tirsdag den 22. december 2015

Vine fra Ridderporten

Porta dos Cavaleiros, Ridderporten, er navnet på den ene af to stadig eksisterende byporte i den gamle bymur i Viseu, hovedbyen i Dão-regionen. Men det er også navnet på en vin, hvor en tegning af porten pryder labelen. Porta dos Cavaleiros produceres af firmaet Caves São João, som blev grundlagt i 1920 af brødrene José, Manuel og Albano Costa med henblik på salg af Douro-vine. I 50´erne blev fokus flyttet sydpå til Bairrada og Dão, hvor Caves São João lancerede henholdsvis Frei João og Porta Dos Cavaleiros.


I dag er firmaets base i Bairrada, hvor de har en gigantisk vinkælder, der rummer mere end en million flasker fra årene 1959 til 2000, beretter Sarah Ahmed på sin blog, The Wine Detective, efter et besøg. Vinene begyndte at hobe sig op, da markedet i de portugisiske kolonier skrumpede i takt med uafhængighedskrigenes opblussen.   
Foruden de mere klassiske Frei João og Porta Dos Cavaleiros står Caves São João også bag mere moderne Bairrada-vine under navne Quinta do Poço do Lobo, som også lægger navn til husets Espumante. Heri dyrkes der også internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Chardonnay.  Karakteristisk for Caves São João er i øvrigt brugen af kork som label, hvilket dog ikke gælder alle vinene, men de mere specielle typer som Reserva.

Følgende vine er smagt:


Porta dos Cavaleiros 2011, Dão DOC
Blend af 45 % Touriga Nacional, 35 % Tinta Roriz og 20 % Alfrocheiro. Lagret på egetræsfade. Rubin, medium intens. Duft af mørke, modne kirsebær, blomster samt krydderier og tydeligt fadpræg i form at lidt ristede toner. Frisk i munden med megen syre, god frugt og modne kirsebær. På en gang let og fyldig, tør og med bløde tanniner. Kan drikke her og nu og især med mad, men også lagres.    


Porta dos Cavaleiros Reserva 2012, Dão DOC
Lavet på 100 % Touriga Nacional. Meget mørk rubin og intens. Ikke så ekspressiv i næsen i første omgang, men med mørke bær og modne kirsebær, krydret og tydeligt, men på ingen måde overdrevet fadpræg. En fyldig, mere koncentreret og kompleks samt lidt rustik madvin. Mørke bær og krydderier, men også lidt mineralsk. Tør med høj syre og markante tanniner. Har brug for tid og vil udvikle sig ved lagring.


Vinene fås hos The Wine Company. Besøg også Caves São Joãos hjemmeside.  

fredag den 18. december 2015

Douro MOB I Dão

MOB – uden punktummer – betyder jo en bande eller en flok på engelsk. Men her er der punktummer imellem, og det handler om vin. Navnet og dets afledte betydning er dog nok ikke tilfældigt – tænk bare på brandingen af the Douro Boys. Der er nemlig tale om tre winemakere, der til dagligt slår deres folder i Douro, men som nu er gået sammen om at lave vin i Dão: Jorge Moreira (Quinta de la Rosa og Poeira), Francisco Olazabal (Quinta do Vale Meão) og Jorge Serôdio Borges (Wine & Soul og Pintas). Navnet M.O.B. er altså sammensat af første bogstav i deres efternavne. 
Når man ser på rækken af vinproducenter, de er tilknyttet på deres hjemmebane i Douro, er der såvel dygtighed og erfaring på spil, ligesom et par af de mest betydningsfulde druesorter i Dão, herunder den nationale stolthed Touriga Nacional, jo også benyttes flittigt i regionen længere nordpå til såvel port- som rødvinsproduktion. Men stilistisk er der store forskelle de to regioner imellem. Hvor moden frugt, tanniner og fadlagring spiller en større rolle i Douro, handler det mere om ren frugt, elegance, friskhed og højere syreniveau i Dão. 
Idéen til samarbejdet opstod, da de tre venner og winemakere havde smagt en del gamle Dão-vine fra 60´erne og 70´erne og var positivt overraskende over elegancen og friskheden. Derfor besluttede de selv at gå i gang. I 2010 lejede de vingården Quinta do Corujão, som ligger på skråningerne af Serra d´Estrela og siden et par andre vinmarker, hvorfra der produceres såvel hvidvin som rødvin. 

Følgende vine er prøvesmagt:


Quinta do Corujão, Dão DOC 2012
Produceret af trekløveret i M.O.B., som deres ligefremme og billige introlevel. Et blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen. Vinificeret i såvel lagar som i ståltanke med kort skindkontakt og lav temperatur, derefter lagret 12 måneder på brugte fade. Rubin, medium intens. I første omgang virker den lidt syrlig i såvel næse som mund, så man et kort øjeblik overvejer, om der er fejl. Men det aftager med iltningen. Duft af modne bær, syrnede kirsebær og lidt animalske noter. Tør med ren frugt og god syre. Lav på tanniner.


M.O.B. Branco, Dão DOC 2012
Blend af Encruzado og Bical. Vinificeret i ståltanke og lagret på 30 % nye og 70 % gamle egetræsfade og med battonage. Gulgrøn til gylden og intens i farven. Frisk og fyldig næse med modne pærer, mineralitet og let tropisk præg. Blød og frisk med flot struktur og pæn balance syremæssigt. Lidt Bourgogne-karakter.


M.O.B. Tinto, Dão DOC 2012
Blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro, Jaen og Baga. Vinificeret i såvel lagar som i ståltanke ved lav temperatur. Lagret i 12 måneder på 30 % nye og 70 % gamle egetræsfade. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant. Intens duft, rig på frugt og bær, især kirsebær, men også florale noter. Tør og elegant i stilen, blød og frisk. Ikke så fyldig, men med fin struktur og flot eftersmag.
Kan nemt drikkes nu, men også lagres.


Vinene fås i Portugisisk Vinkælder

tirsdag den 15. december 2015

Quinta das Camélias, Dão

I min test af vine fra Dão på det danske marked, er jeg nået til Quinta das Camélias, som ligger i landsbyen Sabugosa, ca. 15 km sydvest for Viseu. Ejendomme blev købt af Jaime de Almeida Barros i 2002, og han satte sig straks for at genetablere dens position som producent af god Dão vin. 
I 1940´erne skulle quintaen efter sigende have forsynet den portugisiske ambassadør i USA med vin.


Vinmarkerne dækker 15 hektar og blev renoveret og plantet med sorterne Touriga Nacional, Alfrocheiro, Tinta-Roriz, Jaen og Syrah samt de hvide sorter Encruzado, Malvasia-Fina og Cerceal. Den første høst fandt sted i 2005 og året efter blev den første udgave af Cabeço do Mocha lanceret. Der laves hvidvin og rødvin under navnet Cabeço do Mocha samt rosé, enkeltdruevine på Touriga Nacional og Syrah samt Reserva og i udvalgte år Garrafeira under selve Quinta das Camélias branded.  


Følgende vine er smagt:

Cabeço do Mocha, Dão DOC 2009
Blend af lige dele Touriga Nacional og Jean. Mørk rubin. God frugt, modne kirsebær og lidt animalske noter. Næsen tungere end smagen, som er ligefrem og frisk med flot ren, moden frugt, krydderier og fint balanceret med syre og tanniner. Tør og med god længde.

Quinta das Camélias Dão DOC Reserva 2010
Blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz. Mørk rubin, Lidt tilbageholdende lige i starten, men snart en flot, intens duft af modne blommer, solbær og brombær, krydderier og noget mere animalsk. Fyldig, dyb og intens, men også rund og fløjlsblød. God kompleksitet, bløde tanniner og lang hale. Vinen er ufiltreret og har lagringspotentiale, men er også et indbydende glas her og nu.


Vinene fås hos Vinport. Læs mere om Quinta das Camélias her.

fredag den 11. december 2015

Alentejo, Alentejo – en film om Cante

Det starter med en række ansigter. Alvorligt udseende ældre mænd, hvor tiden har sat sine spor, men også en enkelt kvinde og yngre mænd. På lydsiden hører vi støvletramp, og snart begynder sangen Grãndola, Vila Morena – José Afonsos ikoniske sang, som blev startskuddet til Nellikerevolutionen i 1974, da den blev afspillet i radioen. Sangen er Afonsos udgave af en såkaldt Cante Alentejano, den specielle korsang, som især dyrkes i Alentejo, og som sidste år kom på UNESCOs liste over kulturel verdensarv.
Scenen indleder dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo af den portugisiske instruktør Sérgio Tréfaut. Sérgio blev i sin tid bedt om at lave en 10 minutters film om Cante Alentejano til brug for kampagnen for at blive erklæret kulturel verdensarv på samme vis som fadoen var blevet det nogle år forinden.
”Det var svært at lave en 10 minutters film til kampagnen, da det jo er en meget langsom musikform. Så derfor lavede jeg også en lang version”, fortalte Sérgio Tréfaut, da jeg mødte ham i går i Filmhuset i København, hvor tre af hans dokumentarfilm vises i en lille serie her i december.
Alentejo, Alentejo varer i godt halvanden time, hvilket ikke er for længe. Filmen består dels af optagelser af forskellige Cante-grupper, som øver eller optræder, dels af udtalelser og erindringer fra nogle af sangerne og dels af stemningsfyldte billeder af landskaber, gadeliv og dagligdagen på landet. For det er især livet og ikke mindst arbejdet på landet, som har født Cante og dannet ramme for dens udvikling og eksistens. Som bluesmusikken siges at have sin oprindelse i bomuldsplantagerne, blev Cante sunget under det hårde arbejde i markerne, og sangene handlede ofte om et liv i fattigdom med sult og slid, men også om de enkle glæder ved livet.


De mere organiserede kor dukkede op først i 1900-tallet og kunne bestå af op mod 30 personer – oftest mænd, men der blev ligeledes dannet kvindekor. Også minearbejderne fik deres eget kor, og her blev der sunget om arbejdet under jorden, om døde minearbejder og deres skytsengel.
Inspirationen til sangen, hvor en forsanger indleder, hvorefter koret falder i – ofte i vuggende bevægelser – menes at være enten arabiske sange eller kristne kirkesange, og der eksisterer da også en lang række sange med religiøst indhold den dag i dag.
Selv om der benyttes forsangere, er der tale om en kollektiv sangform, hvilket også afspejles i, at der selv for nyere sange sjældent angives ophavsmænd til teksten. Det er fællesskabet, der tæller – og altså ofte arbejdsfællesskabet, akkurat som i bageriet, der besøges i filmen. Derfor har mange sange også politisk indhold, idet der synges om krig og revolution. Under Salazars Estado Novo blev Cante dog på samme vis som fadoen og andre traditionelle kulturformer sat under styrets kontrol og udnyttet til at skildre en form for landlig og folkelig idyl. Men i modsætning til fadoen blev Cante ikke sat i skammekrogen efter revolutionen i 1974, da det kollektive fællesskab og udspringet i arbejderkredse vejede tungere.
Til gengæld har Cante væres truet af udviklingen. Efter revolutionen kom også fremskridtet til Alentejo, og hånden arbejde blev erstattet af mekanisering og maskiner. ”Det er ikke til at synge for maskinerne”, som en af mændene forklarer, mens han efterligner en maskines hastige rytme.
Den tætte tilknytning til arbejdet forsvandt, og selv om der stadig blev sunget på barer, ved festivaler og i forsamlingshuse, blev sangformen revet løs fra sin naturlige placering og sit oprindelige formål. Traditionelle kulturformer, som løsrives fra deres nødvendighed, risikerer at forsvinde, hvilket også gjaldt Cante. Der kom ikke nye sangere til, og antallet af kor blev færre og færre. Det har dog heldigvis ændret sig igen de senere år – bl.a. med udnævnelsen til verdensarv, fortalte Sérgio Tréfaut.
”Nu er der igen unge, der tager det til sig, og der opstår unge kor. Det er blevet en ny trend”, sagde han og anslog, at der findes omkring 200 kor i hele landet heraf godt 100 i Alentejo, hvoraf han har talt med 10-12 grupper i forbindelse med optagelserne til filmen.


Sérgio Tréfaut har valgt at skildre Cante uden for mange forklaringer. I stedet viser filmen, hvad Cante er, og den lader os mærke og forstå de involverede følelser. Et udmærket valg, som falder fint i tråd med sangenes form og indhold. Det handler nemlig ikke kun om at forstå ordene, men i lige så høj grad om at føle dem, som en af de unge sangere forklarer.
Serien i Cinemateket, som er støttet af den portugisiske ambassade, fortsætter med to andre film af Sérgio Tréfaut. Lørdag aften gælder det filmen Fleurette, som er et anderledes portræt af instruktørens mor, som var gift med en fransk fascist og senere en portugisisk kommunist. Søndag den 20. december følger så Another Country, der skildrer begivenhederne i 1974 gennem øjnene på udenlandske fotografer og filminstruktører, der dækkede revolutionen.



Læs om programmet her. Og læs mere på instruktørens hjemmeside.  

tirsdag den 8. december 2015

Julia Kemper – advokat og vinproducent

Quinta do Cruzeiro i Dão-regionen har efter sigende været i Melo-familiens eje i mere end 400 år. Men det var først da Julia de Melo Kemper overtog efter sin far i 2003, at der blev satset på produktion af vin med henblik på salg. Indtil da blev vinene fordelt blandt familiemedlemmer eller solgt til venner og bekendte.


Da Julia første gang blev opfordret til at overtage quintaen, sagde hun nej. Hun havde rigeligt at gøre som advokat i Lissabon. Men nogle år efter slog hun altså alligevel til. Der blev nyplantet 15 hektar vinmarker med de bedste druesorter i forhold til terrænet og mikroklimaet, og der blev omlagt til økologi. Efterfølgende blev produktionsanlæg og vinkælder moderniseret, men der bruges stadig gammeldags fodtrædning i lagares. I 2008 var hendes første høst i eget navn så i hus. Siden har Julia Kemper – med konsulentbistand af João Paulo Gouveia fra Vines & Wines – vundet ry som en af de nye, dygtige vinmagere i Dão.



Julia Kemper producerer rosé, hvidvin og rødvin. Følgende vine er smagt:

Dão DOC Branco 2013
Lavet på lige dele Malvasia Fina og Encruzado. Lagret tre måneder på barrique. Lys gulgrøn. Pærer, citrus og lidt eksotiske noter i næsen. Frisk, blød og behagelig med fin syre, tilpas mineralitet og lidt honningsødme. Fyldig med lidt, men ikke udpræget fadpræg, ligesom fedmen på ingen måde tager over. God struktur. Fin madvin velegnet til lidt kraftigere fiskeretter.

Elpenor Tinto Dão 2010
Opkaldt efter en larve (en såkaldt Dueurtsværmer), som Julie Kemper har set kravle rundt på vinplanterne. Lavet på en blanding af fire af de vigtigste røde sorter i Dão: Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen. Mørk rubin. Ikke så intens i næsen i første omgang, men det kom efterhånden, som den blev iltet. Præg af mørke bær, kirsebær og lidt røgnoter. God smag af ren frugt, lidt mere rå tanniner, men ikke voldsomt, fint med syre. En dejlig, elegant vin med god lang eftersmag.

Dão DOC Tinto 2009
Lavet på et blend af 50 % Touriga Nacional, 25 % Tinta Roriz, 15 % Alfrocheiro og 10 % Jean. Mørk rubin med let lille kant. Kraftig, men også frisk i næsen med god ren frugtduft af bl.a. mørke kirsebær, men også lidt mokka og lakrids. Fyldig med god frugt, modne mørke bær, lidt krydret og fin mineralitet. Bløde tanniner og god struktur og meget balanceret. Fint drikkelig nu, men kan også lagre nogle år.



Alt i alt et spændende bekendtskab, som det kan anbefales at lægge mærke til.

Vinene fås hos NordentoftWine. Læs mere om Julia Kemper her

søndag den 6. december 2015

Quinta de Cabriz fra Dão Sul

Jeg har valgt at starte min serie af indlæg, der fokuserer på forskellige producenter fra Dão, som er at finde på det danske marked, med Quinta de Cabriz. For et nærmere introduktion til regionen se seneste indlæg.
Quinta de Cabriz var initiativtager til grundlæggelse af Dão Sul i 1989. Målet var at promovere vine fra især det sydlige Dão og fremme vinturismen såvel nationalt som internationalt. Sammenslutningen omfatter forskellige mindre producenter i området, men har siden også bredt sig til andre vinregioner. Blandt andre medlemmer er Casa de Santar, som ligeledes ligger i Dão, samt Douro-baserede Quinta das Tecedeiras.
Vingården, som omfatter både en gammel hovedbygning fra 1600-tallet, et flot kapel, et moderne vinifikationsanlæg samt tilhørende restaurant, ligger i Carregal do Sal, ca. midt mellem Coimbra og Viseu. Den første vin blev produceret så sent som 1998 af tre gange Carlos, Carlos Moura, Carlos Rodrigues og Carlos Lucas. Der laves såvel mousserende vine som rosé, hvid- og rødvine.

Følgende vine er smagt:


Cabriz Encruzado 2014
Hvidvin lavet på regionens mest betydningsfulde grønne drue, Encruzado. Lagret på fransk eg i 6 måneder. Gulgrøn i farven. Dejlig duft med markante tropiske noter, især ananas, men også med friskhed i næsen. Såvel frugt som mineralitet. Ikke så kompleks, men med flot fylde, tæthed og en fin syre til at balancere. Behersket, men tydelig fadpræg og cremet konsistens samt en god eftersmag. Rigtigt godt glas hvidvin til prisen.

Cabriz 2013, Colheita Seleccionada
Lavet på et blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz. Lagret på fransk eg i 6 måneder. Rubin, klar, ikke så intens. Dejlig frisk duft af brombær, hindbær og en smule røget bacon. Ligefrem med god ren frugt, friske bær, mineralitet og fin syre. På ingen måde en kompleks vin, men en god frugtrig hverdagsvin med runde bløde tanniner.

Cabriz Reserva 2011
Lavet på et blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz. Lagret på fransk eg i 9 måneder. Rubin, lidt mørkere og mere intens. Fin duft af brombær, kirsebær og lidt mørkere toner. Fyldig og med bedre struktur og flere nuancer. Godt med frugt med tendens mod det lidt marmeladeagtige, men fint med syre samt tanniner. Kan sagtens lagre, men er også fin at drikke her og nu.




Såvel vinene fra Quinta de Cabriz som vine fra en anden af Dão Suls producenter, Casa de Santar, fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs mere om Dão Sul her.  

tirsdag den 1. december 2015

Dão – Portugals Bourgogne

Det er ikke uden grund, at Douro de senere år har fået stor opmærksomhed på vinområdet. Udviklingen har været fantastisk, og den ene fremragende vin efter den anden vinder priser og hæder.
Men derfor skal vi jo ikke glemme, at der er andre udmærkede vinregioner i Portugal. I sommermånederne fokuserede jeg en del på de friske vine fra Vinho Verde – såvel de lette og perlende som de mere frugtrige enkeltdruevine – og i den kommende tid skal det gælde en af mest kendte vinregioner i landet, nemlig Dão.
Dão kaldes nogle gange for Portugals Bourgogne, da der er visse ligheder, men dog også forskelle. Hvidvinene kan have lagringspotentiale som hvid Bourgogne, og rødvinene er frugtrige, elegante og syrerige og har ligeledes lagringspotentiale. Men selv om et par druesorter skelner sig ud og også fremstilles som enkeltdruevine, dominerer de ikke som Chardonnay og Pinot Noir i Bourgogne. I Dão er vinene da også oftere blends på flere druesorter.


Vi er i Beiras i midten af Portugal, nærmere bestemt i egnen omkring byen Viseu, nordøst for universitetsbyen Coimbra. Området ligger på et granitplateau, som gennembrydes af floderne Ceira, Mandega og Dão, hvor den sidstnævnte altså har navngivet DOC´en. Dão er omkranset af beskyttende bjerge – ikke mindst Serra da Estrela mod øst, hvilket giver en mildere klima med højdeforskelle fra 200 meter over havets overflade til 1.000 meter. Kølige nætter samt milde og tørre somre, giver langsommere modning af druerne, hvilket igen betyder højere syreniveau og fint lagringspotentiale.   
Blandt de hvide druer er Encruzado den mest berømte, men der dyrkes også Bical, Cercial, Malvasia Fina og Verdelho. Hos de røde har Touriga Nacional samme position suppleret af Alfrocheiro, Tinta Roriz, Jaen, Bastardo samt lidt Baga (der ellers er kendt fra naboregionen Bairrada).    
Lad mig kort introducere de mest karakteristiske sorter:

Encruzado: Mest udbredt i Dão, hvor den benyttes i såvel enkeltdruevine som blends. Aromatisk med citrus og florale noter, men også mineralitet. God balance mellem syre og sukkerindhold, rig og struktureret og fremragende lagringspotentiale.  Ved lagring på fad antager den Bourgogne-kvaliteter.
Bical: I naboområdet Bairrada bruges den især til produktion af Espumante. Giver friske, bløde og aromatiske vine med præg af pære og abrikos eller ligefrem tropiske noter. Men også rig på syre, hvis den ikke plukkes for sent. Fint lagringspotentiale.
Malvasia Fina: Frisk, men ikke så intens og kompleks. Bruges især i blends og kan give lidt honningspræg og røget karakter
Touriga Nacional: Den mest berømte blandt portvinsdruerne, men også stjernen i Dão. Tykskindet, koncentreret og rig på farve og tanniner. Giver god struktur og lagringspotentiale. Intens med såvel florale noter som solbær og hindbær samt violer og krydderier.
Alfrocheiro: Hjemhørende i Dão, men har siden spredt sig til andre regioner. Modner tidligt, men har let til oidium og botrytis. Brombær og modne jordbær. Rig på farve, god syre og med bløde tanniner.
Tinta Roriz: Også kendt som Aragonês og i Spanien som Tempranillo. Meget produktiv, modner tidligt og giver robust, men også elegant vin med god bærpræg og krydderier. 
Jaen: Mest udbredt i Dão. Modner tidligt og ikke så resistent overfor sygdomme som meldug og botrytis. Ikke så farveintens og med lav syre, parfumeret med brombær, blåbær og kirsebær og kan give finesse til blends.

Vinen gror på mellem fyrreskove på mindre marker, hvoraf en del stadig er med blandede sorter. Under Salazars Estado Novo blev der oprettet store kooperativer, og det blev forbudt private producenter at indkøbe druer, så kooperativer så at sige fik monopol på vinproduktionen. Enkelte gjorde det godt, men mange sjuskede med vinifikationen, afstilkede ikke og sorterede ikke i druerne. Resultatet var ofte – med ikke altid – aggressive og tanninfyldte vine uden den elegance og friskhed, som området ellers lægger op til. Men flaskerne var billige, hvorfor de også fandt vej til de danske supermarkeder og var med til at udbrede portugisisk vin i de år, hvor det var nyt at drikke vin i herhjemme. Senere, da der blev øget fokus på kvalitet, var de til gengæld med til at give portugisisk vin et lidt dårligt ry. Blandt de mest berømte og bedre er Grão Vasco, som siden 1957 har været et brand i Sogrape-familien.
I dag er de private producenter igen på banen – spændende fra små og uafhængige til store koncerner som Sogrape. Metoderne er blevet langt bedre og resultatet ligeså, hvorfor Dão så afgjort fortjener større opmærksomhed – ikke kun pga. prisen, men også hvad angår kvalitet. I en tid, hvor markedet generelt synes at rykke sig fra de tunge og meget alkoholrige vine til de lettere og friskere, må der være grobund for en renæssance.

I efterfølgende poster vil jeg derfor præsentere et udvalg af huse og flasker på det danske marked. Det gælder bl.a. vine fra Quinta das Camélias, Julia Kemper, Quinta da Carvalhais, Caves São João, Quinta de Cabriz og M.O.B. En del af flaskerne er venligst sponseret af importørerne.  

fredag den 27. november 2015

São Leonardo og Quinta do Mourão

Når vi taler om Vintage portvin, er der blandt portvinselskere nogenlunde enighed om hvilke huse, der tilhører første division eller anden division, og hvilke der bare laver ok portvin til dagligdagen. Her er det især de store kendte portvinshuse, der dominerer, selv om der selvfølgelig dukker overraskelser op fra tid til anden.


Anderledes er det, når det handler om Tawny. Her er der sjældent konsensus om, hvad der er godt og mindre godt, ligesom markedet er mere broget, da mange mindre og/eller nye huse har lanceret glimrende tawnyserier de senere år, blended fra gamle fade, som har været lagt til side gennem generationer. Det kan den nysgerrige forbruger og portvinsnørder så afgjort glæde sig over, da der hele tiden dukker nye brands op, som skal testes og ofte med overraskende gode resultater, selv om prisen ind i mellem kan være lidt vel pebret. Lad mig blot – uden på nogen måde at forklejne de ”gode gamle” tawnyhuse – nævne enkelte navne, som jeg selv har nydt at udforske de senere år: DR, Quinta do Javali, Quinta das Lamelas, Bulas og São Leonardo.


Sidstnævnte var netop temaet for en tawnysmagning i The Vintage Port Club tidligere på ugen. Eller rettere en af overskrifterne for det handlede også om Quinta do Mourão, ejet af Miguel Braga, der laver Douro DOC vin under navnet Rio Bom og portvin under navnet São Leonardo, navngivet efter stednavne i området på sydsiden af Douro tæt ved Régua.
Historien starter i 1972, hvor Miguels far, Mário Braga, købte fem mindre quintaer. De første mange år blev produktionen afsat til andre portvinshuse, men der blev også gemt fade i kælderen, hvilket er årsagen til, at Miguel efter faderens død i 1999 begyndte at lancere portvin i eget navn.  
Jeg mødte første gang Miguel Braga til en smagning af portugisisk vin på 
d´Angleterre i 2011, hvor jeg smagte hans tawnies og kaldte dem for ”eftermiddagens største overraskelse”. Siden har jeg smagt dem enkelte gange, og nu var det så tiden til en grunding gensmagning og ikke alene af 10, 20, 30 og 40 års Tawny, men også af de såkaldte modervine – altså de gamle colheitas som er basisvine for de forskellige blends samt et par endnu ældre ”uofficielle” tawnier. 



Følgende vine blev smagt:

São Leonardo 10 års Tawny
Orange, let brunlig med hvid kant. Klar. Duft af orange og mandel samt let sprittet. Fin, blød og elegant med friskhed og god syre. Stadig frugt, men mest fadpræg med nødder og orangeskal. God balance. En 10 års, der smager af mere og er mere fyldig end mange andre på markedet. 

Cask blend 1994 og 12 års gamle vine
Orange, let brunlig, måske en anelse mørkere. Mindre ekspressiv i næsen, men med ren fad duft og mandel, hvorimod orangepræget er meget nedtonet. Frugt og nødder, men lidt lav på syre og friskhed. Blød og med fin pebret hale.

São Leonardo 20 års Tawny
Brunlig med let orange kant. Igen med orange og mandel i næsen, men lidt mørkere og tungere. Ikke så tung smagsmæssigt, hvor nødder og orangeskal går igen sammen med lidt mere udprægede fadnoter som en smule puddersukker. Harmonisk, men med en lidt sprittet hale.

1984 Colheita, Quinta do Mourão
Brun med lys kant. Lidt apotekerpræg i næsen, som desværre overdøvende de finere nuancer. Flot og harmonisk i munden med tydelig præg af nødder og orange. En sprittet hale. Udgangspunktet for 20 års blend er altså en Colheita med 30 år på bagen.

São Leonardo 30 års Tawny
Orange, rødbrun. En elegant duft af mandler og orange. Lidt federe i stilen, men stadig elegant og tør. God smag af nødder og orangeskal samt noter fra fad.

1972 Colheita, Quinta do Mourão
Brun, mørk med lys kant, uklar. Lidt vel præg af karklud i næsen, måske pga. manglende iltning. Tør i stilen med mandel og lidt tørrede frugter samt mere mørke fadnoter.

São Leonardo 40 års Tawny
Orange, meget lys og klar. Mandel, orange og lidt kanel i næsen. Godt med fedme og en flot smag af orange og nødder. Godt med syre, så der også er friskhed og balance.



1948 Colheita, Quinta do Mourão
Brun, mørk og ikke helt klar. Duft af rosiner og ristede noter. Meget koncentreret med nødder og masser af fadnoter. Noget sprittet.

Quinta do Mourão 50 års Tawny
Rødbrun, noget uklar. Orangepræget er væk, tilbage er nødder, kanel og tørrede frugter. En intens smag af balsamico og brun farin.

Quinta do Mourão 60 års Tawny
Brun og uklar. Duft af figner og rosiner modsat de yngres mere friske præg. Let brændt med balsamico og nødder, meget intens og koncentreret. Et flot, men også mættende glas. 

Generelt kan siges, at stilen er meget ren, frisk og tør med tydeligt fadpræg, men ikke af den tunge slags med rosiner, figner o.l.. Den officielle tawnyserie er delikate vine med en klar linje, men jeg savner nok lidt mere markante forskelle end bare øget koncentration og ”mere af samme”. Modervinene var ikke overraskende mere rustikke, med mere fadpræg og mindre friskhed, syre og elegance. Desværre skulle især modervinene nok have været åbnet noget før eller evt. dekanteret, da flere af dem var lidt grimme i næsen, hvilket dog aftog lidt efterhånden.


onsdag den 11. november 2015

Ramos Pinto Vintage 1983


Som nævnt i seneste post om portvinsfestivalen på Børsen, har en af de helt store personligheder i portvinens verden, João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, nyligt været i Danmark. The Vintage Port Club havde derfor tirsdag den 3. november inviteret ham til en klubsmagning, som var delt i to afdelinger:
Først en teknisk smagning, hvor vi smagte deres Vintage 1983 i fire enkeltdrueudgaver suppleret med det færdige blend. Derefter en vertikal smagning af Ramos Pinto Vintage og Quinta da Ervamoira Vintage i forskellige årgange fra 1950 til 2002 heriblandt begge i årgang 1994.
Der var altså lagt op til en lærerig aften. Både fordi João Nicolau de Almeida øste af sin store viden og sine snart 40 års erfaring hos Ramos Pinto, hvor han har været med i alle led i produktionen, og fordi selve flaskerne lagde op til at sammenligne og drage konklusioner.


Først lidt baggrund. Da João Nicolau de Almeida vendte tilbage til Douro i 1976 efter at have studeret ønologi i Bordeaux, blev han udfordret af sin onkel, José António Rosas, som lige efter revolutionen i 1974 havde købt en helt ny quinta, Quinta da Ervamoira, ved Rio Côa i Douro Superior tæt ved den spanske grænse. Der skulle nyplantes og gerne med de bedste druesorter, hvorefter et større researcharbejde gik i gang. João betingede sig dog, at der blev forsket i såvel portvins- som bordvinsdruer. Han havde trods alt studeret i Bordeaux og var søn af Fernando Nicolau de Almenida, som så at sige opfandt kvalitetsvin fra Douro med den legendariske Barca Velha.
Rodstokke og druesorter blev testet og undersøgt, og der blev eksperimenteret med at plante vinstokke fordelt på parceller i enkeltmarker og ”au alto” – altså, så de enkelte druesorter blev separeret og placeret i rækker uden brug af terrasser, hvilket muliggør brug af maskiner.
Kort fortalt blev resultat af forskningen, at der blev anbefalet især at gøre brug af fem druesorter: Tinta Barroca, Tinta Roriz, Tinta Franca, Touriga Nacional og Tinta Cão, da disse såvel kvantitativt som kvalitativt var de bedste – en opfordring som Verdensbanken tog til sig, så de faktisk kun støttede nyplantninger, hvis der var tale om netop disse fem sorter.
Et andet resultat af arbejdet var, at man med enkeltmarker og viden om sorternes karakteristika nu havde mulighed for at sammensætte det færdige blend med forskellige procentvist indhold af de forskellige druesorter alt efter, hvordan den pågældende høst havde artet sig og alt efter, hvilken portvin, man gerne vil have ud af det.


Som et led i hele processen blev der fremstillet nogle portvine, lavet på enkeltdruer fra høsten i 1983. Jeg var inviteret til at smage dem i marts i år i Gaia sammen med winemaker Ana Rosas (se tidligere indlæg). Her blev det også aftalt, at Ramos Pinto venligt ville donere flasker til en smagning i klubben, hvilket vi så valgte at supplere med andre såvel yngre som ældre flasker. Her er nogle smagenoter:

Tinta Barroca 1983
Mørk rubin og klar. Lidt skarp i næsen. Stadig med frugt og bær. Fyldig, rund og blød. Lidt til den søde side, men også krydret og pebret. Bløde, men stadig intakte tanniner.

Tinta Roriz 1983
Lys rødbrun, ikke helt klar. Fin duft af delikate røde bær. Fin smag, men uden rå kraft, syre og tanniner, hvilket ellers kendetegner druen.

Tinta Franca 1983
Rubin med brun kant. Ikke meget til næsen, men dog lidt mørke bær og florale noter. Godt med syre og stadig kraftig, men ikke helt harmonisk.

Touriga Nacional 1983
Mørk rubin, tæt ved det lilla. Duft at mørke bær. Stadig rig på frugt og med god dybde og struktur. Intens og flot krydret.

Ramos Pinto Vintage 1983
Blend 50 % Tinta Barroca, 30 % Tinta Franca, 10 % Touriga Nacional og 10 % Tinta Roriz. Mørk rubinrød. Dejlig duft at jordbær, kirsebær og mørkere bær. Velbalanceret med pæn syre, frugt og velintegrerede tanniner. God eftersmag. Et fint, modent glas, som også kan lagre længere.

Quinta da Ervamoira Vintage 2002
Blend af 40 % Touriga Nacional, 30 % Tinta Franca og 30 % Tinta Barroca. Mørk rubin med lilla kant. Meget lukket ned i såvel næse som smag. Godt med frugt og præg af solbær. Kraftig med bløde tanniner, men kort i smagen.

Ramos Pinto Vintage 2000
Blend af 50 % Touriga Nacional, 40 % Tinta Franca og 10 % Tinta da Barca. Mørk rubin. Lidt vingummipræg i næsen, hvilket dog fortog sig lidt efterhånden, som den blev iltet. Lukket. Røde bær, kraftig på syre og tanniner. Har brug for mange år for at blive modnet.

Ramos Pinto Vintage 1994
Blend af 40 % Tinta Franca, 30 % Touriga Nacional og 30 % Tinta Barroca. Rubinfarvet og klar. En flot, men måske lidt vel parfumeret duft af røde bær og florale noter. Stadig lidt lukket, masser af frugt og tanniner. Ikke færdig med at udvikle sig.

Quinta da Ervamoira Vintage 1994
Blend af 60 % Touriga Nacional og 40 % Tinta Barroca. Rubin og klar. Mere åben og en flot duft af modne bær. Fin frugt og bløde tanniner. Et dejligt glas at drikke nu, men kan også stadig lagre.

Ramos Pinto Vintage 1982
Blend af 70 % Tinta Barroca og 30 % fra vinhas velhas. Mørk rubin. En tarvelig duft i næsen med lidt præg af råd og acetone, men også frugt og blommer. På grænsen til at være skæv.

Ramos Pinto Vintage 1970
Tawny brun, lys. Er farven skuffende, er smagen til gengæld fremragende. Fint med kirsebær og andre røde bær. Blød og elegant, med fin afmålt frugt og søde krydderier. Et herligt modent glas.

Ramos Pinto Vintage 1950
Brun og uklar. En duft at tørrede frugter og karamel og ikke med meget frugt tilbage. Oxideret og med tawnypræg. Uharmonisk. Der var dog flaskevariation, og den anden flaske virkede lidt bedre.


Hvad kan man så konkludere af smagningen? For det første, at der er stor forskel druesorterne imellem. De var alle drikkelige, men klart forskellige med hensyn til farve, duft, smag, intensitet, kraft og tanniner. João forklarede fx, at Ramos Pinto valgte at satse på de ikke så kraftige, men bløde og mere langtidsholdbare tanniner i Tinta Barroca frem for de mere rå tanniner i Tinta Roriz. Det gjorde Vintage 1983 mindre voldsom i begyndelsen, men til gengæld holder tanninerne stadig.
Med hensyn til Vintage 1994 fornemmer man, at det meget varme og solrige klima på Ervamoira fører til mere modne druer, som også i flasken modnes tidligere.   
Endelig bekræftede smagningen klart værdien i at benytte sig af en blend - især når det kommer til druesorter. Eller som João Nicolau de Almeida udtrykte det: ”Portvin skal være et blend, akkurat som landskabet i Douro er det. Hele pianoet skal bruges.”
Når João Nicolau de Almeida træder tilbage fra Ramos Pinto til marts næste år og overlader taktstokken til Jorge Rosas, holder han sig dog heldigvis ikke helt fra branchen. Han fortsætter for det første som konsulent fra Ramos Pinto, og så ejer han for det andet sammen med sine sønner og svigerdøtre Quinta do Monte Xisto, der som Ervamoira ligger ved Rio Côa. Herfra produceres der allerede bordvin og snart følger portvin, røbede João. 


onsdag den 4. november 2015

Festival på Børsen

For portvinselskere er Henrik Oldenburgs Portvinsfestival på Børsen en årlig tilbagevendende begivenhed, som der ses frem til med glæde. Samtidig er der dog også lidt ”same procedure as last year” over det.  Man møder de samme mennesker som året før, står i kø ved de samme importører og smager de samme vin.
Det sidste er selvfølgelig ikke helt fair. For det første kommer der vitterligt nye importører og producenter til, ligesom alle jo gerne medbringer de seneste aftapninger samt andre nye varer. Så der er altid noget nyt at smage. Og så er vi vel også en del, der må indrømme, at vi kan se 90 års fødselsdagen igen og igen – akkurat ligesom vi gerne tropper op for at få udskænket portvin igen og igen.
Endnu en ting, som heldigvis er anderledes år for år, er den særlige lukkede smagning for journalister, vinskribenter og repræsentanter fra landets portvinsklubber. Årets gæst var João Nicolau de Almeida fra Ramos Pinto, som jeg er så heldig at have kendt i adskillige år. João har nyligt annonceret, at han træder tilbage som chef for Ramos Pinto til marts næste 2016. Posten bliver dog i familien, idet hans fætter, Jorge Rosas, overtager – ligesom kusinen, Ana Rosas, allerede har overtaget hvervet som winemaker på portvinssiden. Alle tre er direkte efterkommere af António Ramos Pinto, der sammen med stifteren og broderen Adriano Ramos Pinto skabte portvinshuset. Flot at familien stadig står i spidsen for huset, selv om det i 1990 blev overtaget af champagnehuset Roederer.


Med det snarlige vagtskifte in mente, var det måske ikke så overraskende, at João benyttede lejligheden til at kigge tilbage på de knap 40 år, han har været tilknyttet Ramos Pinto. Men temaet for hans fortælling og smagningen var også 25 års jubilæet for Duas Quintas – bordvinen, som er lavet på druer fra henholdsvis Quinta de Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. To quintaer, som supplerer hinanden fint, da den første ligger i den varmere Côa-dal, hvor der især er skiffer jordbund, mens den anden er placeret højere oppe og dermed med køligere klimaforhold og med granit i jorden. João påpegede, at bordvinsproduktionen i dag er nødvendigt rent økonomisk, da beneficioen, altså de centralt bestemte kvoter for portvinsproduktion, sætter store begrænsninger på, hvor meget portvin, der kan laves. Samtidig fortalte han, at mange af de helt unge vinmagere faktisk meget gerne vil have portvin, hvilket er værd at lægge mærke til, da der jo ellers de seneste årtier har været en del fokus på Douro DOC. Tænk bare på historien om Douro Boys.
Endvidere fortalte João om det pionerarbejde han stod i spidsen for sidst i 70´erne og først i 80´erne, hvor han researchede i Douros druesorter, hvilket udmundede i en anbefaling af fem sorter. Da dette netop var emnet for den smagning af Ramos Pinto, der fandt sted den efterfølgende dag i The Vintage Port Club, vil mere herom følge i næste blogindlæg.
Endelig havde João store forventninger til årets høst. Den var ikke så kraftigt og muskuløs som 2011, men ”et år, hvor alt var perfekt, og som kan give vine med mere finesse”, bebudede han. Så mon ikke vi om et par år kan vente os en bred deklaration af 2015?
Efterfølgende fik vi lov til at smage på et lille udvalg af såvel bordvine som portvine. Følgende blev smagt:

Duas Quintas White Reserva 2014
Lavet på et blend af Rabigato, Viosinho, Arinto og Folgazão. Meget lys, grøngul og klar. En frisk duft af grønne æbler og citrus, men også lidt tropiske noter. Fyldig med fin struktur og en fin blanding af frugt og mineraler. Harmonisk og med god eftersmag.

Duas Quintas Red 2013
Mørk rubin. God frugt med brombær og andre mørke bær. Kraftig og med megen ren frugtsmag og godt med tanniner. Et typisk kraftig og glimrende madvin fra Douro.

Duas Quintas Red Reserva 2011
Samme karakter som lillebroderen, men med mere elegance og større kompleksitet. Blød i næsen, men kraftig i munden og godt med tanniner. Fin og ikke overdrevent fadlagring. En fremragende vin.

LBV 2011
Mørk rubin. Frisk frugt, solbær og let krydret i stilen. Endnu ung og kraftig, som årgangen generelt, med også fint drikkelig nu. LBV fra Ramos Pinto hører generelt til blandt de bedre af slagsen, efter min mening.

10 års Tawny
Mørk rødbrun. Stadig med frugt, men også præg af fadlagring i form at tørrede frugter og mandler. Dejlig frisk med god, balanceret syre og stadig vinøs.

20 års Tawny
Mørk brun. Mere intens i næse og mund. Mere udpræget fadnoter som brændte figner og rosiner samt mandler. Cremet og fyldig og med lang eftersmag.

Vintage 1983
En noget skarp og skæv næse, men dog ikke fejldømt, da det givet ville aftage, hvis den fik mere tid. Stadig rig på frugt med jordbær og andre røde bær, og stadig med syre intakt. Dog ikke helt harmonisk. Burde nok have været åbnet i bedre tid.  


Efter denne lille smagning, blev der så smagt en del portvin ved selve festivalen. Men da omstændighederne desværre ikke er til at tage udførlige noter, vil jeg her blot nævne nogle enkelte spændende ting, som jeg fik prøvet.
Conceito er et forholdsvist nyt brand med en kraftig og krydret LBV 2009 og en ditto, men også mere kompleks og tanninfyldt vintage 2007 samt en let og mild, men behagelig 10 års Tawny.
Dow´s Crusted Port er spændende, hvis man er til dette underfundige produkt, som i sin tid opstod som en blanding af rester fra flere årgange vintage. En del tyder på, at der er flere af dem på vej på markedet. Alvaro van Zeller havde en overraskende kraftig og fyldig organisk Reserve Ruby fra Maynards med, og endelig sluttede dagen for mit vedkommende med en Colheita 1966 fra Burmester, venligt skænket af Sonia Figueira.

Til sidst en lille bøn. Man kunne ønske sig, at Henrik Oldenburg igen ville invitere vinskribenter til en mere professionel afdeling frem for de åbne smagninger, så der ville være mere tid og plads til at smage, tage noter og ikke mindst tale med de portugisere, som er mødt frem.  

søndag den 1. november 2015

Bulas og Vieria de Sousa hos ambassadøren

Vi skal ikke så mange år tilbage før det var usædvanligt, at der stod kvinder bag god portvin eller vin. Ses bort fra legendariske skikkelser som Ferreiras Dona Antonia var portvinens verden en verden af mænd.
Sådan er det heldigvis ikke længere. Flere og flere kvindelige winemakere gør sig bemærket på fremragende vis – både i Portugal generelt og i Douro. Filipa Pato i Bairrada, Julia Kemper i Dão og ikke mindst Sandra Tavares da Silva i Douro for blot at nævne nogle få.  
To andre spændende kvindelige vinmagere var på besøg i Danmark nyligt, idet Torben Mandrup fra DrikPortvin i fredags havde inviteret til smagning med fokus på netop kvindelige winemakers i Douro. Smagningen fandt sted hos den portugisiske ambassadør, Rui Maciera, som også gerne vil fremme portugisisk vins status i Danmark og derfor venligt havde stillet sit hjem til rådighed.


Gæsterne fra Portugal var winemaker Luisa Borges fra Vieria de Sousa samt winemaker Joana Duarte og salgschef Isabel Vieira fra Bulas. Dertil kom, at aftenen faktisk blev indledt med et glas fra Claudia Quevedos hånd, nemlig en Pink Port fra Quevedos vingård Quinta da Trovisca. En fyldig sag, rig på frugt med masser af hindbær og jordbær i næsen. Mild, men også lidt vel parfumeret.
De to firmaer kender hinanden godt er nærmest naboer, som Isabel Vieira sagde. Deres ejendomme ligger på højre bred i Cima Corgo.


Bulas blev grundlagt af José Bulas Cruz i 1951, og det er netop hans underskrift, som udgør logoet. De begyndte dog først senere at producere i eget navn. Første vintage er således fra 2009. Bulas to gårde, Costa de Baixo og Foz Ceira, ligger et stykke nedstrøms fra Pinhão, tæt ved Quinta do Crasto ved den opstemmede Rio Ceira.


Vieria de Sousa blev grundlagt i 1925, men var senere ejet af Barros. Blev dog solgt fra, da Barros blev overtaget af Sogevinus, hvorefter familien så at sige begyndte på ny i eget navn. Winemaker Louise Vieria de Sousa Borges er femte generation i familien. Familien har et par ejendomme, Espinhal de Cima og Quinta da Agua Alta, i samme område som Bulas samt en quinta i Mendiz-dalen bag Pinhão og ikke mindst Quinta do Roncão Pequeno mellem Pinhão og Roncão-dalen.
Flere ejendomme med forskellige beliggenheder giver flere strenge at spille på for vinmagerne, hvilket er en klar fordel. Produktionen omfatter da også både portvine og bordvine.


Vieria de Sousa


Espinhal Douro DOC White 2013
Lavet på et blend af typiske Douro-sorter; Viosinho, Rabigato og Gouveio. Gulgrøn, frisk i næse og mund. Duft af grønne æbler og citrus iblandet lidt tropiske noter. Fin fyldig med såvel frugt som mineralitet. Tør, i god balance og med god, lang eftersmag. Rigtig god hvidvin til prisen.

10 års Semi Dry White
Orangefarvet, gyldenbrun. Frisk næse med lidt abrikos. Forfriskende halvtør med mere fylde end helt tørre hvide portvine. God smag og rig på syre, fin eftersmag. Et udmærket glas.

10 års White
Blend af vine med mere end 10 år på bagen, frisket op med lidt yngre udgaver. Gylden brun med fin duft, der kombinerer frugt og mandler. Igen lidt abrikospræg. Sødere i stilen selvfølgelig, men også med friskhed og syre. 

LBV 2011
Mørk rubin. Flot næse med hyldebær og andre mørke bør samt lidt grønne noter som mynte. God smag, der igen kombinerer frugt og fylde med mere lette og friske noter. Runde tanniner og en godt krydret og pebret hale. Indbydende, imødekommende og dejlig.

Vintage 2011
Mørk rubin. Solbær og andre mørke bær i næsen. Samme fine kombination af friskhed og fylde, men mere kompleks og med større elegance. Endnu åben og med afmålte tanniner og derfor fint drikkelig lige nu, trods den unge alder, men den lukker nok snart ned. Et meget spændende bekendtskab.


Bulas


Seyra Douro red 2013
Frisk, ung og rå rødvin med mørke bær, rå frugt og godt med tanniner. Ligefrem, men uden dybde og kompleksitet.

Douro DOC Reserva Tinto 2011
Lavet på Touriga Nacional og druer fra en gammel, blandet vinmark, lagret på fransk eg i ni måneder. Kraftig næse med kirsebær og mørke bær, vanille samt lidt kaffenoter. Meget rig på frugt, fyldig, blød og rund og med afrundende tanniner. Mangler måske lidt karakter og har lidt for meget præg af fadlagringen til min smag.

LBV 2009
Mørk rubin med en intens næse af mørke bær. Robust, fyldig på frugt og tør i stilen, men måske lidt vel marmeladeagtig og opulent. Ikke helt i balance. En sprittet og pebret hale.

Vintage 2012
Meget ung og derfor hård og tanninfyldt, men dog endnu åben. Solbær, hyldebær og blommer og med masser af kraft og frugt. Tør i stilen, robust med lang kraftig hale. En potent sag, som nok skal udvikle sig positivt, men har brug for tid.

10 års Tawny
En fin frisk næse med lidt præg af nødder og tørrede frugter. Meget tilgængelig og velsmagende, men lidt vel lav på syre.

20 års Tawny
Flot duft med mandler, nødder og tørrede frugter som rosiner. En dejlig cremet og elegant stil. Har tilstrækkelig syre til en fin balance. Et virkelig fremragende glas, som vil gøre sig fint i enhver 20 års smagning.

30 års Tawny
Samme stil som 20 års, men med større intensitet uden dog at blive for voldsom. Foruden mandler, nødder og tørret frugt også lidt karamelpræg i næsen. Let krydret, fyldig og flot cremet, men stadig med elegance og friskhed.


Fælles for de tro producenter er, at de er familieejede og har et rimeligt bredt sortiment. Stilen er, som ovenstående gerne skulle vise, ikke helt den samme, men der er god kvalitet begge steder. Bulas har efter min mening klart sin styrke med sin udmærkede Tawny serie. På vintagesiden står Vieria de Sousa umiddelbart som vinder, da stilen tiltaler mig mere. En direkte sammenligning er dog ikke rimelig, da der jo er forskel såvel kvalitets-mæssigt som stilmæssigt på høsten de forskellige årgange imellem.

Vinene fås hos DrikPortvin. Se også producenterne hjemmesider: Bulas og Vieira de Sousa

søndag den 25. oktober 2015

Portvinsmiddag med Quinta de la Rosa

Familien Bergqvist har produceret portvin siden 1815. Med andre ord kunne de i år fejre deres 200 års jubilæum i portvinsbranchen. Derfor blev der i sidste uge afholdt portvinsmiddag på restaurant Under Lindetræet i Odense, hvor chefkok Brian Madsen havde kreeret en 4-retters menu til forskellige portvine fra Quinta de la Rosa og med indehaveren selv, Sophia Bergqvist, som deltager.


Lad mig med det samme slå fast, at portvin sagtens kan drikkes til andet end ost og dessert, hvad middagen også viste. Men som portvinsentusiast må jeg også med hånden på hjertet sige, at det ikke nødvendigvis er en god idé, ligesom det heller ikke altid er et godt match. Det sidste viste aftenen desværre også et eksempel på.
Men først lidt om Sophia Bergqvist og Quinta de la Rosa. Quintaen tilhørte oprindeligt portvinsfirmaet Feuerheerd, og den blev i 1906 givet som dåbsgave til Claire Feuerheerd, der senere via giftermål blev til Claire Bergqvist. Da Feuerheerd i 1933 blev solgt til Barros-Almeida var det uden quintaen, som altså forblev Bergqvist-familien eje. I de første mange år solgt de deres høst til store producenter som Croft, Delaforce og Sandeman, men da lovgivningen i 1986 åbnede op for eksport af portvin direkte fra Douro, var Quinta de la Rosa blandt de første, der slog til og begyndte at lave portvin i eget navn. Og det med en voksende ry.


I dag ejes stedet af Sophia Bergqvist, som staks fortalte, at hun trods det svenske navn og en smule svenske aner, ikke kan et ord svensk. Hun deler da også sin tid mellem England og Douro. Quintaen produceres såvel bordvin som portvin – en opgave som er lagt i hænderne på winemaker Jorge Moreira.
Sophia Bergqvist fortalte lidt om vinene under middagen, som blev indledt med en rød porttonic lavet på husets Ruby Reserve Port. Det kunne faktisk godt drikkes, men jeg vil nu stadig foretrække at bruge en tør, hvid port til formålet.


Første ret var gratineret torsk på butterdejsbund med svampeduxelle og fiskesauce. Dertil blev – lidt overraskende – serveret Quinta de la Rosas 10 års Tawny. Men det gik faktisk fint i spænd, da husets tørre stil og friskheden i deres 10 års fint matchede den lidt røgede torsk. Vinen var fin rødbrun med duft af nødder og orangeskal. En god friskhed med ligeledes orange og nødder i smagen. Tør og med en lang, let pebret eftersmag. Faktisk en udmærket 10 års Tawny, som jeg glæder mig til at gensmage.


Derefter fulgte en anretning med kold vildt rilette og rådyrryg anrettet med salat og brombær. Her blev der serveret 20 års Tawny, men det var sagt ligeud ikke et heldigt match. Vinen var mørkere og tungere i stilen, med tørrede frugter og brændte mandler samt en smule orange. En lidt mere ordinær og lidt vel sprittet 20 års uden den friskhed og charme, som den yngre udgave havde. Og til det kraftige kød samt de mørke brombær ville jeg så afgjort have foretrukket en LBV eller Vintage port.


Hovedretten var kalvefilet med kartofler, gule og røde beder samt løg, hvortil vi fik en Vintage 2012. En ung, men stadig åben og overraskende imødekommende vin, som fint gik til det røde kød. Godt med frugt i næsen, kirsebær og andre mørke bær, violer, peber og krydderier samt forholdsvis bløde tanniner. Vellavet og et fint glas at drikke selv uden mad.  
Endelig fulgte som dessert en ostekage, hvortil vi fik LBV 2010. Også et ok match, da kagen var ret kraftig i smagen. LBV´en havde brombær og andre mørke bær i næsen. Den var mindre krydret, tør og med en let anstrøg at noget grønt. Fint i balance og fint modnet.


Alt i alt en fin aften, hvor vi blev mætte både efter de fire solide retter, som alle var store og veltilberedte. Men også af de mange glas portvin, som jo har en anden tyngde og alkoholstyrke end almindelig vin. Samtidig fik jeg også stiftet nærmere bekendtskal med såvel Sophia Bergqvist som portvinene fra Quinta de la Rosa, som jeg glæder mig at smage flere af i fremtiden.

Såvel bordvine som portvine importeres af Vinslottet.

lørdag den 17. oktober 2015

Når mænd synger fado

Der bliver hilst til højre og venstre på Marco Rodrigues nye album, Fados do Fado, som er en hyldest til mandlige fadosangere. De fleste forbinder jo umiddelbart fado med en kvindelig fadista med sort sjal over skuldrende, akkompagneret af mandlige guitarister. Men traditionen med mandlige sangere er lige så lang og tæller også store berømtheder – både i Lissabon, hvor Alfredo Marceneiro i sin tid udgjorde det mandlige sidestykke til Amália, og i Coimbra hvor universitetsbyens særlige fadovariant især udøves af mænd.

Marco Rodrigues vandt amatørkonkurrencen Grande Noite do Fado i 1999, begyndte at synge på Café Luso og pladedebuterede i 2006. Med tiden har han etableret sig som en af tidens førende mandlige fadosangere – et selskab, der foruden nestoren Carlos do Carmo tæller Ricardo Ribeiro, Camané og de to øvrige Moutinho-brødre, Helder og Pedro.
Albummet byder på fortolkninger af sange fra mandlige fadosangeres repertoire heriblandt netop Carlos do Carmo, som Marco Rodrigues i øvrigt sang en glimrende duet med på albummet Tantas Lisboas fra 2011, men også Jorge Fernando, Tristão da Silva, Max (Maximiano de Sousa) og Tony de Matos med hans særlige latinudgave af fadoen.
Det stærke udlæg på albummet er Max´ kærlighedserklæring til citronsælgeren, ”Rosinha dos Limões”, som hans øjne følger efter, da hun passerer nedenfor hans vindue. Andre glimrende fortolkninger er ”Vendaval” fra Tony de Matos´ repertoire, Jorge Fernandos ”Trigueirinha” Camanés stille flotte ”Guitarra” og ikke mindst Carlos do Carmos sang om kvarteret ”Bairro Alto”, der jo huser adskillige fadorestauranter.
Flere af sangene har også gennem årene været indspillet af kvinder, men som Marco Rodrigues selv har udtalt, er de tydeligvis skrevet af og for mænd – og altså nu genindspillet af ham selv. En enkelt undtagelse fra denne tematik er der dog også blevet plads til. Det gælder Amálias ”Acho inúteis as palavras”, som også var med på hans debutalbum.


Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor Marco Rodrigues, da jeg første gang hørte ham. Men efter at have lyttet gentagne gange til det nye album samt oplevet ham optræde en enkelt gang, er jeg overbevist om kvaliteten og den fortjente hæder. Jeg hørte ham nu hverken ved en koncert eller på et fadohus, men på fadomuseet i Lissabon, Museo do Fado, hvor han og Cristina Branco gav hver et kort sæt i forbindelse med åbningen af en udstilling med fadoinspirerede malerier af Julio Pomar.


Med Fados do Fado skriver Marco Rodrigues sig for alvor selv ind i rækken af mandlige fadosangere. Alt i alt et noget traditionelt, men glimrende fadoalbum, indspillet med klassisk besætning og fint afvekslende tempomæssigt.


Marco Rodrigues: Fados do Fado, Universal Music 2015. 

mandag den 7. september 2015

Alvarinho fra Soalheiro

Som sommeren er ved at være forbi, er min prøvesmagning af Vinho Verde det også. Men jeg slutter med manér – nemlig med vine fra Quinta de Soalheiro, der sammen med tidligere omtalte Anselmo Mendes repræsenterer det bedste Vinho Verde, jeg har smagt.


Om nogen er familieejede Quinta de Soalheiro kendt for at lave fremragende enkeltdruevine på Alvarinho. João Antonio Cerdeiro plantede de første marker med Alvarinho helt tilbage i 1974 og i 1984 lancerede de den første rene Alvarinho vin fra hjembyen Melgaço tæt ved grænsen til Spanien. Navnet Soalheiro er en henvisning til den skinnende sol, som modner druerne i området, der er det mest solrige i en region, der ellers er kendt for megen nedbør.
I modsætning til de mere almindelige, friske Vinho Verde vine har vine lavet på enkeltdruer som Alvarinho faktisk også lagringspotentiale. Samtidig er de mere rige på frugt og har højere alkoholprocent, hvorfor der ikke er tale om lette perlende terrassevine, men hvidvine af høj, international standart.
De smagte vine var alle fra 2013, som Soalheiro selv kalder ”a  special harvest – the purity of Alvarinho fruit with a perfect balance between the minerality and the passionate elegant flavour”.
Vinteren bød på meget regn, hvilket blev efterfulgt af lave temperaturer, hvorfor modningen var sen. Juli og august var varme og tørre, men med kolde nætter, og høsten nåede at komme i hus, inden regnen satte ind.



Alvarinho Soalheiro 2013
Lavet på druer fra Alvarinhomarker omkring Melgaço. Gulgrøn, klar. Frisk og intens duft med citrus og ananas. Sprød med flot frugt, fin syre, mineralsk og elegant med pæn eftersmag. Kan nydes alene som aperitif eller som en frisk, men også fyldig ledsager til fisk eller lyst kød som fx kylling med piri piri.

Alvarinho Soalheiro Primeiras Vinhas 2013
Lavet på druer fra quintaens ældste marker – deraf navnet. Gulgrøn, klar. I første omgang lidt tilbageholdende i næsen, men efter nogen tid meget fyldig med citrus og igen lidt eksotisk karakter med honningmelon og ananas. Meget intens i munden, frisk og mineralsk, men samtidig også lidt nøddeagtig og cremet og med masser af frugt, der balancerer syren. Mere kompleks og med lang, flot eftersmag. Et fremragende glas, som virkelig viser Alvarinhos kvaliteter.



Alvarinho Soalheiro Reserva 2013
Lagret i knap et år på såvel nye som gamle franske egetræsfade og med battonage, hvilket vil sige, at bærmen omrøres under lagringen. Mere gylden i farven, klar. Kraftig og intens i næsen med lidt røget bacon, men stadig også med friskhed, citrus, ananas og andre eksotiske frugtnoter. Fyldig og kompleks med moden frugt. Tydeligt, men ikke overdrevet præg af fadlagringen. Endnu et flot glas, som klart viser lagringskvaliteten.  

Foruden enkeltdruevine på Alvarinho, producerer Quinta de Soalheiro også et blend på Alvarinho og Loureiro samt Espumante og Aguardente. Læs mere på quintaens hjemmeside


Vinene fra Quinta de Soalheiro kan herhjemme købes hos OttoSuenson 


mandag den 27. juli 2015

Maysons Madeira

Vinskribenten Richard Mayson har efterhånden fået en del bøger om portugisisk vin fra hånden. Den seneste af slagsen hedder kort og godt Madeira og er kommet i samme serie, The Classic Wine Library, som forgængeren Port and the Douro. Sidstnævnte er en stor succes og lidt af et referenceværk inden for portvinens verden. Så det er jo ganske naturligt, at efterfølgeren kom til at omhandle den anden store type forstærkede vin i Portugal.
Der er da også en del lighedspunkter de to bøger imellem. Begge indledes med et historisk afsnit efterfulgt af kapitler om vinsorter, marker og vinifikation. Derefter følger en oversigt over producenter og en gennemgang af vine fra forskellige årgange for så afsluttende kort at sætte fokus på turistmulighederne. Rundt om er der tillige strøet en række små portrætter af ”Men who shaped Madeira”. Men der er også store forskelle de to bøger imellem, da portvin og madeira jo er forskellige – og ikke kun geografisk.
Øen Madeira blev officielt opdaget i 1420, og snart efter blev de første vinstokke plantet. Allerede fra 1450 blev der eksporteret vin fra øen, men det var først senere, at der blev tale om Madeira. Som det gælder for portvin, kan der ikke sættes en præcis dato for, hvornår vinen så at sige blev opfundet. Der har givet været tale om en langsom udvikling. Første gang det nævnes, at vinen er forstærket ved tilsætning af druesprit eller brandy er i 1530, og vi skal frem til 1730 før det blev almindeligt at opvarme vinen – først ved solens hjælp (vinho do sol) og siden på teknisk vis ved den såkaldte estufagem-metode.
De anbefalede druer til fremstilling af Madeira er især de hvide sorter Sercial, Verdelho, Malvasia og Boal samt den røde Tinta Negra. Dertil kommer en række andre sorter som Terrantez, Bastardo, Moscatel og Listrão. Typemæssigt resulterer det i vine, der spænder fra det meget tørre (Sercial) over medium tør (Verdelho) og medium sød (Boal) til det søde (Malvasia). De almindelige billige vine er gerne 2-3 år gamle, mens kvalitetsvinene er ældre (5, 10, 15, 20, 30, 40, 50 eller sågar over 50 år). Dertil kommer Colheita fra et bestemt høstår, Solera efter systemet kendt fra Sherry og Frasqueira, den mest fornemme kategori, hvor vinen for det første skal være baseret på en enkelt af de førnævnte vinsorter og desuden have lagret på fad i mindst 20 år. Selv om kategorien tidligere hed Vintage, er der altså tale om noget helt anden end Vintage Port, hvorfor portvinsinstituttet gjorde indsigelser, hvilket førte til det nye navn. Men i daglig tale kaldes de gamle flasker nu stadig Vintage.
Efter således at have gjort rede for såvel produktion som typer af Madeira, beskriver Richard Mayson producenterne en efter en. Hvor der i slutningen af det 19. århundrede var mere end 150 af slagsen, er der nu kun syv selskaber tilbage, som eksporterer Madeira. Det ene, Madeira Wine Company dækker dog over en længere række af producenter og brands. Lad mig bare nævne dem:
Barbeito, Artur Barros e Sousa Lda., H.M. Borges, J. Faria, Henriques & Henriques, Justino´s og endelig Madeira Wine Company, som bl.a. står bag kendte producenter som Blandy, Cossart Gordon, Leacock og Pereira D´Oliveira. Blandy har sin helt egen placering i Maysons hjerte, da han faktisk er gift med datteren af det afdøde familieoverhoved, Richard Blandy. Han gør da også flere gange opmærksom på, at han ikke er helt uvildig, men bortset fra, at han tydeligvis har smagt mange flasker Blandy´s er det ikke noget, der på nogen måde skæmmer bogen.

Under hver præsentation af husene bringes smagenoter på de tilgængelige vine ligesom et efterfølgende afsnit dykker ned i skatkammeret og byder på noter om gamle årgangsvine. Netop antallet af smagenoter er den store forskel i forhold til Maysons bog om portvin. Hvor antallet er beskedent i portvinsbogen, er der her mange – så mange, at man ved almindelig gennemlæsning nøjes med at skimme. Skulle man så senere stå med en Lomelino 1914 Bual ved hånden, kan man jo altid slå op og se, hvordan Maysons vurdering lyder.
Dermed også sagt, at bogen om Madeira i højere grad er et opslagsværk end en bog, man læser fra ende til anden. Halvdelen af bogen er en god indføring i såvel øens som vinens historie, vinmarkerne og typerne, mens den anden er mere leksikal og opremsende. 
Alt i alt en bog, som måtte komme, da Richard Mayson i mange år har delt sin opmærksom mellem portvin og madeira. Der skulle også være god plads til den på markedet, da antallet af bøger om emnet ikke er mange. I nyere tid kan nævnes Alex Liddells Madeira, the Mid-Atlantic Wine, og ellers refereres der ofte til Henry Vizetellys Facts About Port and Madeira fra 1877. Derfor skal Maysons bog være velkommen, da den både er grundig, detaljeret, sober og saglig samt godt skrevet.
Mit eget kendskab til Madeira er desværre sparsomt. Men lysten til at gå i gang med at smage og tilfredsstille min nysgerrighed er ikke blevet mindre efter læsningen.

Richard Mayson: Madeira – the Islands and their Wines. The Classic Wine Library, Infinite Ideas Limited 2015, 258 sider.

Bogen kan købes på Amazon eller direkte hos forfatteren via hans vinblog



tirsdag den 7. juli 2015

Tapada dos Monges – Vinho Verde

I Danmark kender vi mest til de billigste udgaver af Vinho Verde, som de fleste supermarkeder har et enkelt eksemplar af. Men opsøger man mindre vinimportører med speciale i portugisisk vin er udbudet heldigvis langt større. Nyligt skrev jeg om topproducenten Anselmo Mendes. Denne gang skal det gælde Tapada dos Monges – et af flere brands fra det familieejede Vinhos Norte – alias Manuel Costa Carvalho Lima & Filhos. Selskabet blev stiftet i 1971 og har hjemme i Várzea Cova, øst for Braga tæt ved Minhos grænse til Transmontano, men de indhenter druer fra andre steder i regionen som fx subregionen Monção og Melgaço. Navnet Tapada dos Monges er en hyldest til munkene, som i det 12. århundrede introducerede vinproduktion i området.
Jeg har smagt seks meget forskellige flasker fra Tapada dos Monges, heriblandt noget så sjældent på det danske marked som en rød Vinho Verde. Tidligere var produktionen af rød Vinho Verde – især på druen Vinhão – betydelig, men den er faldet og udgjorde i 2013 kun 10 % af det samlede salg, mens rosé udgjorde små 4 % og de resterende 86 % var hvide. Det meste røde Vinho Verde drikkes på hjemmemarkedet, hvor det er bedre tilpasset maden.


Branco 2014
Lavet på et blend af Loureiro, Arinto, Trajadura. Lys, gulgrøn. Brusende ved opskænkning. Frisk med en duft af citrus, umoden pære og lidt ananas. Prikkende, hvilket forsvandt efter lidt tid i glasset. Fin ligefrem frugt og god balance samt en god, lang eftersmag. En dejlig frisk, let og ukompliceret Vinho Verde, som holdt sig fint ved gensmagning et par dage efter. Fint køb til prisen.

Espadeiro Rosé 2014
Enkeltdruevin på Espadeiro, som sammen med Padeiro benyttes til rosévin i regionen. Meget brusende ved opskænkning. Lys hindbærrød i farven, meget diskret i næsen, men dog også med hindbær. Tør og noget fattig på frugt, en lidt saftevandsagtig smag af røde bær. Kort eftersmag. En meget let, frisk rosé, som er anvendelig til terrassen, men efter min smag mangler frugt og karakter.


Loureiro 2014
100 % Loureiro. Gulgrøn, perlende. En frisk duft med citrus og blomster, hvilket er typisk for Loureiro-druen. Syrerig, men med god balance. Frugt, lime og blomster i smagen. Lidt kort eftersmag, men en meget frisk og indbydende Vinho Verde, som gør sig bedst afkølet.

Alvarinho 2009
100 % Alvarinho. Gul, lidt mørkere end Loureiro. Ikke så kraftig i næsen, men dog med frugt, honning og eksotiske frugter. God smag, godt med frugt, orange og mineralitet, men desværre med meget lidt syre til at balancere. Alvarinho kan tåle at lagre, men måske denne var friskere og mere indbydende for et par år siden. Nu virker den desværre lidt træt i både næse og mund.

Fernão Pires 2011
En specialvin lavet i 1500 eksemplarer på Fernão Pires druen, som ellers er mest udbredt midt i landet. Fremstillet i samarbejde med kokken Chefe Álvaro Costa som markering af 40 året for Vinhos Nortes grundlæggelse. Gylden, let perlende. Kompliceret duft med kontrast mellem frisk citrus og tropiske frugter og så en røget karakter, som kan stamme fra lagringen. God frugt med fedme og røgkarakter. En kompleks og dyb vin, som dog mangler lidt syre til at balancere, men Fernão Pires er ikke så syrerig. En anderledes og spændende vin fra området, som kan være velegnet til federe fisketyper på grill.


Tinto 2014
Lavet på en blanding af Vinhão, Amaral og Padeiro. Mørk, lilla, ja nærmest uigennemsigtig som hyldebærsaft eller en prøve direkte fra gæringskarret. Brusende ved opskænkning. Duft af kirsebær og andre mørke bær, masser af druesaft og syre samt også tanniner, men dog nok ikke til langtidslagring. Syrlig som en belgisk Geuze-øl. Meget spændende og anderledes og faktisk et godt ungt glas, men rød Vinho Verde vinder nok aldrig den store udbredelse herhjemme. Vil du prøve noget helt andet, så prøv den ved en 10-12 grader til en omgang grillkød en lun sommeraften.

Vinene kan købes hos den lille importør Adelino. Foruden Vinho Verde byder Christina da Silva, som står bag, på vine fra andre regioner og portvin samt portugisiske delikatesser som sardiner, oliven og tapenade.