mandag den 18. februar 2013

Winemakers dinner med Crasto





Der er noget særligt ved at smage vin sammen med dem, der laver den. Derfor er Winemakers Dinner et af årets højdepunkter i The Vintage Port Club. Forleden på Restaurant Kvægtorvet gjaldt det Quinta do Crasto, og vores gæst var chefwinemaker Manuel Lobo de Vasconcellos, som har været hos Crasto i syv år.
Smageprogrammet var omfattende og bød også på et par rødvine, som Crasto jo har stor succes med. Vi lagde derfor ud med Touriga Nacional 1996 og 2010 – altså vin på netop den drue, som de fleste regner for den vigtigste portvinsdrue. 1996 havde fået brun kant. Der var stadig masser af flot frugt og fin syre, mens tanninerne var blevet tilpas afdæmpede. En dejlig vin i god balance. 2010 havde meget frugt og var mere mineralsk i smagen. Den havde hårde tanniner, men vil helt sikkert udvikle sig meget positivt. Senere under middagen smagte vi endnu en enkeltdruevin, Tinta Roriz 2009, der med sine solide tanniner afgjort er bedst til mad.
Som overgang til portvinen lagde vi ud med husets Finest Reserve Port – en frisk og ligefrem portvin med tre års fadlagring bag sig. Et forholdsvis nyt produkt, da Crasto ellers har valgt kun at lave LBV og vintage. Der er da også tale om en ruby af de bedre, som der givet er gode afsætningsmuligheder for.
Næste flight var en glimrende sammenstilling af LBV og Vintage fra 1994. Begge var udmærkede, men forskellen var tydelig. Hvor den første var robust, men i fin balance, havde vintagen stadig frisk frugt at give af og langt flere nuancer i smagen.
Endnu en ulige kamp fulgte i form af Vintage 1987, Vintage 1963 og Colheita 1910. De to sidste var fra Constantino – et gammel label fra 1877, som i dag er en del af Ferreira. Men der er tale om vin fra de samme marker, da det først var midt i 80´erne, at familien Roquette, der ejer Crasto, begyndte at lancere vin under quintaens eget navn. 1987 var rød og klar med duft af røde bær. Kraftig syre, hvilket lettede på den lidt vel marmeladesøde smag.
1963 blev så afgjort smagningens højdepunkt. Farven havde nu lidt mahognipræg, duft af hindbær og andre lyse bær samt god syre som modvægt til den flotte frugtfylde, afsluttet med en elegant lang eftersmag. En vin i perfekt balance, der så afgjort kan tage kampen op mod de store huse.
Kontrasten var stor til alderspræsidenten, hvor der sprang karameller, figner og balsamico op af glasset. Farven var mørkebrun med grønne og gule nuancer. Meget uklar. Men den havde stadig kraft og var stadig overraskende koncentreret i smagen med puddersukker, træ og figner. En fin gammel sag, som altså var ene om at repræsentere de fadlagrende vine, men det gjorde den til gengæld godt.
Herefter vendte smagningen, idet vi nu skulle arbejde os op i tiden. Vi smagte Vintage fra årene 1997, 1999, 2000, 2001, 2003, 2004, 2008 og 2009 – et tæt løb med et stort overtal af endnu for unge vine.
1997 var skuffende, hvilket nok skyldes en uheldig flaske. Afskrækkende i næsen, for megen alkohol og eddikesmag. Men det var heldigvis den eneste forbier.
Der var både tale om bredt deklarerede år som 2000, 2003 og 2007 og mindre år som 2001 og 2004. Og her var det overraskende, at de mindre år faktisk klarede dig bedre end de store. Men som Manuel Lobo forklarede det, har et Single Quinta label som Crasto færre marker at vælge mellem under blendingen. Derfor er de mere afhængige af, hvordan vejret og høsten forløber på netop deres marker, og de har færre muligheder for at kompensere med andre druer. Geografien i Douro skaber store forskelle i mikroklima fra underregion til underregion og alt efter beliggenhed med hensyn til verdenshjørner, højde, skråninger etc. Det betyder, at et ikke-klassisk år sagtens kan være af højere kvalitet end året før eller efter, hvor flere deklarerer.
Jeg fandt fx 2001 bedre end millenniumårgangen 2000. Den var lidt mindre udtryksfuld i næsen, men havde større lagringspotentiale, da frugt og tanniner var kraftigere. Den samme forskel gjorde sig gældende mellem 2003 og 2004. Førstnævnte var drikkelig nu, hvis man vel at mærke er til ung vintage med bid i. Mørke bær, frugt og tanniner i rimelig balance. 2004 var derimod mere lukket med en lidt mælkeagtig duft. Til gengæld var den kraftigere og med potentiale til at udvikle en flot struktur og med mange år for sig.
Endelig vil jeg nævne 2009, som var meget indbydende i næsen og virkede imødekommende og venlig, trods sin alt for unge alder. Den glæder jeg mig til at følge.
Quinta do Crasto og Manuel Lobo fik bevist, at de laver glimrende og langtidsholdbar vintage – selv om de er blevet beskyldt for at lægge for lidt passion i portvinen og for meget i bordvinen. Deres produktion af portvin er ikke kæmpe, men den er af høj kvalitet. Rækken af deklarationer er lang, men ses bort fra 1997, som ikke skal bedømmes på denne flaske, var der ikke år, der faldt igennem. Udviklingen går givet imod, at der kan laves god vin næsten hvert år, da kvalitetskontrol og styring er bedre, som Manuel Lobo påpegede. Men der vil stadig være forskelle år for år, hvad smagningen også viste. Og når det handler om Single Quinta Vintage, er det værd at huske, at man vil kunne finde større kvalitet for prisen i ikke-klassiske år. 
Efter denne omfattende smagning fulgte så en lige så omfattende middag med gode vine til: Crasto White, Superior, Reserva 2010, Tinta Roriz 2009 og til desserterne LBV 2007, Finest Reserve og så ikke mindst en overraskelse i form af en friskaftappet Colheita 1997, som Manuel Lobo medbragte i kufferten. Flot rød i farven, frisk i næsen og stadig med megen frugt. Ifølge Manuel Lobo var det første gang, at den blev smagt udenfor Crasto, men han regner med, at de første flasker sendes på markedet sidst på året. Det skal blive spændende at følge dette nye initiativ fra Crasto, som dermed altså udvider deres palet med endnu et kvalitetsprodukt. Om nogle år vil den givet blive en dejlig Colheita, men endnu var den lidt for ung efter min smag. Og flere Colheitaer vil følge, lovede chefwinemakeren, da Crasto siden 1997 har lagt pænt med vin til side til formålet.   

Her er så slutteligt den lækre menu med stor tak til vært og køkkenchef, Klavs Styrbæk på Restaurant Kvægtorvet. Lad mig blot fremhæve den lækre torsk, der i øvrigt blev serveret på en skifferplade som kom den direkte fra Dourodalen samt det portvinsbraiserede vildsvin og de flot modnede oste.

  • Jordskokkebisque med luftig Jomfruhummer, tørret citron og ingefær
  • Torsk med senneps-kapers sauce, rødbede og purløgs-kartoffelchip
  • Jomfruhummer-cocktail med marinerede jordskokker, syltede ingefær og grillet citron
  • Grillet porre med østers og persille-syltede løgringe i vinaigrette på brioche
  • Braiseret vildsvin med sprød pastinak, bacon, peberrod og vinterportulak
  • Grillet vildsvin med fyr, hasselnødder, skorzonerrod og jus med timian og skalotte
  • 3 slags ost / Blå får, blød ged og lagret, fast ko med oliven & syltede figner
  • Blodappelsinjelly, jasmin te og appelsinolie med mynte
  • Fennikelsorbet og sprød lakridskage med pære og estragon
  • Is med havregryn, Malt-whisky, karamel og guinnessskum
  • Chokolademousse, crumble & sauce
 



torsdag den 14. februar 2013

Maria João & Mário Laginha: Iridescente



På sit forrige album Amoras e Framboesas var Maria João akkompagneret af et big band (læs min omtale fra den 6. januar 2012). Nu er hun igen sammen med sin faste partner gennem en del år, pianisten Mario Laginha. Det er der kommet en mere afdæmpet udgivelse ud af. Men selv om der er flere dejlige stille klaverpassager, er der også de for Maria João så karakteristiske temposkift, hvor stemmen hopper fra den ene ende af spektret til den anden. Det gælder fx den tekstløse Fidgety, hvor vokalen i stedet maler stemninger.
Titlen Iridescente er afledt af iris, og kan oversættes med at spille i hele regnbuens farver – som Maria Joãos stemme selv gør det. Eller som det hedder i den engelske tekst til den helt bluesagtige titelsang: ”A beauty beyond words / colors refelected upon / a single solitary tear / on my flushed face”. Samtidig er der i titlen en hilsen til Portugals internationale befolkningssammensætning med hensyn til farver og racer.
Albummet udspringer da også af en koncertrække med verdensmusik – arrangeret af Gulbenkian-fonden i 2011/2012 – som foruden João og Laginha bød på kapaciteter som Ryuicho Sakamoto Trio og Natacha Atlas. João og Laginha valgte at skrive ny musik til det til lejligheden sammensatte orkester, som bestod af vokal, piano, harmonika, harpe og percussion. Sidstnævnte i øvrigt betjent af norske Helge Norbakken, som de tidligere har arbejdet sammen med.
Koncerten er altså nu blevet til et album, som godt nok er indspillet i forbindelse med deres optræden, men som ikke er et egentlig livealbum. Albummet veksler fra det mere melodiøse til det pågående, fra korte numre til den over 10 minutter lange og meget sammensatte O meu melhor Pé, hvor der er plads til lange soloer, og som i passager kunne være en Piazzolla-komposition. Dermed også sagt, at bluesrytmerne i titelsangen ikke er eneste musikalske inspirationskilde, der bringes i spil. Tango og morna fra Cap Verde øerne dukker også frem.
Som det fremgår veksler teksterne mellem portugisisk og engelsk, men det hele er skrevet af Maria João selv, mens Laginha står for alle kompositioner – ses bort fra titelsagen, som João selv står bag, hvilket i øvrigt er første gang.
Samarbejdet mellem Maria João og Mário Laginha klæder begge, hvad de tidligere har bevist på album som Chorinho Feliz (2000) og senest Chocolate (2008).