mandag den 27. juli 2015

Maysons Madeira

Vinskribenten Richard Mayson har efterhånden fået en del bøger om portugisisk vin fra hånden. Den seneste af slagsen hedder kort og godt Madeira og er kommet i samme serie, The Classic Wine Library, som forgængeren Port and the Douro. Sidstnævnte er en stor succes og lidt af et referenceværk inden for portvinens verden. Så det er jo ganske naturligt, at efterfølgeren kom til at omhandle den anden store type forstærkede vin i Portugal.
Der er da også en del lighedspunkter de to bøger imellem. Begge indledes med et historisk afsnit efterfulgt af kapitler om vinsorter, marker og vinifikation. Derefter følger en oversigt over producenter og en gennemgang af vine fra forskellige årgange for så afsluttende kort at sætte fokus på turistmulighederne. Rundt om er der tillige strøet en række små portrætter af ”Men who shaped Madeira”. Men der er også store forskelle de to bøger imellem, da portvin og madeira jo er forskellige – og ikke kun geografisk.
Øen Madeira blev officielt opdaget i 1420, og snart efter blev de første vinstokke plantet. Allerede fra 1450 blev der eksporteret vin fra øen, men det var først senere, at der blev tale om Madeira. Som det gælder for portvin, kan der ikke sættes en præcis dato for, hvornår vinen så at sige blev opfundet. Der har givet været tale om en langsom udvikling. Første gang det nævnes, at vinen er forstærket ved tilsætning af druesprit eller brandy er i 1530, og vi skal frem til 1730 før det blev almindeligt at opvarme vinen – først ved solens hjælp (vinho do sol) og siden på teknisk vis ved den såkaldte estufagem-metode.
De anbefalede druer til fremstilling af Madeira er især de hvide sorter Sercial, Verdelho, Malvasia og Boal samt den røde Tinta Negra. Dertil kommer en række andre sorter som Terrantez, Bastardo, Moscatel og Listrão. Typemæssigt resulterer det i vine, der spænder fra det meget tørre (Sercial) over medium tør (Verdelho) og medium sød (Boal) til det søde (Malvasia). De almindelige billige vine er gerne 2-3 år gamle, mens kvalitetsvinene er ældre (5, 10, 15, 20, 30, 40, 50 eller sågar over 50 år). Dertil kommer Colheita fra et bestemt høstår, Solera efter systemet kendt fra Sherry og Frasqueira, den mest fornemme kategori, hvor vinen for det første skal være baseret på en enkelt af de førnævnte vinsorter og desuden have lagret på fad i mindst 20 år. Selv om kategorien tidligere hed Vintage, er der altså tale om noget helt anden end Vintage Port, hvorfor portvinsinstituttet gjorde indsigelser, hvilket førte til det nye navn. Men i daglig tale kaldes de gamle flasker nu stadig Vintage.
Efter således at have gjort rede for såvel produktion som typer af Madeira, beskriver Richard Mayson producenterne en efter en. Hvor der i slutningen af det 19. århundrede var mere end 150 af slagsen, er der nu kun syv selskaber tilbage, som eksporterer Madeira. Det ene, Madeira Wine Company dækker dog over en længere række af producenter og brands. Lad mig bare nævne dem:
Barbeito, Artur Barros e Sousa Lda., H.M. Borges, J. Faria, Henriques & Henriques, Justino´s og endelig Madeira Wine Company, som bl.a. står bag kendte producenter som Blandy, Cossart Gordon, Leacock og Pereira D´Oliveira. Blandy har sin helt egen placering i Maysons hjerte, da han faktisk er gift med datteren af det afdøde familieoverhoved, Richard Blandy. Han gør da også flere gange opmærksom på, at han ikke er helt uvildig, men bortset fra, at han tydeligvis har smagt mange flasker Blandy´s er det ikke noget, der på nogen måde skæmmer bogen.

Under hver præsentation af husene bringes smagenoter på de tilgængelige vine ligesom et efterfølgende afsnit dykker ned i skatkammeret og byder på noter om gamle årgangsvine. Netop antallet af smagenoter er den store forskel i forhold til Maysons bog om portvin. Hvor antallet er beskedent i portvinsbogen, er der her mange – så mange, at man ved almindelig gennemlæsning nøjes med at skimme. Skulle man så senere stå med en Lomelino 1914 Bual ved hånden, kan man jo altid slå op og se, hvordan Maysons vurdering lyder.
Dermed også sagt, at bogen om Madeira i højere grad er et opslagsværk end en bog, man læser fra ende til anden. Halvdelen af bogen er en god indføring i såvel øens som vinens historie, vinmarkerne og typerne, mens den anden er mere leksikal og opremsende. 
Alt i alt en bog, som måtte komme, da Richard Mayson i mange år har delt sin opmærksom mellem portvin og madeira. Der skulle også være god plads til den på markedet, da antallet af bøger om emnet ikke er mange. I nyere tid kan nævnes Alex Liddells Madeira, the Mid-Atlantic Wine, og ellers refereres der ofte til Henry Vizetellys Facts About Port and Madeira fra 1877. Derfor skal Maysons bog være velkommen, da den både er grundig, detaljeret, sober og saglig samt godt skrevet.
Mit eget kendskab til Madeira er desværre sparsomt. Men lysten til at gå i gang med at smage og tilfredsstille min nysgerrighed er ikke blevet mindre efter læsningen.

Richard Mayson: Madeira – the Islands and their Wines. The Classic Wine Library, Infinite Ideas Limited 2015, 258 sider.

Bogen kan købes på Amazon eller direkte hos forfatteren via hans vinblog



tirsdag den 7. juli 2015

Tapada dos Monges – Vinho Verde

I Danmark kender vi mest til de billigste udgaver af Vinho Verde, som de fleste supermarkeder har et enkelt eksemplar af. Men opsøger man mindre vinimportører med speciale i portugisisk vin er udbudet heldigvis langt større. Nyligt skrev jeg om topproducenten Anselmo Mendes. Denne gang skal det gælde Tapada dos Monges – et af flere brands fra det familieejede Vinhos Norte – alias Manuel Costa Carvalho Lima & Filhos. Selskabet blev stiftet i 1971 og har hjemme i Várzea Cova, øst for Braga tæt ved Minhos grænse til Transmontano, men de indhenter druer fra andre steder i regionen som fx subregionen Monção og Melgaço. Navnet Tapada dos Monges er en hyldest til munkene, som i det 12. århundrede introducerede vinproduktion i området.
Jeg har smagt seks meget forskellige flasker fra Tapada dos Monges, heriblandt noget så sjældent på det danske marked som en rød Vinho Verde. Tidligere var produktionen af rød Vinho Verde – især på druen Vinhão – betydelig, men den er faldet og udgjorde i 2013 kun 10 % af det samlede salg, mens rosé udgjorde små 4 % og de resterende 86 % var hvide. Det meste røde Vinho Verde drikkes på hjemmemarkedet, hvor det er bedre tilpasset maden.


Branco 2014
Lavet på et blend af Loureiro, Arinto, Trajadura. Lys, gulgrøn. Brusende ved opskænkning. Frisk med en duft af citrus, umoden pære og lidt ananas. Prikkende, hvilket forsvandt efter lidt tid i glasset. Fin ligefrem frugt og god balance samt en god, lang eftersmag. En dejlig frisk, let og ukompliceret Vinho Verde, som holdt sig fint ved gensmagning et par dage efter. Fint køb til prisen.

Espadeiro Rosé 2014
Enkeltdruevin på Espadeiro, som sammen med Padeiro benyttes til rosévin i regionen. Meget brusende ved opskænkning. Lys hindbærrød i farven, meget diskret i næsen, men dog også med hindbær. Tør og noget fattig på frugt, en lidt saftevandsagtig smag af røde bær. Kort eftersmag. En meget let, frisk rosé, som er anvendelig til terrassen, men efter min smag mangler frugt og karakter.


Loureiro 2014
100 % Loureiro. Gulgrøn, perlende. En frisk duft med citrus og blomster, hvilket er typisk for Loureiro-druen. Syrerig, men med god balance. Frugt, lime og blomster i smagen. Lidt kort eftersmag, men en meget frisk og indbydende Vinho Verde, som gør sig bedst afkølet.

Alvarinho 2009
100 % Alvarinho. Gul, lidt mørkere end Loureiro. Ikke så kraftig i næsen, men dog med frugt, honning og eksotiske frugter. God smag, godt med frugt, orange og mineralitet, men desværre med meget lidt syre til at balancere. Alvarinho kan tåle at lagre, men måske denne var friskere og mere indbydende for et par år siden. Nu virker den desværre lidt træt i både næse og mund.

Fernão Pires 2011
En specialvin lavet i 1500 eksemplarer på Fernão Pires druen, som ellers er mest udbredt midt i landet. Fremstillet i samarbejde med kokken Chefe Álvaro Costa som markering af 40 året for Vinhos Nortes grundlæggelse. Gylden, let perlende. Kompliceret duft med kontrast mellem frisk citrus og tropiske frugter og så en røget karakter, som kan stamme fra lagringen. God frugt med fedme og røgkarakter. En kompleks og dyb vin, som dog mangler lidt syre til at balancere, men Fernão Pires er ikke så syrerig. En anderledes og spændende vin fra området, som kan være velegnet til federe fisketyper på grill.


Tinto 2014
Lavet på en blanding af Vinhão, Amaral og Padeiro. Mørk, lilla, ja nærmest uigennemsigtig som hyldebærsaft eller en prøve direkte fra gæringskarret. Brusende ved opskænkning. Duft af kirsebær og andre mørke bær, masser af druesaft og syre samt også tanniner, men dog nok ikke til langtidslagring. Syrlig som en belgisk Geuze-øl. Meget spændende og anderledes og faktisk et godt ungt glas, men rød Vinho Verde vinder nok aldrig den store udbredelse herhjemme. Vil du prøve noget helt andet, så prøv den ved en 10-12 grader til en omgang grillkød en lun sommeraften.

Vinene kan købes hos den lille importør Adelino. Foruden Vinho Verde byder Christina da Silva, som står bag, på vine fra andre regioner og portvin samt portugisiske delikatesser som sardiner, oliven og tapenade.


mandag den 6. juli 2015

Camané: Infinito presente

20 år er der gået siden fadosangeren Camané debuterede med albummet Uma Noite de Fados. Dermed også sagt, at han var med i den første generation af unge sangere, som tog fadoen til sig og genetablerede dens position. Han blev hurtigt den førende mandlige sanger inden for den såkaldte fado novo og blev sågar udråbt som den nye Amália, hvilket er noget af den største ros, man kan få, også selv om man er en mand.
Camanés nye album Infinito presente – det 7. studiealbum i rækken og det første siden Do Amor e dos Dias fra 2010 – vidner om, at han i høj grad stadig indtager en førende position, og at han i høj grad er tilstedeværende.


Karrieren startede i og for sig allerede, da han var barn. Carlos Manuel Moutinho blev født i 1967 i Lissabon-forstaden Oeiras, lyttede i sin tidligere barndom til faderens fadoplader og begyndte at synge i fadohuse som 8-årig. I en alder af 12 vandt han i 1979 amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i Lissabon. Om starten af sin karriere har han selv udtalt:
- Jeg var så privilegeret, at jeg kunne lære af de ældre, men stadig aktive fadosangere som Alfredo Marceneiro, Carlos do Carmo, João Braga og mange andre. Jeg var heldig, for selv om jeg kun var 10 år, tog mine forældre mig med ud at høre fado. Jeg kunne lytte til dem, når de talte og sang og jeg kunne lære af dem.


Med andre ord er han flasket op med fado på samme vis som sine to brødre Pedro og Helder Moutinho, som begge også er meget aktive i fadomiljøet i Lissabon og har adskillige udgivelser bag sig. Den professionelle karriere tog fart i tiden på fadorestauranten Sr. Vinho, som har været afsæt for andre stjerner som Mariza.
Gennem hele sin karriere har Camané samarbejdet med komponisten José Mário Branco. Det gælder også det nye album, hvor Branco bidrager med en del kompositioner. Det er blevet sagt, at Branco har betydet det samme for Camané, som Alain Oulman betød for Amália og meget apropos er Oulmans A Correr med på det nye album ligesom sange af andre koryfæer som Alfredo Marceneiro. På tekstsiden er Camané også dykket tilbage i tiden og har med Conta e Tempo hentet munken og poeten Frei António Chagas frem fra 1600-tallet, ligesom han fortolker Fernando Pessoas digt Aqui está-se sossegado.
Infinito presente er et flot og helstøbt album, hvor de mere stilfærdige og smukke sange som fx Paraíso og Quatro Facas dominerer, men som dog også byder på up-tempo sange som førnævnte A Correr og Ai Miriam. På sidstnævnte veksler Camané mellem sang og spoken-poetry og guitaren imiterer med sin klimpren en cykelklokke, hvilket synes at sende en hilsen til Carlos do Carmos hyldest til sporvognene på A homem na cidade.
En anden skæring, der skelner sig ud er Triste sorte med sin tunge jazzede basgang. Ellers er instrumenteringen meget klassisk med en besætning bestående af José Manuel Neto på guitarra portuguesa, Carlos Manuel Proenca på guitar (viola) og Carlos Bica på bas.
På Os dois horizontes synges om saudade på den ene side og håbet på den anden, fortiden overfor fremtiden. I det hele taget ligger tiden som et underlæggende tema på det meste af pladen, hvilket også er tydeligt i sangen, der har givet albummet titel, Infinito presente, som netop handler om nutiden som værende spændt ud mellem fortid og fremtid. Camané har allerede mange år bag sig i fadomiljøet og han har givet mange år foran sig. Men han er også i høj grad til stede her og nu.



Læs mere her 

onsdag den 1. juli 2015

Anselmo Mendes – en mester i Vinho Verde


Da vinskribenten Sarah Ahmed nyligt fokuserede på portugisisk hvidvin i tidsskriftet Decanter, var Anselmo Mendes blandt de vinmagere, der blev anbefalet. Sammen med Quinta de Soalheiro blev han nævnt som ”high flyer”, ligesom underregionen Monção og Melgaço i Vinho Verde blev nævnt som et af de mest interessante områder – især grundet brugen af druen Alvarinho.
Anselmo Mendes topvin, enkeltmarksvinen Parcela Unica, fik da også topkarakter (96 point), men mindre kan så afgjort gøre det. Portugisisk Vinkælder har skaffet tre af hans andre vine til Danmark, og alle tre er så afgjort god kvalitet til prisen. Men først lidt om huset.


Anselmo Mendes er opvokset i Monção og fattede fra starten af karrieren interesse for Alvarinho, som er hoveddruen i underregionen. Alt efter terroir kan den variere, men generelt er den kendt som frugtrig med honningpræg og aromaer fra moden citrus over pære til mere eksotiske frugter som banan, passionsfrugt og fersken. Vine lavet på Alvarinho giver gerne en højere alkoholprocent end vanligt i Vinho Verde, ligesom de har større lagringspotentiale, men det friske præg er intakt.
I 1998 blev Anselmo Mendes kåret som winemaker of the year af det portugisiske tidsskrift Revista de Vinhos. Han har arbejdet som winemaker i det meste af landet, og selv om han siden 1998 har koncentreret sig om Alvarinho fra hjemegnen, benyttes han stadig som konsulent i Portugal og andre lande.
Hans introserie hedder Muros Antigos og findes i tre varianter – en blended og to enkeltdruevine på henholdsvis Loureiro (den anden hoveddrue i regionen) og Alvarinho. Dertil kommer forskellige topvine som førnævnte Parcela Unica og Contacto. Fælles er, at de alle vidner om, at Vinho Verde leverer fantastisk hvidvin, hvis man lige ofrer lidt mere.


Muros Antigos Escolha 2014
Lavet på et blend af 20 % Alvarinho, 40 % Loureiro og 40 % Avesso. Lys grøngul, ikke perlende. Ikke så kraftig i næsen, men med fin frugt, æbler, pærer og lidt citrus. Enkel og frisk med florale noter, tør og i fin balance. Pæn eftersmag. Et udmærket eksempel på, at et almindeligt blend ikke behøver at være med kuldioxid for at have friskheden og sprødheden.  

Muros Antigos 2014 Loureiro Escolha
Lavet på 100 % Loureiro druer. Lys, gylden, klar, ikke perlende. Citrus, pærer og friske blomster i næsen. Meget frisk og pænt med syre. Blomster, citrus og lidt mineralitet i smagen. Frugtrig med lang og lidt sødmefuld eftersmag, men ellers tør.

Contacto 2013, Alvarinho
Ikke perlende, men stadig ungdommelig og frisk. Gulgrøn og rimelig intensitet i såvel udseende som duft. Eksotisk duft med modne pærer, ananas og passionsfrugt. Frisk og syrerig, men også meget fyldig med god frugt og noter af honning. Fylden skyldes bl.a., at bærmen har ligget med i fire måneder. Et rigtigt godt glas hvidvin, som viser, hvad regionen kan byde på, når vi taler om høj kvalitet og kompleksitet. Også velegnet til lagring.




Vinene fås hos Portugisisk Vinkælder