søndag den 31. januar 2016

Mellem himlen og helvede

Små keramikhaner og djævlefigurer. Folkelige optog og dans ved fejringen af landets mange elskede helgener som Lissabons Santo António og Portos São João. Kristusfigurer, azulejospaneler og forskellige former for brugskunst. Alt sammen er farverigt og festligt og befinder sig et sted mellem kunsten og kunsthåndværket, mellem æstetik og kitsch. Men det er mere end det. For det kan også tolkes som udtryk for en folkesjæl, der traditionelt har befundet sig et sted mellem himmel og helvede – mellem det sakrale og det profane, påstår en ny bog.
I 2015 viste Museum of Anthropology ved University of British Columbia i canadiske Vancouver udstillingen “Heaven, Hell and somewhere in Between: Portuguese Popular Art”. Det omhyggelige researchmateriale blev efterfølgende bearbejdet til bogen af sammen navn, skrevet af museumsdirektør Anthony Alan Shelton, som også havde kurateret udstillingen – en flot illustreret bog om portugisisk folkekunst analyseret ud fra landets kultur, historie og religion. Eller som han selv skriver indledningsvis:
”The wider locations of popular art, in communities, in homes, in markets, in churches, in schools, on buildings and in the street — as part of public assemblages — create an everyday aesthetic capable of evoking different sentiments, memories and significations.”
Bogen kommer vidt omkring. Den starter i en lille mørk butik i Braga med bøger, brugskunst, kunst, antikviteter, religiøse figurer og fantasifulde kreationer skabt af indehaveren, som har malet eller omformet gamle genstande og derved givet dem nyt liv og ny betydning. Eller som det hedder i bogen: ”His shop was a veritable museum of Lusitania”.
Derefter fortsætter turen gennem små keramiske værksteder i Estremoz og Barcelos, via religiøse festivaler og mure udsmykkede med graffiti eller azulejos for derfra at bevæge sig ind på museer, ind i kirker og rundt på verdensudstillinger for at ende blandt dukketeatre.
Folkekunsten har mange udtryksformer og findes i mange sammenhænge, men mere interessant bliver det, når den gives betydning og sættes i relation til landets historie og til forholdet mellem folket, kirken og staten – herunder især Salazars Estado Novo, som netop benyttede folkekunsten i sin profilering af Portugal:
”Romarias, ranchos folclóricos (folk dance groups), gastronomy, village saint’s day festivals, Lisbon’s popular processions and state-sponsored rural ethnographic projects established the official version of popular culture, intrinsically linked to the idea of an “elected people” and an enduring “national spirit,” that the Estado Novo portrayed as having been constructed from regional diversity.”
Der forestår også løbende en kamp mellem det gode og det onde, mellem gud og djævelen, som optræder i forskellige udklædninger i mange keramiske arbejder. Og også her gik kirken og Estado Novo hånd i hånd:
”Both the Estado Novo and the Church upheld absolute values of good and evil in which the political good and national aspirations complemented religious grace and followed divine will and destiny. Such moral absolutism, which outlasted the political structure that supported it, exerted a pervasive influence on popular art by focusing it on the representations of good and evil as major themes.”


Endvidere inddrager forfatteren også egentlig kunst og litteratur som fx Camões ”Os Lusíadas” og den manuelinske byggestil, ligesom fadoen får et par ord med på vejen sammen med begrebet saudade – den melankolske længsel som ofte forbindes med fado og med den portugisiske folkesjæl generelt. Anthony Alan Shelton relaterer især fadoen til søfarten og den opståede længsel under fraværet, hvilket dog er noget forenklet. Det har givet spillet en rolle og er også et tema i en del fadosange, men nyere forskning har fastslået, at fadoens væsentligste rødder er afrobrasilianske danse og sange, som frigivne slaver bragte med sig til storbyen Lissabon.
Selv om der således kan spores tendenser til at overfortolke symboler og sammenhænge, er det spændende læsning, som ikke alene fortæller en del om den portugisiske folkekunst, men også om Portugals historie og selvforståelse. Og samtidig er der tale om flot billedbog, hvor mange af de viste genstande på en gang kan fremmane latter og eftertanke.


Læs mere om udstillingen og se billeder her.

torsdag den 21. januar 2016

Para Amália – hyldestalbum af Mísia

Mísias tilgang til fadoen har ofte været tvetydig. På den ene side tog hun tydeligvis afsæt i den traditionelle fado, da karrieren blev indledt i 1991. Men hurtigt og siden da har hun mere bearbejdet fadotraditionen i forhold til sit eget kunstneriske og musikalske projekt, som inddrager mange andre musikalske udtryk og stilarter. På nogle af plader har fadorødderne været tydelige – på andre næsten usynlige.
Hendes seneste album forholder sig tydeligt og direkte til fadotraditionen. Der er tale om en hyldestplade til Amália Rodrigues bestående af to meget forskellige CD´er, men selv om hyldesten selvfølgelig er af fuldt hjerte, er der samtidig tale om meget personlige fortolkninger, sunget med en stemme, som på ingen måde forsøger at efterligne Amálias.
På den første CD akkompagneres hun næsten udelukkende af den italienske pianist Fabrizio Romano, som hun har arbejdet sammen med i nogle år. Her får vi en række sange fra Amálias lange karriere, spændende fra ”Solidão (Cançao do Mar)”, som var med på soundtracket til filmen “Les Amants du Tage” (”Nætter i Lissabon”) fra 1955, hvor Amália optrådte som sig selv, til ”Prece” og ”Romance”, som er at finde på hendes sidste studiealbum ”Obsessão” fra 1990. Et album, der i øvrigt ligesom Mísias plade er sparsomt akkompagneret, så stemmen får lov til at stå i centrum.
Undervejs er der – selvfølgelig fristes man til at skrive – blevet plads til nogle af Alain Oulmans kompositioner. Amália arbejdede bl.a. sammen med Oulman på mesterværket ”Busto” (1962), hvorfra vi får ”Vagamundo”.
Allerede åbningssangen slår stemningen an. ”Tive um Coraçao, perdi-o” er en sørgmodig sang om at have tabt sit hjerte og om døden – emner som såvel fadoen generelt som Amália havde tæt inde på livet. Sangen står ofte alene for så at lade pianoets mørke toner og den portugisiske guitar understrege tristheden.

En enkelt sang, ”Amor sem Casa” er med gæsteoptræden af skuespilleren Rogério Samoras dybe, udtryksfulde reciteren. Og endelig kommer vi som en mere festlig afslutning oven på alvoren tilbage i tiden med en bevidst gammeldags indspilning af klassikeren ”Lisboa Antiga”.
Den anden CD er anderledes såvel musikalsk som tematisk. Hvor den første er nøgtern og indadvendt, er stemningen her langt mere ekspressiv, tempoet generelt højere og med guitarledsagelse. Sangene her er såvel fra Amálias repertoire som folkemelodien ”Rosinha da Serra d'Arga” og ”Flor de Lua”, som Amália selv har skrevet tekst til, og så nyskrevet til lejligheden eller genindspilninger af andres hyldestsange ligesom et par sange er duetter. På den utrolig flotte ”Amália sempre e agora”, hvis melodi i øvrigt er skrevet af Mário Pacheco fra Clube de Fado, synger Mísia sammen med brasilianske Maria Bethânia, der i sin lange karriere har indspillet flere fadosange. På Carlos Canos ”Maria la Portuguesa” med spansk tekst er det flamencosangerinden Martirio, som medvirker. Og det giver faktisk god mening at lade såvel brasilianske som spanske kunstnere medvirke på en hyldestplade, da begge nationer tog Amália til sig, ligesom hun indspillede plader begge steder.
En spændende hyldest og et meningsfuldt projekt. Det er langt fra første gang, Mísia har Amália på repertoiret, men her kommer vi godt rundt om stjernen, og de to forskellige CD´er supplerer hinanden på bedste vis. Alt i alt et dejligt varieret album, som vinder for hver gennemlytning.

Mísia: ”Para Amália”, Warner Music 2015.




tirsdag den 19. januar 2016

Vintage 1966 – portvinsårgang med højt bundniveau

At kalde Vintage 1966 for en overset portvinsårgang er måske at stramme vinklen lige lovligt meget. Men ingen tvivl om, at 1966 har stået en del i skyggen af den tre år ældre, Vintage 1963, som af mange – velfortjent – regnes for en af de allerbedste årgange nogensinde.
1966 er så sandelig også en god overgang, selv om langt færre portvinshuse deklarerede. 29 mod 44 i 1963 for nu at være præcis. Der var tale om lavt udbytte, men af høj kvalitet.


Her 50 år efter havde The Vintage Port Club sat årgangen i stævne ved en smagning midt i januar med 10 forskellige udgaver på programmet. Det blev en spændende smagning, som udviste et højt bundniveau. Alle vine var af god kvalitet og en nydelse at drikke, men smagt op imod hinanden, var nogle selvfølgelig bedre end andre.


Vinene blev serveret semiblindt i tilfældig rækkefølge som listet nedenfor. Jeg havde desværre en let forkølelse, som tiltog ud på aftenen, hvorfor de sidste smagenoter er lidt kortfattede.

Noval 1966
Lys rubin til brunlig, hvid kant. Duft af røde bær, især jordbær og kirsebær, men også lidt læder og cigarkasse. Ok med syre og frugt, pebret og krydret og med en flot, lang hale. I god balance (91).

Berry Bros Own Selection 1966
Brødrenes eget blend var for mig lidt af en positiv overraskelse. Den er baseret på Warre’s, men virkede umiddelbart langt bedre. Lys rubin med gulbrun kant. Røde bær og syltede kirsebær i næsen, men også en anelse acetone, hvilket dog hurtigt fortog sig. Flot frugt og syre, dyb og kompleks. Fint i balance og med en tør eftersmag (95).

Warre´s 1966
Lys rubin og med et flot skær. Jordbær og andre bær i næsen. Noget stikkende og pebret samt med en lidt vel brændende eftersmag (87).

Fonseca 1966
Rød til lys rubin med lys kant. Lidt medicinpræg i næsen, men den udviklede sig til det bedre. Stikkelsbær og grønne noter som eukalyptus i næsen, hvilket fik mig til at tænke Croft. Jordbær og florale nuancer, men også syrnede kirsebær. Anderledes end de første, men et spændende og godt glas (91).

Croft 1966
Lys og brunlig. Afdæmpet i næsen, men med præg af røde bær. Krydret og røget og med høj alkohol samt en lang pebret eftersmag (90).

Taylor´s 1966
Flot rubinrød med brunlig kant. Ikke så ekspressiv i næsen, men fin duft af kirsebær. Elegant og tør i stilen, hvorfor jeg da også gættede på Taylor´s. En flot, harmonisk og også kompleks vin, som virkelig viser årgangens kvalitet (96).

Graham´s 1966
Flot tawny brun. Præg af læder og røg i næsen, anderledes men dog ikke skæv. En tæt smag af lakrids og røg. Her var der nok lidt flaskevariation, da denne flaske måske var let oxideret. Men alligevel et godt glas (92).

Delaforce 1966
Mahogny-farvet, lidt skummende ved opskænkning. I første omgang meget vag og lidt sprittet i næsen, men den vandt. Lidt vel lav på frugt og med pebret finale (90).

Dow´s 1966
Lys rubin med brun kant. God duft af ren frugt og også med grønne noter samt lidt ristet karakter. Fin frugt, tør i stilen og med en pebret hale (91).

Offley Boa Vista 1966
Rødbrun med gul kant. Stadig ok med frugt. Måske lidt vel let og ligefrem, men harmonisk (91).

Efter smagningen afgav alle 47 deltagere point efter 100-point skalaen. Her skal bare nævnes Top 5:

  1. Fonseca
  2. Delaforce
  3. Taylor´s
  4. Graham´s
  5. Dow´s



Som det fremgår, fik min egen favorit en pæn placering, nemlig Taylor´s på tredjepladsen. Berry Bros var der derimod meget delte meninger om, ligesom der tydeligt var forskel på Graham´s. Kigger man nærmere på det samlede afstemningsresultat, som kan ses på The Vintage Port Clubs hjemmeside, fremgår det tydeligt, at der var lidt flaskevariation de tre borde imellem. Men ingen flasker var helt skæve, ligesom kvaliteten som allerede nævnt generelt var høj. Jo, 1966 er en stor årgang. Jeg har smagt bedre vine fra 1966, men også dårligere. Her var alt godt.

søndag den 3. januar 2016

Enkeltdruer fra Quinta dos Carvalhais

Overordnet set er Portugal kendt som et vinland med mange forskellige druesorter, som især bruges til at lave fremragende blends. Det gælder Douro og det gælder Dão, hvor sorter som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen ofte indgår i forskellige blandingsforhold.
Men der produceres også vine på enkeltdruer som Touriga Nacional og den hvide Encruzado – og det med glimrende resultater, hvilket Quinta dos Carvalhais er et fint eksempel på. 
Quinta dos Carvalhais er en del af Portugals største vinkoncern, Sogrape, hvis vækst skyldes salgssuccesen Mateus Rosé. Sogrape ejer bl.a. det tre store portvinshuse Sandeman, Ferreira og Offley samt en række vinmærker rundt om i landet og i udlandet. I 1957 etablerede de sig i Dão med det kendte varemærke Grão Vasco. Den 100 hektar store Quinta dos Carvalhais blev købt i 1988 og har to vinerier, hvor det ene benyttes til quintaens egne druer, mens den anden vinificerer druer indkøbt fra mindre ejendomme.  
Winemaker Beatriz Cabral de Almeida står bag såvel typiske Dão-blends som en lang række enkeltdruevine på de mest kendte sorter fra regionen.

Følgende to vine er smagt:


Quinta dos Carvalhais Encruzado 2013, Dão DOC
Lys strågul og medium intens. Duft af æbler, pærer og lidt passionsfrugt, men også florale noter samt en let røget karakter fra fadlagringen. En frisk og tør vin med godt med syre og frugt. Fyldig, let krydret og med lidt marcipanpræg og andre noter fra fadet. Fin eftersmag. En lækker og harmonisk vin, som vil gøre sig godt til mad.

Quinta dos Carvalhais Touriga Nacional 2012, Dão DOC
Produceres kun i udvalgte år og lagres i 12 måneder på franske egefade. Rubin og medium intens. Flot duft af bær, bl.a. solbær og lidt hyldebær samt violer. Høj syre, let brændende og med markante, men integrerede tanniner. Frugten dominerer, men bag anes også lidt fadpræg. En flot og elegant vin med kant og god eftersmag, som kan drikkes nu, men også lagres i en del år. Fremragende madvin.



Endvidere blev dette blend fra Magnums Quinta do Ribeiro Santo smagt:

Ribeiro Santo Reserva 2011, Dão DOC
Et blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Alfrocheiro, lagret 10 måneder på franske fade. Rubin med rød kant. Duft af mørke bær og modne kirsebær samt lidt røgede fadnoter. Fyldig med bløde tanniner og høj syre. Dejlig rig på frugt. Fin eftersmag og stort lagringspotentiale.

Vinene fås hos Portugisisk Vinkælder.


Hermed slutter min rundtur i Dão. Næste stop i min præsentation af de portugisiske vinområder bliver naboregionen Bairrada, som især er kendt for den markante drue Baga.