tirsdag den 30. april 2013

Single Quinta vs. LBV



Single Quinta Vintage er efter min mening en portvinskategori, som er meget spændende rent smagsmæssigt og lidt overset, men også uoverskuelig.
Spændende fordi det er det mest ”rene” produkt forstået på den måde, at der i princippet er tale om vin lavet på druer fra samme år og fra samme quinta. Dette giver større variation på grund af store forskelle i jordbund, beliggenhed og mikroklima – tænk bare på nedbørsmængde og temperatur i henholdsvis Baixo Corgo og Douro Superior. Derfor kan man finde fremragende Single Quinta Vintage fra mindre årgange, hvis betingelserne har været gode på netop det sted. Med andre ord er det her, man kan fornemme Douros terroir og klimaets store betydning i modsætning til ”rigtig” vintage, som oftest er blandet af druer fra forskellige steder i regionen.
På den anden side er det også et svært område at blive klog på. I princippet er der jo tale om en slags andenvine, da husene oftest deklarerer Single Quinta, når året netop ikke er til Vintage. Set med de øjne, er de mindre fine og derfor også gerne billigere end Vintage. Samtidig er det svært ikke at sammenblande regulære Single Quinta Vintage med andre former for ”andenvine”, der lanceres på samme vis. Det gælder fx Fonseca Guimaraens, Noval Silval og Graham´s Malvedos, som alle blandes af druer fra forskellige ejendomme. Netop Malvedos har længe været omdiskuteret på det punkt og var i al fald tidligere iblandet indkøbte druer.
Endelig medførte lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt for uafhængige producenter at eksportere direkte fra Douro og altså uden om de store firmaer i Gaia, at udbuddet af Single Quinta Vintage voksede markant og stadig øges, da flere og flere af de mindre og mellemstore ejendomme gerne vil have deres egen vin på markedet. Derfor dukker der også på det danske marked hele tiden nye navne op, hvoraf flere viser sig at levere ganske god kvalitet – især i forhold til prisen.     
En anden lillebror til Vintage er Late Bottled Vintage, der – som navnet siger – har tilbragt lidt længere tid (4-6 år) på store fade inden aftapning. Der er også forskellige typer LBV, men overordnet kan de opdeles i filtrerede udgaver og ufiltrede. Hvor de første laves, så de er drikkeklare, når de sendes på markedet, kan de ufiltrerede vinde ved at flaskelagring – akkurat som Vintage. Historisk set blev der lavet LBV, når der ikke blev deklareret Vintage, men i dag sender de fleste firmaer LBV på markedet stort set hvert år.
Selv om såvel Single Quinta Vintage som LBV kan byde på store oplevelser – og i al fald ofte giver god kvalitet for pengene – er de generelt set nok knap så formfuldendte og langtidsholdbare som Vintage. Men hvordan er de så, hvis de smages op mod hinanden? Det spørgsmål ville The Vintage Port Club gerne have svar på, hvorfor der nyligt blev afholdt en form for tvekamp med vine fra 2005.
Smagelisten opfattede Dow´s Quinta do Bomfim og LBV, Fonseca Guimaraens og LBV, Graham´s Malvedos og LBV, Quinta do Passadouro og LBV, Noval Silval og LBV, Ramos Pintos Quinta de Ervamoira og LBV samt Taylor´s Quinta de Vargellas og LBV. Dertil kom en lille opvarmningsrunde under foreningens generalforsamling bestående af Delaforce Quinta da Corte 1980 og Graham´s Malvedos i årene 1968, 2008 og 2009.
Indledningens klart bedste vin var Malvedos 1968. Dens to yngre brødre havde masser af frisk frugt, tanniner og syre og derfor godt potentiale til at udvikle sig. Quinta da Corte – et mærke jeg ikke erindrer at have smagt før – var derimod uharmonisk, med en stikkende næse, der dog også bød på jordbær og med udpræget mangel på kraft.  
Tvekampen blev en svær omgang med mange unge og endnu ikke udviklede vine, kraftige tanniner og lilla tunger. Var de blevet serveret parvis ville det have været muligt at sammenholde dem hus for hus, men arrangørerne havde valgt fuldstændig at blande posen til en stor omgang blindsmagning. Vi skulle altså ikke alene forsøge at skelne Single Quinta Vintage fra LBV, men også prøve at parre de forskellige vine og huse.
Et stykke af vejen lykkes det. Jeg fik bl.a. identificeret fire LBV´er fra Dow´s, Graham´s, Fonseca og Ramos Pintos, som, jeg dog troede, var Vintage. Jeg udpegede nogle af de 7 Vintage, men ramte også forbi – og det ved såvel at ophæve LBV´er til Vintage som i tilfældet Ramos Pinto og Noval eller nedgradere Vintage til LBV.
Den efterfølgende afstemning gav følgende resultat:
  1. Fonseca Guimaraens med 48 stemmer (også min egen favorit denne aften)
  2. Graham´s Malvedos med 31 stemmer (ligeledes på min anden plads)
  3. Quinta do Passadouro med 14 stemmer
  4. Ramos Pinto Quinta do Ervamoira med 12 stemmer (som jeg også rangerede højt)
  5. Ramos Pinto LBV med 10 stemmer
Derefter fulgte Dow´s Bomfim, Taylor´s Vargellas, Graham´s LBV, Passadouros LBV og Noval Silval, mens LBV´erne fra Taylor, Fonseca, Dow og Noval ikke scorede meget denne aften.  
Talt sammen på anden vis gik næsten 80 % af stemmerne til Single Quinta´erne. Set i det lys må det siges, at klubbens medlemmer bestod prøven i at skelne dem fra hinanden. Nok var der ingen, der ramte helt plet, men vi var sporet nogenlunde ind.
Konklusionen må altså lyde, at der trods alt er forskel på Single Quinta Vintage og LBV, og at de første generelt vurderes at have større kvalitet. Men samtidig må det også siges, at en god LBV – som den fra Ramos Pinto – sagtens kan konkurrere og i al fald er et godt køb til prisen.

lørdag den 20. april 2013

Dage og nætter med fado


Fadosangeren Helder Moutinho synger om Maria da Mouraria – et af fire temaer på hans nye personlige cd ”1987”, som jeg lige har lagt i den bærbare, mens jeg skriver. Meget aktuelt, da jeg lige er kommet retur til hotellet ved Praca de Figueira efter at have vandret rundt i netop Mouraria. Først ind ad Rua do Capelão, forbi huset hvor den første kendte fadosanger, myten Maria Severa boede, hen over Largo da Severa og videre op gennem smalle gyder og af trapper og derefter ned igen.
Jeg er ved at lave research til kommende skriverier om fado. Derfor står den disse få dage på fado både om dagen og natten. Første aften vandretur rundt i Alfama og middag på en forholdsvis nyåbnet restaurant med amatørfado, fado amador, samt et par smugkig ind andre steder.
I går besøg på Museu de Fado, som lige har åbnet en ny særudstilling, hvor samtidskunstnere og designere er inviteret til at arbejde kreativt og dekorere en Guitarra Portuguesa. En med azulejos, en med paryk og en som et spejl for at nævne nogle få. Fantasien får lov til at lege med traditionen. Bagefter havde vi møde med museets leder Sara Pereira, som jeg har truffet nogle gange før og bl.a. interviewet til DR. Et andet formål med besøget er nemlig at lave nogle foreløbige aftaler angående en kommende fadofestival i Danmark – en idé som er fostret i regi af Odense Centralbibliotek og forhåbentligt snart vil finde sikker grund.
Derfor bød aftenen på endnu et møde, nemlig med Helder Moutinho, som ud over at pleje sin egen karriere er meget aktiv i fadomiljøet bl.a. som manager for andre og som initiativtager til nye fadosteder. Over en god middag på en restaurant i Alfama drøftede vi fadofestival og bagefter tog vi sammen på en rundtur til et par gode steder. Først Mário Pachecos velrenommerede Clube de Fado, hvor vi hilste på musikere, sangere og Pacheco selv. Derefter til Mesa de Frades, som Helder selv var med til at etablere i 2003 – et sted som utraditionelt blander professionelle sangere og musikere med amatører. Et sted for kendere, som man ikke lige selv finder frem til. Som afsked efter en lang aften med god snak og fremragende fado fik jeg Helders nye cd, som jeg snart vil bringe en anmeldelse af her på bloggen.
I dag så vandreture, research og skriverier. I aften venter flere fadooplevelse, men mon ikke også det bliver til lille besøg på portvinsinstituttet…  

tirsdag den 9. april 2013

Master Class med Rui Falcão



Det forlyder, at ViniPortugal har fravalgt Danmark som indsatsområde. Ærgerligt. Både fordi organisationen har stået bag flere gode arrangementer gennem årene, og fordi Portugal langt fra endnu har den placering i danskernes vinbevidsthed, som dets mangfoldighed af vine i god kvalitet fortjener.
Men så må man jo drager over sundet til Sverige. Her havde ViniPortgual i sidste uge inviteret sommelierer og skribenter til Master Class med vineksperten og journalisten Rui Falcão, hvoraf den ene blev afholdt på Restaurant Årstiderna i Malmö.
Rui Falacão er blandt Portugals mest respekterede vinkendere. Han skriver for avisen Público og er redaktør af tidsskriftet Wine – Essência do Vinho ligesom han har udgivet flere bøger om vin herunder den årlige guide, Guia dos Vinhos, hvorfor han smager mere end 4000 vine gennem et år. Så mange havde han nu ikke med til Malmö, hvor der kun blev budt på et lille, men illustrativt udvalg.
Målet med såvel smagning som foredrag var netop at vise mangfoldigheden i portugisisk vin. Variationen og bredden er stor, hvilket skyldes forskellige faktorer, forklarede Rui Falcão. For det første er over 300 af verdens 4000 druesorter repræsenteret i Portugal, hvoraf mange er særlige for landet og flere kun findes netop dér. De store internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot dyrkes selvfølgelig, men ikke i nær samme grad som i andre europæiske lande for ikke at tale om oversøiske lande.
Identifikationen og registreringen er slet ikke færdig og besværliggøres af, at sædvanen tidligere var at blande mange sorter i samme vinmark. Markerne er delt op i små parceller, og for at sikre bedst muligt udbytte blandede den lille vinbonde sorterne, så der altid var noget at høste. Hvis en af druesorterne skulle fejle, kunne de andre kompensere. Den dag i dag er 20 % af vinmarkerne stadig blandede.
Dette bevirker også, at enkeltdruevine ikke er ret udbredt, selv om flere producenter er begyndt at sende sådanne på markedet. Normen er, at der er tale om et blend af flere druesorter – og det hvad enten blandingen allerede forekommer i marken eller først finder sted efter presning og gæring og dermed mere kontrolleret.
En anden årsag til den store variation er klimaet – eller rettere sagt mikroklimaet. På grund af landets beliggenhed mellem Spanien og Atlanterhavet og de forskellige bjergkæders placering er der store forskelle. Et tydeligt eksempel er Nordportugal, hvor der er køligt og megen nedbør ved kysten, hvorimod det er ekstremt tørt og varmt helt oppe ad Douro ved den spanske grænse. Derfor er der mere friskhed og syre i druerne ved kysten, mens Douro Superior giver grobund for vine med langt mere frugt og højere alkoholprocent. Dertil kommer, at jordbunden også er yderst afvekslende (granit, skiffer, muld, sand, ler etc.), hvilket giver store forskelle i terroir. En drue som Touriga Nacional smager derfor ikke ens, om den er dyrket i Douro eller i Alentejo, hvor den kan få lemonkarakter, påpegede Rui Falcão.
Selve smagningen bød på otte vine – to hvide, fem røde og en hedvin. Port og Madeira var fravalgt, fordi de er mere kendte i forvejen og fordi promoveringen af disse ikke er en del af ViniPortugals opgave.
Men levede vinene så op til ordene? Jo, de viste både variation og høj kvalitet.
Vi indledte med en Vinho Verde på Alvarinho-druen, Quinta de Soalheiro Primeras Vinhas 2011. Let gylden med hvid kant. En kraftig eksotisk duft af ananas og fersken, stor friskhed og fylde, men knap så meget syre, som Vinho Verde ellers kan have for vane. God lang eftersmag.
Anden hvidvin var fra Bairrada, FP 2010 fra Filipa Pato, og en blanding af druerne Bical og Arinto. Den var lysere i farven og lettere i næsen, lidt Rieslingagtig og med et strejf af pinjekerner. Fed og fyldig, men frisk og med god syre i enden. Tydelig, men ikke overdrevent fadpræg.
Første rødvin, Quinta do Saes Reserva Estágio Prolongado 08 fra Alváro Castro kom fra Dão. Mørk med hvid kant efter lagring. Kraftig med mørke bær og lidt lakrids i næsen. Afmålte bløde tanniner og en lang eftersmag med god syre. En elegant vin som viser, at Dão ikke kun leverer tunge og rustikke vine. Vinen var en blanding af druerne Touriga Nacional, Alfrocheiro, Jaen og Aragonez.
Næste stop var Alentejo, hvorfra vi fik to forskellige vine. Herdade dos Grous 23 Barricas 2008 repræsenterede den mere internationale stil, som regionen er slået igennem med. Touriga Nacional og Syrah sat sammen i nogenlunde lige forhold gav en indbydende, let krydret og pebret næse, men også lidt lemon, som netop hidrørte fra Touriga Nacional. Meget ligefrem, lidt pompøs og med masser af frugt. Selv foretrak jeg Quinta do Mouro 2007, som var kraftigere og mere klassisk portugisisk i stilen. Dyb rød, kraftig duft og godt lagringspotentiale. Her var der blandet druer af Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional og lidt Cabernet Sauvignon.
Fra Douro fik vi ligeledes to forskellige vine med forskellige karakter. Duorum Vinhoas Velhas 2009 fra Douro Superior, der, som navnet siger, er lavet på gamle vinstokke og fra en blandet mark. Dertil kom 45 % Touriga Nacional. Mørk rød grænsende til det lilla, overraskende blød og ligefrem, tydelig Touriga Nacional karater og pænt med tanniner. Quinta do Vale Meão 2010 fra veteranen Fransisco Olozabals hånd er lavet på et blend af de kendte portvinsdruer. Ung og lukket, men med kraftigere frugtpræg, og en god duft af brombær. En lang, kompleks eftersmag med godt med syre og frugt og derfor fremragende udviklingspotentiale.
Afslutningsvis havde Rui Falcão valgt at præsentere Moscatel Roxo Bacalhöa 2002 en rød variant af den kendte hedvinsspecialitet fra Setúbal området. Flot orangebrun med såvel fersken som mynte i duften. Meget sød og lækker, men fint balanceret, da der var syre som modsvar. Helt sikker et fint alternative til port og madeira til desserterne, må selv en portvinsentusiast indrømme.
Mangfoldigheden er stor og fortjener større opmærksomhed herhjemme. Det er desværre ikke alle vinene, der – så vidt jeg lige har kunnet se – sælges i Danmark. Men Quinta do Mouro og Moscatel Roxo Bacalhõa fås hos Portugisisk Vinkælder i Odense, mens Quinta do Vale Meão er set hos Jysk Vin.