Gamle og nye bekendtskaber

Nye steder og ansigter. Men også gensyn med gamle bekendte og steder, man har været før. Kombinationen af disse to ting, er det dejlige ved hvert nyt besøg i Portugal. Det gælder fadomiljøet i Lissabon. Og det gælder portvinsmiljøet i Porto og Douro.

Første dag i Porto var ingen undtagelse. Her fik vi besøgt to forskellige portvinshuse – først et gensyn med Grahams og Gustavo Devesas, siden et nyt bekendtskab i form af Barão de Vilar.

Grahams har undergået en stor forvandling, siden jeg første gang besøgte dem. Hele huset er gennemrenoveret. De har fået ny indgang og reception med et lille museum, der fortæller historien om de to familier Symington og Graham, nye smagelokaler og butik samt en flot restaurant med udsigt ned over Douro. Gustavo Devesas viste os rundt og bød efterfølgende på en flot smagning. Hele rækken af tawny med alder i det nye design og det nye blend. Generelt kan siges, at forskellen fra 10 år til 40 år ikke er voldsom markant. De er bløde og runde og nemt tilgængelige. En del mandler og lidt orange. Imødekommende, dejlige, men ikke så karakteristiske som tawny-specialisternes udgaver. Efterfølgende fik vi to colheitas: 1969, som havde mere kant og skarphed, let brændt og med mandler, appelsin og farin i duften. Og 1952, som blev lavet til den engelske Dronning Elizabeth II 60 års regentjubilæum. Sødere med også med betydelig syre og flot i balance. Et strejf af rosemarin i smagen. Personligt var de to colheitas og deres kanter mere i min smag.

Derefter fulgte en flot række af Symingtons nydeklarerede vintage 2001: Warres, Dows, Cockburn, Grahams, Grahams Stone Terraces, Quinta do Vesuvio og Vesuvio Capela. Imponerende og meget frugtrige, men også generelt mere mineralske, da der ikke faldt så meget nedbør. Alle lilla og med godt med tanniner. Svære at bedømme ved første bekendtskab, men umiddelbart vil jeg fremhæve Cockburn, Grahams og de to gange Vesuvio, som de bedste.

Således godt varmet op, gik turen videre til Barão de Vilar, som også er kendt under brandet Maynard. Og der er faktisk tale om fuldstændig samme portvin, om det lanceres under det ene eller andet navn, fortalte Mariana Rocha Ferreira, som viste os rundt. Mariana er bosiddende i USA og ansvarlig for det amerikanske marked – og samtidig ved at gifte sig ind i Van Zeller familien. Brandet Maynard er primært skabt for at tilfredsstille det engelsksprogede marked, da navnet er mere salgbart.

Her smagte vi os gennem en lang række colheitas – listen i rækkefølgen som vi fik dem: 2001, 2005, 1990, 1982, 1974, 1962, 1963, 2003 (hvid), 1951 og 1934. De tre sidste var fadprøver. Lad mig her blot fremhæve nogle få: 1982, som imponerede igen med sin flotte balance, god duft af farin, mandler og lidt chokolade og god lang eftersmag. 1963 som fuldt levede op til at være et klassisk vintageår. Mørk, kraftig og dyb med flot syre og frugt i behold. Og så 1934, som havde utroligt meget kraft endnu. Mørk, næsten sort og let brændt i smagen.

To besøg, et gensyn og et nyt bekendtskab. Og to meget forskellige steder. Grahams, som er flot istandsat, fornemt og stilfuldt og tydeligt lagt an på at modtage en stort antal gæster. Og så Barão de Vilar, som virkede langt mindre iscenesat og mere autentisk, men også lidt rodet. Begge steder er så afgjort et besøg værd. Og begge huse byder på god portvin. Grahams stærkest på vintagesiden efter min mening. Barão de Vilar helt klar bedst, hvad angår fadlagret colheitas, selv om de også har overrasket på vintageområdet ved nogle smagninger.

Endelig har der selvfølgelig også været tid til lidt vandring rundt i byen. Farvestrålende guirlander er hængt op, hist og her er telte og festpladser blevet stablet på benene. Alt er ved at være klar til fejringen af São João på søndag. Inden da venter lørdagen med portvinsbesøg og ikke mindst ceremoni og middag i Confraria do Vinho do Porto.