mandag den 30. marts 2015

Helhed og komponenter

Portvin er en blandingsvin. Tawny med alder blandes af portvin, som har ligget forskelligt antal år på fad. LBV og Vintage blandes af druer, som godt nok er fra samme år, men fra forskellige marker og ses bort fra Single Quinta Vintage også fra forskellige quintaer. Og alle er de et blend af forskellige druesorter herunder ikke mindst de fem mest udbredte: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Câo og Tinta Barroca. Alle fem druesorter er ikke altid til stede og ikke i samme mængde, ligesom de ofte suppleres af en lang række andre druesorter fx fra gamle vinmarker med blandede sorter. Årsagen er ganske enkel: Erfaringen siger, at det giver det bedste resultat – altså den bedste og mest harmoniske vin med det største udviklingspotentiale.


De forskellige druesorter i et sådant blend er valgt på grund af de forskellige egenskaber og kvaliteter, som de giver vinen. Nogle giver mere kvantitet, andre kvalitet. Nogle struktur og et langt liv, andre god duft og elegance. Kort fortalt kan det siges, at:
Touriga Nacional er rig på farve, aroma og tanniner og giver koncentration, struktur og dybde. Udgør så at sige rygraden i portvin, men udbyttet er desværre lille.
Touriga Franca er mere produktiv og har samme gode aroma og er rig på frugt. Men den giver lysere og mere lette vine med lavere alkoholprocent, da sukkerindholdet er mindre.
Tinta Roriz er lig den spanske Tempranillo, giver højt udbytte og betegnes ofte som en maskulin drue, der giver tanniner og krydderi, men er vag på syre.
Tinta Câo giver finesse og blødhed og betegnes ofte som feminin i stilen. Lavt udbytte.
Tinta Barroca giver en robust og anderledes vin og en mere blomstrende aroma. Og så er den ikke mindst god at blande med de andre.


Nyligt blev jeg af João Nicolau de Almeida og Ana Rosas inviteret til en smagning af Vintage 1983 hos Ramos Pinto. Her smagte vi fem forskellige udgaver fra årgangen, som har vist sig at vinde med årene – fire enkeltdrueudgaver og så det færdige blend.
Tinta Barroca: Mørk rubin, kraftig og rig på frugt i næsen. Hyldebær og mørke bær, fyldig og rund i smagen, men mangler måske noget struktur. Kort i smagen. 1983 var ifølge Ana Rosas en rigtigt godt år for Tinta Barroca.
Tinta Roriz: Lys og let. Flot duft af kirsebær og andre røde bær, let krydret, men tynd, uden syre og flad i munden. Har ikke holdt sig, men giver altså stadig noget til næsen.
Tinta Franca: Rød, let rubin i farven, men mørke toner i næsen. Mangler noget fylde og harmoni i munden. Lidt saftevandspræg.
Touriga Nacional: Mørk rubin med kraftig bærkarakter i næsen. Godt med tanniner, større kompleksitet og en fin struktur. Faktisk drikkelig i sig selv, men dog uden elegance.
Vintage 1983: Fin modnet, men stadig med god kraft, frugt, syre og tanniner. Flot duft af mørke bær, tranebær og kirsebær, god struktur og fin krydret stil. Harmonisk og med en lang eftersmag. Ifølge Ana Rosas udgør Touriga Nacional og Tinta Barroca størstedelen af blended, mens de to andre udgør en mindre del.


Det var tydeligt, at alle enkeltdrueudgaverne manglede noget i at være helstøbte portvine. Touriga Nacional kom tættest på, hvilket bekræfter druesortens store betydning for portvin – især på sigt, hvor nogle af de andre taber kraft. Tinta Roriz havde ikke meget at byde på mere i munden, men stadig en god duft. Touriga Franca bliver nogle gange kaldt for Touriga Nacionals lillebror. Ligheden er tydelig, men førstnævnte savner sidstnævntes mere tætte struktur og havde mindre tanninindhold.

Alt i alt en god og lærerig øvelse – og for selve Vintageudgavens vedkommende også en nydelse. Og så var det selvfølgelig i godt selskab.




tirsdag den 24. marts 2015

Den store kontrollør

Man skal ikke have beskæftiget sig meget med portvin for at have hørt om portvinsinstituttet – eller retter IVDP, Instituto dos Vinhos do Douro e do Porto, som det fulde navn lyder. Dermed også sagt, at stedet faktisk ikke kun beskæftiger sig med portvin, men også med Douro vin.
En del har måske besøgt instituttets smagelokaler i Porto eller Lissabon. Det er en del af deres udadvendte aktiviteter, som omfatter promovering af Douro vin og portvin såvel i Portugal som i resten af verden. En anden opgave er at kontrollere regionen og så at sige beskytte rettighederne til betegnelsen portvin. Andre lande som fx Australien og USA laver tilsvarende forstærket vin, men portvin er kun portvin, hvis det er lavet i det demarkerede område i Douro.


Den vigtigste opgave for IVDP er dog nok at kontrollere og godkende vin og portvin – og ikke kun hvad angår vintage deklarationer, men også alle øvrige kategorier. Hvert år ryger der 7000 forskellige flaskeprøver igennem dørene – fordelt nogenlunde lige på Douro vin og portvin. Ved ankomsten anonymiseres flaskerne i en sort plasticpose, hvorefter de skal gennemgå diverse tekniske og kemiske analyser samt prøvesmagning.


Der foretages mange forskellige analyser i laboratorierne. Alderen kan tjekkes, og der undersøges for mineraler, mikrobiologi og indhold af syre og sukker for blot at nævne nogle få. Parallelt hermed bliver prøverne smagt af et panel af højt professionelle smagere, som tester op mod 20 vine hver dag. Hvert smagepanel består af 4-7 personer og et kvalificeret flertal afgør vinenes skæbne. Får flaskeprøver ja fra såvel de tekniske analyser som smagepanelet, er vinen godkendt og et certifikat udarbejdes. Det gælder for langt de fleste vine, men alligevel er der 8-10 %, som bliver afvist ved smagningen, og 2-4 % som afvises af tekniske årsager, fortalte Manuel Lima, som viste mig rundt.


Mest opmærksomhed er der selvfølgelig, når portvinshusene sender deres nyeste vintage ind til godkendelse. Men også de andre kategorier helt ned til almindelig ruby og tawny skal en tur omkring instituttet. Hver gang et hus ønsker at flaske et nyt blend af fx 10 års tawny, skal de indsende en prøve og som regel tager det en uge, inden der kommer svar retur, fortalte Manuel Lima.

Efter rundvisning og et par smagsprøver fra instituttets butik, hilste jeg på direktøren Manuel Cabral, som var meget interesseret at vide mere om portvinens status i Danmark – og ikke mindst, hvad de kunne gøres for at forbedre den. 


mandag den 23. marts 2015

Research i Douro

Var søndagen en stille dag i Porto, blev mandagen til gengæld en lang dag i Douro. Gustavo Devesas samlede mig op tidligt i morges, hvorefter vi hentede Dominic Symington. Sammen kørte vi hele vejen op til Douro Superior, nærmere bestemt til Quinta do Ataíde, nord for Pocinho. Det er her de fleste druer til Symingtons bordvine, Altano, dyrkes. Men det er også her, at de sidste år anlagde nogle forsøgsmarker med hele 53 forskellige druesorter for at kunne lave videnskabelige studier. 


Sorterne er såvel lokale og nationale som internationale – og både hvide og røde. Målet er at undersøge druerne udvikling og vækst under forskellige betingelser for at opnå bedre kvalitet. Og hvem ved, som Dominic sagde, måske finder man en sort, som vil være særdeles velegnet, men er overset til brug for enten bordvin eller portvin.
Vi besøgte forsøgsmarkerne sammen med Symingtons viticultural manager, Fernando Santos Alves, som har forsket meget i druesorter og deres vækstbetingelser. Jeg fik en del på blokken, som senere skal bruges til en artikel til Vinbladet.


Efter Quinta do Ataíde kørte vi ned mod Douro, hvor vi spiste frokost i restauranten ved Senhora da Ribeira. Først et par dejlige sprøde pølser og så en omgang blandet kød fra grillen. Rustikt og tiltrængt. Herfra var der udsigt til Vesuvio – en af de flotteste quintaer i hele dalen. Efterfølgende gik turen videre til Quinta dos Canais, hvor vi sammen med vineyard manager Ricardo Carvalho så en netop færdiganlagt Touriga Nacional mark med udsigt til Vargellas på den anden side af floden. Der var også to helt nyanlagte marker med Alicante Bouchet og Tinta Amarela.


Hele området er præget af Symingtons tilstedeværelse både i form af de store kendte quintaer, som de ejer, og nogle mindre i familieeje. Symingtons er det portvinshus, der ejer de største arealer med i alt godt 1000 hektarer og hele 27 quintaer, så der er noget at se til. De større quintaer som Canais har deres egen manager, mens flere af dem er samlet under hver vineyard manager som Ricardo Carvalho.

Hjemturen ad motorvejen bød på slud i Marão-bjerget, men så snart vi nåede vestsiden var solen fremme igen. Da vi ankom til Porto blev jeg budt inden for til en øl hos Dominic, og jeg fik hilst på hans hustru også.

søndag den 22. marts 2015

En stille søndag i Porto

En stille søndag. Mere præcist kan dagen i dag vel ikke beskrives. Jeg ankom til Porto lørdag aften, og ses port fra en hurtig middag med lidt fodbold i tv og så et glas portvin på portvinsbaren Vinologia, nåede jeg ikke meget andet. Altså en gang Bacalhau med Vinho Verde og senere et glas 10 års Tawny som dessert.
Derfor vågnede jeg også tidligt i morges, så det i løbet af dagen er blevet til adskillige gåture rundt i byen. Den første havde dog et arbejdsmæssigt formål, da jeg besøgte São Bento banegården for at fotografere og tage noter. Banegårdens indgangshal er berømt for sine flotte azulejos-udsmykninger med billeder af historiske slag og romantiske skildringer af livet på landet i det nordlige Portugal. Noterne skal sammen med ditto fra Rossio-banegården i Lissabon, som har flere ting til fælles med São Bento, bruges til en rejseartikel.


Hovedformålet med min reportagetur er denne gang egentlig at samle lidt sidste notater om fadoscenen i Lissabon. Jeg er blevet bedt om at skrive kapitlet om fado til en ny Lissabon guidebog, som udkommer næste år i serien Vide Verden. Kapitlet har næsten skrevet sig selv, men alligevel er der nogle enkelte ting, som jeg gerne lige vil have frisket op inden deadline.
Som altid på mine rejser prøver jeg selvfølgelig at kombinerer flere ting, når jeg nu er afsted. Derfor skal jeg også skrive lidt vinartikler, hvorfor jeg altså har valgt at starte turen i Porto. I morgen tidligt bliver jeg derfor afhentet af Dominic Symington og Gustavo Devesas, som har inviteret på en tur op i Douro. Her er det planen, at vi skal besigtige Symington-gruppens forsøgsvinmarker på Quinta do Ataide og siden kommer vi også forbi såvel Senhora da Ribeira og Quinta dos Canais. Siden følger flere gode aftaler med folk i portvins- og vinbranchen.



Men søndag er søndag, og ses bort fra den evige turiststrøm slapper folk af og slentrer stille rundt. Det valgte jeg så også at gøre. Jeg har vandret lidt rundt i evigt skønne Ribeira og været en tur over floden til Gaia, hvor jeg bl.a. besøgte Quevedo, hvor der var mulighed for at kombinere fado med portvin. Kombinationen er blevet lidt af en trend hernede, og flere og flere steder reklamerer med det – ikke mindst Cálem, som vist var blandt de første med idéen. Er det så en god kombination? Ja, på den ene side må jeg indrømme, at jeg nød at sidde med en 20 års Tawny og lytte til et par ok sangerinder, der leverede highlights fra den klassiske fadorepertoire og fra Marizas sangkatalog. På den anden side er det et utaknemmeligt job, de er sendt på, og til tider havde de mere end svært ved at overdøve højt snakkende selskaber. Det er altså ikke for fadoens skyld, man skal overvære det. Jeg ser derfor frem til fado i Lissabon fra og med onsdag, men altså først efter et par dage med vinsorter, Douro DOC, portvin og Vinho Verde. 



tirsdag den 17. marts 2015

Portvin på Prindsen

Efter flere tilløb har Danmark fået en ny stor portvinsfestival, Portvin på Prindsen, med hjemsted på Hotel Prindsen i Roskilde. Festivalen skal ikke ses som en direkte konkurrent til Henrik Oldenburgs traditionsrige portvinsfestival på Børsen, men nærmere som et supplement. Arrangørerne – de tre portvinsentusiaster Kim Christensen, Anders Christiansen og Ivan Madsen – har da også klogelig valgt at placere det nye tiltag i foråret, da festivalen på Børsen ligger den første mandag i november.
Men er der så plads til to festivaler i løbet af året? Set alene med vinskribentøjne er én festival egentlig rigeligt til at holde sig orienteret om nye huse og nye produkter, hvorfor det nye tiltag kan kaldes overflødigt. Men set fra publikumsvinklen og bedømt ud fra antallet af udstillere (ca. 20) og de mange tørstige gæster (mere end 250), må svaret så afgjort være ja. Intentionen med festivalen er da også primært at gøde den voksende nysgerrighed og interesse for portvin herhjemme, så både novicer og mere øvede kan smage et bredt udbud fra store som små huse. Og vel at mærke ikke kun på introduktionsniveau, idet flere af standene havde flotte flasker og fine gamle vine med. Kvaliteten var også til stede – i al fald på de fleste stande.
Som altid ved den slags festivaler kan det være klogt på forhånd at beslutte sig for, hvad man vil smage. Så kan man altid lade lysten improvisere sig frem i tiden, der måtte være til overs. Jeg havde derfor planlagt, at jeg i al fald ville besøge Nordjysk Vinimport, som havde Borges med, da det er et hus, jeg ikke har særlig stor erfaring med. Desuden ville jeg smage Tawny-rækken fra DR hos DrikPortvin samt et for mig helt nyt hus, Quinta do Javali, hos SC Vinimport.
Fordelen ved sådan en slagplan er, at du får smagt det, du vil smage, inden smagsløg og næse bliver alt for ”slidte”. Det kedelige er selvfølgelig, at du måske går glip af godbidder ved de stande, du ikke når forbi. Det gjaldt fx for mit vedkommende nogle flotte ældre Vintage hos The Wine Company. 


Borges blev grundlagt i 1884 af brødrene Antonio og Francisco Borges, som også var involveret i bankvirksomhed. I dag producerer firmaet både bordvin i regioner som Vinho Verde, Douro og Dão og portvin. På festivalen var de repræsenteret med hele repertoiret af portvine. Jeg smagte følgende:
Hvid Reserva: Gylden i farven med duft af abrikos, frugt og honning. Behagelig og i fin balance, men kort i eftersmagen. Et fint køb til prisen, hvis man gerne vil have hvid portvin med alder.
10 års hvid: Lys gylden med en god næse af tørrede frugter og nødder. Dejlig, elegant og let krydret og i fin balance, men måske ikke så dyb og kompleks som andre 10 års. 
Tawny Reserva: Lys rød med let brun kant. Røde bær og honning. Lidt vel sprittet og pebret i eftersmagen.
20 års Tawny Roncão: Gylden brun med tørrede frugter og hasselnødder. Måske lidt spinkel i smag og konsistens, men behagelig og med en fin lang eftersmag.
LBV 2008: Mørk rubin. Godt med frisk frugt, mørke bær og blommer. En fin ligefrem og drikkelig LBV. Velsmagende, men ikke rig på kompleksitet.
Vintage 2007: Mørk rubin med masser af frisk frugt, hindbær og mørkere bær i næsen. Betydelig mere fylde, fint krydret og pebret i smagen. Pænt med integrerede tanniner.
Vintage 2003: Mørk rubin og igen med mørke bær. Fin, blød og modnet, så den allerede er drikkeklar, men klart også med potentiale og tanniner til et udvikle sig videre.
Min konklusion ved denne hurtige smagning af Borges er, at de hvide fadlagrede er fine, tawnierne lidt ordinære, mens husets vintage er ligefremme med god frugt og balance, men ikke så stor kompleksitet.


Næste hus blev Quinta do Javali, som jeg ikke havde smagt før. Quintaen, som ligger på venstre bred af Douro, laver såvel bordvine som portvine. Her smagte jeg følgende:
10 års Tawny: Brun og en godt ældet duft af figner og et snert balsamico. Indbydende og i fin balance.
20 års Tawny: Gylden brun med en flot duft af tørrede frugter, orange, mandler og honning. Fin tekstur, flot og indsmigrende og en meget lang, dejlig og tilpas pebret eftersmag.     
30 års Tawny: Gylden brun med mørke noter i næsen, tørret frugt og honning. Flot struktur og velbalanceret.
Jeg smagte endvidere LBV 08 og Vintage 2012, som begge var med utroligt meget frisk, ung frugt og rå tanniner, som var svære at smage igennem. Fælles for mange af de små quintaer, som dukker op, er, at de efter min mening så afgjort er bedst på tawnysiden, når de blender ud fra de gamle fade, de har haft liggende. De står derimod svagere, hvad angår Vintage Port – måske fordi udvalget af druer fra forskellige marker er begrænset. 
Hos SC Vinimport smagte jeg senere nogle dejlige glas fra Quinta das Lamelas. Deres 10 års hvide er blandt de bedre på markedet, og i festivalens kultbar kunne man tilkøbe sig den fremragende Quinta das Lamelas +40 år white – et imponerende lækkert glas, som for alvor viser potentialet i fadlagret hvid portvin og derfor må kunne overbevise enhver skeptiker.


Som gammel radiomedarbejder hos Danmarks Radio måtte jeg selvfølgelig også forbi DR hos DrikPortvin, hvor Torben Mandrup kunne fortælle mig, at han rent faktisk havde været på besøg med vinene i DRs vinklub. Jeg har tidligere præsenteret huset i et indlæg her i på bloggen. Her smagte jeg deres imponerende Tawny række. 
10 års Tawny: Mørk, frisk med noter af orange og figner samt mandler. I smagen også valnødder og pæn tekstur.
20 års Tawny: Samme linje i såvel næse som smag. Orange, figner og mandler. Flot balanceret og med lidt mere cremet konsistens.
30 års Tawny: Mahogni brun med fin syre og balance. 
En fin serie med meget lækker fadlagret portvin. Hvor nogle huse har større variation, er stilen hos DR meget stringent - dog selvfølgelig med den karakterændring som alderen giver.
Enkelte andre glas blev smagt, bl.a. en udmærket LBV fra Warre´s. Og så fik jeg ikke mindst snakket med andre portvinsentusiaster.


Alt i alt et fint arrangement, hvor der var balance mellem plads, antal boder og antal gæster. Personligt savnede jeg, at producenterne selv mødte frem, men arrangørerne regner med, at det bliver tilfældet næste år. Selv om importører og vinhandlere kan være nok så flinke folk, er det nu en gang mere spændende at få en lille snak med dem, der laver portvinen.


onsdag den 4. marts 2015

Forelsket i Lissabon

Overskriften kunne i og for sig være min egen. Men det er det ikke. Det er titlen på en lille bog af rejsejournalist Jørn Ørnstrup, som netop er udkommet. Og da det jo ikke ligefrem er mange bøger, der udgives herhjemme om Lissabon eller Portugal, måtte jeg selvfølgelig rekvirere den hjem.
Undertitlen lyder ”En kulturhistorisk lystvandring”, og som sådan er bogen skrevet. Der er ikke tale om en egentlig turistguide - dertil mangles faktaoplysninger - men en kærlighedserklæring, som skal give læseren lyst til selv at opleve Lissabon, som forfatteren skriver i sit forord.
Vandringen starter og slutter på Castelo de São Jorge og bevæger sig ellers rundt i Alfama, Baixa, Bairro Alto, Chiado og Belém og runder en lang række af de mest kendte turistattraktioner. Vi taler altså ikke om det ukendte Lissabon, men en indføring i historien og kulturen fortalt gennem bygninger, gader, pladser, kirker, museer og kulturelle udtryk som fado, mad & drikke og litteratur. Et udvalg af meget sigende overskrifter er: Katedral og helgen, Jordskælvet, Lissabons kakler, Avenida da Liberdade, Byens sporvogne og Revolution og demokrati.
Jeg bliver dog nødt til at hælde lidt malurt i bægeret. Vandreturen går selvfølgelig også forbi portvinsinstituttet i Bairro Alto, og i den forbindelse skriver forfatteren lidt om de forskellige typer af portvin. Han skelner mellem rød, hvid, ruby og tawny og skriver, at ”Den røde portvin – tinto – som er ung og frugtagtig, er den bedst kendte”. Endvidere hedder det, at ”Ruby – tinto-aloirado – er lidt ældre end den røde portvin og har en anden farve.”
Det er ganske simpelt noget vrøvl. Almindelig billig og rød standartportvin hedder netop kort og godt ruby, og kategorien tinto findes ganske enkelt ikke. Og når det efterfølgende om tawny hedder, at den som regel har modnet i mindst syv år, er det også forkert. En årgangstawny – altså colheita – skal lagre i mindst syv år. Almindelig tawny er lagret mindre, mens tawny med alder (10, 20, 30 eller 40) år er blendet af forskellige vine, der har lagret længere tid. 
Bogen er hurtigt læst – både i kraft af et nemt sprog og det beskedne antal sider. Bagerst følger et udførlig sted- og personregister, og endelig er bogen udstyret med en række internet-adresser, men listen er desværre uforståelig og ubrugelig. Når der eksempelvis står ”www.pasteis de belem”, er der jo ikke tale om en internetadresse, men snarere en opfordring til at google ordet, hvilket fx kan bringe en frem til www.pasteisdebelem.pt. På samme vis findes siden www.alfama.dk ikke. Her er det gået for stærkt for forfatter og forlag.
Når det er sagt, bør nævnes, at der alt i alt er tale om en fin lille og velment indføring i centrale områder og vigtige temaer i byen. Jørn Ørnstrup har et godt øje for folkelivet på gaden og de små detaljer som to sultne katte foran restaurant Casa do Leão på Castelo. Ses bort fra enkelt afsnit fortælles byen og landets historie netop med afsæt i konkrete steder og gode iagttagelser. Intentionen er god. Ønsket om at flere kaster deres kærlighed på byen ligeså.


Jørn Ørnstrup: Forelsket i Lissabon. Forlaget mellemgaard 2015, 86 sider.