fredag den 18. december 2015

Douro MOB I Dão

MOB – uden punktummer – betyder jo en bande eller en flok på engelsk. Men her er der punktummer imellem, og det handler om vin. Navnet og dets afledte betydning er dog nok ikke tilfældigt – tænk bare på brandingen af the Douro Boys. Der er nemlig tale om tre winemakere, der til dagligt slår deres folder i Douro, men som nu er gået sammen om at lave vin i Dão: Jorge Moreira (Quinta de la Rosa og Poeira), Francisco Olazabal (Quinta do Vale Meão) og Jorge Serôdio Borges (Wine & Soul og Pintas). Navnet M.O.B. er altså sammensat af første bogstav i deres efternavne. 
Når man ser på rækken af vinproducenter, de er tilknyttet på deres hjemmebane i Douro, er der såvel dygtighed og erfaring på spil, ligesom et par af de mest betydningsfulde druesorter i Dão, herunder den nationale stolthed Touriga Nacional, jo også benyttes flittigt i regionen længere nordpå til såvel port- som rødvinsproduktion. Men stilistisk er der store forskelle de to regioner imellem. Hvor moden frugt, tanniner og fadlagring spiller en større rolle i Douro, handler det mere om ren frugt, elegance, friskhed og højere syreniveau i Dão. 
Idéen til samarbejdet opstod, da de tre venner og winemakere havde smagt en del gamle Dão-vine fra 60´erne og 70´erne og var positivt overraskende over elegancen og friskheden. Derfor besluttede de selv at gå i gang. I 2010 lejede de vingården Quinta do Corujão, som ligger på skråningerne af Serra d´Estrela og siden et par andre vinmarker, hvorfra der produceres såvel hvidvin som rødvin. 

Følgende vine er prøvesmagt:


Quinta do Corujão, Dão DOC 2012
Produceret af trekløveret i M.O.B., som deres ligefremme og billige introlevel. Et blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen. Vinificeret i såvel lagar som i ståltanke med kort skindkontakt og lav temperatur, derefter lagret 12 måneder på brugte fade. Rubin, medium intens. I første omgang virker den lidt syrlig i såvel næse som mund, så man et kort øjeblik overvejer, om der er fejl. Men det aftager med iltningen. Duft af modne bær, syrnede kirsebær og lidt animalske noter. Tør med ren frugt og god syre. Lav på tanniner.


M.O.B. Branco, Dão DOC 2012
Blend af Encruzado og Bical. Vinificeret i ståltanke og lagret på 30 % nye og 70 % gamle egetræsfade og med battonage. Gulgrøn til gylden og intens i farven. Frisk og fyldig næse med modne pærer, mineralitet og let tropisk præg. Blød og frisk med flot struktur og pæn balance syremæssigt. Lidt Bourgogne-karakter.


M.O.B. Tinto, Dão DOC 2012
Blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro, Jaen og Baga. Vinificeret i såvel lagar som i ståltanke ved lav temperatur. Lagret i 12 måneder på 30 % nye og 70 % gamle egetræsfade. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant. Intens duft, rig på frugt og bær, især kirsebær, men også florale noter. Tør og elegant i stilen, blød og frisk. Ikke så fyldig, men med fin struktur og flot eftersmag.
Kan nemt drikkes nu, men også lagres.


Vinene fås i Portugisisk Vinkælder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar