fredag den 29. november 2013

Eusébios portvin



Benfica og portvin. Jeg holder af begge, og i går fik jeg faktisk mulighed for at opleve kombinationen. Og, nej jeg drak ikke portvin på Estádio da Luz i Lissabon, selv om det da kunne være dejligt. Men jeg smagte en speciel portvin, som blev sendt på markedet da fodboldlegenden Eusébio sidste år fyldte 70 år.
Den Sorte Panter, som Eusébio også kaldes, blev født i 1942 i Lourenço Marques - det nuværende Maputo i Mozambique. Han startede med at spille fodbold i den lokale amatørklub Os Brasileiros, hvor en talentspejder for italienske Juventus fik øje på ham. Der blev takket nej til tilbuddet, og i stedet senere ja til hans favorithold Benfica, hvorfor Eusébio flyttede til Lissabon som 18-årig.
Han spillede for den portugisiske storklub helt frem til 1975 og nåede at vinde 11 portugisiske mesterskaber, 5 pokalfinaler, 1 Europa Cup finale (61/62) – det nuværende Champions League – ud af 4 finaler. Det blev til hele 638 mål i 614 kampe for As Águias, Ørnene.
Under Salazar betragtede Portugal kolonierne som oversøiske regioner, hvorfor Eusébio kunne debutere for det portugisiske landshold i 1961. Her blev det til 41 mål i 64 kampe. Mest legendarisk er VM i 1966, hvor Portugal endte på 3. pladsen, og Eusébio blev turneringens topscore med 9 mål, hvoraf de 4 blev scoret i den berømte kamp mod Nordkorea. Portugal var bagud med 0-3, men fik – især takket være Den Sorte Panters indsats – vendt kampen til en 5-3 sejr (se klip nedenfor).   
Legenden er stadig at finde på Estádio da Luz, når Benfica spiller, ligesom der står en statue af ham foran stadion. Og i går var hans profil og underskrift så på etiketten af en af de portvine, vi skulle smage til The Vintage Port Clubs julesmagning med Tawny og Colheitas.
”Eusébio 70th” blev udsendt i 2012 og er en 30 års tawny fra den lille Quinta das Gregocas ved Sambrosa i Douro. Der er lavet 638 magnumflasker svarende til det samlede antal mål, han nåede at score for Benfica. Vinen er der knap så meget at fortælle om. Lys brun med lidt røde nuancer, let sprittet i næsen, tørre frugter, fadpræg og en lettere floral stil, men uden den kraft og dybde andre 30 års Tawny kan have. Klart drikkelig, men historien og den flotte indpakning er bedre end selve indholdet.
Til gengæld bød smagningen på andre gode fadlagrede portvine. Kort fortalt er forskellen på Tawny med alder og Colheita, at de første er blended af forskellige årgange, så det rammer den stil, huset ønsker, hvorimod Colheita er fadlagret portvin fra ét og samme år.
Den samlede smageliste så således ud i den rækkefølge, vi fik dem serveret:
Maynard Colheita 1982
Feist Colheita 1983
Vista Alegre 30 års Tawny
Kopke Colheita 1984
Kopke 40 års Tawny
Pocas 40 års Tawny
Grahams 40 års Tawny
Andresen 40 års Tawny
Burmester Colheita 1957
Quinta das Gregocas Eusébio 70th
Cristiano van Zellers Millennium Port, Colheita 1880
Feuerheerd Colheita 1990
Højdepunkterne var efter min mening Maynard 1982, Kopke 1984, Kopke 40 års, Burmester 1957 og Millennium Port.
Kopke er et udmærket Tawny hus, hvis man ellers er til den noget tunge portugisiske stil, hvor sødmen heldigvis balanceres af syre. Colheitaen havde godt med mandler og hasselnødder, let røget og lang eftersmag. 40 års bød på marcipan og dadler, god fedme og igen en røget stil.   
Maynard er altid en pleaser med sin cremede stil og godt med mandel og farin. Burmester blød og rund med mandler og en lang pebret eftersmag.
Millennium Port er lavet på et stort fad, som Cristiano van Zeller (tidligere Noval og nu Quinta do Vale D. Maria) faldt over, da han var på udkig efter stenlagares til sin quinta. Den blev købt, godkendt og aldersbestemt af portvinsinstituttet, frisket op med et skvat Niepoort Vintage 1945 og sendt på markedet som markering af årtusindeskiftet. I går var den noget uklar, men fuld af puddersukker, svesker, kanel og brændte figner. Kraftig og fyldig, men dog med lidt vel kort hale.
De første 8 vine blev smagt semiblindt med først fire på ca. 30 år og så fire på 40 år. Grahams, som ellers er en udmærket 40 års Tawny, havde det lidt svært i selskabet, da stilen er markant anderledes end de mere tunge vine, den var oppe imod.



søndag den 24. november 2013

Delikatessen

Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og i film.  
Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums som Canto, der hyldede komponisten Carlos Paredes og Drama Box, der bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen – Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og epoker.
Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk, som på åbningssangen Fado do Ciúme, der ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´ smukke digt, Nanas de la Cebolla. Og andre gange igen muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at holde kroppen i ro til.
En anden fadosang er Só nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen "A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour og argentinske Astor Piazzollas Oblivion, som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry IV fra 1984.
Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske Chanson d´Helene, som Romy Schneider og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre. 
Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.
Estacion de Rossio er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange, der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.

Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/

Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0

onsdag den 6. november 2013

Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.
Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.
Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.
Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.
Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.
Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.
Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.
Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  
Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.
Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.
Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.
Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.
Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 
80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.
Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.


Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.
Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.
Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.
Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.


Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/