Grândola vakt til live

Det gælder Grækenland, det gælder Spanien, og det gælder Portugal. Befolkningen protesterer mod de besparelser, som regeringerne har måttet iværksætte på grund af den økonomiske krise.

I Portugal har protesterne fået et særligt udtryk, idet den gamle revolutionssang, ”Grândola, Vila Morena”, har fået en stor renæssance som protestsang. Midt i februar blev sangen sunget fra tilhørerpladserne i landets parlament, mens premierminister Pedro Passos Coelho stod på talerstolen. 

 Og det blev ikke kun til det ene comeback for sangen, idet den siden er dukket op ved demonstration efter demonstration – ligesom citater fra teksten bruges på bannere og males på murene. Den 2. marts var mere end en million portugisere i 40 byer på gaden for at protestere mod regeringen. Også her lød stroferne fra den gamle revolutionssang om broderskab:

Grândola, vila morena

Terra da fraternidade

O povo é quem mais ordena

Dentro de ti, ó cidade

Sangen er af José (Zeca) Afonso – Portugal store protest- og folkesanger, som egentlig startede sin karriere som fadosanger i Coimbra. Den blev skrevet som en hyldest til folket efter en koncert i byen Grândola, som ligger i Alentejo syd for Setúbal. Sangen blev snart populær og var derfor også på repertoiret ved en koncert i Coliseu i Lissabon den 29. marts 1974, hvor nogle af officererne fra Movimento das Forças Armadas var blandt tilhørerne. De valgte den efterfølgende som det ene af to musikstykker, der skulle indlede revolutionen. Det andet var Paulo de Carvalhos bidrag til Europæisk Melodi Grand Prix i 1974, E depois do Adeus. Sidstnævnte blev spillet lidt før midnat den 24. april som signal til at indlede aktionen, mens Grândola, Vila Morena fulgte 20 minutter over midnat som besked om, at militæret skulle indtage vigtige strategiske bygninger og steder rundt om i landet.

Sangen indgår selvfølgelig også i filmen Capitães de Abril (April kaptajnerne), som skildrer revolutionen ligesom den benyttes i traileren til filmen.

Når man lytter til sangen forestår man udmærket, at den siden er blevet et symbol for protest, oprør og revolution. Den stille start med lyden af de marcherende støvler. Den langsomme opbygning og koret, der slutter op. Teksten, der taler om broderskab og om folket, der bestemmer – og som gentages i vers efter vers, idet hvert andet vers udgøres af de samme strofer som verset før blot i omvendt rækkefølge. Opbygning mod klimaks, gentagelser, stemmer i kor – kan det blive mere revolutionært?