fredag den 27. november 2015

São Leonardo og Quinta do Mourão

Når vi taler om Vintage portvin, er der blandt portvinselskere nogenlunde enighed om hvilke huse, der tilhører første division eller anden division, og hvilke der bare laver ok portvin til dagligdagen. Her er det især de store kendte portvinshuse, der dominerer, selv om der selvfølgelig dukker overraskelser op fra tid til anden.


Anderledes er det, når det handler om Tawny. Her er der sjældent konsensus om, hvad der er godt og mindre godt, ligesom markedet er mere broget, da mange mindre og/eller nye huse har lanceret glimrende tawnyserier de senere år, blended fra gamle fade, som har været lagt til side gennem generationer. Det kan den nysgerrige forbruger og portvinsnørder så afgjort glæde sig over, da der hele tiden dukker nye brands op, som skal testes og ofte med overraskende gode resultater, selv om prisen ind i mellem kan være lidt vel pebret. Lad mig blot – uden på nogen måde at forklejne de ”gode gamle” tawnyhuse – nævne enkelte navne, som jeg selv har nydt at udforske de senere år: DR, Quinta do Javali, Quinta das Lamelas, Bulas og São Leonardo.


Sidstnævnte var netop temaet for en tawnysmagning i The Vintage Port Club tidligere på ugen. Eller rettere en af overskrifterne for det handlede også om Quinta do Mourão, ejet af Miguel Braga, der laver Douro DOC vin under navnet Rio Bom og portvin under navnet São Leonardo, navngivet efter stednavne i området på sydsiden af Douro tæt ved Régua.
Historien starter i 1972, hvor Miguels far, Mário Braga, købte fem mindre quintaer. De første mange år blev produktionen afsat til andre portvinshuse, men der blev også gemt fade i kælderen, hvilket er årsagen til, at Miguel efter faderens død i 1999 begyndte at lancere portvin i eget navn.  
Jeg mødte første gang Miguel Braga til en smagning af portugisisk vin på 
d´Angleterre i 2011, hvor jeg smagte hans tawnies og kaldte dem for ”eftermiddagens største overraskelse”. Siden har jeg smagt dem enkelte gange, og nu var det så tiden til en grunding gensmagning og ikke alene af 10, 20, 30 og 40 års Tawny, men også af de såkaldte modervine – altså de gamle colheitas som er basisvine for de forskellige blends samt et par endnu ældre ”uofficielle” tawnier. 



Følgende vine blev smagt:

São Leonardo 10 års Tawny
Orange, let brunlig med hvid kant. Klar. Duft af orange og mandel samt let sprittet. Fin, blød og elegant med friskhed og god syre. Stadig frugt, men mest fadpræg med nødder og orangeskal. God balance. En 10 års, der smager af mere og er mere fyldig end mange andre på markedet. 

Cask blend 1994 og 12 års gamle vine
Orange, let brunlig, måske en anelse mørkere. Mindre ekspressiv i næsen, men med ren fad duft og mandel, hvorimod orangepræget er meget nedtonet. Frugt og nødder, men lidt lav på syre og friskhed. Blød og med fin pebret hale.

São Leonardo 20 års Tawny
Brunlig med let orange kant. Igen med orange og mandel i næsen, men lidt mørkere og tungere. Ikke så tung smagsmæssigt, hvor nødder og orangeskal går igen sammen med lidt mere udprægede fadnoter som en smule puddersukker. Harmonisk, men med en lidt sprittet hale.

1984 Colheita, Quinta do Mourão
Brun med lys kant. Lidt apotekerpræg i næsen, som desværre overdøvende de finere nuancer. Flot og harmonisk i munden med tydelig præg af nødder og orange. En sprittet hale. Udgangspunktet for 20 års blend er altså en Colheita med 30 år på bagen.

São Leonardo 30 års Tawny
Orange, rødbrun. En elegant duft af mandler og orange. Lidt federe i stilen, men stadig elegant og tør. God smag af nødder og orangeskal samt noter fra fad.

1972 Colheita, Quinta do Mourão
Brun, mørk med lys kant, uklar. Lidt vel præg af karklud i næsen, måske pga. manglende iltning. Tør i stilen med mandel og lidt tørrede frugter samt mere mørke fadnoter.

São Leonardo 40 års Tawny
Orange, meget lys og klar. Mandel, orange og lidt kanel i næsen. Godt med fedme og en flot smag af orange og nødder. Godt med syre, så der også er friskhed og balance.



1948 Colheita, Quinta do Mourão
Brun, mørk og ikke helt klar. Duft af rosiner og ristede noter. Meget koncentreret med nødder og masser af fadnoter. Noget sprittet.

Quinta do Mourão 50 års Tawny
Rødbrun, noget uklar. Orangepræget er væk, tilbage er nødder, kanel og tørrede frugter. En intens smag af balsamico og brun farin.

Quinta do Mourão 60 års Tawny
Brun og uklar. Duft af figner og rosiner modsat de yngres mere friske præg. Let brændt med balsamico og nødder, meget intens og koncentreret. Et flot, men også mættende glas. 

Generelt kan siges, at stilen er meget ren, frisk og tør med tydeligt fadpræg, men ikke af den tunge slags med rosiner, figner o.l.. Den officielle tawnyserie er delikate vine med en klar linje, men jeg savner nok lidt mere markante forskelle end bare øget koncentration og ”mere af samme”. Modervinene var ikke overraskende mere rustikke, med mere fadpræg og mindre friskhed, syre og elegance. Desværre skulle især modervinene nok have været åbnet noget før eller evt. dekanteret, da flere af dem var lidt grimme i næsen, hvilket dog aftog lidt efterhånden.


onsdag den 11. november 2015

Ramos Pinto Vintage 1983


Som nævnt i seneste post om portvinsfestivalen på Børsen, har en af de helt store personligheder i portvinens verden, João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, nyligt været i Danmark. The Vintage Port Club havde derfor tirsdag den 3. november inviteret ham til en klubsmagning, som var delt i to afdelinger:
Først en teknisk smagning, hvor vi smagte deres Vintage 1983 i fire enkeltdrueudgaver suppleret med det færdige blend. Derefter en vertikal smagning af Ramos Pinto Vintage og Quinta da Ervamoira Vintage i forskellige årgange fra 1950 til 2002 heriblandt begge i årgang 1994.
Der var altså lagt op til en lærerig aften. Både fordi João Nicolau de Almeida øste af sin store viden og sine snart 40 års erfaring hos Ramos Pinto, hvor han har været med i alle led i produktionen, og fordi selve flaskerne lagde op til at sammenligne og drage konklusioner.


Først lidt baggrund. Da João Nicolau de Almeida vendte tilbage til Douro i 1976 efter at have studeret ønologi i Bordeaux, blev han udfordret af sin onkel, José António Rosas, som lige efter revolutionen i 1974 havde købt en helt ny quinta, Quinta da Ervamoira, ved Rio Côa i Douro Superior tæt ved den spanske grænse. Der skulle nyplantes og gerne med de bedste druesorter, hvorefter et større researcharbejde gik i gang. João betingede sig dog, at der blev forsket i såvel portvins- som bordvinsdruer. Han havde trods alt studeret i Bordeaux og var søn af Fernando Nicolau de Almenida, som så at sige opfandt kvalitetsvin fra Douro med den legendariske Barca Velha.
Rodstokke og druesorter blev testet og undersøgt, og der blev eksperimenteret med at plante vinstokke fordelt på parceller i enkeltmarker og ”au alto” – altså, så de enkelte druesorter blev separeret og placeret i rækker uden brug af terrasser, hvilket muliggør brug af maskiner.
Kort fortalt blev resultat af forskningen, at der blev anbefalet især at gøre brug af fem druesorter: Tinta Barroca, Tinta Roriz, Tinta Franca, Touriga Nacional og Tinta Cão, da disse såvel kvantitativt som kvalitativt var de bedste – en opfordring som Verdensbanken tog til sig, så de faktisk kun støttede nyplantninger, hvis der var tale om netop disse fem sorter.
Et andet resultat af arbejdet var, at man med enkeltmarker og viden om sorternes karakteristika nu havde mulighed for at sammensætte det færdige blend med forskellige procentvist indhold af de forskellige druesorter alt efter, hvordan den pågældende høst havde artet sig og alt efter, hvilken portvin, man gerne vil have ud af det.


Som et led i hele processen blev der fremstillet nogle portvine, lavet på enkeltdruer fra høsten i 1983. Jeg var inviteret til at smage dem i marts i år i Gaia sammen med winemaker Ana Rosas (se tidligere indlæg). Her blev det også aftalt, at Ramos Pinto venligt ville donere flasker til en smagning i klubben, hvilket vi så valgte at supplere med andre såvel yngre som ældre flasker. Her er nogle smagenoter:

Tinta Barroca 1983
Mørk rubin og klar. Lidt skarp i næsen. Stadig med frugt og bær. Fyldig, rund og blød. Lidt til den søde side, men også krydret og pebret. Bløde, men stadig intakte tanniner.

Tinta Roriz 1983
Lys rødbrun, ikke helt klar. Fin duft af delikate røde bær. Fin smag, men uden rå kraft, syre og tanniner, hvilket ellers kendetegner druen.

Tinta Franca 1983
Rubin med brun kant. Ikke meget til næsen, men dog lidt mørke bær og florale noter. Godt med syre og stadig kraftig, men ikke helt harmonisk.

Touriga Nacional 1983
Mørk rubin, tæt ved det lilla. Duft at mørke bær. Stadig rig på frugt og med god dybde og struktur. Intens og flot krydret.

Ramos Pinto Vintage 1983
Blend 50 % Tinta Barroca, 30 % Tinta Franca, 10 % Touriga Nacional og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubinrød. Dejlig duft at jordbær, kirsebær og mørkere bær. Velbalanceret med pæn syre, frugt og velintegrerede tanniner. God eftersmag. Et fint, modent glas, som også kan lagre længere.

Quinta da Ervamoira Vintage 2002
Blend af 40 % Touriga Nacional, 30 % Tinta Franca og 30 % Tinta Barroca. Mørk rubin med lilla kant. Meget lukket ned i såvel næse som smag. Godt med frugt og præg af solbær. Kraftig med bløde tanniner, men kort i smagen.

Ramos Pinto Vintage 2000
Blend af 50 % Touriga Nacional, 40 % Tinta Franca og 10 % Tinta da Barca. Mørk rubin. Lidt vingummipræg i næsen, hvilket dog fortog sig lidt efterhånden, som den blev iltet. Lukket. Røde bær, kraftig på syre og tanniner. Har brug for mange år for at blive modnet.

Ramos Pinto Vintage 1994
Blend af 40 % Tinta Franca, 30 % Touriga Nacional og 30 % Tinta Barroca. Rubinfarvet og klar. En flot, men måske lidt vel parfumeret duft af røde bær og florale noter. Stadig lidt lukket, masser af frugt og tanniner. Ikke færdig med at udvikle sig.

Quinta da Ervamoira Vintage 1994
Blend af 60 % Touriga Nacional og 40 % Tinta Barroca. Rubin og klar. Mere åben og en flot duft af modne bær. Fin frugt og bløde tanniner. Et dejligt glas at drikke nu, men kan også stadig lagre.

Ramos Pinto Vintage 1982
Blend af 70 % Tinta Barroca og 30 % fra vinhas velhas. Mørk rubin. En tarvelig duft i næsen med lidt præg af råd og acetone, men også frugt og blommer. På grænsen til at være skæv.

Ramos Pinto Vintage 1970
Tawny brun, lys. Er farven skuffende, er smagen til gengæld fremragende. Fint med kirsebær og andre røde bær. Blød og elegant, med fin afmålt frugt og søde krydderier. Et herligt modent glas.

Ramos Pinto Vintage 1950
Brun og uklar. En duft at tørrede frugter og karamel og ikke med meget frugt tilbage. Oxideret og med tawnypræg. Uharmonisk. Der var dog flaskevariation, og den anden flaske virkede lidt bedre.


Hvad kan man så konkludere af smagningen? For det første, at der er stor forskel druesorterne imellem. De var alle drikkelige, men klart forskellige med hensyn til farve, duft, smag, intensitet, kraft og tanniner. João forklarede fx, at Ramos Pinto valgte at satse på de ikke så kraftige, men bløde og mere langtidsholdbare tanniner i Tinta Barroca frem for de mere rå tanniner i Tinta Roriz. Det gjorde Vintage 1983 mindre voldsom i begyndelsen, men til gengæld holder tanninerne stadig.
Med hensyn til Vintage 1994 fornemmer man, at det meget varme og solrige klima på Ervamoira fører til mere modne druer, som også i flasken modnes tidligere.   
Endelig bekræftede smagningen klart værdien i at benytte sig af en blend - især når det kommer til druesorter. Eller som João Nicolau de Almeida udtrykte det: ”Portvin skal være et blend, akkurat som landskabet i Douro er det. Hele pianoet skal bruges.”
Når João Nicolau de Almeida træder tilbage fra Ramos Pinto til marts næste år og overlader taktstokken til Jorge Rosas, holder han sig dog heldigvis ikke helt fra branchen. Han fortsætter for det første som konsulent fra Ramos Pinto, og så ejer han for det andet sammen med sine sønner og svigerdøtre Quinta do Monte Xisto, der som Ervamoira ligger ved Rio Côa. Herfra produceres der allerede bordvin og snart følger portvin, røbede João. 


onsdag den 4. november 2015

Festival på Børsen

For portvinselskere er Henrik Oldenburgs Portvinsfestival på Børsen en årlig tilbagevendende begivenhed, som der ses frem til med glæde. Samtidig er der dog også lidt ”same procedure as last year” over det.  Man møder de samme mennesker som året før, står i kø ved de samme importører og smager de samme vin.
Det sidste er selvfølgelig ikke helt fair. For det første kommer der vitterligt nye importører og producenter til, ligesom alle jo gerne medbringer de seneste aftapninger samt andre nye varer. Så der er altid noget nyt at smage. Og så er vi vel også en del, der må indrømme, at vi kan se 90 års fødselsdagen igen og igen – akkurat ligesom vi gerne tropper op for at få udskænket portvin igen og igen.
Endnu en ting, som heldigvis er anderledes år for år, er den særlige lukkede smagning for journalister, vinskribenter og repræsentanter fra landets portvinsklubber. Årets gæst var João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, som jeg er så heldig at have kendt i adskillige år. João har nyligt annonceret, at han træder tilbage som chef for Ramos Pinto til marts næste 2016. Posten bliver dog i familien, idet hans fætter, Jorge Rosas, overtager – ligesom kusinen, Ana Rosas, allerede har overtaget hvervet som winemaker på portvinssiden. Alle tre er direkte efterkommere af António Ramos Pinto, der sammen med stifteren og broderen Adriano Ramos Pinto skabte portvinshuset. Flot at familien stadig står i spidsen for huset, selv om det i 1990 blev overtaget af champagnehuset Roederer.


Med det snarlige vagtskifte in mente, var det måske ikke så overraskende, at João benyttede lejligheden til at kigge tilbage på de knap 40 år, han har været tilknyttet Ramos Pinto. Men temaet for hans fortælling og smagningen var også 25 års jubilæet for Duas Quintas – bordvinen, som er lavet på druer fra henholdsvis Quinta de Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. To quintaer, som supplerer hinanden fint, da den første ligger i den varmere Côa-dal, hvor der især er skiffer jordbund, mens den anden er placeret højere oppe og dermed med køligere klimaforhold og med granit i jorden. João påpegede, at bordvinsproduktionen i dag er nødvendigt rent økonomisk, da beneficioen, altså de centralt bestemte kvoter for portvinsproduktion, sætter store begrænsninger på, hvor meget portvin, der kan laves. Samtidig fortalte han, at mange af de helt unge vinmagere faktisk meget gerne vil have portvin, hvilket er værd at lægge mærke til, da der jo ellers de seneste årtier har været en del fokus på Douro DOC. Tænk bare på historien om Douro Boys.
Endvidere fortalte João om det pionerarbejde han stod i spidsen for sidst i 70´erne og først i 80´erne, hvor han researchede i Douros druesorter, hvilket udmundede i en anbefaling af fem sorter. Da dette netop var emnet for den smagning af Ramos Pinto, der fandt sted den efterfølgende dag i The Vintage Port Club, vil mere herom følge i næste blogindlæg.
Endelig havde João store forventninger til årets høst. Den var ikke så kraftigt og muskuløs som 2011, men ”et år, hvor alt var perfekt, og som kan give vine med mere finesse”, bebudede han. Så mon ikke vi om et par år kan vente os en bred deklaration af 2015?
Efterfølgende fik vi lov til at smage på et lille udvalg af såvel bordvine som portvine. Følgende blev smagt:

Duas Quintas White Reserva 2014
Lavet på et blend af Rabigato, Viosinho, Arinto og Folgazão. Meget lys, grøngul og klar. En frisk duft af grønne æbler og citrus, men også lidt tropiske noter. Fyldig med fin struktur og en fin blanding af frugt og mineraler. Harmonisk og med god eftersmag.

Duas Quintas Red 2013
Mørk rubin. God frugt med brombær og andre mørke bær. Kraftig og med megen ren frugtsmag og godt med tanniner. Et typisk kraftig og glimrende madvin fra Douro.

Duas Quintas Red Reserva 2011
Samme karakter som lillebroderen, men med mere elegance og større kompleksitet. Blød i næsen, men kraftig i munden og godt med tanniner. Fin og ikke overdrevent fadlagring. En fremragende vin.

LBV 2011
Mørk rubin. Frisk frugt, solbær og let krydret i stilen. Endnu ung og kraftig, som årgangen generelt, med også fint drikkelig nu. LBV fra Ramos Pinto hører generelt til blandt de bedre af slagsen, efter min mening.

10 års Tawny
Mørk rødbrun. Stadig med frugt, men også præg af fadlagring i form at tørrede frugter og mandler. Dejlig frisk med god, balanceret syre og stadig vinøs.

20 års Tawny
Mørk brun. Mere intens i næse og mund. Mere udpræget fadnoter som brændte figner og rosiner samt mandler. Cremet og fyldig og med lang eftersmag.

Vintage 1983
En noget skarp og skæv næse, men dog ikke fejldømt, da det givet ville aftage, hvis den fik mere tid. Stadig rig på frugt med jordbær og andre røde bær, og stadig med syre intakt. Dog ikke helt harmonisk. Burde nok have været åbnet i bedre tid.  


Efter denne lille smagning, blev der så smagt en del portvin ved selve festivalen. Men da omstændighederne desværre ikke er til at tage udførlige noter, vil jeg her blot nævne nogle enkelte spændende ting, som jeg fik prøvet.
Conceito er et forholdsvist nyt brand med en kraftig og krydret LBV 2009 og en ditto, men også mere kompleks og tanninfyldt vintage 2007 samt en let og mild, men behagelig 10 års Tawny.
Dow´s Crusted Port er spændende, hvis man er til dette underfundige produkt, som i sin tid opstod som en blanding af rester fra flere årgange vintage. En del tyder på, at der er flere af dem på vej på markedet. Alvaro van Zeller havde en overraskende kraftig og fyldig organisk Reserve Ruby fra Maynards med, og endelig sluttede dagen for mit vedkommende med en Colheita 1966 fra Burmester, venligt skænket af Sonia Figueira.

Til sidst en lille bøn. Man kunne ønske sig, at Henrik Oldenburg igen ville invitere vinskribenter til en mere professionel afdeling frem for de åbne smagninger, så der ville være mere tid og plads til at smage, tage noter og ikke mindst tale med de portugisere, som er mødt frem.  

søndag den 1. november 2015

Bulas og Vieria de Sousa hos ambassadøren

Vi skal ikke så mange år tilbage før det var usædvanligt, at der stod kvinder bag god portvin eller vin. Ses bort fra legendariske skikkelser som Ferreiras Dona Antonia var portvinens verden en verden af mænd.
Sådan er det heldigvis ikke længere. Flere og flere kvindelige winemakere gør sig bemærket på fremragende vis – både i Portugal generelt og i Douro. Filipa Pato i Bairrada, Julia Kemper i Dão og ikke mindst Sandra Tavares da Silva i Douro for blot at nævne nogle få.  
To andre spændende kvindelige vinmagere var på besøg i Danmark nyligt, idet Torben Mandrup fra DrikPortvin i fredags havde inviteret til smagning med fokus på netop kvindelige winemakers i Douro. Smagningen fandt sted hos den portugisiske ambassadør, Rui Maciera, som også gerne vil fremme portugisisk vins status i Danmark og derfor venligt havde stillet sit hjem til rådighed.


Gæsterne fra Portugal var winemaker Luisa Borges fra Vieria de Sousa samt winemaker Joana Duarte og salgschef Isabel Vieira fra Bulas. Dertil kom, at aftenen faktisk blev indledt med et glas fra Claudia Quevedos hånd, nemlig en Pink Port fra Quevedos vingård Quinta da Trovisca. En fyldig sag, rig på frugt med masser af hindbær og jordbær i næsen. Mild, men også lidt vel parfumeret.
De to firmaer kender hinanden godt er nærmest naboer, som Isabel Vieira sagde. Deres ejendomme ligger på højre bred i Cima Corgo.


Bulas blev grundlagt af José Bulas Cruz i 1951, og det er netop hans underskrift, som udgør logoet. De begyndte dog først senere at producere i eget navn. Første vintage er således fra 2009. Bulas to gårde, Costa de Baixo og Foz Ceira, ligger et stykke nedstrøms fra Pinhão, tæt ved Quinta do Crasto ved den opstemmede Rio Ceira.


Vieria de Sousa blev grundlagt i 1925, men var senere ejet af Barros. Blev dog solgt fra, da Barros blev overtaget af Sogevinus, hvorefter familien så at sige begyndte på ny i eget navn. Winemaker Louise Vieria de Sousa Borges er femte generation i familien. Familien har et par ejendomme, Espinhal de Cima og Quinta da Agua Alta, i samme område som Bulas samt en quinta i Mendiz-dalen bag Pinhão og ikke mindst Quinta do Roncão Pequeno mellem Pinhão og Roncão-dalen.
Flere ejendomme med forskellige beliggenheder giver flere strenge at spille på for vinmagerne, hvilket er en klar fordel. Produktionen omfatter da også både portvine og bordvine.


Vieria de Sousa


Espinhal Douro DOC White 2013
Lavet på et blend af typiske Douro-sorter; Viosinho, Rabigato og Gouveio. Gulgrøn, frisk i næse og mund. Duft af grønne æbler og citrus iblandet lidt tropiske noter. Fin fyldig med såvel frugt som mineralitet. Tør, i god balance og med god, lang eftersmag. Rigtig god hvidvin til prisen.

10 års Semi Dry White
Orangefarvet, gyldenbrun. Frisk næse med lidt abrikos. Forfriskende halvtør med mere fylde end helt tørre hvide portvine. God smag og rig på syre, fin eftersmag. Et udmærket glas.

10 års White
Blend af vine med mere end 10 år på bagen, frisket op med lidt yngre udgaver. Gylden brun med fin duft, der kombinerer frugt og mandler. Igen lidt abrikospræg. Sødere i stilen selvfølgelig, men også med friskhed og syre. 

LBV 2011
Mørk rubin. Flot næse med hyldebær og andre mørke bør samt lidt grønne noter som mynte. God smag, der igen kombinerer frugt og fylde med mere lette og friske noter. Runde tanniner og en godt krydret og pebret hale. Indbydende, imødekommende og dejlig.

Vintage 2011
Mørk rubin. Solbær og andre mørke bær i næsen. Samme fine kombination af friskhed og fylde, men mere kompleks og med større elegance. Endnu åben og med afmålte tanniner og derfor fint drikkelig lige nu, trods den unge alder, men den lukker nok snart ned. Et meget spændende bekendtskab.


Bulas


Seyra Douro red 2013
Frisk, ung og rå rødvin med mørke bær, rå frugt og godt med tanniner. Ligefrem, men uden dybde og kompleksitet.

Douro DOC Reserva Tinto 2011
Lavet på Touriga Nacional og druer fra en gammel, blandet vinmark, lagret på fransk eg i ni måneder. Kraftig næse med kirsebær og mørke bær, vanille samt lidt kaffenoter. Meget rig på frugt, fyldig, blød og rund og med afrundende tanniner. Mangler måske lidt karakter og har lidt for meget præg af fadlagringen til min smag.

LBV 2009
Mørk rubin med en intens næse af mørke bær. Robust, fyldig på frugt og tør i stilen, men måske lidt vel marmeladeagtig og opulent. Ikke helt i balance. En sprittet og pebret hale.

Vintage 2012
Meget ung og derfor hård og tanninfyldt, men dog endnu åben. Solbær, hyldebær og blommer og med masser af kraft og frugt. Tør i stilen, robust med lang kraftig hale. En potent sag, som nok skal udvikle sig positivt, men har brug for tid.

10 års Tawny
En fin frisk næse med lidt præg af nødder og tørrede frugter. Meget tilgængelig og velsmagende, men lidt vel lav på syre.

20 års Tawny
Flot duft med mandler, nødder og tørrede frugter som rosiner. En dejlig cremet og elegant stil. Har tilstrækkelig syre til en fin balance. Et virkelig fremragende glas, som vil gøre sig fint i enhver 20 års smagning.

30 års Tawny
Samme stil som 20 års, men med større intensitet uden dog at blive for voldsom. Foruden mandler, nødder og tørret frugt også lidt karamelpræg i næsen. Let krydret, fyldig og flot cremet, men stadig med elegance og friskhed.


Fælles for de tro producenter er, at de er familieejede og har et rimeligt bredt sortiment. Stilen er, som ovenstående gerne skulle vise, ikke helt den samme, men der er god kvalitet begge steder. Bulas har efter min mening klart sin styrke med sin udmærkede Tawny serie. På vintagesiden står Vieria de Sousa umiddelbart som vinder, da stilen tiltaler mig mere. En direkte sammenligning er dog ikke rimelig, da der jo er forskel såvel kvalitets-mæssigt som stilmæssigt på høsten de forskellige årgange imellem.

Vinene fås hos DrikPortvin. Se også producenterne hjemmesider: Bulas og Vieira de Sousa