt symbolsk af de to kendte broer i England og Porto. Og det i form af flotte optagelser, hvilket i hele taget kendetegner hele filmen, som aldrig bliver for tung af ”talking heads” – altså personer, der blot fortæller til kameraet. Der er også liv, handling, historier, glæde og kontraster – elementer, som tilsammen gør en fremragende dokumentarfilm, som alle portvinsnydere bør unde sig selv at se. Jeg vil derfor varmt anbefale en af de store tv-stationer at indkøbe den, så den kan blive vist i Danmark også.

David Kennard: ”A Year in Port” distribueres gennem Samuel Goldwyn Films og vil senere kunne ses via Netflix. Varighed 1.25.


Læs mere om filmen her.

onsdag den 24. august 2016

Alentejo – en introduktion til vinregionen

Øde vidder, marker med korn eller vin, storgodser og kooperativer, små hvide landsbyer, arkæologiske minder fra romertiden og så en stykke kulturel verdensarv i form af Cante Alentejano. Det er nogle af de ting, som karakteriserer Portugals arealmæssigt største region, Alentejo, som strækker sig syd og øst for Lissabon ned til Algarve og hele vejen ind til Spanien. Alentejo, landet bag Tejo, udgør næsten en tredjedel af Portugals samlede areal, men indbyggermæssigt kun ca. 5 %, så der er langt mellem byerne.
Traditionelt har regionen været udlagt til landbrugsproduktion, hvilket i og for sig stadig gør sig gældende. Flade arealer med marker med hvede, solsikker og majs, oliventræer, korkege og vinranker afløst af mindre byer samt større byer som Portalegre, Évora og Beja, som i sig selv er et besøg værd. Dertil kommer kvægdrift og sortfodssvin, som er en af egnens specialiteter. Husker især en herlig middag på den danskejede vingård Cortes de Cima, hvor kokken, som var ven af huset, havde langtidsbraiseret et sortfodssvin, men de bruges også til forskellige former for petiscos som fx tørrede skinker, presunto. 



Vinmæssigt er det en region, som synes mere international og mere bredt tilgængelig. For det første dyrkes der her flere internationale sorter, og for det andet kan mange vine virke mere oversøiske i stilen på grund af mere varme, sol og betydelige fadlagring. Men modsat er der også producenter, som fastholder de portugisiske sorter, ligesom højderne i nord og ind mod Spanien (især underregionen Portalegre) giver et køligere klima end på de store flade vidder.
Der produceres især rødvin, men marker ved kysten og i højderne giver gode betingelser for hvide druer også. Af dominerede sorter kan nævnes Antão Vaz, Roupeiro, Arinto, Verdelho og Alvarinho blandt de hvide, og for de røde sorter er det især Aragonês (alias Tinta Roriz i Douro og Tempranillo i Spanien), Trincadeira, Alicante Bouschet, Alfrocheiro, Touriga Nacional, Castelão, Cabernet Sauvignon og Syrah, som gør sig gældende. Størstedelen af vinene er blends, men der laves også forskellige enkeltdruevine, som fx hos førnævnte Cortes de Cima, som jeg besøgte for nogle år siden for at skrive en reportage til Vinbladet.
Før Alentejo opnåede sin DOC-status var flere af underregionerne demarkerede. Dem er der 8 af: Portalegre, Borba, Redondo, Évora, Reguengos, Granja-Amareleja, Moura og Vidigueira. Godt halvdelen af de ca. 22.000 ha plantet med vin lanceres som DOC og resten som Vinho Regional.
I den næste tid vil jeg præsentere en række producenter fra Alentejo. Indledningsvis kan jeg henvise til et par, som jeg allerede har skrevet om og prøvesmagt, nemlig Herdade do Rocim og Monte da Penha, som begge blev omtalt i forbindelse med præsentationen af sammenslutningen D´Uva


Begge producenter samt den spændende Susana Esteban (billedet) blev endvidere omtalt i min artikel ”Kvinder og vin i Portugal” i Vinbladet.




fredag den 5. august 2016

De sidste dage i Porto

Ferien er for længst slut, men her følger dog lidt noter fra de sidste dage i Porto, som – ses bort fra et enkelt besøg – blev brugt til andet end portvin.
Det blev til et besøg i São Francisco kirken midt i Porto, tæt ved den gamle børsbygning. Jeg er gået forbi kirken adskillige gange bl.a. i optog med portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, men havde endnu ikke været indenfor. Udefra syner den gotiske kirke ikke af så meget. Stor, gammel og mørk, men indenfor åbenbarer der sig et fantastisk syn af guld og marmor. Franciskanerordenen etablerede sig i Porto omkring år 1223, og kirken blev opført i årene 1383 til 1425. Kirkerummet byder på en lang række altre, skulpturer, træskærerarbejder etc., som i deres ekstravaganthed vidner om de enorme rigdomme, ordenen fik skrabet sammen. I det tilstødende palæ er der møderum for ordenen på overetagen og krypt med gravpladser i kælderen samt et museum med skiftende udstillinger.


Efter besøget tog vi den ene af de gamle sporvognsruter, som gennemskærer byen. Endestationen er lige nedenfor kirken på Rua do Infante D. Henrique, hvorfra sporvognen bumler hele vejen langs Douro ud til Foz, hvor vi nød en gang grillede sardiner på en lille tasca.


Det blev også til et enkelt museumsbesøg, idet vi besøgte det moderne kunstmuseum, Museu Serralves. Museet viser udelukkende skiftende udstillinger, og vi oplevede bl.a. italienske Giorgio Griffa og portugisiske Silvestre Pestana samt nogle morsomme installationer af britiske Liam Gillick (fotoet ovenfor). Efterfølgende så vi på skulpturer i den smukke park.


Endvidere tog vi på en af de meget populære sejlture under de seks broer herunder den gamle jernbanebro, Maria Pia, som dog ikke længere er i brug. Det er den – og netop ikke den mere kendte dobbeltdækkerbro, Dom Luis I, som er konstrueret af Gustavo Eiffel, selv om sidstnævnte tydeligt er inspireret af samme.
Fado skal efter min mening nydes i Lissabon, men vi prøvede lykken på en lille restaurant, som reklamerede med fado. Der var tale om amatørfado, Fado amador, hvor det var servitricen, tjeneren og kokken, der sang. Ikke den store musikalske oplevelse, men fin stemning med mad, drikke, guitarspil og sang.


Et lille portvinsbesøg mere blev det dog også til. Vi besøgte Graham´s, hvor vi fik den obligatoriske rundvisning, og turen gik bl.a. gik fordi de gamle fade, som Andrew James Symington købte og satte til side for at fejre sin ankomst til Porto i 1882. Det ene af de tre fade blev sidste år brugt til fremstilling af den eksklusive gamle portvin, Ne Oublie, som jeg var så heldig at smage, da den blev lanceret i Danmark, hvilket jeg skrev om i sin tid i Vinbladet.


Rundturen blev efterfulgt af en lille smagning, hvor vi smagte følgende vine:
Graham´s Six Grapes: Mørk ruby med lille kant. Duft af hyldebær og andre mørke bær. Fin struktur, men enkel og ukompliceret. Et fint ligefremt glas ruby, der sammen med andre i samme kategori vidner om, at der faktisk er god value for money at hente blandt Reserva´er.
Malvedos Vintage 2004: Mørk ruby med rødbrun kant. Duft af hyldebær, solbær, måske lidt vel ribenaagtig. Blød og velsmagende med bløde tanniner. Et dejligt og overraskende modnet glas, hvilket skyldes, at der jo ikke er tale om et stort vintageår.
10 års Tawny: Mørk mahogni med orange kant. Karamelnoter, men også lidt frugtpræg. Ikke blandt mine favoritter, hvad angår 10 års.
20 års Tawny: Orange og gylden med dejlig duft af orange og mandel. Mere fadkarakter, men samtidig elegant, fin og blød og med en lang, flot eftersmag.

Punktummet for turen, hvad angår smagning af vin, var dog ikke dermed sat, da vi også besøgte vinbaren The Wine Box lige ved indgangen til tunnelen et par gange. Her smagte vi bl.a. Ramos Pinto Duas Quintas i hvid og rød, Burmesters Touriga Nacional, Esporão Reserva Tinto og rødvin fra Herdade do Rocim. 


tirsdag den 2. august 2016

Besøg på Quinta do Crasto

Beliggenheden og udsigten er fantastisk. Og på sin vis er det da også udsigten, der er årsagen til, at Quinta do Crasto ligger, som den gør, højt hævet over Douro. Crasto menes at stamme fra det latinske castrum, så der har givet været en antik fæstning på stedet, hvilket underbygges af, at der stadig er rester af en vej fra romertiden i området.


Fra Quinta de São Luiz er der ikke langt i luftlinje til Crasto, men da vi ikke agter at svømme, må vi tilbage til Pinhão, hvilket går fint ad N222 langs Douro, men på flodens højre bred er vejen langt mindre og snor sig meget mere, så køreturen tager alligevel en times tid.
Vi modtages af Export Manager Rita Magalhães Camelo, som først viser os rundt på ejendommen. Quintaen omtales første gang i 1615, mens bygningerne stammer fra kort tid efter, at Constantino de Almeida købte ejendommen i 1910. Selve quintaen benyttes i dag til repræsentative formål og til udlejning, hvor vinturister kan nyde udsigten, vinmarkerne, vinen og ikke mindst den skønne swimmingpool, der yderst på højen nærmest svæver ud over Douro-floden.


Vi går ned mod produktionsfaciliteterne og besøger såvel flaskebåndet som den store lagerhal til bordvine. Lageret blev moderniseret i 2013 med et nyt system, der gør det muligt at roteres fadene et efter et uden at skulle have hele stakken ned, da de alle ligger i en lille omdrejelig tromle. Med andre ord gør systemet det lettere at lagre hvidvin med battonage, hvor bærmen er med i fadet, som derfor jævnligt skal drejes.


Udenfor i solen nyder vi udsigten ned over de to berømte marker, som i gode år leverer druer til to særlige vine, Vinha Maria Teresa lige nedenfor og Vinha da Ponte inde i bunden af slugten bag broen.


Quinta do Crasto ejes og drives i dag af familien Roquette, der er efterkommere af Almeida. De er en af de fem sammensvorne i Douro Boys (link), som fokuserer mere på bordvin end portvin, men som faktisk er leveringsdygtige i gode vine af begge typer. Portvinen er måske ikke i første division, men som en winemakers dinner med winemaker Manuel Lobo i The Vintage Port Club (link) for nogle år siden viste, er kvaliteten faktisk helt god. Men det skal da klart indrømmes, at det er med sine bordvine, at huset virkelig udmærker sig, ligesom det producerer en udmærket olivenolie.


Den efterfølgende smagning havde derfor også størst fokus på bordvine. Vi smagte følgende vine:

Crasto Branco 2015: Blend af typiske hvide druesorter i Douro: Gouveio, Viosinho og Rabigato. Lys gul i farven. Frisk med citrus, lidt passionsfrugt, frugt og mineraler. God kombination af fyldighed, friskhed og syre.

Crasto Superior Branco 2014: Efternavnet Superior henviser til, at druerne kommer fra husets anden quinta, Quinta da Cabreira, i det øvre Douro. Blend af Viosinho og Verdelho. 6 måneder på fade ligeligt fordelt mellem nye og brugte. Lys, gul. Intens næse med fersken og tropiske frugter samt tydelig fadkarakter med noter af smør. Fyldig, mineralsk og stadig også med syre og friskhed.

Crasto Tinto 2014: Typisk Douro-blend med Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Primært lagret på ståltanke, men også 5 % fad. Mørk rubin med let lilla kant. God frisk frugt, endnu noget lukket. Blød med tydelige tanniner.

Crasto Superior Tinto 2014: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Souzão og Vinhas Velhas (gamle marker med blandede sorter), lagret 12 måneder på fad. Mørk rubin med lilla kant. Fyldig på frugt og med mere fadpræg. Mere rund i stilen.

Crasto Superior Syrah 2014: Næsten ren Syrah, idet der er tilsat 3 % Viogner og dermed altså ikke typisk Dourostil. Lagret 16 måneder på fransk eg. Mørk rubin. En anderledes næse med vilde bær, mere elegant og mere floral. Fyldig med godt syreniveau og fin tekstur samt med diskrete og bløde tanniner.



Roquette & Cazes Tinto 2013: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz fra såvel Cima Corgo som Douro Superior. Lavet i samarbejde med Daniel Llose fra Chateau Lynch-Bages i Bordeaux, altså Dourovin vinificeret a la Bordeaux. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Dejlig duft af friske bær og noter fra fadet. Fyldig og kompleks, elegant i stilen med pænt med tanniner og god eftersmag.

Quinta do Crasto Reserva 2013: Lavet på Vinhas Velhas, altså druer fra gamle marker med 25-30 forskellige sorter. Lagret på fad i 18 måneder. Mørk rubin. Intens i næsen, fyldig i glasset, kompleks og flot balanceret. Som altid et fremragende glas.

Quinta do Crasto Touriga Nacional 2005: Selv om jeg generelt foretrækker blends fra regionen, er det altid dejligt at smage enkeltdruevine, både fordi det giver viden om, hvad de forskellige sorter bidrager med, men også fordi flere af dem faktisk er udmærkede vine. Det gælder netop Touriga Nacional fra Crasto, som nyligt tog stikket hjem ved en masterclass med Douro Boys i København. 16 måneder på fad.  Dyb rubin. Mørke bær og violer i næsen. Frisk og fyldig med mørke bær, blød og behagelig i munden og lang eftersmag.

Quinta do Crasto Maria Teresa 2007: Blend af druer fra marken af samme navn med mere end 30 forskellige sorter. 20 måneder på fad. Dyb rubin. Flot og ekspressiv i næsen, da den lige fik lidt tid. Mørke bær og blomster i næsen. Fyldig og kompleks med mange lag. Såvel frugt som balancerede fadnoter som kakao. Lang eftersmag. En fremragende vin.

Quinta do Crasto Colheita Port 1997: Lavet som en hyldest til Fernando Moreira d’Almeida, søn af grundlæggeren. Mørk ravfarvet, tæt og koncentreret alderen taget i betragtning. Intens og fyldig i munden med tørrede frugter og god syre til at balancere samt lang finale. Faktisk ganske vellykket for et hus, der ellers ikke har gjort det i fadlagret port, men måske der er mere i vente. En fin afslutning på en flot smagning.


Læs mere om Quinta do Crasto her. Vinene fra Quinta do Crasto fås hos Portugisisk Vinkælder.