søndag den 25. oktober 2015

Portvinsmiddag med Quinta de la Rosa

Familien Bergqvist har produceret portvin siden 1815. Med andre ord kunne de i år fejre deres 200 års jubilæum i portvinsbranchen. Derfor blev der i sidste uge afholdt portvinsmiddag på restaurant Under Lindetræet i Odense, hvor chefkok Brian Madsen havde kreeret en 4-retters menu til forskellige portvine fra Quinta de la Rosa og med indehaveren selv, Sophia Bergqvist, som deltager.


Lad mig med det samme slå fast, at portvin sagtens kan drikkes til andet end ost og dessert, hvad middagen også viste. Men som portvinsentusiast må jeg også med hånden på hjertet sige, at det ikke nødvendigvis er en god idé, ligesom det heller ikke altid er et godt match. Det sidste viste aftenen desværre også et eksempel på.
Men først lidt om Sophia Bergqvist og Quinta de la Rosa. Quintaen tilhørte oprindeligt portvinsfirmaet Feuerheerd, og den blev i 1906 givet som dåbsgave til Claire Feuerheerd, der senere via giftermål blev til Claire Bergqvist. Da Feuerheerd i 1933 blev solgt til Barros-Almeida var det uden quintaen, som altså forblev Bergqvist-familien eje. I de første mange år solgt de deres høst til store producenter som Croft, Delaforce og Sandeman, men da lovgivningen i 1986 åbnede op for eksport af portvin direkte fra Douro, var Quinta de la Rosa blandt de første, der slog til og begyndte at lave portvin i eget navn. Og det med en voksende ry.


I dag ejes stedet af Sophia Bergqvist, som staks fortalte, at hun trods det svenske navn og en smule svenske aner, ikke kan et ord svensk. Hun deler da også sin tid mellem England og Douro. Quintaen produceres såvel bordvin som portvin – en opgave som er lagt i hænderne på winemaker Jorge Moreira.
Sophia Bergqvist fortalte lidt om vinene under middagen, som blev indledt med en rød porttonic lavet på husets Ruby Reserve Port. Det kunne faktisk godt drikkes, men jeg vil nu stadig foretrække at bruge en tør, hvid port til formålet.


Første ret var gratineret torsk på butterdejsbund med svampeduxelle og fiskesauce. Dertil blev – lidt overraskende – serveret Quinta de la Rosas 10 års Tawny. Men det gik faktisk fint i spænd, da husets tørre stil og friskheden i deres 10 års fint matchede den lidt røgede torsk. Vinen var fin rødbrun med duft af nødder og orangeskal. En god friskhed med ligeledes orange og nødder i smagen. Tør og med en lang, let pebret eftersmag. Faktisk en udmærket 10 års Tawny, som jeg glæder mig til at gensmage.


Derefter fulgte en anretning med kold vildt rilette og rådyrryg anrettet med salat og brombær. Her blev der serveret 20 års Tawny, men det var sagt ligeud ikke et heldigt match. Vinen var mørkere og tungere i stilen, med tørrede frugter og brændte mandler samt en smule orange. En lidt mere ordinær og lidt vel sprittet 20 års uden den friskhed og charme, som den yngre udgave havde. Og til det kraftige kød samt de mørke brombær ville jeg så afgjort have foretrukket en LBV eller Vintage port.


Hovedretten var kalvefilet med kartofler, gule og røde beder samt løg, hvortil vi fik en Vintage 2012. En ung, men stadig åben og overraskende imødekommende vin, som fint gik til det røde kød. Godt med frugt i næsen, kirsebær og andre mørke bær, violer, peber og krydderier samt forholdsvis bløde tanniner. Vellavet og et fint glas at drikke selv uden mad.  
Endelig fulgte som dessert en ostekage, hvortil vi fik LBV 2010. Også et ok match, da kagen var ret kraftig i smagen. LBV´en havde brombær og andre mørke bær i næsen. Den var mindre krydret, tør og med en let anstrøg at noget grønt. Fint i balance og fint modnet.


Alt i alt en fin aften, hvor vi blev mætte både efter de fire solide retter, som alle var store og veltilberedte. Men også af de mange glas portvin, som jo har en anden tyngde og alkoholstyrke end almindelig vin. Samtidig fik jeg også stiftet nærmere bekendtskal med såvel Sophia Bergqvist som portvinene fra Quinta de la Rosa, som jeg glæder mig at smage flere af i fremtiden.

Såvel bordvine som portvine importeres af Vinslottet.

lørdag den 17. oktober 2015

Når mænd synger fado

Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste forbinder jo umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over skuldrende, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon, hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália, og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.

Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og de to øvrige Moutinho-brødre, Helder og Pedro.
Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige fadosangeres repertoire heriblandt netop Carlos do Carmo, som Marco Rodrigues i øvrigt sang en glimrende duet med på albummet Tantas Lisboas fra 2011, men også Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos med hans særlige latinudgave af fadoen.
Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun passerer nedenfor hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte ”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der jo huser adskillige fadorestauranter.
Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra denne tematik er der dog også blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.


Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor Marco Rodrigues, da jeg første gang hørte ham. Men efter at have lyttet gentagne gange til det nye album samt oplevet ham optræde en enkelt gang, er jeg overbevist om kvaliteten og den fortjente hæder. Jeg hørte ham nu hverken ved en koncert eller på et fadohus, men på fadomuseet i Lissabon, Museo do Fado, hvor han og Cristina Branco gav hver et kort sæt i forbindelse med åbningen af en udstilling med fadoinspirerede malerier af Julio Pomar.


Med Fados do Fado skriver Marco Rodrigues sig for alvor selv ind i rækken af mandlige fadosangere. Alt i alt et noget traditionelt, men glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende tempomæssigt.


Marco Rodrigues: Fados do Fado, Universal Music 2015.