Dead Combo

Sergio Leone og Ennio Morricone tilsat lidt ekstra kitsch og en omgang postmoderne Quentin Tarantino, omdannet til en god gang rytmisk instrumental guitarmusik med referencer til latin og jazz, den traditionelle portugisiske guitar og ikke mindst mesteren Carlos Paredes.

Sådan kunne en opskrift på den portugisiske folkrock duo Dead Combo (ikke at forveksle med det finske band af samme navn) lyde. Ja, se bare coveret på deres seneste album, A bunch of Meninos, hvor en lettere afklædt femme fatale står i højre side, mens duen selv sidder på en hotelseng – den ene i jakkesæt og med en pistol i hånden, den anden med bøjet hoved og høj bedemandshat. Det er som et stillbillede fra en film – en kulørt udgave af et film noir drama om gangstere og skønne, fatale kvinder eller lydsporet til en portugisisk spaghettiwestern. Den lille tekst i coveret følger i samme spor. Hør bare indledningen, som kunne være taget ud af et filmmanus eller en Dashiell Hammett roman: They went out through the back door, into the thick fog that hat glued itself to the city´s skin. The already dim street light had transformed itself into ghosts that vanished. I stayed sitting in the blood coloured sofa, aiming the revolver at that bunch of meninos”. 

Dead Combo blev dannet i 2003 i forbindelse med udgivelsen af et hyldestalbum til komponisten og guitaristen Carlos Paredes. Duoen består af de to guitarister Tó Trips og Pedro Gonçalves, som dog får hjælp af diverse andre musikere såvel på indspilninger som ved koncerter. De udsendte deres debutalbum Vol. I i 2004, og siden er bl.a. fulgt album som Lusitãnia Playboys (2008) og Lisboa Mulata (2011), som blev vel modtaget uden for Portugal. Endvidere medvirkede de på Misías seneste album Delikatessen, ligesom de har optrådt sammen med fadosangeren Camané.

Gruppen leverer instrumental guitarmusik i skiftende tempo, fra hurtige, svedige og mere bluesinspirerede udgaver til stille og melodiøse, hvor fadoen og førnævnte Carlos Paredes ligger gemt som underlæggende inspiration. Det sidste gælder fx det nye albums åbningsnummer ”Waiting for Nick at Rick´s Café”, hvis titel jo også sender en hilsen til filmverdenen – nemlig til Humphrey Bogart som Rick i Casablanca. Tilsvarende med anden skæring ”Povo que cais descalco”, en meget flot, afdæmpet og melodiøst stykke guitarmusik. Mere tempofyldt er numre som den country og western prægede ”Miúdas e Motas”, ”Dona Emília” og ikke mindst det herligt swingende titelnummer ”A bunch of Meninos”, hvor den elektriske guitar nærmest skriger hen over den skiftende solide rytme.

Af andre numre der bør nævnes er den dystre, melankolske ”Mr. Snowden´s dream” og den nærmest valsende ”Waits”, som givet er en hyldest til Tom Waits, hvis nummer ”Temptation” duoen før har optrådt med.

Ved første gennemlytning kan det synes lidt for enkelt og ens, men ved flere lytninger kommer variationerne frem – fra det smukke og stemningsfulde til det swingende og humørskabende.

Dead Combo optræder i morgen ved Oslo World Music Festival. Spændende, hvis de kunne blive inviteret til Danmark også.   

Stor smagning af Vintage 1994

39 ud af 46. Det må anses for at være et flot udvalg. 39 forskellige udgaver af Vintage 1994 ud af 46 deklareringer ifølge Henrik Oldenburgs store bog om Portvin.

Det var den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, som i anledning af deres 25 års jubilæum havde inviteret til stor smagning af den 20 år gamle årgang. Foruden klubbens egne medlemmer og repræsentanter fra pressen deltog der udenlandske gæster i smagningen – to repræsentanter fra producenterne, Dominic Symington fra Symington Family Estate, som bl.a. står bag portvinshusene Grahams, Dows, Warres og Cockburn, og winemaker Ana Rosas fra Ramos Pinto samt to internationale portvinseksperter, amerikanske Roy Hersh fra For The Love Of Port og Richard Mayson, som er forfatter til bogen ”Port and the Douro” og skribent for det engelske vinblad Decanter og på sin egen blog.  

Alle de store huse var repræsenteret i smagningen sammen med et stort udvalg af mindre quintaer. Det generelle indtryk var en stor årgang, hvoraf mange vine dog endnu ikke er færdigudviklede og en del stadig lukkede.

Richard Mayson karakteriserer i sin bog Vintage 1994 som værende ”outstanding wines, with flesh masking structure at the outset”. De vejrmæssige betingelser var i al fald gode. En våd vinter blev efterfulgt af en ikke for varm sommer, hvilket gav en langsom modning og øget koncentration. Lidt regn fik nogle til at høste tidligt, mens de mere tålmodige fik optimale betingelser.

Smagningen, som blev afholdt på Grand Hotel i Odense, var blind, men bruttolisten over vinene var dog kendt. De 30 af flaskerne blev smagt af samtlige ca. 40 deltagere, mens de resterende kun var fremskaffet i et eksemplar, hvorfor kun gæster, journalister og enkelte klubmedlemmer deltog i denne sidste såkaldte VIP-smagning.

Store blindsmagninger kan give nogle overraskende resultater, når man bagefter sammenholder sine smagenoter med vinlisten og sine forventninger til de enkelte mærker. Det var også tilfældet her. Huse, som ikke regnes for de ypperligste vintagehuse fik pæne placeringer, mens det modsatte gjorde sig gældende for store vintagehuse. Vinens relative unge alder spiller givet ind, da nogle af de første måske er modnet lidt før, men de store vine kan have tendens til at være mere lukkede på dette tidspunkt. Indtrykket her og nu vil derfor givet ikke være det samme om 10 eller 20 år.

Smagningen vil blive beskrevet senere i en artikel i Vinbladet, så her skal kun kort nævnes nogle enkelte resultater og tendenser.

To vine var desværre skæve, hvilket viste sig at være Cockburns og Niepoort. Resten var fine, men dog af svingende kvalitet. Huse som Sandeman, Churchill´s, Dalva og Real Companhia Velha præsterede ikke i denne årgang, ligesom store huse som Taylor, Dow og Quinta do Noval ikke helt opnåede de høje karakterer, man kunne forvente af deres renommé. Blandt de positive overraskelser var såvel quintaer som Quinta de la Rosa, Quinta do Sagrado og Quinta de Ervamoira (Ramos Pinto) samt huse som Delaforce og Offleys Boa Vista.

Der blev afgivet point til alle 39 vine ud fra Parkers 100 point skala. Det samlede resultat gav følgende top 10 med gennemsnitskarakteren afrundet til hele tal i parentes: 

1. Quinta do Noval Nacional (95)
2. Pocas (92)
3. Borges (91)
4. Quinta de Ervamoira (91)
5. Quinta da Romaneira (91)
6. Quinta do Vesuvio (91)
7. Quinta do Sagrado (91)
8. Ramos Pinto (90)
9. Kopke (90)
10. Croft (90)

Det må umiddelbart siges at være overraskende, at huse som Pocas og Borges placerede sig så højt, hvilket som før nævnt kan skyldes en højere grad af modenhed, så de altså er mere drikkeklare her og nu. Tillader man sig at mene, at deltagerne i VIP-smagningen måske er lidt mere øvede i at smage potentiale, ses det da også, at netop Pocas og Borges samt Sagrado og Kopke rykker ud af top 10 og erstattes af Quarles Harris, Ferreira, Warre og Grahams – som i langt højere grad er udprægede vintagehuse. Ikke fordi de førstnævnte opnår lavere karakterer, men fordi sidstnævnte opnår højere.

Sammenligner jeg med mine egne noter, gav jeg også mange point til Nacional og Ervamoira samt pæne point til de resterende. Endvidere gav jeg fine bedømmelser til fx Delaforce, Offleys Boa Vista, Quinta de la Rosa, Quinta do Crasto og Quarles Harris.    

Det samlede afstemningsresultat kan ses på klubbens hjemmeside