Årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club havde besøg
af selveste Mr. George Sandeman. Og med det navn er der nok ikke mange, som er
i tvivl om, hvad der blev smagt. Der var såvel Sandeman Vintage og Vau Vintage som
Tawny med alder på programmet, og ved den efterfølgende middag – flot kreeret
af holdet på restaurant Kok & Vin i Odense – blev der smagt endnu et par
portvine samt vine fra Sogrape-koncernen, som ejer Sandeman.
Portvinshuset blev grundlagt i 1790, da skotten George Sandeman
lånte 300 pund
af sin far og etablerede sig som vinhandler i London og importør af portvin.
Siden ekspanderede firmaet, og i 1811 indrettede det sig i den store
arkadebygning ved torvet i Vila Nova de Gaia. I 1928 tegnede kunstneren George
Massiot Brown den kendte Sandeman Don
til en reklame, og figuren blev siden firmaets logo. Don´en bærer de
portugisiske studenters kappe og en spansk caballero hat, da firmaet også
producerer sherry. Hvor sherry tidligere udgjorde en større andel af
produktionen end portvinen, er det i dag omvendt, fortalte George Sandeman under
smagningen i fredags.
George er syvende generation af Sandeman-familien og står i
spidsen for firmaet, som dog ikke længere ejes af familien. I 1980 overtog
spirituskoncernen Seagram ejerskabet, og fra og med 2001 har huset altså været
en del af Sogrape, som også ejer portvinshusene Ferreira og Offley samt en
række producenter og vingårde, der laver bordvin heriblandt det kendte
varemærke Mateus, som stadig sikrer koncernen en god indtjening.
George Sandeman indrømmer selv, at der i en periode i især
80´erne var for meget fokus på volumen og for lidt på kvalitet. Dette har
sikkert været medvirkende til, at huset har haft et mindre godt ry i
portvinskredse herhjemme, hvilket ikke er helt retfærdigt. Deres Tawny med
alder har altid været udmærket, ligesom kvaliteten af deres Vintage tidligere var
og nu igen er ganske høj. Dette skyldes såvel et skift i fokus som ansættelsen
af chefwinemaker Luis de Sottomayor. Jeg har smagt deres Vintage 2011 flere
gange, og den er meget potent og flot. 2011 var dog ikke med på denne smagning,
men det var til gengæld en lang række andre vine af stor kvalitet.
Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:
Sandeman Vintage 2000: Mørk rubin med god frugt, modne kirsebær
og lidt cigarkasse. En fin smag med god balanceret syre og frugt samt en fin
pebret hale. Bløde tanniner, men stadig med kraft til at udvikle sig.
Sandeman Vintage 1994: Præsterede bedre end ved klubbens
1994 smagning nyligt. Rød med brun kant. Først lidt mælket i næsen, men også
kirsebær og andre røde bær. Fin moden og i god balance, men ikke så kompleks.
Sandeman Vintage 1982: Her var den ene flaske desværre med
fejl. Men ellers lys og uklar i glasset. En vag smag af røde bær, men anonym og
uden kraft.
Sandeman Vintage 1977: Rød med mahogni kant, lidt uklar.
Ikke så kraftig og med en lidt mistænkelig apotekerduft i næsen. Fin nok i
smagen med mere kompleksitet, ikke kraftig, men moden og i fin balance.
Sandeman Vintage 1975: Lys tawnyagtig, men med god duft af
røde bær. En enkel og fin, men dog noget enstrenget smag og god pebret hale. En
god vin til morgenmad, som George selv udtrykte det.
Sandeman Vintage 1970: Rød med lys kant. Mere rig på frugt
og fedme og med en god duft af mørke bær og cigarkasse. Et flot modent glas
Vintage.
Sandeman Vintage 1966: Lidt uklar, men med fin rød farve og meget
intens alderen taget i betragtning. Frugt og røde bær i næsen samt igen lidt
cigarkasse. En flot struktur og stadig med megen frugtkarakter, fine krydderier
og en fin balance. Faktisk en fremragende vin.
Sandeman Vintage 1934: Tawny karakter såvel i farve som i
næsen. Måske lidt tilbageholdende i næsen, men med flot koncentration og
intensitet i smagen, som også havde tawny- og chokoladenoter.
Vau Vintage 1988: Den første Single Quinta Vintage fra Vau,
som siden blev et varemærke, som skulle tilfredsstille markedet for hurtigere
modne Vintage. Mørk og rubinfarvet. Lidt mælket i næsen og stadig med kraftige
tanniner og flot frugt, så den kan udvikle sig.
Vau Vintage 1997: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med
duft af mørke bær. Ligefrem og kraftfuld med bløde tanniner.
Vau Vintage 1999: Mørk rubin. Lidt mere anonym i næsen, men
kom sig. Ikke så frugtfyldt som 1997, men igen bløde tanniner og fin struktur.
Sandeman Vintage 2003: Mørk rubin, grænsende til det
uigennemsigtige. Intens i næsten med duft af solbær og andre mørke bær og med
saft, kraft, krop og tanniner til en langt liv.
Sandeman Vintage 2007: Rubin og lilla og med klar duft af
frugtsaft og druejuice med også krydderier. Med andre endnu for ung og med
frugt og kraftige tanniner til et langt, lovende liv.
Sandeman 10 års Tawny: Mahogni rød og med duft af såvel bær
som nødder og fadpræg. Et fint glas, men dog ikke med den store kompleksitet.
Sandeman 30 års Tawny: Brun med gule nuancer, dog duft af
orange, vanille og honning. Intens og cremet i munden, ligeledes med fin
balanceret orangepræg, men også hasselnødder og tørrede frugter.
Efter smagningen havde køkkenchef Steffen Falkesgaard og
hans team lavet en meget lækker 5-retters menu, hvortil vi fik serveret fine
vine fra Sogrape-koncernen samt endnu et par portvine fra Sandeman.
Menuen lød:
- Brandade af letrøget torsk med syltet fennikel. Hertil en Vinho Verde, Morgadio da Torre 2013.
- Pocheret torskeryg med brunet smør, selleripuré, syltet selleri og urter. Hertil en Quinta da Carvalhais ”Encruzado” 2013 fra Dão.
- Braiseret oksetykkam i egen braiserlage med svampe, flæsk og tomater. Hertil to rødvine: Quinta da Carvalhais ”Touriga Nacional” 2011 fra Dão samt Quinta da Leda 2010 fra Douro.
- BrillatSavarin, Lagret Comté og Stilton med hjemmesylt og maltbrød. Hertil et gensyn med Sandeman Vintage 2000.
- Mørk chokoladegateau med sveskeis og fynske æbler. Hertil Sandeman 20 års Tawny.
Da notehæftet blev lagt under middagen, skal det kun
konstateres, at vinho verden var fremragende, frisk og rig på frugt, nuanceret
og en god repræsentant for Alvarinho-druen. Den hvide ”Encruzado” havde mere
frugt, fylde og fadpræg, mens de to røde vine også var flotte repræsentanter
for henholdsvis Dão og Douro – især Quinta da Leda, som jeg heldigvis har smagt
flere gange.