onsdag den 10. december 2014

Tabu – en filmanmeldelse

I går indledte Cinemateket i København deres filmserie ”Ny portugisisk film – på kanten af virkeligheden”. Resten af december vil der være visning af de fire forskellige film, der indgår i serien, herunder åbningsfilmen ”Tabu”, som vises igen søndag den 28. december.
Det er meget sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film i Danmark, og derfor endnu mere sjældent, at de opnår medieomtale. Derfor kan jeg – som gammel filmanmelder – ikke lade være med at bringe denne lille omtale af ”Tabu”, som er instrueret af Miguel Comes. Men ikke kun af den grund. Den er også en omtale værd!


Filmen er opdelt i en prolog og to afsnit: Paradise Lost og Paradise. Prologen fortæller en lille fabel om en opdagelsesrejsende, som vælger at kaste sig ud til krokodillerne på grund af ulykkelig kærlighed. Siden da har man jævnligt set en bedrøvet krokodille og en smuk kvinde sammen ved floden, lyder det.
Første del foregår i nutidens Lissabon og har den hjælpsomme Pilar og hendes naboer, den ældre kvinde Aurora og hendes afrikanske tjenestepige Santa, i centrum. Aurora lever mest i sine drømme, og da hun kommer på hospitalet, beder hun Pilar om at opsøge en mand, Gian-Luca Ventura. Det er denne mand, der fortæller filmens anden del, som er et tilbageblik på 60´ernes kolonitid i Afrika, nærmere bestemt Mozambique. Her havde Aurora en farm, arvet efter faderen, og her mødte hun sin mand og siden den unge levemand Ventura, som hun får en fatal affære med.
”Tabu” er anderledes fortalt i sort-hvid, hvilket passer fint til en historie, som mest af talt udspiller sig i erindringen. Og så emmer den af ulykkelig kærlighed, melankoli og længsel efter det tabte paradis – det portugiserne ynder at kalde for saudade.
Titlen kan forstås på flere måder. Det kunne selvfølgelig være en påstand om, at Portugals forhold til kolonitiden er tabuiseret, men filmens ærinde er hverken politisk eller et historisk opgør, selv om kolonikrigen sniger sig nærmere i filmen. Men titlen er derimod klart en henvisning til F. W. Murnaus gamle film ”Tabu”, der lige som denne er opdelt i to afsnit med samme titler – og som tematisk også har ligheder.
Endelig er titlen også en konkret henvisning til bjerger Tabu. ”Aurora havde en farm i Afrika for foden af Mount Tabu”, som fortællerstemmen forkynder på helt Karen Blixens vis. Men heldigvis er kolonihistorien ikke ren ”Out of Africa”, men nærmere Blixens egen måde at konstruere mytiske fortællinger. Eller Hemingway for den sags skyld, når han lader sine romaner og noveller udspille sig blandt europæere og amerikanere i Afrika. The Short Happy Life of Francis Macomber for blot at nævne en enkelt titel.  

I sin form er ”Tabu” ikke en film for det bredde publikum. Men det er en gribende og godt fortalt kærlighedshistorie, hvor der også er plads til humoren. Det er en – måske lidt vel romantisk – hyldest til gamle fortællemåder. Og så er det ikke mindst en stemningsfyldt film, hvor musik, de flotte billeder og selve historien harmonerer fint. 


tirsdag den 9. december 2014

Ny Portugisisk Film i Cinemateket

Portugisiske film finder desværre sjældent vej til de danske biografsale eller til tv-kanalerne. Samtidig har landet generelt stået i skyggen af de større filmlande som Spanien og Frankrig.
Fra og med i dag har man dog chancen for at se et lille udvalg, idet Cinemateket i København i samarbejde med Den Portugisiske Ambassade viser en lille række af nye portugisiske film.


I aften gælder det ”Tabu” af Miguel Gomes, som har været vist i en række europæiske lande, men altså ikke Danmark. Filmen foregår dels i nutidens Lissabon og dels i 1950´ernes Mozambique, hvor kolonilandet dannede rammen for en ikke glemt kærlighedshistorie.
I løbet af måneden følger så tre andre film. ”This Side of Resurrection” om et søskendepar, hvor brodere lever som munk i et kloster ved Guincho-stranden. ”Historic Center”, som et en episodefilm i fire dele, der hylder Guimarães. Blandt bidragsyderne er finske Aki Kaurismäkis og den portugisiske nestor Manoel de Oliveira. Endelig vises João Botelhos filmatisering af Fernando Pessoas ”Rastløshedens bog”, som er en række dagbogsagtige notater nedfældet af Bernardo Soares – en af Pessoas mange såkaldte heteronymer. Filmversionen er ført op til vore dages Lissabon.


Læs mere om filmene på Cinematekets hjemmeside.

tirsdag den 25. november 2014

Butler Nephew & Co.

For nogen tid siden landede endnu en prøvepakke med vin sendt fra Portugal. Dejligt, når man som jeg, altid er nysgerrig efter at smage nyt. Denne gang kom pakken fra firmaet Christie´s, som producerer bordvine og portvine under henholdsvis navnene Castelinho og Butler Nephew & Co. Pakken bestod da også af et par flasker rødvin og en fin æske med prøver på fem forskellige fadlagrede portvine.


Portvinshuset Butler Nephew & Co. har aner tilbage i 1700-tallet, da det er grundlagt af ejerkredsen bag Burmester, Nash & Co. I 1789 blev James Butler partner og senere kom John Nash´s nevø til, hvorefter navnet blev til Butler Nephew & Co. Efter 2. verdenskrig var huset ejet af Gonzales Byass, som i 1979 blev købt af Stephen Christie. Familien har produceret portvin gennem to generationer og ejer Quinta Dona Mafalda.
Her er lidt noter på de smagte vine:
Castelinho Reserva 2011: Douro rødvin lavet på druerne Touriga Nacional og Touriga Franca samt druer fra gamle vinmarker. Fin rubin med godt med frisk frugt, solbær og brombær. Lidt marmeladeagtig med tydelige, men ikke overdrevne noter fra fadlagringen. Dog lidt vel meget vanille efter min smag. Bid, men med bløde tanniner. Lang pebret eftersmag. Fint drikkeklar.
10 års hvid: Gylden med duft af mandler, tørret frugt, lidt orange og noter fra fadet. Delikat smag med bl.a. mandler og appelsinskal. Sød, men også med friskhed og god balance.
Finest Reserve Tawny: Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år. Granatfarvet med duft af frugt og mørke bær. Syltede kirsebær, krydret og let syrlig. Ligefrem og uden kompleksitet.
10 års Tawny: Mørk rødbrun med duft af kirsebær og valnød samt noter fra fadet. Cremet, måske lidt ordinær og ikke helt harmonisk, men med fin eftersmag.
20 års Tawny: Lys rødbrun. Fin duft af nødder, valnød og diskret orange samt lidt vanille. Blød med fine tørrede frugter og god syre. Harmonisk og velsmagende med lang eftersmag.
40 års Tawny: Brun. Valnødder, mandler og honning i næsen. Tørrede frugter og vanille. Stadig fin syre til at balancere sødmen. Lang flot eftersmag.


Huset er så afgjort bedst på 10 års hvid og de længst lagrede, 20 og 40 års Tawny. Foruden de smagte portvine producere Butler Nephew LBV og Vintage samt en 20 års Prestige-udgave.

Læs mere her


torsdag den 20. november 2014

Den gamle dame er kommet til byen

En glædelig nyhed indløb for et par uger siden. Jeg har længe været ærgerlig over, at portvinshuset Ferreira har været svært at finde på det danske marked. De har godt nok haft en importør, men denne har mest gjort det i engrossalg og salg til Duty Free Skandinavien – og ikke i detailhandel. Derfor har det udmærkede, traditionsrige portugisiske mærke desværre mest glimret med sit fravær.
Det ændrer sig forhåbentligt nu. Portugisisk Vinhandel i Odense har fået agenturet for det gamle portvinshus, hvorfor de i forbindelse med deres sidste halvårlige udsalg inviterede til smagning. Jeg benyttede mig af lejligheden til at smage de ni forskellige portvin, de nu har fået på hylden. Men først lidt om huset.


De fleste større portvinshuse har en lang historie, hvor der optræder mange personligheder. To personer overskygger dog alle andre, når portvinens historie bliver skrevet. Baron Joseph Forrester, hvis navn er knyttet til Offley og kortlæggelsen af Douro samt Dona Antónia Ferreira. De to var i øvrigt gode bekendte, og det var netop på en fælles sejltur på Douro, at Baron Forrester druknede, da deres båd kæntrede ved Cachão de Valeira. Den gang var floden ikke opdæmmet og rolig som nu, men med adskillige fald og strømhvirvler. Legenden fortæller, at det var Dona Antónias krinoline, der bar hende oppe i den brusende flod, hvorimod Forrester blev tynget ned af sit bælte med sølvmønter.

Huset Ferreira blev grundlagt i 1751 og fik sin storhedstid under Dona Antónia, som levede 1811-96. Selv om hun var lille og fik kælenavnet Ferreirinha (den lille Ferreira), var hendes betydning for såvel firmaet som hele regionen stor. Under hendes lederskab voksede Ferreira til at eje hele 24 quintaer herunder så velrenommerede som Quinta de Vargellas (nu Taylor), Quinta do Vesúvio (nu Symingtons) og Quinta do Vale do Meão. Endvidere stod hun bag investeringer i infrastruktur og social udvikling af området og grundlagde bl.a. hospitalet i Régua.   
Siden har et par andre personligheder været knyttet til Ferreira. Winemakeren Fernando Nicolau de Almeida, som med Barca Velha var den første til at lave rødvin af kvalitet i Douro, og Francisco ”Vito” Olazabal, som i dag laver udmærket rødvin og portvin på Quinta do Vale do Meão. I 1997 blev huset overtaget af Sogrape, som også ejer Sandeman og Offley.
Bordvinsproduktionen spiller stadig en stor rolle, men er i dag uskilt som Casa Ferreirinha, hvor Portugisisk Vinkælder i øvrigt også sælger den udmærkede rødvin Callabriga (2011). Jeg smagte den senest (dog i årgang 2010) i foråret på Quinta do Seixo sammen med Sograpes winemaker Luís de Sottomayor, som også er manden, der står bag de dejlige portvine. Her er lidt noter:
Dry White: Lys med duft af abrikos, nødder, florale toner og lidt parfumeret. Flot og tør, men ikke knastør som andre af slagsen. Restsukkerindhold er 85 g/l, hvor Taylors Chip Dry fx kun har 34,6 g/l.
Lagrima: Sød, hvid port. Gylden og ravfarvet. Smag af abrikos, honning, blomster og krydderier. Fin balance, da sødmen ikke føles overvældende og opvejes af lidt syre. God lang eftersmag. Restsukker er her 139,5 g/l.
D. Antónia Reserve White: Opkaldt efter legenden. Gylden i farven. Tørret frugt, blomster og krydderier i næsen. Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år og har da også begyndende fadpræg. Fin balance mellem syre og sødme.
10 års White: Flot gylden ravfarvet med fadpræg. Frisk med fin frugt og krydderier samt en god lang eftersmag.
D. Antónia Reserve Tawny: Næsten ruby i farven, men dog begyndende fadpræg. Stadig en del bær, abrikos og anden frugt i smagen. Fint balanceret, men også lidt anonym.
10 års Tawny, Quinta do Porto: Brunlig og med duft af mandler og krydderier, men også lidt frugt- og blomsterpræg. Et flot, fyldigt glas med fin balance og lang eftersmag.
20 års Tawny, Duque de Braganca: Brun og med en dyb duft af nødder og tørret frugt samt lidt diskret orange. Dejlig i munden med god karakter og dybde, men stadig også med en vis friskhed. En af de rigtig gode 20 års på markedet.
LBV 2009: Ruby med godt med røde frugter, men også lidt røget og krydret. Fin harmonisk, men godt med tanniner. Kan drikkes nu eller lagres.
Vintage 2011: Rød og lille i farven. Dyb og koncentreret med masser af fin, ren frugt, brombær og tanniner til et lagt liv. Krydret og pebret ende. En årgang, der er værd at have liggende i reolen.

Dejligt at få muligheden for at smage. Og det er i al fald ikke sidste gang for mit vedkommende. 

Besøg Portugisisk Vinkælder her 

tirsdag den 11. november 2014

Festival på Børsen

Som omtalt i mit seneste indlæg, begyndte Portvinsfestivalen med en stor smagning i selskab med Cristiano van Zeller og Quinta Vale de Maria. Cristiano var selvfølgelig efterfølgende til stede på selve festivalen, som traditionen tro bød på en lang række store og små importører og et fint udvalg af portvinshuse.
Han var heldigvis ikke den eneste portugiser på Børsen. Han havde følgeskab af sin fætter Alvaro van Zeller fra Barão de Vilar og Maynards, Ana Rato fra Ramos Pinto, Sonia Figueira fra Sogevinus, Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas samt Gustave Devesas fra Symington Family Estates, som havde valgt at introducere Cockburns på det danske marked.


Dejligt at se så flot et fremmøde af såvel kendte ansigter som for mig nye. Med al respekt for dygtige og entusiastiske importører, er der noget særligt ved at få skænket portvin af producenterne selv og samtidig på en lille snak.
Med de mange mennesker til den åbne smagning var det svært at koncentrere sig i forhold til at skrive noter. Derfor skal her kun følge nogle enkelt bemærkninger til nogle af de vine, jeg smagte.
Jeg lagde ud med en glas hvid reserva fra Casa Santa Eufêmias og to udmærkede Colheitas fra Dow´s. 2002, som stadig havde en del frugt og røde bær i behold til at balancere tawnykarakteren med de mørkere nuancer af nødder og figner, samt 1992 med hasselnødder, honning og karamelpræg. Et flot glas.
Derefter var jeg forbi Bulas og fik en snak med Isabel Vieira. Det familieejede portvinshus ejer de to vingårde, Quinta da Fozceira og Quinta de Costa de Baixo. De har været repræsenteret på Portvinsfestivalen i flere år takket været importør Torben Mandrup fra DrikPortvin, som også har været flink til at arrangere smagninger i eget regi. Og efter at have smagt på varerne, kan man jo ærgre sig over ikke at have sagt ja tak noget før.
Jeg fik først deres Vintage 2011, som kun er nummer to i rækken (den første var år 2009). Ung og rig på frugt og mørke bær, men også mere grønne noter, en fin struktur og flotte tanniner til et langt liv.
Derefter smagte jeg deres 20 års og 30 års tawny. 20 års var dejlig rig på frugt, en duft af orange og tørrede frugter samt fin syre til at balancere. En elegant vin. 30 års havde samme linje, men mere udpræget fadkarakter. Stadig en duft at orange, men også tørret frugt, mandler og kaffenoter. Blød og cremet, dejlig i munden og med en fin eftersmag. Et par elegante og spændende vine og et hus, jeg da helt sikkert vil udforske nærmere i nær fremtid.
Slutteligt kan det også nævnes, at jeg smagte Ferreira 10 års hvid og Vintage 2011 hos Strandgården. Ferreira har netop fået ny importør i Danmark og mere herom vil følge i et andet indlæg snarligt. Endelig var jeg også forbi Ramos Pinto og fik smagt Quinta de Ervamoira Vintage 2005 – netop Ervamoira gjorde det flot i den store 1994 smagning i The Vintage Port Club nyligt og 2005 udgaven levede helt op til dette.

Som altid en god dag med god portvin. Lidt vel hektisk, hvorfor der var masser af vine, som ikke blev smagt. Men dem har jeg jo så til gode til næste år. Henrik Oldenburg har allerede offentliggjort datoen, så sæt kryds ved mandag den 2. november 2015.

mandag den 10. november 2014

Cristiano van Zeller på Børsen

En stor mand bag store vine. Sådan kan det kort og godt siges. Cristiano van Zeller fylder godt fysisk, så det kan virke lidt morsomt, at han faktisk udgør en af drengene i ”Douro Boys” – de fem producenter (Quinta do Crasto, Niepoort, Quinta do Vallado, Quinta Vale Meão og Zellers egen Quinta Vale de Maria), som først i det nye årtusinde gik sammen både for at hjælpe og inspirere hinanden, men ikke mindst også for i fællesskab at markedsføre deres vine. Og jeg skriver netop vine. For selv om alle fem også laver portvin, er det med deres Douro vine, at de har opnået størst berømmelse sammen.
Derfor var 15 af de i alt 24 glas, som blev serveret ved smagningen på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs store Portvinfestival faktisk bordvine, mens de sidste ni var portvine. Rækken var altså lang, og inden da fortalte Cristiano om sig selv og Quinta Vale de Maria samt hans syn på den aktuelle udvikling i Douro.


Van Zeller familien kom til Portugal i 1700-tallet og etablerede sig som portvinsfirma i 1780. I nyere tid har familien været forbundet med den berømte Quinta do Noval, da familien giftede sig ind i Vasconcellos-familien, som ejede quintaen. Men såvel firmaet Van Zeller & Co. som Quinta do Noval blev solgt i 1993, hvorefter de enkelte familiemedlemmer måtte afstå fra at producere portvin i fem år. I stedet begyndte Cristiano at samarbejde med familien Roquette, som ejer Quinta do Crasto, og de andre venner i det, der siden blev til Douro Boys. I 1996 erhvervede han Quinta Vale de Maria, som har tilhørt hustruens familie. Vale de Maria, som ligger ved Torto-floden, er efter grundig renovering i dag hjemsted for produktionen af såvel portvin som bordvin. I 2006 blev også firmaet generhvervet, så det nu igen tilhører van Zeller familien.
Selv om quintaen er nyrenoveret, er de gamle dyder i højsædet. Druer til såvel de bedste bordvine som de bedste portvine fodtrædes i lagares, og Cristiano afslørede, at han snart vil skifte de sidste ståltanke ud med endnu flere nyopførte og derfor temperaturkontrollerede granitlagares. Nyplantninger på markerne sker med blandede druesorter i stil de gamle vinmarker, da det giver de bedste resultater. Vinene påvirker så at sige hinanden, som fx forskellene i modningsgrad og dermed høsttidspunkt mindskes i forhold til, hvis de var plantet hver for sig. Han er også en flittig bruger af de mindre udbredte sorter og altså ikke kun ”the big five” (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão og Tinta Barroca). Endvidere fortalte han, at han prioriterer enkeltmarker (med altså netop ikke enkeltdruemarker) højt, for at udnytte quintaens forskelligartede terroir.


Smagningen omfattede såvel hvidvin og rødvin som portvin samt nogle fadprøver fra forskellige brands.
Vi indledte med to hvide. Først en meget frisk, syrerig og ligefrem Rufo Branco 2013, som blev efterfulgt at en lidt tungere VZ Branco 2003 med tydeligt fadpræg i såvel næse som mund. Den sidste er lavet på en blanding af Viosinho, Rabigato, Codega og Gouveio, havde mindre syre, men var stadig fint balanceret og en langt mere kompleks vin med en næste burgundisisk stil.
Derefter fulgte en lang række røde i forskellige årgange. Først Rufo 2011, som er enkel og ligefrem, men god ekspressiv duft af røde bær. Derefter de mere komplekse, fadlagrede og tanninrige vine fra Quinta Vale D. Maria og ikke mindst Van Zellers CV, som vi smagte i både 2012 og 2011. CV er en fremragende, intens og dyb vin med mørke bær, kirsebær, lettere florale noter og krydret med hårde kraftige tanniner til en langt liv.
Vi smagte også to enkeltmarksvine. Vinha do Rio 2012, der, som navnet siger, er fra en mark tæt ved Torto, er lettere i næsen, men med god duft at mørke kirsebær, en kraftig smag med hindbær, frugt og bløde tanniner. Vinha Francisca 2011 fra en mark opkaldt efter datteren var lidt tilbageholdende i næsen, men med frisk frugt og kraftige tanniner. En mere elegant vin.
Et par ældre årgange, 2009 og 2007, af Quinta Vale D. Maria fulgte. Den første var endnu meget lukket, hvorimod 2007 havde åbnet sig til et dejligt glas.
Derefter fulgte en lille lektion i produktion af vin og portvin – nemlig tre forskellige udgaver af vin fra samme mark med samme druer (Touriga Franca) høstet på samme tidspunkt (2013). Den første var fra ståltank, den anden fra lagares og den tredje var en port. Der var klare ligheder, men også forskelle. Den første havde mere grønne tanniner og var lidt skarp i næsen, men den fodtrådte udgave var mere åben og drikkelig, mere koncentreret og med blødere tanniner. Portvinen var så at sige en forstærket udgave heraf.


Endelig sluttede vi med portvinene. Først flere udgaver af Reserva Ruby og LBV – begge ufiltreret, men god frugt og fylde. Derefter Vintage 2003, 2009 og 2011. 2003 var faktisk allerede blød og elegant med mørke modne frugter og afrundede tanniner. De to andre var unge og kraftfuld med masser af frugt og mørke bær, men samtidig i deres umodenhed også med en vis elegance.
Afslutningsvis prøvede vi et par colheitas fra Van Zeller & Co. lavet i samarbejde med fætrene fra Barão de Vilar og dermed blender Alvaro van Zeller. 1970 var intens og i flot balance, en duft af tørret frugter og figner, mens 1997 var lidt mere anonym, men dog med noter af appelsin.



Efter denne store smagning, fortsatte jeg ved selve Portvinsfestivalen. Mere herom senere.

Læs mere om Quinta Vale D. Maria her. Vinene distribueres gennem Atomwine og ViniPortugal

torsdag den 30. oktober 2014

Dead Combo

Sergio Leone og Ennio Morricone tilsat lidt ekstra kitsch og en omgang postmoderne Quentin Tarantino, omdannet til en god gang rytmisk instrumental guitarmusik med referencer til latin og jazz, den traditionelle portugisiske guitar og ikke mindst mesteren Carlos Paredes.
Sådan kunne en opskrift på den portugisiske folkrock duo Dead Combo (ikke at forveksle med det finske band af samme navn) lyde. Ja, se bare coveret på deres seneste album, A bunch of Meninos, hvor en lettere afklædt femme fatale står i højre side, mens duen selv sidder på en hotelseng – den ene i jakkesæt og med en pistol i hånden, den anden med bøjet hoved og høj bedemandshat. Det er som et stillbillede fra en film – en kulørt udgave af et film noir drama om gangstere og skønne, fatale kvinder eller lydsporet til en portugisisk spaghettiwestern. Den lille tekst i coveret følger i samme spor. Hør bare indledningen, som kunne være taget ud af et filmmanus eller en Dashiell Hammett roman: They went out through the back door, into the thick fog that hat glued itself to the city´s skin. The already dim street light had transformed itself into ghosts that vanished. I stayed sitting in the blood coloured sofa, aiming the revolver at that bunch of meninos”
Dead Combo blev dannet i 2003 i forbindelse med udgivelsen af et hyldestalbum til komponisten og guitaristen Carlos Paredes. Duoen består af de to guitarister Tó Trips og Pedro Gonçalves, som dog får hjælp af diverse andre musikere såvel på indspilninger som ved koncerter. De udsendte deres debutalbum Vol. I i 2004, og siden er bl.a. fulgt album som Lusitãnia Playboys (2008) og Lisboa Mulata (2011), som blev vel modtaget uden for Portugal. Endvidere medvirkede de på Misías seneste album Delikatessen, ligesom de har optrådt sammen med fadosangeren Camané.


Gruppen leverer instrumental guitarmusik i skiftende tempo, fra hurtige, svedige og mere bluesinspirerede udgaver til stille og melodiøse, hvor fadoen og førnævnte Carlos Paredes ligger gemt som underlæggende inspiration. Det sidste gælder fx det nye albums åbningsnummer ”Waiting for Nick at Rick´s Café”, hvis titel jo også sender en hilsen til filmverdenen – nemlig til Humphrey Bogart som Rick i Casablanca. Tilsvarende med anden skæring ”Povo que cais descalco”, en meget flot, afdæmpet og melodiøst stykke guitarmusik. Mere tempofyldt er numre som den country og western prægede ”Miúdas e Motas”, ”Dona Emília” og ikke mindst det herligt swingende titelnummer ”A bunch of Meninos”, hvor den elektriske guitar nærmest skriger hen over den skiftende solide rytme.
Af andre numre der bør nævnes er den dystre, melankolske ”Mr. Snowden´s dream” og den nærmest valsende ”Waits”, som givet er en hyldest til Tom Waits, hvis nummer ”Temptation” duoen før har optrådt med.
Ved første gennemlytning kan det synes lidt for enkelt og ens, men ved flere lytninger kommer variationerne frem – fra det smukke og stemningsfulde til det swingende og humørskabende.
Dead Combo optræder i morgen ved Oslo World Music Festival. Spændende, hvis de kunne blive inviteret til Danmark også.   




torsdag den 23. oktober 2014

Stor smagning af Vintage 1994

39 ud af 46. Det må anses for at være et flot udvalg. 39 forskellige udgaver af Vintage 1994 ud af 46 deklareringer ifølge Henrik Oldenburgs store bog om Portvin.
Det var den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, som i anledning af deres 25 års jubilæum havde inviteret til stor smagning af den 20 år gamle årgang. Foruden klubbens egne medlemmer og repræsentanter fra pressen deltog der udenlandske gæster i smagningen – to repræsentanter fra producenterne, Dominic Symington fra Symington Family Estate, som bl.a. står bag portvinshusene Grahams, Dows, Warres og Cockburn, og winemaker Ana Rosas fra Ramos Pinto samt to internationale portvinseksperter, amerikanske Roy Hersh fra For The Love Of Port og Richard Mayson, som er forfatter til bogen ”Port and the Douro” og skribent for det engelske vinblad Decanter og på sin egen blog.  


Alle de store huse var repræsenteret i smagningen sammen med et stort udvalg af mindre quintaer. Det generelle indtryk var en stor årgang, hvoraf mange vine dog endnu ikke er færdigudviklede og en del stadig lukkede.
Richard Mayson karakteriserer i sin bog Vintage 1994 som værende ”outstanding wines, with flesh masking structure at the outset”. De vejrmæssige betingelser var i al fald gode. En våd vinter blev efterfulgt af en ikke for varm sommer, hvilket gav en langsom modning og øget koncentration. Lidt regn fik nogle til at høste tidligt, mens de mere tålmodige fik optimale betingelser.
Smagningen, som blev afholdt på Grand Hotel i Odense, var blind, men bruttolisten over vinene var dog kendt. De 30 af flaskerne blev smagt af samtlige ca. 40 deltagere, mens de resterende kun var fremskaffet i et eksemplar, hvorfor kun gæster, journalister og enkelte klubmedlemmer deltog i denne sidste såkaldte VIP-smagning.


Store blindsmagninger kan give nogle overraskende resultater, når man bagefter sammenholder sine smagenoter med vinlisten og sine forventninger til de enkelte mærker. Det var også tilfældet her. Huse, som ikke regnes for de ypperligste vintagehuse fik pæne placeringer, mens det modsatte gjorde sig gældende for store vintagehuse. Vinens relative unge alder spiller givet ind, da nogle af de første måske er modnet lidt før, men de store vine kan have tendens til at være mere lukkede på dette tidspunkt. Indtrykket her og nu vil derfor givet ikke være det samme om 10 eller 20 år.


Smagningen vil blive beskrevet senere i en artikel i Vinbladet, så her skal kun kort nævnes nogle enkelte resultater og tendenser.
To vine var desværre skæve, hvilket viste sig at være Cockburns og Niepoort. Resten var fine, men dog af svingende kvalitet. Huse som Sandeman, Churchill´s, Dalva og Real Companhia Velha præsterede ikke i denne årgang, ligesom store huse som Taylor, Dow og Quinta do Noval ikke helt opnåede de høje karakterer, man kunne forvente af deres renommé. Blandt de positive overraskelser var såvel quintaer som Quinta de la Rosa, Quinta do Sagrado og Quinta de Ervamoira (Ramos Pinto) samt huse som Delaforce og Offleys Boa Vista.
Der blev afgivet point til alle 39 vine ud fra Parkers 100 point skala. Det samlede resultat gav følgende top 10 med gennemsnitskarakteren afrundet til hele tal i parentes: 
  1. Quinta do Noval Nacional (95)
  2. Pocas (92)
  3. Borges (91)
  4. Quinta de Ervamoira (91)
  5. Quinta da Romaneira (91)
  6. Quinta do Vesuvio (91)
  7. Quinta do Sagrado (91)
  8. Ramos Pinto (90)
  9. Kopke (90)
  10. Croft (90)

Det må umiddelbart siges at være overraskende, at huse som Pocas og Borges placerede sig så højt, hvilket som før nævnt kan skyldes en højere grad af modenhed, så de altså er mere drikkeklare her og nu. Tillader man sig at mene, at deltagerne i VIP-smagningen måske er lidt mere øvede i at smage potentiale, ses det da også, at netop Pocas og Borges samt Sagrado og Kopke rykker ud af top 10 og erstattes af Quarles Harris, Ferreira, Warre og Grahams – som i langt højere grad er udprægede vintagehuse. Ikke fordi de førstnævnte opnår lavere karakterer, men fordi sidstnævnte opnår højere.
Sammenligner jeg med mine egne noter, gav jeg også mange point til Nacional og Ervamoira samt pæne point til de resterende. Endvidere gav jeg fine bedømmelser til fx Delaforce, Offleys Boa Vista, Quinta de la Rosa, Quinta do Crasto og Quarles Harris.    


Det samlede afstemningsresultat kan ses på klubbens hjemmeside

tirsdag den 30. september 2014

Portugal i Den Store Vinbog

Vinho Verde, Douro, Bairrada og Dão, Lisboa og Setúbal-halvøen, Alentejo og Madeira. Det er de vinområder, som er repræsenteret med detaljeret omtale og kort i den nye udgave af Hugh Johnson og Jancis Robinsons – ”vinskribenternes svar på Bordeaux og Bourgogne” – Den Store Vinbog. Det er den 7. reviderede udgave af bogen, hvis originale titel, The World Atlas of Wine, mere præcist end den danske fortæller, hvad det handler om. Det er et vinatlas, som verdensdel for verdensdel, land for land, region for region – og for visse regioners vedkommende helt ned i detaljer med enkeltmarker – beskriver alverdens vinområder.
Vinens geografi ændres hele tiden – ikke mindst i en tid, hvor klimaforandringer rykker ved vores forestilling om, hvor der i hele taget kan produceres god vin. Tænk bare på England og Danmark. Derfor revideres bogen jævnligt, nye lande og områder kommer til, og andre omtaler skal skrives om. Nye i denne udgave er fx den kroatiske kyst, Georgien og Kina. Danmark glimrer dog stadig med sit fravær.
Men her skal det handle om Portugal. Her er kortet over Vinho Verde nyt, ligesom kortet over Douro er blevet udvidet med flere detaljer. Det vidner om den vækst i kvalitet og popularitet, som netop disse to områder har undergået de senere år. Hvor Vinho Verde tidligere ansås for blot at være en let, frisk og perlende vin, har vinverdenen nu fået øjnene op for den høje kvalitet i vine fra huse som fx Soalheiro – vine, som stadig har den sprøde friskhed, men samtidig langt mere karakter og kompleksitet end de perlende eksemplarer, som dog stadig er at finde på supermarkedernes hylder.
For Douro gælder, at områdets vine modtager den ene pris efter den anden. En lang række producenter som Quinta do Crasto, Wine & Soul og Quinta do Vale Meão laver fremragende vine, så afsnittet nu deler sin opmærksom mellem portvin og bordvin. Hvad angår sidstnævnte savnes dog lidt mere grundighed. Kun få producenter nævnes og ganske kort. Samtidig skæmmes hele afsnittet desværre af nogle fejl. På kortet er danskejede Quinta do Pégo fx placeret langt nede af Tavora-floden og ikke ved selve Douro, som er den rigtige placering. Og i teksten kan man læse, at portvinen i dag ikke sejles ned med de gamle barcos rabelos, men med ”larmende tankskibe”. Floden er opdæmmet flere steder, så mig bekendt er det vist last- og tankbiler, der tager turen af den asfalterede landevej. Småfejl i et ellers glimrende afsnit, men man kan ikke lade være med at tænke, om tilsvarende fejl findes i omtalen af alle andre områder også?
Valget af områder, der fokuseres på i Portugal, er sådan set helt i orden. Der skal prioriteres, selv om man nu kunne ønske også at få Algarve med, da der faktisk er en god udvikling undervejs i landets sydligste region. Men det kommer måske i næste udgave. Samtidig er afsnittet om Alentejo lidt vel kortfattet, når man tager i betragtning, hvad regionen har budt på af kvalitetsvine de seneste mange år. En side er det blevet til, hvilket kan sammenlignes med den detaljerede omtale af fx Virginia og New York i USA, som får hvert deres dobbeltside.
Den Store Vinbog er et fremragende og flot opslagsværk, som enhver vinelsker bør have liggende. Den er gode at læse sig klog i – ikke bare hvad angår Portugal, men hele verden. Og så er den meget velegnet til at tjekke lande, regioner, områder og sågar producenter, mens man nyder vin. Det er dejligt at læse om vin, men stadig bedst også at smage.


Hugh Johnson og Jancis Robinson: Den Store Vinbog, 400 sider, Lindhardt og Ringhof 2014. 

mandag den 29. september 2014

Prominente Portvinsbesøg

Når man som jeg har fået en stor interesse for portvin – både privat og professionelt – får man med tiden et stort netværk af ligesindede. Det gælder selvfølgelig andre danske portvinsentusiaster og ikke mindst mine gode venner i The Vintage Port Club. Men det gælder også internationalt – først og fremmest blandet portugisere i portvinsbranchen, men også blandt vinskribenter og journalister rundt om i verden.
Fire af disse gæster Danmark i starten af oktober, inviteret af netop The Vintage Port Club i anledning af klubbens 25 års jubilæum. Selve fødselsdagen er allerede blevet fejret (se seneste blogpost), nu gælder det en international markering i form af en stor smagning af Vintage 1994 lørdag den 11. oktober med gæster fra nær og fjernt.
Selve arrangementet og ikke mindst de mere end 40 udgaver af Vintage 1994 vil jeg skrive mere om efterfølgende. Men her og nu vil jeg benytte lejligheden til at introducere fire internationale gæster om dukker op til smagningen.


Roy Hersh regnes i dag for verdens førende portvinsekspert. Han bor tæt ved Seattle i staten Washington og har arbejdet som konsulent i vin- og restaurationsbranchen i mange år. Han fik efterhånden smag for portvin, og efter i år 2003 at være udnævnt til portvinsambassadør af Confraria do Vinho do Porto sagde han sit job op og etablerede nyhedsbrevet og hjemmesiden For TheLove of Port, som i dag anses for det mest seriøse medie indenfor portvin. Jeg lærte selv Roy at kende, da jeg for nogle år siden var gæsteskribent i hans nyhedsbrev – en artikel om kunst og vin hos Ramos Pinto. Sidste år mødte jeg ham til den årlige ceremoni i Confraria do Vinho do Porto, og nu gæster han altså Danmark for første gang.


Richard Mayson er ligeledes skribent. Han er fra England, men har siden slået sig ned i Portugal, hvor han selv produceret vin på ejendommen Quinta do Centro i Alentejo. Richard har skrevet et par fremragende bøger om portugisisk vin, The Wines and Vineyards of Portugal og Port and the Douro – sidstnævnte nok den bedste all-round bog om portvin, som jeg har læst. Endvidere skriver han om portvin og madeira i det respekterede vinblad, Decanter og på sin egen vinblog. Tidligere i år blev han kåret som Louis Roeder International Wine Feature Writer of the Year.


Dominic Symington er en væsentlig skikkelse indenfor portvinens verden. Symington Family Estate står bag de store portvinshuse Graham´s, Dow´s, Warre´s og Cockburn´s samt en række mindre, men udmærkede huse. Dominic var tidligere salgsansvarlig for det danske marked, hvorfor han snart blev en god ven af portvinsklubben. Han har deltaget i klubbens Winemakers Dinner et par gange ligesom vi har mødt ham flere gange i Portugal, fx var han vært for os ved et dejligt afslappet besøg på Quinta do Vesuvío for et par år siden.


Ana Rosas er winemaker og blender hos Ramos Pinto og rent faktisk tredje generation af familien, som grundlagde portvinshuset. Jeg har haft et tæt forhold til huset i en del år og mødte Ana Rosas her i foråret på en reportagetur, hvor jeg blev inviteret ind for at overvære hendes arbejde med at blende 20 og 30 års Tawny. Det kan man læse mere om i den seneste udgave af Vinbladet. Jeg fik også en snak med hende ved festen i Confraria do Vinho do Porto her i juni måned.

Fire forskellige portvinspersonlige – to skrivende kolleger og to fra Portugal – som jeg glæder mig til at mødes med igen.   

mandag den 15. september 2014

25 års jubilæumsfest

Lørdag den 13. september var det præcist 25 år siden, at Den Fynske Portvinsklub – i dag mest kendt under navnet The Vintage Port Club – blev stiftet. Det blev selvfølgelig fejret med såvel reception og fest som stor smagning på Cuckoo´s Nest i hjertet af Odense.


Foruden nuværende medlemmer og gæster var flere af de tidligere medlemmer, som var med i starten af klubbens historie, mødt frem til en festlig lørdag. Klubbens stifter og første formand, John Themsen, fortalte om idéen og om de første år. I starten blev der ikke kun drukket portvin, men også andre flasker, når medlemmerne mødtes under temaet ”Medlemmerne egne vine”. Men der blev så sandelig også afholdt flotte smagninger af portvin – fx Fonsecasmagning kommenteret af Bruce Guimaraens og portvine fra 3 århundrede – en smagning som førte til tv-dækning.


Historien er også fortalt i en lille jubilæumsbog, som klubben har lavet til lejligheden. Men et er ord, andet er portvin. Her kunne klubben præsentere sin egen, unikke jubilæumsportvin – en hvid Colheita fra 1989, som der selvfølgelig var smagsprøve på. Der er tale om et specielt blend lavet til klubben af winemaker Alvaro van Zeller fra Barão de Vilar med afsæt i et gammelt fad, han fandt i Douro.


Den hvide Colheita var selvfølgelig ikke den eneste portvin fra 1989, som det var muligt at smage på festdagen. Klubben havde skaffet hjem, hvad den umiddelbart kunne få fat på, hvilket omfattede såvel Vintage som Colheita. Der er ikke tale om et bredt deklareret år, men flere gode Single Quintas var med, ligesom mindre mærker, havde mulighed for at præsentere sig selv. Rækken af vine – såvel Vintage som Colheita – fra 1989. Rækken af vine omfattede:
Aguila Vintage 1989 (Cruz)
Magales Vintage 1989 (Cruz)
Calvares Vintage 1989 (Cruz)
Santa Cruz Vintage 1989
Quinta do Vesúvio Vintage 1989
Tower Vintage 1989 (Messias)
Porto Rocha Vintage 1989
Quinta do Bomfim (Dow´s)
Prime´s Vintage 1989 (Messias)
Quinta da Cavadinha 1989 (Warre´s)
Calém Vintage 1989
Borges Vintage 1989
Feist Colheita 1989
Burmester Colheita 1989
Kopke Colheita 1989


Da der var tale om en buffetsmagning under afslappede forhold, tog jeg kun lidt noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte navne ganske kort her.
Quinta do Vesúvio var meget røget med smag af ristede kaffebønner og godt sprittet. Den var potent og vil givet udvikle dig videre – forhåbentligt til det bedre. Quinta do Bomfim var der en del flaskevariation. Jeg var åbenbart blandt de heldige. Fint modnet (der var tale om halvflasker), mørk og tør frugt og en lang eftersmag. Quinta da Cavadinha også fin moden, men lidt mere afbleget. Calém var fin og stadig med både frugt og syre, let i stilen med god kirsebærduft og måske lidt vel sødme. Borges var overraskende flot og i fin balance. Måske ikke så nuanceret, men et fint glas her og nu. Blandt de tre Colheitas var såvel Burmester som Kopke fine, men meget forskellige i stilen. Burmester lettere og lidt parfumeret, Kopke tungere og med masser af nødder og figen. 
Efter smagningen blev der serveret en stof buffet med diverse tapasretter og så vin fra Quinta do Crasto.

Klubben fortsætter med flere jubilæumsaktiviteter. Her i næste uge tager en større gruppe til Portugal for at besøge portvinshuse i såvel Gaia som Douro. Jeg er desværre ikke selv blandt deltagerne denne gang, men ønsker dem en god tur. Og så kulminerer fejringen lørdag den 11. oktober med en stor, international smagning af Vintage 1994. Op mod fyrre forskellige portvin er på menuen, og der vil være gæster fra såvel Portugal som andre steder i verden. Mere om det til den tid.

tirsdag den 26. august 2014

Portugisisk aften i København II

Fra restaurant Portugalo i Nørregade gik turen mod Vesterbro, nærmere bestemt Kingosgade, hvor Danmarks første egentlige portvinsbar netop er åbnet. Receptionen i den anledning bød på mange gæster – såvel venner som portvinsentusiaster. Det lille, fint indrettede lokale var derfor tæt og svedigt, men så var der heldigvis kølig portvin i glassene.

Der blev serveret tre forskellige vine, så vi kom lidt rundt i hjørnerne af portvinens verden. Først Quevedo Rosé Port, dernæst Krohn 10 års Tawny og endelig en LBV 2009 fra Dow´s. Jeg bliver aldrig fan af pink port – hverken til mad eller aperitif – men Quevedos hører dog til de bedre af slagsen. Tawny og Colheita fra Krohn er derimod altid fremragende. Selv om niveauet er højt, er deres 10 års efter min mening et lidt svagere led i kæden, som overgås af andre huses 10 års. LBV´en fra 2009 var fin drikkemoden med god frugt og fylde, og så blev den serveret ved en god temperatur.
Alle tre vine var selvfølgelig hentet fra Portvinsbarens vinkort, som henvender sig til såvel begyndere som mere øvede portvinskendere. Vintage Port er nu en gang ikke det nemmeste at servere på bar, da de jo ikke kan holde sig i dagevis, når de først er åbnet. Glasvis kan man spørge ind til ugens Vintage, fortæller kortet, men ellers sælges klogelig kun hele flasker. Her rækker udvalget fra årgang 1985 til 2003 og omfatter Taylors, Burmester, Noval og S. Leonardo. Her kunne man måske på sigt ønske sig andre store mærker repræsenteret som Fonseca, Niepoort og Graham´s eller et af de andre store huse fra Symingtons. Og så er det i øvrigt glimrende, at man kan få Vintage på halvflaske. Men her bør kortet lige rettes til for præcisionens skyld, da flasken blot står opført som Taylors 1996. Der må vist være tale om en Single Quinta Vintage fra enten Vargellas eller Terra Feita! 
Udvalget af Late Bottled Vintage tæller Taylors, Krohn, Quevedo og Dow´s. Fint nok, men det bør nok være lidt bredere, da det sikkert er her de fleste vil bestille et glas, hvis de vil have vintagestil. Mine personlige ønsker kunne være Churchill´s, Quinta do Crasto og Ramos Pinto, som leverer fremragende LBV. En anden lille anke er, at menukortet ikke nævner årstal ved LBV. Selv for de filtrerede udgaver spiller det en vis rolle, om flasken lige er kommet på markedet eller har lidt år på bagen. Men så må man jo spørge i baren, inden man bestiller.
Som det også gælder, når man gæster Portvinsinstituttet i Portugal, er det udvalget af fadlagret port, der er størst og mest indbydende, da de jo er mere taknemmelige at have stående på køl. De samme mærker går igen. Burmester, Taylors, Krohn, Quevedo og S. Leonardo, men dog også en 10 års Tawny fra Cálem og en 20 års fra Quinta do Portal. Blandt udvalget af Colheitas kan nævnes Burmester 1955 og Taylor 1964 i den dyre ende og Burmester 1996 og Krohn 2000 i den billigere.
Selvfølgelig kan man ikke i et nyåbnet bar kræve et kæmpe udvalg med alle de store huse repræsenteret. Det afhænger jo også af, hvilke aftaler der kan indgås med importørerne. Men et lidt bredere udvalgt ville være ønskeligt, hvilket jeg da også er sikker på, at der arbejdes ihærdigt på. Colheitas fra Kopke og Maynards, Tawny med alder fra fx Sandeman, Graham´s og Ramos Pinto.
Endelig byder Portvinsbaren også på hvid port og rosé. De hvide omfatter Quevedo, Taylor Chip Dry og Maynards white Colheita 2003. Glædeligt at hvid port med alder også er repræsenteret. Flere måtte gerne komme til som fx Golden Colheitas fra Dalva.

Bag portvinsbaren står Edward Pagh Pedersen og fire venner. Edward fortæller, at han ved familiefester begyndte at få øjnene op for portvin. Og da han fik smag for god portvin, fandt han, at der manglede et sted i byen, hvor dette blev serveret. Derfor slog han sig sammen med vennerne og fik realiseret Portvinsbaren, som også vil arrangere smagninger.
Det skal de have held og lykke med. Initiativet er fremragende, og tendensen går imod, at flere – herunder også det unge gå-i-byen segment – drikker portvin. Og også gerne portvin med kvalitet. Så mon ikke der i København er plads til en bar med et godt udvalg af port, suppleret af lidt øl til tørsten. Menukortet skal måske lige rettes igennem, og selv om jeg personligt altså kunne ønske mig et større udvalg, er det jo bredt nok til at tilfredsstille de fleste gæster.
Jeg sluttede aftenen med at nyde et par glas fra menukortet. Først en 10 års Calém, som stadig er et udmærket glas til prisen. Dernæst Krohn 30 års Tawny – et rigtigt godt glas, som jeg kunne smage hele vejen ind ad Vesterbrogade mod banegården.
Tillykke til Portvinsbaren – må I få et langt og lykkeligt liv!


søndag den 24. august 2014

Portugisisk aften i København I

Københavns gå-i-byen muligheder er på det seneste blevet suppleret med to gode steder. For omtrent et år siden åbnede den portugisiske restaurant Portugalo i Nørregade og forleden slog Danmarks første bar med speciale i portvin, Portvinsbaren, dørene op i Kingosgade på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg.
Jeg var inviteret til reception i anledningen af det sidste og valgte så at gøre det til en hel portugisisk aften, idet jeg startede med (tidlig) aftensmad hos Portugalo for så at haste videre og slutte med nogle glas dejlig portvin.


Portugalo er fint indrettet, stilfuldt og heldigvis uden alt for meget turistpynt på væggene. En række enkle malerier viser rundt i landet provinser: et par fiskerbåde, en gul sporvogn og ikke mindst digteren Fernando Pessoas karakteristiske portræt. Såvel baren som en væg lige inden for indgangen er beklædt med skiffer, så Douro også er med.


Menukortet tilbyder forskellige tapas som frokost eller forret, supper tilpasset sæsonen – lige nu fiskesuppe og kold Gaspacho – et fint udvalgt af fikse- og kødretter samt lidt typiske desserter. Dertil kommer et par store ”julefrokost-menuer”, Amália og Pessoa, med henholdsvis 4 og 5 retter.
Det lille udvalg af vin var ok, men bør måske udbygges på sigt – ikke mindst hvad angår portvin, hvor der kun serveres almindelig ruby og tawny. Går jeg på portugisisk restaurant, har jeg en forventning om også at kunne smage portvin med kvalitet, hvilket vil sige mindst en Late Bottled Vintage eller 10 års Tawny.
En anden lille anke, når vi er ved det, er en vis forvirring i vinkortes beskrivelse af druer. Touriga Nacional kaldes for Portuguese Touriga og Aragonês/Tinta Roriz optræder under sortens spanske navn Tempranillo. Nok er sidstnævnte sikkert mere kendt ligesom engelske oversættelser kan spille en rolle, men igen, det er en portugisisk restaurant, så jeg forventer portugisiske navne.
Nok kritik. Resten er ros. Venlig betjening og lækker mad.
Jeg indledte med to forskellige tapas. Først klipfiskekroketter, Pastéis de bacalhau, serveret med lidt tomat og bredbladet persille. Sprøde udenpå, bløde inde i og med en afdæmpet smag af bacalhau, så alle kan være med. Derefter fulgte nogle yderste velsmagende Gambas à Portugalo, kæmperejer fint og balanceret krydret med piri-piri, hvidløg og koriander. En rigtig lækkerbisken. Af andre muligheder kan nævnes muslinger, kylling med piri-piri og ristet Chourico-pølse.
Til de to småretter nød jeg et glas hvidvin fra Borba i Alentejo. En meget enkelt og ligefrem vin med frisk frugt og citrus i smagen, lavet på et blend af Antão Vaz, Roupeiro og Arinto. Vinkortet omfatter to Vinho Verde og to hvidvine, hvilket måske slår til, men så afgjort kan tåle at blive suppleret.


Hovedretten var en af mine favoritter, nemlig Carne de Porco à Alentejano (eller à portuguesa, som den optræder på menukortet). Marineret svinekød med små venusmuslinger i hvidvinssauce serveret med kartofler, frisk koriander og citron. Det smagte, som det skulle. Friskt og med en fin harmoni mellem svinekød og muslinger – to ingredienser som klæder hinanden langt bedre, end man måske umiddelbart tror. Blandt de øvrige hovedretter var Cataplana do Atlântico, grillet bacalhau og lammekølle.
Til hovedretten drak jeg et par glas rødvin. Først husets vin, Alta Corte fra Lissabon, en fin og rund allround vin med bløde tanniner, og derefter et glas Herdade dos Templários fra Tomar lavet på et blend af Alicante Bouschet, Castelão og Aragonês. En betydelig dybere vin med flere karaktertræk. Mørke bær og blommer, krydderier og en lang eftersmag. Så afgjort en flot vin til prisen.
Desserter var der ikke tid til, da jeg som nævnt skulle videre. Men jeg nåede dog lige at styrke mig på en lille kop espresso, en bica. Og så er alt jo godt!
Trods mine små indvendinger er der stor ros til Nadia og Luís Marques, som har boet et par år i Danmark. Godt initiativ med en rigtig portugisisk restaurant. Ingen tvivl om, at jeg vender tilbage for at udforske mere af menukortet
Portugalo arrangerer i øvrigt jævnligt fadoaftener med portugisiske kunstnere. Næste gang er her den 28. og 29. august med Mónica Morais og Nuno Gligó, som optræder med fado til en 3-retters menu. Og skulle man have lyst til mere portugisisk inspiration, var der i vinduerne en lille udstilling fra Portugal Trends, som har specialiseret sig i diverse portugisisk design som køkkenudstyr (fx Cataplana) og tasker og andre ting fremstillet i kork.
Fra Portugalo gik turen så mod Portvinsbaren i Kingosgade. Mere herom følger i næste blogindlæg.


onsdag den 25. juni 2014

Portvin og broderskab

De følgende dage i Porto forløb planmæssigt. Gode besøg, stor gæstfrihed, dejlige smagninger og så optagelsesceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria de Vinho do Porto.
Fredagens første besøg var hos Sogevinus i Burmesters lodge. Efter en lille rundvisning var der gensyn med Sonia Figueira og winemaker Carla Tiago, som havde planlagt en dejlig smagning i deres smukke smagelokale med udsigt over floden.


Først hvid og rød Dourovin fra Kopke, hvor især den hvide var dejlig frisk og indbydende. Derefter følgende portvinsrække: Burmester Vintage 2011, Kopke 10 års Tawny, Burmester Colheita 1998, Kopke 20 års hvid, Kopke Colheita 1989, Kopke 40 års hvid og Barros Special Edition Port Colheita 1974. Den nye Vintage fra Burmester var endnu meget tilgængelig med god næse og frugt, men vil sikkert snart lukke ned som de andre fra 2011. 20 års hvid var elegant og med en fin balanceret kokos duft og lidt orange. 40 års hvid havde betydelig mere fadpræg, men stadig med samme karakteristiske kokosnoter og stadig med syre og frugt. Bedste vin var dog Colheitaen fra Barros, som blev tappet i år til ære for 40 året for Nellikerevolutionen. Flasken var da også udstyret med et digt formet som en rød nellike. Fint med mandelpræg, men også stadig med frugt.
Fra Burmester gik det direkte til Sandeman, hvor Ligia Marques og Vasco Magalhães tog imod og viste os lidt rundet i museet, hvor vi bl.a. så reklameskilte og gamle flasker. Derefter blev vi budt ovenpå til en smagning, hvor også Mr. George Sandeman himself deltog.
Vi smagte først vertikalt og derefter horisontalt: Sandeman Vintage 1977, 1994 og 2003 efterfulgt af Vintage 2011 fra henholdsvis Offley, Ferreira og Sandeman – de tre store huse fra Sogrape. 1977 var allerede ældet, men med fine krydderi, cedertræ og stadig med syre. 1994 havde stadig frugt og røde bær, men var desværre lidt oxideret. 2003 var i fin balance, med dog lidt lukket, pænt med frugt, solbær og andre mørke bær. Forskellen i de tre mærkers stil var tydelig ved smagning af 2011. Offley lidt mere endimensional men med fin blommepræg, Ferreira mere elegant og mere karakterfuld, røde frugter og blomster, robuste tanniner og fin krydret, bl.a. lidt karry. Sandeman mere potent og kraftfuld, masser af rå frugt og tanniner, cassis og cedertræ.


Efter smagningen nød vi en fin middag med Bolso de Bacalhau, and og mandelkage serveret med 30 års Tawny fra Sandeman og så gensyn med de fire vintage fra sammen hus. Herligt, velsmagende og i godt selskab.
Men dagen var ikke slut endnu. Om aftenen mødtes vi med chefwinemaker for Fladgate, David Guimaraens, på Taylor, hvor vi så deres imponerende vintagekælder. 


Bagefter spiste vi sammen med David på Hotel Yeatman. Menuen bestod bl.a. af østers, tørret skinke, fisk og ost efterfulgt af en længere række portvin: Fonseca 1994 og 1977, Taylor´s 1985 og Quinta da Eira Velha 2008 og 2011.   


Lørdag morgen besøgte vi Churchill´s. Efter en lille rundvisning præsenterede Maria Campos et fint udvalg af husets vine. Først en dejlig frisk hvidvin baseret på især Rabigato og Viosinho og så flere udgaver af rød Douro herunder en enkeltdruevin på Touriga Nacional. Derefter Dry White Port, som faktisk er en 10 års, LBV 2007, 10 og 20 års Tawny samt Vintage 2011. Især deres 20 års Tawny imponerende, blød på tungen og flot mandelpræg. Deres Vintage havde god rå frugt og solbær. Linjen i husets vine var tydelig for såvel bordvine som portvine. En tør stil med ren frugt og god mineralitet.
Ved middagstid mødtes vi så med klubbens gode vej, Gustavo Devesas fra Symington. Vi så først Cockburns nyåbnede lodge, som jeg jo også besøgte i marts i år. Her havde Gustavo sammensat en smagning med såvel Tawny som Vintage. Vi fik først 10 og 20 års Tawny, hvor især sidstnævnte var behagelig med mandler og lidt orange. Derefter husets Reserva og LBV og endelig Canais Vintage 2007 og Vintage 2011. Canais havde bløde tanniner og lidt grønne noter bag frugten og var faktisk et indbydende glas. 2001 med god frugt, brombær og andre mørke bær.


Bagefter spiste vi sen frokost med Gustavo på restaurant Gaveto i Matosinhos. Et dejligt sted, hvor vi fik skaldyr og grillede fisk, ost og kage samt selvfølgelig frisk Vinho Verde fra Soalheiro, Graham´s Late Harvest fra 1982 og Smith Woodhouse Vintage fra 1999.
Om aftenen fulgte så programmet hos Confraria do Vinho do Porto med optagelsesceremoni, procession, gallamiddag og godt med Vintage 1994. Endvidere smagte vi også Confrarias egne Tawny i såvel 10 års som 20 års udgaven.



Og så blev vi ikke mindst overrasket, da David Guimaraens ved præsentationen af portvinen mindedes den afdøde formand for The Vintage Port Club, Henning Jensen og gjorde hele forsamlingen opmærksom på vores tilstedeværelse. En flot gestus og en flot finale på en lang dag.

fredag den 20. juni 2014

Tilbage i Porto

Floden, portvinshusene, de stejle brostensbelagte gader og så en lille kop kaffe og en croissant til morgenmad. Jeg ankom til Porto i går i selskab med andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club. Vi er på en lille studietur, som omfatter møder og smagninger ved forskellige portvinshuse samt deltagelse i den årlige ceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Vi bor på et nyt hotel i Ribeira-kvarteret, tæt ved Douro og har derfor ikke langt over til Gaia siden.
Første besøg fandt da også allerede sted i går. Der er jo ingen grund til spilde tiden. Det blev et gensyn med Alvaro van Zeller fra Maynards, som først på året gæstede os i Danmark ved klubbens Winemakers Dinner. 


Vi startede i smagelokalet og fortsatte siden på lageret, hvor den altid gæstfrie Alvaro skænkede direkte fra fadene. Rækken af colheitas og tawnies var lang: 2003 i to udgaver, 2003 og 2004 hvid, 10 års hvid, 1998, 1970, 1963, 1951, 1947 og 1934. Det gik stærkt, så noterne er lidt få, men lad mig her blot fremhæve at toppen var 1963, som altid er fremragende og i flot balance, og 1947, som var mørk, fyldig, koncentreret og helt karamelagtig, men stadig med en vis friskhed. Den friskhed savner jeg netop ved de ældste, som er uhyre koncentrerede og med masser af balsamico i smagen.


Endelig smagte vi også to udgave af hvid colheita 1989, da vi har bestilt en særlig klubvin hos Alvaro, som skal bruges i forbindelse med klubbens 25 jubilæum senere i år. 1989 var altså året, hvor klubben blev stiftet, og selv om det rent portvinsmæssigt ikke er et stort år, var det lykkes Alvaro – i anden omgang – at få blended en udmærket portvin til os. Vi inspicerede fadet og valgte flasken, som det skal tappes på. Nu skal vi så i gang med – sammen med de dygtige folk hos Maynards – at designe label med klublogo.
Aftenen sluttede på restaurant Bacalhau i Ribeira, som Alvaro har familiemæssige relationer til. Her fik vi et herligt udvalg af portugisiske småretter inklusiv bacalhau, chrorizo, svinekæber og gode oste. Samt selvfølgelig gode vine og portvin.

En god start på en kort tur, som kun varer til søndag. 


tirsdag den 3. juni 2014

Gisela på Louisiana

Nyligt kunne det store fadotalent Gisela João opleves på Louisiana. Museet har tradition for at arrangere en årlig fadokoncert, hvilket er blevet til besøg af bl.a. Mísia, Ana Moura og Christina Branco. Et prisværdigt initiativ, da fadosangeres turnéplaner desværre oftest forbigår Danmark.
Der reklameres ikke meget for koncerterne, hvis publikum synes at være halvt herboende portugisere og halvt stedets faste koncert- og museumsgæster. Sådan var det også, da Gisela João var forbi sammen med sine tre musikere, Ricardo Parreira på portugisisk guitar, Francisco Gaspar på basguitar og Nélson Aleixo på guitar. De to førstnævnte medvirkede også på hendes nye plade (anmeldt her den 14. april 2014), som er blevet hendes helt store gennembrud.


Sangene ved koncerten var netop hentet fra det seneste album, som vist blev fremført fra start til slut. Det gjaldt også Carlos Paredes komposition Canto de Rua, hvor Gisela overlod scene til de tre dygtige musikere – en fin gestus, som hun selv begrundede med, at guitaristerne ikke altid får den opmærksomhed, som de vitterligt fortjener. Og så fik vi ellers sange som Meu Amigo Está Longe, Voltaste, Não Venhas Tarde og (A Casa da) Mariquinhas samt de lystige folkemelodier Malhões og Bailarico Saloio, som hun sang dansende.  
For det var en meget levende Gisela João, man kunne opleve. Hun havde svært ved at sidde stille og brugte både arme, ben og krop til at udtrykke sig. Ind i mellem satte hun sig på stolen i forgrunden, for så snart efter at springe op, smide skoene og danse rundt eller bevæge armene i store fortællende fagter. Livligt, muntert og uden den alvor, der ellers kan præge fadosang, men samtidig med dybde og uden på nogen måde at øve vold mod traditionen.
Gisela satte ind i mellem nogle få ord på sangene, men sagde også, at fado ikke skal forklares, men opleves. Selv om påstanden er lidt af en kliche, rummer den en vis sandhed. Man kan sagtens fornemme og sanse de mange følelser, fadoen rummer, selv om man ikke kan portugisisk, men samtidig udbygger et vist kendskab til genren, formen og indholdet oplevelsen og forståelsen.
Og en oplevelse var det. Koncertsalen på Louisiana er en fin ramme for fadokoncerter, da den med sin størrelse og opbygning formår at fastholde den nødvendige intimitet, som vi kender den fra de små fadosteder i Lissabon. Publikum sidder i bedste amfiteaterstil på to sider om den lille scene, tilstrækkeligt tæt til nærvær og direkte kommunikation. Store koncerter i store sale kan selvfølgelig også være gode oplevelser, men det er og bliver noget andet end fadostedernes intimitet. Gisela sagde da også, at stedets ramme gjorde, at hun følte, at hun havde inviteret os alle med hjem.

Det takker vi for i håb om, at vi må komme igen.

fredag den 16. maj 2014

Huset Fonseca i ord og billeder

”As regards these low offers by Portuguese Houses we cannot compete, as we do not ship such a poor quality of very indifferent so-called Port. In order to see what is being shipped I have got samples (through a broker) from the house you named … and other houses, and assure you I have never tasted such filth, there really is no other word for the concoction they describe as Port”.
Sådan stod det at læse i et brev fra 1923 fra Alex Guimaraens til en hollandsk importør, som havde taget imod et billigere portvinstilbud. Konkurrencen var hård og bedømmelsen af andres produkter sikkert ikke altid lige objektiv. Men samtidig vidner brevet om et firma, som havde og stadig har kvaliteten for øje frem for kvantiteten.


Citatet er hentet fra bogen Fonseca Porto, som The Fladgate Partnership udgav i 2012. Bogen beskriver huset Fonsecas historie, dets Quintaer samt ikke mindst dets portvin gennem tekst og billeder – samt afsluttende gennem smagenoter. Firmaets nuværende profiler, Alistair Robertson, Adrian Bridge, David Guimaraens, Natasha Bridge og Nick Heath, har smagt sig gennem husets portefølje herunder Fonseca Vintage fra 1908 til 2003. 
Fonseca historie begynder i starten af 1800-tallet. Ældste dokument, som nævner navnet er fra 1815, mens selve grundlæggelsen af huset regnes for at være 1822, hvorefter Manoel Pedro Guimaraens bliver partner i firmaet. Guimaraens-navnet har siden været tæt tilknyttet firmaet, hvilket også gælder i dag, hvor husets chefwinemaker på vintageområdet er David Guimaraens. Faktisk er husets vintage lavet af kun fire personer siden 1896. Først Frank Guimaraens, derefter Dorothy for et enkelt år og så altså far og søn, Bruce og David.
De historiske afsnit er interessant læsning og når mere i dybden end generelle portvinsbøger har mulighed for. Et par små historier relateret til Danmark er der også blevet plads til. Således kan man læse om den danske væddeløbshest Fonseca, som firmaet sponserede, samt om en kongelig vinsmagning i København med deltagelse af prinserne Gorm og Christian samt selvfølgelig Bruce Guimaraens, som de sidste år af sit liv agerede omrejsende ambassadør for Fonseca. Dette nød den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, også godt af i 1994, hvor Bruce besøgte klubben og kommenterede en smagning. Det samme gjaldt sønnen David i 2012, hvor klubben holdt Winemakers Dinner med afsæt i Fonseca.


Efter den historiske del af bogen følger afsnit om husets tre Quintaer, Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og ikke mindst Quinta do Panascal, som blev købt i 1978. Her beskrives druetyper, marker, mikroklima etc. og en folde-ud illustration anskueliggør produktionen fra druerne ankommer til vinen lagres.


Sidste del af bogen fokuserer på de forskellige portvinstyper og redegør fint for forskellene mellem de tre typer af Vintage, huset produceres: Quinta do Panascal Vintage, som er husets Single Quinta Vintage. 
Guimaraens Vintage, som laves i gode år, hvor der dog ikke deklareres egentlig vintage, og som er et blend af druer fra alle tre Quintaer – og derfor en form for andenvin. Og endelig altså Fonseca Vintage Port, som regnes blandt de bedste af slagsen.

Fonseca Porto er en fin og grundig bog for alle portelskere – og selvfølgelig især for de, der har Fonseca blandt sine favoritter.