søndag den 15. december 2013

Terra da Luz

Titlen på det nye og syvende album fra Mafalda Arnauth kan forstås på flere måder. Luz er afledt af Lusitanos, som var den oprindelige betegnelse for portugiserne. Men det betyder også lys. Terra da Luz henviser altså såvel til landet og hjemegnen som til lyset og livet i bredere forstand.
Tre år har albummet været undervejs, og ifølge Mafalda selv har hun brugt tiden til at genopdage sig selv som kunstner. Hvor hendes seneste album, Fadas, var en hyldest til store kvindelige fadosangere med tak for inspirationen, er der her tale om nye kompositioner. De fleste har hun selv skrevet, alene eller sammen med producer Tiago Machado, som også har arbejdet sammen med Marco Rodrigues, og som i sin tid komponerede “Ó gente da minha terra” til en tekst af Amália – et nummer  fadodivaen ikke selv indspillede, men som Mariza senere er blevet kendt for.
Der er enkelte skæringer på
Terra da Luz, som med god vilje kan kaldes for fadosange. Men hovedparten er meget andet. For som Mafalda selv har forklaret det, er det portugisiske lydunivers større og mere mangfoldigt end fado:
- Det er et univers med nye lyde, nye ord, eventyr og udfordringer, der overskrider fadoens grænser, siger hun.
Allerede første skæring, ”Onde mora a vida”, signalerer både melodimæssigt og sangmæssigt, at vi ikke er i fadoens univers. Ja, selv ikke nummeret med titlen “Fado” er en egentlig fado, men en dejlig swingende komposition af Heróis do Mar – et portugisisk poprock band fra 80´erne med bl.a. Pedro Ayres Magalhães, som siden slog sine folder i Madredeus. Tættes kommer hun nok på ”De nós em nó”, som er en smuk duet med allesteds-nærværende Helder Moutinho, en af de mest betydningsfulde personer i nutidens fadomiljø i Lissabon. En anden meget stemningsfuld sang er ”Partiu de Madrugada” af Nuno Figueiredos fra gruppen Virgem Suta, hvor man genkender deres dejlige stil.
Det er altså tydeligt, at Mafalda Arnauth har ladet sin inspireret mange steder fra på dette nye album – og ikke mindst fra den portugisiske samtidsmusik fra pop over rock til jazz. Det sidste gælder fx en skæring som ”Deixa Passar”, som mixer fransk inspirerede toner med jazzklaver og pop. En enkelt sang på spansk er det også blevet til, hvilket snart af sædvanen for fadosangere.
Instrumenteringen er da heller ikke klassisk fadobesætning, men især domineret af Tiago Machados piano, men også Pedro Santoses akkordeon, hvorimod den portugisiske guitar kun dukker kun op på enkelte skæringer.
Mafalda Arnauths karriere blev indledt i 1995, da João Braga inviterede hende til at medvirke ved en koncert i Lissabon. Debutalbummet, som blot bar hendes eget navn, udkom i 1999 og siden er fulgt album som Diário (2005) og Flor de Fado (2008). Som repræsentant for den nye fado, Novo Fado, har hun langt fra holdt sig til det klassiske repertoire. Men med Terra da Luz må hun siges at have taget skridtet fuldt ud, men ingen tvivl om, at fadoen stadig er hende nær og ikke er forladt for evigt.
For mere konservative fadoelskere er et album som dette nok ikke velanset. Men skal fadoen vedblive at være levende og i udvikling, er det nødvendigt, at dens udøvere også udvikler sig og afsøger nye hjørner i musikken og nye dybder i sig selv. For som Mafalda Arnauth selv udtrykker det, er albummet også en påpegning af, at vi i vores indre og vores sjæl har en stort potentiale, som vi endnu kun kender lidt til. Hun har afsøgt stederne, hvorfra hun er kommet, og dermed føjet nyt til en flot karriere.



mandag den 2. december 2013

En Ariadnetråd til Rastløshedens bog

Jeg elsker de lange sommeraftener, roen i Baixa, og frem for alt den ro som understreges af kontrasten til den del af dagen som drukner i lutter larm. Rua do Arsenal, Rua do Alfândega, de lange triste gader, der strækker sig længere mod øst på den anden side af Alfândega, hele det område der er adskilt af de døde kajer – alt det gør mig vedkvægende mismodig, når jeg på sådanne aftener slår mig ned i deres ensomheds nærhed. Jeg lever i en tid der går forud for den jeg lever i…
Sådan står der på en af de første sider i Rastløshedens Bog – en lille bog, jeg ofte har haft med på mine rejser til Lissabon. På sin vis har bogen været mig en guide, da jeg kan genkende mange af de tanker og følelser, som forfatteren giver udtryk for. Men i modsætning til Bernardo Soares går jeg dog ikke rundt i en konstant tilstand af melankoli, dagdrømmeri og rastløshed.
Bogen menes at være blevet til i årene 1929-1934 og består af en række dagbogsagtige fragmenter, som blev fundet da den modernistiske digter Fernando Pessoa døde af skrumpelever i 1935. Med andre ord er Bernardo Soares en af de mange såkaldte heteronymer, Pessoa skabte. En af de stemmer, som hans samlede efterladte værk talte med.
Om Soares hedder det, at han er bogholderassistent af profession, men drømmer af natur. På mange måder ligner han dermed Pessoa selv. Hans dage går med arbejde på et kontor i Baixa, besøg på caféer og restauranter samt dagbogsskriveriet ved skrivebordet i det lille lejede værelse i Rua dos Douradores i Baixa. De mange korte og længere tekststykker byder på iagttagelser fra bylivet, filosofiske tanker og refleksioner over livet, kunsten og litteraturen.
For mig ville idealet være udelukkende at leve i romanform og være fritaget fra livet – at kunne læse om mine følelser og opleve min egen foragt for dem.
Rastløshedens Bog er skrevet og fundet som fragmenter og skal læses som så. Der er da også gennem årene kommet adskillige udgaver med forskellige bud på sammensætning og rækkefølge af notaterne – et stykke litteraturarkæologi, som nok aldrig bliver færdigt. Men samtidig kan den også forstås i sin helhed, som en ufortalt fortælling eller en ”uskrevet roman”, som den amerikanske litteraturforsker og ekspert i modernisme, Thomas J. Cousineau, kalder den i sin nye bog An Unwritten Novel.
Bogen er en form for guide til Rastløshedens Bog. Gennem kapitler som fokuserer på emner som byen, strukturen og fortælleren samt temaer som Daedalus-komplekset, leverer den en Ariadnetråd, der kan hjælpe vej gennem Pessoas labyrintiske mesterværk, som Cousineau selv skriver i sit forord.
Bogen er rig på referencer til andre forfattere, hvoraf de fleste også er at finde hos Soares. Borges, Aristoteles, Ovid, Dante, T.S. Eliot og Shakespeare for at nævne nogle af de væsentligste. Sagt med Aristoteleses poetik er Rastløshedens Bog uden start og slutning, men består af lutter midte. En ufortalt roman uden karakterer, dialog, fortælling og plot. Og selv om der – jævnfør ovennævnte citat – henvises til konkrete steder i Lissabon, sker dette på en helt anden måde end i Pessoas lille guidebog Lisboa: What the Tourist should see. Hvor guidebogen priser en lang række af byen steder og monumenter, udspiller handlingen i Rastløshedens Bog sig på gaden, i kontoret og i restauranter. Eller for nu at citere Cousineau:
”Soares alludes repeatedly to the tedium of his daily life, which is never relieved by the inspiring sight of a magnificent historical monument or an impressive public square”.
Samtidig er fortælleren selv en sammensat figur – på en gang almindelig kontoransat, et overmenneske i Nietzsches forstand samt en lærling i forhold til sine litterære forbilleder. Og først og fremmest er han en ordenes mand, der skaber kunst af sin lidelse. For som han selv udtrykker det:
Jeg er for en stor del den prosa jeg skriver. Jeg folder mig ud i sætninger og passager, jeg giver mig hen i tegnsætningen…
Thomas J. Cousineau er mere tekstnær i sin analyse, end han er biografisk. Det er selve bogen, dens fragmentariske indhold og dens referencer, der interesserer ham, og ikke så meget dens indplacering i Pessoas samlede forfatterskab og derned Bernardo Soares forhold til de øvrige heteronymer, Pessoa skabte. Dermed er bogen også et bevis på selve værkets høje kvalitet, som den nok så interessante og fascinerende historie om Pessoas mange fortællestemmer ikke kan skygge for.
Det kan være svært at følge de mange citater og henvisninger, da der som før nævnt ikke eksisterer en autoritativ udgave af Rastløshedens Bog.  Når det således ikke er lykkes mig at genfinde flere af citaterne, kan den simple årsag være, at de slet og ret ikke er med i den danske udgave. Nok kan Cousineau levere en Ariadnetråd, som giver et godt overblik og indblik i tematikken i de rastløse fragmenter af Soares liv og tanker og relaterer dem til litteraturhistorien. Men mysteriet består. Bogen modsætter sig en endelig tolkning og vil til stadighed udfordre, når jeg genlæser den. Eller for nu at slutte med endnu et citat fra Soares selv:
Jeg har altid vægret mig ved at blive forstået. Det er prostitution at blive forstået. Jeg foretrækker for alvor at blive opfattet som den jeg ikke er…
  
Thomas J. Cousineau: An Unwritten Novel. Dalkey Archive Press 2013.

Citatet fra ”Rastløshedens Bog” stammer fra den danske udgave, som er oversat af Ingemai Larsen og udkommet på Brøndum



fredag den 29. november 2013

Eusébios portvin



Benfica og portvin. Jeg holder af begge, og i går fik jeg faktisk mulighed for at opleve kombinationen. Og, nej jeg drak ikke portvin på Estádio da Luz i Lissabon, selv om det da kunne være dejligt. Men jeg smagte en speciel portvin, som blev sendt på markedet da fodboldlegenden Eusébio sidste år fyldte 70 år.
Den Sorte Panter, som Eusébio også kaldes, blev født i 1942 i Lourenço Marques - det nuværende Maputo i Mozambique. Han startede med at spille fodbold i den lokale amatørklub Os Brasileiros, hvor en talentspejder for italienske Juventus fik øje på ham. Der blev takket nej til tilbuddet, og i stedet senere ja til hans favorithold Benfica, hvorfor Eusébio flyttede til Lissabon som 18-årig.
Han spillede for den portugisiske storklub helt frem til 1975 og nåede at vinde 11 portugisiske mesterskaber, 5 pokalfinaler, 1 Europa Cup finale (61/62) – det nuværende Champions League – ud af 4 finaler. Det blev til hele 638 mål i 614 kampe for As Águias, Ørnene.
Under Salazar betragtede Portugal kolonierne som oversøiske regioner, hvorfor Eusébio kunne debutere for det portugisiske landshold i 1961. Her blev det til 41 mål i 64 kampe. Mest legendarisk er VM i 1966, hvor Portugal endte på 3. pladsen, og Eusébio blev turneringens topscore med 9 mål, hvoraf de 4 blev scoret i den berømte kamp mod Nordkorea. Portugal var bagud med 0-3, men fik – især takket være Den Sorte Panters indsats – vendt kampen til en 5-3 sejr (se klip nedenfor).   
Legenden er stadig at finde på Estádio da Luz, når Benfica spiller, ligesom der står en statue af ham foran stadion. Og i går var hans profil og underskrift så på etiketten af en af de portvine, vi skulle smage til The Vintage Port Clubs julesmagning med Tawny og Colheitas.
”Eusébio 70th” blev udsendt i 2012 og er en 30 års tawny fra den lille Quinta das Gregocas ved Sambrosa i Douro. Der er lavet 638 magnumflasker svarende til det samlede antal mål, han nåede at score for Benfica. Vinen er der knap så meget at fortælle om. Lys brun med lidt røde nuancer, let sprittet i næsen, tørre frugter, fadpræg og en lettere floral stil, men uden den kraft og dybde andre 30 års Tawny kan have. Klart drikkelig, men historien og den flotte indpakning er bedre end selve indholdet.
Til gengæld bød smagningen på andre gode fadlagrede portvine. Kort fortalt er forskellen på Tawny med alder og Colheita, at de første er blended af forskellige årgange, så det rammer den stil, huset ønsker, hvorimod Colheita er fadlagret portvin fra ét og samme år.
Den samlede smageliste så således ud i den rækkefølge, vi fik dem serveret:
Maynard Colheita 1982
Feist Colheita 1983
Vista Alegre 30 års Tawny
Kopke Colheita 1984
Kopke 40 års Tawny
Pocas 40 års Tawny
Grahams 40 års Tawny
Andresen 40 års Tawny
Burmester Colheita 1957
Quinta das Gregocas Eusébio 70th
Cristiano van Zellers Millennium Port, Colheita 1880
Feuerheerd Colheita 1990
Højdepunkterne var efter min mening Maynard 1982, Kopke 1984, Kopke 40 års, Burmester 1957 og Millennium Port.
Kopke er et udmærket Tawny hus, hvis man ellers er til den noget tunge portugisiske stil, hvor sødmen heldigvis balanceres af syre. Colheitaen havde godt med mandler og hasselnødder, let røget og lang eftersmag. 40 års bød på marcipan og dadler, god fedme og igen en røget stil.   
Maynard er altid en pleaser med sin cremede stil og godt med mandel og farin. Burmester blød og rund med mandler og en lang pebret eftersmag.
Millennium Port er lavet på et stort fad, som Cristiano van Zeller (tidligere Noval og nu Quinta do Vale D. Maria) faldt over, da han var på udkig efter stenlagares til sin quinta. Den blev købt, godkendt og aldersbestemt af portvinsinstituttet, frisket op med et skvat Niepoort Vintage 1945 og sendt på markedet som markering af årtusindeskiftet. I går var den noget uklar, men fuld af puddersukker, svesker, kanel og brændte figner. Kraftig og fyldig, men dog med lidt vel kort hale.
De første 8 vine blev smagt semiblindt med først fire på ca. 30 år og så fire på 40 år. Grahams, som ellers er en udmærket 40 års Tawny, havde det lidt svært i selskabet, da stilen er markant anderledes end de mere tunge vine, den var oppe imod.



søndag den 24. november 2013

Delikatessen

Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og i film.  
Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums som Canto, der hyldede komponisten Carlos Paredes og Drama Box, der bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen – Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og epoker.
Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk, som på åbningssangen Fado do Ciúme, der ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´ smukke digt, Nanas de la Cebolla. Og andre gange igen muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at holde kroppen i ro til.
En anden fadosang er Só nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen "A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour og argentinske Astor Piazzollas Oblivion, som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry IV fra 1984.
Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske Chanson d´Helene, som Romy Schneider og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre. 
Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.
Estacion de Rossio er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange, der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.

Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/

Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0

onsdag den 6. november 2013

Hvid portvin med alder på Børsen

Af alle portvinstyper synes den hvide at rangere lavest i hierarkiet. Brugbar som aperitif eller sød dessertvin, men uden klasse og kvalitet, lyder renomméet. Selv den nylancerede rosé ridder på en mere trendy bølge af smart ungdommelighed.
Derfor var det et godt initiativ fra Henrik Oldenburg at sætte fokus på hvid portvin med alder ved pressesmagningen under portvinsfestivalen på Børsen i mandags. Oldenburg havde inviteret Jim Reader fra C. da Silva og dermed Dalva Port til at kommentere smagningen af 10 forskellige af husets portvine, hvoraf de otte var hvide. Dalva rangerer normalt ikke højt på listen over portvinshuse, hvilket måske netop skyldes, at deres store styrke er hvid portvin med alder. Så smagningen gjorde altså tiltrængt både opmærksom på hvid port og på selve huset, som kan dateres tilbage til midten af 1800-tallet, hvor det blev grundlagt af den fra Brasilien tilflyttede Clemente da Silva. Jim Reader selv blev tilknyttet Dalva som konsulent, da han forlod Cockburns efter Symingtons overtagelse.
Dalva sælger godt med almindelig standard ruby og tawny til lande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Men dertil kommer altså et stor lager af gamle fade med Colheitas i såvel røde som hvide udgaver. Det var dem, der lokkede Jim Reader til firmaet, og det var selvfølgelig dem han havde medbragt til Børsen.

 Her er smagelisten:

Dry White: Lagret 2-3 år på fad. Tør, men ikke knastør (sukkerindholdet er på 45 g/l). Lys, let gylden i farven. Virker næsten sød i næsen med lemon, hyld og lidt fersken. Elegant og frisk.
Dry White Reserva: Lagret 6-7 år på fad. Gullig og mere mørke toner i næsen, let røget i stilen og tydeligt fadpræg. Lidt sødere og uden samme friskhed.
Dry White 10 års: Gylden i farven. Mere kompleks og mindre røget. En fin balance mellem sødme, frugt og syre. Pæn, lang eftersmag.
Dry White 20 års: Let brun, gylden. Nærmer sig ren tawny karakter. En del orange i duften og lidt figen og rosiner. Orange, mandler og honning i smagen. Pænt med syre.
Dry White 40 års: Ny på markedet. Let rødbrun. Lidt diskret i næsen til at begynde med, men kraftig og fyldig i smagen. Godt med frugt endnu og så selvfølgelig fadpræg. Et flot glas, som dog er mere let i stilen end tilsvarende rød tawny.
Golden White Colheita 1971: Mere sødme og en anden duft. Let røget, mandel og vanille fra fadet. Stadig pænt med syre  
Golden White Colheita 1963: Rigtig flot vin fra et topår. Mørkere, rødbrun. Lidt tungere i næsen med friskhed i smagen. Tørrede frugter og honning. Sødme, men også syre, så den er i flot balance.
Golden White Colheita 1952: Meget kraftig og med endnu mere syre, så den stadig er frisk og sprød. Karamel, honning og vanille og en lang, fin eftersmag.
Colheita 1966: Brun med duft af brun farin og mandler. Pænt sprittet og godt med syre.
Colheita 1975: Kirsebær i næsen, frugt, farin, nødder og mandler og sødme.

Efter den flotte hvide serie fulgte altså et par almindelige Colheitas til sammenligning. Og her klarede de hvide sig glimrende. Lettere og med mere friskhed og elegance. Samtidig sjovt at se, hvordan farvenuancerne nærmer sig hinanden efterhånden, som årene går. De to almindelige Colheitas var dog lidt mere rødbrune.
Jim Reader fortalte, at Dalva gerne vil udsende en Golden White for hvert årti, men de har endnu ikke besluttet hvilket år, der skal repræsentere 
80´erne og dermed følge i hælene på de tre allerede lancerede. Uden at vide, hvad der ligger i kælderen hos Dalva, kunne 83 eller 84 være bud.
Generelt er de hvide druer bedst i lidt køligere år, da for høje temperaturer kan resultere i overmodne druer. Et år som 1963 er dog fremragende på alle fronter, fortalte Jim Reader.


Efter Dalva-smagningen blev der disket op med hele 27 forskellige udgaver af Vintage 2011. Jeg havde smagt nogle af dem før og prøvede derfor ikke alle og tog kun sparsomme noter oven på de mange fadlagrede vine. Ferreira 2011 imponerede mig med sin kraft, frugt og sødme. Niepoort og Niepoort Bioma fra gamle vinmarker var også spændende. Taylor var flot og tilgængelig, og endelig smagte jeg Dalva, Delaforce, Royal Oporto, Dow´s og Ramos Pinto, hvor især de to sidste var meget lovende.
Selve Portvins festivalen bød på et par snakke med et par tilrejsende portugisere, den altid tilstedeværende Gustavo Devesas fra Symingtons og Rafael Molezun fra Real Companhia Velha.
Oven på pressesmagningen var det ikke så meget, jeg nåede at smage. Ferreira havde en fin 10 års hvid port, en kraftig og tilpas pebret LBV 2008 samt såvel 10 som 20 års tawny, hvor den sidste med navnet Duque de Braganca er fremragende. Dow´s bød på en rigtig dejlig Colheita 1986 med god frugt og afdæmpet sødme. Og så sluttede jeg traditionen tro med et glas Ramos Pinto i form af deres flotte 30 års tawny.
Apropos Dalvas hvide port med alder, virkede det som om, flere vælger at følge trop. Som Jim Reader også gav udtryk for, er det nok et voksende marked. Kvaliteten er i al fald ikke dårlig. På festivalen var der således flere stande med hvid port med alder. Foruden Ferreira, selvfølgelig Andresen, da de også er kendte for at satse på hvid port, men også fx Niepoort og Santa Eufemia, som jeg dog ikke nåede forbi.


Læs mere om Dalva her: http://www.cdasilva.pt/

tirsdag den 29. oktober 2013

DM i LBV

Kom og vær med til at kåre Danmarks bedste Late Bottled Vintage!
Nogenlunde sådan lød invitationen fra portvinsentusiast Henrik Marcussen og internetsitet portvin.nu sidste fredag.
LBV er, som navnet siger, lagret i længere tid (4-6 år) på store fade end vintage, hvilket modner vinen og gør den drikkeklar. De fås dog både som filtreret og ufiltreret, hvor sidstnævnte vil udvikle sig yderligere ved flaskelagring og samtidig bør dekanteres. Et godt og billigere alternativ med god kvalitet.
Opskriften på mesterskabet var nogenlunde den samme som ved DM i 10 års tawny for ca. 1½ år siden, hvor Krohn fortjent løb med sejren. Alle importører var inviteret til at tilmelde flasker. Eneste krav var, at de var at finde på det danske marked. Det havde mange – men dog ikke alle – benyttet sig af, så det samlede felt bestod af 22 flasker, hvoraf nogle huse var repræsenteret med flere årgange. Andre huse var savnet som fx Quinta do Noval, der laver en glimrende ufiltreret LBV.  Samtidig var spændvidden stor årgangsmæssigt, fra 1999 til 2009, hvilket jo ikke er helt lige vilkår.
Disse indvendinger taget i betragtning, er det nok mere korrekt at kalde det for et uofficielt DM i LBV. Men når det er sagt, skal initiativet roses. Idéen er sjov, og der er længe i mellem, at man får mulighed for at smage så mange flasker op mod hinanden, hvilket selvfølgelig skete blindt.
Men hvordan gik det så?
Alle deltagere havde mulighed for at afgive op til seks stemmer, som så fik hver et point. Man skulle altså ikke rangordne, de foretrukne vine, ligesom man ikke nødvendigvis skulle bruge alle seks stemmer.
Der var 20 personer, som afgav stemmer. Endnu er kun de øverste placeringen offentliggjort med følgende resultat:
Bronze (7 point): Taylor 2008 og Offley 2008.
Sølv (8 point): Calém 2006, Burmester 2007 og Barão de Vilar 2008.
Guld (9 point): Churchills 2005.
Det var altså næsten halvdelen af deltagerne, som stemte på Churchills. Mine egne kortfattede noter, siger en rigtig god duft og kraftig bærsmag. Drikkeklar.
På de efterfølgende pladser var der flere overraskelser. Burmester har jo primært markeret sig som tawnyhus – ikke mindst i kraft af de mange årgange colheitas på det danske marked. Min egne noter sagde mørk med lilla nuancer. En god blanding af urter og frugt i duft og smag samt en lidt sprittet slutning. Calém var en ren frugtbombe med masser af solbær og lidt mynte. Fyldig, men lidt endimensional og lidt vel Ribena-agtig i stilen. Barão de Vilar var en rigtigt flot glas. Kraftig og fyldig med en lang flot pebret eftersmag. Fin balance mellem frugt og syre.
Taylor var blød og rund med en meget lovende duft, men lidt for let smag efter min mening. Havde ventet at enten Taylor eller Grahams ville finde vej til listen. Det havde jeg derimod ikke med Offley, som ifølge mine noter var meget kraftig og fyldig med pænt med tanniner, men også lidt vel sødladen i stilen.
Selv afgav jeg kun fire stemmer, da de efterfølgende lå så tæt i min bedømmelse, at jeg hellere ville undlade dem end at vælge et par stykker på andres bekostning. Blandt vinderne stemte jeg selv på Barão de Vilar og Burmester, som så afgjort skal gensmages. Derudover faldt mine stemmer på Ramos Pinto 2008, en kraftig frugtig sag med gode tanniner og god duft samt Seara d´Ordens 2003, som havde en rigtig flot og indbydende næse samt god balance mellem frugt og syre. Men ingen af dem fandt altså vej til medaljerækken.
Mine bobler lige under viste sig at være Fonseca 2007, Kopke 2007, Quinta da Peca 1999 samt altså Churchills 2005.
Til slut lige et par brugervenlige bemærkninger om value for money. Her må man konstatere, at især Burmester og Barão de Vilar er gode køb.


Den samlede liste over tilmeldte flasker kan se her: http://www.portvin.nu/

onsdag den 23. oktober 2013

En stor årgang

Det var en sand kongerække samt en enkelt outsider, der var linet op i The Vintage Port Club den 21. oktober. Klubben fejrede 50 året for Vintage 1963, som af mange regnes for den bedste portvinsårgang om ikke nogensinde så i al fald i nyere tid. Eller for nu at citere Henrik Oldenburg, er det ”årgangen, der har været klassisk siden sin fødsel”, bl.a. på grund af gode vejrbetingelser.
I langt de fleste vertikale smagninger af portvinshuse, som jeg har deltaget i, er 1963 blevet kåret som vinder, når den ellers har været repræsenteret. Dette var min første horisontale 63-smagning, så jeg var spændt på at se, hvilke huse der stod sig bedst i rækken, som talte: Fonseca, Grahams, Taylor, Dow, Sandeman, Warre, Cockburn, Croft, Quinta do Noval og Constantino. Sidstnævnte ejes i dag af Ferreira, men benyttes kun til husets brandy. Portvinen blev i sin tid produceret på det nuværende Quinta do Crasto.
Som en af de 30 deltagere konstaterede, blev der drukket 1000 års portvin den aften: 2 flasker af 10 forskellige portvin med hver 50 år på bagen. Og de blev drukket med velbehag. Ingen flasker var skæve, selv om der var mindre gode imellem. Her er mine indtryk:

Constantino: Indbydende med det samme. Pæn mørk i farven, lidt langsom i næsen med lyse bær og lidt farin. Let sprittet i smagen. Manglede måske lidt dybde, men med fin lang og pebret eftersmag. Udviklede sig ikke meget i glasset.
Quinta do Noval: Mørk brun med lys kant. En kraftig og tiltagende duft af hindbær og især jordbær. I første omgang uden kraft, men vandt meget ved at stå i glasset. Dog stadig let i stilen og uden den intensitet, som senere årgange har. Af mange bedømmes Noval 63 at være over sin bedste alder. Denne flaske var stadig levende, men har nok ikke lang tid tilbage. 
Croft: Lys mahogni i farven. Første indtryk var en fæl duft af klor, men ved nærmere bekendtskab var der snarere tale om fyrrenåle og gran med jordbær og kirsebær. Såvel sødme som frugt. Helt sin egen stil, men ikke imponerende. Gjorde større indtryk ved Croft-smagning i foråret, hvor den var aftenens bedste vin.
Cockburn: Rødbrun og meget lukket i starten. En duft af røde kirsebær og noget vanille. Udviklede sig meget positivt med tiden, så den endte i min top 3. Fin syre, sødme og frugt i god balance, let røget og en god eftersmag. Aftenens positive overraskelse.
Warre: Uklar og lys, hvilket skyldes en lidt dårlig flaske, men duft og smag var ikke ødelagt. Kirsebær og pæn smag, men vag og skuffende denne aften.
Sandeman: Flot og imponerende rød farve. En god duft af kirsebærblomst og lidt brombær. Tydelig kirsebær og en del sødme i smagen. Har stadig kraft til at udvikle sig. Endnu en positiv overraskelse, som dog manglende noget dybde og frugtfylde til at ende helt i top.
Dow: Brun og meget lukket i starten, men vandt med tiden. Kirsebær og andre røde bær i duft og smag, men også lidt gran og mynte. Tør og elegant i stilen og med god syre og friskhed, men måske lidt mangel på frugt. Fin eftersmag.
Taylor: Imponerende fra start til slut. Mørk rødbrun, men en godt duft af kirsebær og kaffenoter under. Elegant, men også pebret og lidt sprittet, hvilket dog aftog efterhånden. I flot balance og sluttede med en lang, fyldig eftersmag. Aftenens bedste glas efter min mening.
Grahams: Mørk rødbrun. En tæt duft af frugt og blommer. Fyldig i munden med pæn sødme og frugt samt lidt chokolade. God kraftig eftersmag. Ligeledes et flot glas, som fik min andenplads.
Fonseca: Skuffende i første omgang, da den var meget lukket. Kom dog efterhånden frem. Mørk med lidt røde toner. Kirsebær og hindbær samt krydderi og tobak. Burde måske have haft længere tid i glasset, end aftenen tillod.

Efterfølgende blev der stemt om aftenens vindere. Her var der nogle markante forskelle mellem de to hold, hvilket skyldes forskellige flasker. Taylor fik topkarakterer på det ene hold, men ikke så mange på det andet. Croft fik pænt med point på det ene hold, men slet ingen på det andet. Og ligeledes med Dow. Som det fremgår af ovenstående, var jeg selv på holdet med en fremragende Taylor, men en ringe Croft og en ikke helt overbevisende Dow.
Det samlede resultat blev: 46 stemmer til Taylor, som altså var aftenen vinder. Tæt forfulgt af Grahams med 39 point og Fonseca med 35 point. Det var altså de store, kendte vintagehuse, som løb med æren denne aften. Det samlede resultat vil snart kunne ses på klubbens hjemmeside: http://www.vintageport.dk/
Og lidt teknisk: Flaskerne var åbnet ca. 2½ time før smagningen og havde stået i glasset en times tid. Sådan som de udvikledes sig undervejs, kunne de godt have været åbnet tidligere. Vinene blev desværre ikke serveret blindt, hvilket jeg personligt havde foretrukket. Om det spillede ind på bedømmelsen, skal jeg dog ikke kunne sige. 

En samlet konklusion er helt klart, at årgangen levede op til sit gode ry. Der er tale om noget af det ypperste, som portvin kan byde på – og det med god variation og bredde i smagen. Vellagrede og modne, flere med Bourgogne-præg. Nogle skal måske drikkes nu, mens andre stadig vil være holdbare i årene fremover. Og der er nok ingen tvivl om, at de mærker, der faldt lidt i gennem ved smagningen, ville stå sig fremragende ved enhver anden lejlighed.

fredag den 13. september 2013

Ny sæson – nye huse



Sæsonens første smagning i The Vintage Port Club fandt sted i onsdags. Der var tale om en introduktionssmagning i mere end én forstand. For det første kunne klubben byde velkommen til flere nye medlemmer samt en del gæster. For det andet blev der givet et bred introduktion til portvin og derfor smagt såvel tawny med alder som LBV, Single Quinta Vintage og Vintage. Og endelig blev flere nye og knap så kendte huse prøvesmagt. Det var altså boblernes aften.

Rækken af portvinshuse talte:

Churchill´s: Et ungt hus med gamle rødder. Det blev grundlagt i 1991 af Johnny Graham, som kom fra Cockburn, og som samtidig var medejer af Graham´s, da det blev solgt til Symington-familien i 1970. Derfor bliver vinene heller ikke lanceret under eget navn, men hustruens. Vi smagte Churchill´s Quinta da Gricha Vintage 2003, Churchill´s Vintage 2000 og 10 års tawny.

Quinta de Ventozelo: Quinta i Cima Corgo, som tidligere blot leverede bulkvin til de store huse. Med da der kom ny ejer i 1999 satte de gang i egenproduktion af såvel bordvin som portvin. Vi smagte LBV 2007 og Vintage 2003.

Quinta do Portal: Grundlagt i 1989 af familien Branco. Laver både bordvin, portvin og moscatel – og det med en voksende popularitet og kvalitet, både hvad angår deres tawny og deres vintage. Vi smagte Vintage 2003, Vintage 2000, 10 års tawny og 20 års tawny.

Quinta de Gaivosa: Et af mange huse, som efter lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt at udskibe portvin direkte fra Douro, satte eget navn på etiketten. Tidligere leverede de til Ferreira og Borges. Grundlagt og stadig ledet af Alves de Sousa familien og ledes i dag af far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa. Vi smagte Alves de Sousa Vintage 2009, Gaivosa Vintage 2003 og 10 års tawny.

Hutcheson: Eneste ældre hus på programmet og det med en ældre flaske. Hutcheson er grundlagt i 1881, men ejes i dag af Sogevinus. Herhjemme kender vi mest deres udmærkede colheitas, mens deres vintage ikke ses så tit. Vi smagte Vintage 1970. 
 
Altså en meget blandet smagning, hvor deltagerne da heller ikke var enige om alt. Noget var der dog stor enighed om. Ikke så overraskende blev Hutcheson Vintage 1970 nemlig bedømt til aftenens bedste vin. Den havde modenhed og nærmest tawny-karakter, men var heldigvis ikke gået over tiden. Stadig med liv og god syre. Ikke så fyldig, men med god smag af kirsebær og andre røde bær. Fin balance. Faktisk en fin og delikat vin, når man medtænker, at Hutcheson jo ikke er i første division, hvad angår vintage.
Aftenens anden store positive oplevelse var vinene fra Portal. Deres 20 og 10 års tawny endte på henholdsvis 2. og 3. pladsen ved afstemningen. 10 års var lidt vag i næsen, men med god smag af mandler og dadler. 20 års lidt fyldigere og mere krydret, men også med friskhed. To udmærkede glas i den typiske portugisiske tawny-stil.
Quinta de Gaivosa klarede sig hæderligt. Vintage 2009 var selvfølgelig alt for ung og derfor præget af lilla druesaft og kærnemælk i næsen. Der var megen frugt og en lang pebret eftersmag. 2003 havde allerede udviklet sig til det drikkelige. Mere rød i farven, lidt mynte og appelsinskal i duften, god frugt og fylde. I afstemningen endte de lige efter vinene fra Portal. Husets 10 års tawny var meget anderledes i sin stil, hvorfor der også var delte meninger om den. Selv synes jeg faktisk den var udmærket med sin kraftige orangestil. Meget uklar og med appelsinskal, citrus og lidt yoghurt præg i næsen. Let og frisk. 
Aftenens store skuffelse var Churchill´s, hvilket dog delvist er undskyldt af et par halvskæve flasker. Da jeg har smagt deres vine andre gange med langt bedre resultat, vil jeg undlade at kommentere yderligere denne gang.
Ventozelo Vintage 2003 var mørk og dyb i farven. Let blomme i næsen og en smag af mørke bær med godt med peber. LBV´en fra samme hus var ligeledes mørk og kraftig i stilen og med masser af frugt. Fint drikkelige uden dog at udmærke sig særligt.


torsdag den 5. september 2013

Et klassisk portvinshus



The Story of a Classic Port House. Sådan lyder undertitlen til en lille flot bog om Taylor´s. Bogen, som udkom i 2011, fortæller historien om menneskene bag, om vingårdene og om selve portvinen, som Adrian Bridge skriver i sit forord.
Bogen er på mange måder en appetitvækker, som giver indsigt i Taylor´s historie siden grundlæggelsen i 1692 og ikke mindst de kvalitetsportvine, huset står bag. For det handler ikke om almindelig ruby og tawny og ej heller om kvantitet. Det handler om tawny med alder og især vintage portvin. Nogle vil måske kalde huset konservativt og ærketypisk engelsk med alle de associationer, man kan få til stive overlæber, chesterfield sofaer og brændende kaminer. Den slags kan få et smil frem, men fakta er, at huset også leverer fremragende portvin – og er blandt de højest estimerede portvinshuse.
Der har været mange kendte efternavne fra portvinsbranchen involveret i såvel husets udvikling som ejerkredsen bag Taylor´s. Fra Job Bearsleys ankomst til Portugal i 1692 over Joseph Taylor, Morgan Yetman og John Fladgate til de langt senere personligheder som Alistair Robertson, Bruce og David Guimaraens samt Adrian og Natasha Bridge. Huset ejes i dag af Fladgate Patnership, som i de senere år har udvidet aktiviteterne med det store og luksuriøse hotel og restaurant The Yeatman og senest opkøbet af det traditionsrige tawnyhus Krohn´s, som supplement til de mere udprægede vintagehuse Fonseca, Croft og Taylor´s selv.
Blandt vingårdene er det selvfølgelig især prestigequintaen Quinta de Vargellas, der fremhæves. De tre mindre vingårde på området blev købt af Taylor´s i årene 1893 til 1896 og derefter samlet. Såvel marker som hus var den gang milevidt fra, hvad de er i dag. Vinlusen phylloxera havde hærget egnen og ødelagt de fleste vinmarker. Først blev der plantet nyt og reorganiseret i markerne, siden blev der også renoveret og opført nye bygninger. I dag er stedet lidt af en perle, selv om jeg med skam må meddele, at jeg endnu ikke selv har besøgt quintaen, men kun passeret forbi i toget, som gør holdt på stedets egen station.
Vargellas laver sin egen glimrende single quinta vintage, men spiller selvfølgelig også en stor rolle i Taylor´s vintage, hvor den dog blandes med druer fra de to andre af husets quintaer, Quinta de Terra Feita og Quinta do Junco. Dertil kommer en mindre kvantum af Vargellas Vinha Velha Vintage lavet på quintaen ældste vinstokke, som har 80 til 120 år på bagen og samtidig er en blanding af flere druesorter, da sædvanen tidligere var at blande så mange forskellige sorter som muligt i samme vinmark.
Et par afsnit har særligt fokus på vinene - først vintage port, dernæst tawny med alder. Da bogen jo er udsendt af ejerne, er der i sagens natur ikke sparet på de positive ord, men for retfærdighedens skyld skal nævnes, at et sidste afsnit faktisk byder på smagenoter fra flere eksterne portkendere som Richard Mayson, James Suckling og Roy Hersh. Noterne stammer fra en stor vertikal smagning, som blev afholdt i forbindelse med udgivelsen af bogen, hvor der blev smagt vintage fra 1900 og frem til 2009 samt Vargellas Vinha Velha fra 1995 til 2009. Lækker og inspirerende læsning. Men ville nu hellere have været med. 

Læs mere om Taylor´s her: http://www.taylor.pt/en/

mandag den 26. august 2013

Mariza i Tønder




Med den ene arm højt hævet over hovedet danser hun rundt på scenen, søndag aften i Tønder. Graciøst og elegant i den lange sorte kjole, som på en gang er moderne og traditionel. Det samme kan siges om hendes musik, der som for mange andre samtidige fadostjerners vedkommende er udspændt mellem tradition og fornyelse.
Mariza med det karakteristiske platinblonde hår blev snart efter sin pladedebut i 2001, Fado em Mim, et ikon for den portugisiske fadomusik. Hun var ikke den første, der genoplivede genren efter en del år i skammekrogen i hælene på Nellikerevolutionen i 1974, hvor alt der kunne forbindes med Salazarstyret blev afskrevet. Men hun er nok den største og i al fald den internationalt mest succesrige, hvilket flere world music priser og global koncertvirksomhed vidner om.
Hendes seneste album fra 2010, Fado Tradicional, der ganske rigtigt er en hyldest til den traditionelle fado, fyldte ikke overraskende en del ved koncerten. Vi fik bl.a. sangen om Rosa da Madragoa og Boa Noite Solidáo, som Fernando Maurício gjorde kendt. Maurício boede i kvarteret Mouraria i Lissabon, som sammen med Alfama var arnestedet for fadoens opblussen. Og her voksede Mariza faktisk selv op, da familien som så mange andre rejste fra Mozambique efter frigivelsen af kolonien.
Men koncerten var ikke lutter traditionel fado, nej langt fra. Kernebesætning bestående af portugisisk guitar, guitar og basguitar blev udvidet med trommer, og fadoens kernerepertoire blev suppleret med afrikanske rytmer, brasiliansk sang og toner fra Capo Verde. På samme vis vekslede Mariza aftenen igennem mellem det energiske og udadvendte og det mere inderlige, hvor hun flere gange sad på scenekanten eller sang uden akkompagnement.
Vi fik da også flere af hendes mest kendte ældre sange så som Jorge Fernandos Chuva i et lidt anderledes arrangement og den lystige Rosa Branca, hvor det til sidste lykkedes Mariza at få publikum til at synge med på omkvædet, samt ikke mindst som afslutningsnummer den utrolig smukke O Gente da Minha Terre – et af højdepunkerne fra hendes koncertudgivelse fra Lissabon foran Belémstårnet, hvor hun måtte holde pause midt i sangen, da tårerne tvang sig frem.
Så meget løb følelserne ikke af med hende i Tønder. Men jeg tror publikum, som virkede lidt skeptisk og tøvende i starten, lod sig overbevise både af storheden i Marizas stemme og af den udtrykfulde kraft, fadoen besidder. Samtidig påtog hun sig rollen som formidler, da hun prøvede at forklare lidt om fadoen undervejs – en ambassadørrolle hun også påtog sig i forbindelse med fadoens udnævnelse til kulturel verdensarv for et par år siden. Et lille sprogkursus blev det sågar til, hvor vinho tinto synes at være det eneste, der var kendt i forvejen.
Det var modigt af festivalen at sætte fado på dagsordenen ved afslutningskoncerten. Tak for det. Håber ikke det bliver sidste gang.

fredag den 23. august 2013

Cuca Roseta: Raiz



Cuca Roseta debuterede for et par år siden og har nu udsendt sit andet album, Raiz. Cuca er udsprunget i miljøet omkring Clube de Fado og guitaristen Mário Pacheco. Hvor såvel Pacheco som den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla havde store fingeraftryk på debuten, er det nye album i høj grad Cucas eget. Det er resultatet af et års kreativt virke, idet hun har skrevet både tekst og musik til næsten alle sange. Dermed har hun udviklet sig fra ”blot” at være en køn og dygtig sangerinde til i højere grad at være kunstner.
Alle sange på nær én er fadosange og har sågar ordet fado i titlen, ligesom teksterne kommer omkring fadoens vokabular: liv, tab, håb, tilgivelse etc. Raiz betyder rod – og vi kommer ind i fadoen og sjælens rødder. Fra den smukke Fado do Cansaco over den korte, lystige Fado Do Contra og den let jazzede Fado Da Entrega til den stille Fado Menor Isabel, som Cuca Roseta givet selv har lagt navn til, idet hendes rigtige fornavn er Isabel.  
Undtagelsen er Marcha da Esperance – en hilsen til en anden traditionel portugisisk musikform, som får sin fulde udfoldelse under Marchas Populares i juni i Lissabon, hvor alle bykvarterer marcherer ned ad Avenida da Liberdade med dans, musik og kostumer. Cuca er langt fra den første fadosanger, som synger Marchas. På mange fadoplader finder man et enkelt nummer inkluderet, ligesom Amália faktisk sidst i 60´erne udgav et helt album med Marchas de Lisboa. Selv om stilen rent musikalsk er en anden, er der tekstmæssigt store ligheder, da både fadoen og marchas ofte hylder lokale kvarterer og byen - omend sidstnævnte mangler alvoren.
En anden sang, der skiller sig lidt ud er Fado da Vaidade. Her har Cuca Roseta sat musik til et digt fra samlingen ”Livro de Mágoas” af Florbela Espanca, (1894-1930), som var digter og dertil forløber for den portugisiske kvindebevægelse. 
Alt i alt er Raiz en meget mere personlig plade end debuten. Hvor jeg den gang savnede lidt personlighed, kant og nerve, er hun her i højere grad trådt i karakter som sin egen. Det skal blive spændende at høre hende fremover – og ingen tvivl om, at hun står over for sit store gennembrud.




http://www.cucaroseta.com/


tirsdag den 25. juni 2013

Sidste nyt fra Porto

Så er det ved at være afgang mod Danmark. De sidste dage har været meget varme. I går var helligdag og meget stille. Byen blev hurtigt fejet og overskyllet med vand, så den igen tog sig frisk ud oven på São João festen.
Et par portvinsbesøg blev nået. Vi havde en fin smagning hos Noval. Første et par rødvine, hvor især Quinta de Noval 2009 imponerede med sin kraft og dybde. Derefter deres reserva, Black, som de målretter unge og nye portdrikkere og LBV 2007. Så fulgte rækken af tawnies, 10 års, 20 års og 40 års og endelig to helt nye vintages, Noval 2011 og Noval Nacional 2011. Begge meget potente. Noval rig på frugt, mørk solbær og pebret eftersmag. Nacional nærmest blækfarvet, lidt tilbageholden i næsen, men eksploderende i munden med skarphed og syre.
Hos Ramos Pinto, havde Ana Rato også linet lidt gode flasker op – efter en lille rundvisning i deres museum med de mange flotte plakater mv. Her fik vi LBV 2008 – en af de bedre LBV´er med god kraft og saft efter min mening. Og vi fik Single Quinta Vintage fra Ervamoira 2007 og Vintage fra samme år, så vi kunne smage forskellen. Den første mere tør, krydret og med masser af mynte i næsen. Den sidste mere sød, mørk og dyb. Endelig fik vi deres fremragende tawny-serie 10 års, 20 års og 30 års, som altid imponerer mig med deres gode balance mellem fedme, sødme og mandelsmag vs. friskhed, orangefrugter og syre. Ramos Pinto er pænt med på vintageområdet, men klart stærkest hvad angår tawny med alder.

Efter smagningen fulgtes vi med Ana Rato til Confrarias store ledsagebåd for at overvære den traditionsrige regatta, hvor de gamle portvinsbåde, barcos rabelos, sejler om kap fra Douros udmunding ud for Foz til lige før Dom Luiz broen. I starten lagde Cockburn, Cálem, Offley og Taylor sig i spidsen, men det blev førstnævnte, der kom ind som suveræn vinder. Bagefter på kajen ud for Sandeman kunne man fornemme den lystige stemning. Selv om der selvfølgelig er en vis prestige i at vinde, er det hele mest for sjov. En dejlig event at opleve – og så fra første parket ombord på Confrarias båd, hvor der også blev budt på pindemadder og porttonnic.


mandag den 24. juni 2013

São João i Porto

Musikken strømmer ind af det åbne vindue. Bor man som jeg i centrum af Porto, kan det ikke være anderledes denne dag, aften og nat. São João – vores danske Sankt Hans - er byens foretrukne helgen, og han skal fejres. De religiøse elementer er nu få i dag. Messen dagen derpå, som er helligdag, og nogle figurer og tableauer med små figurer i stil med vores julekrybber. En enkelt bøn kan man også få med på vejen.
Det er i stedet det profane, der er i centrum. Folkelighed og folkefest med en lang række kulørte elementer, som de små og store plastikhammere, Martelos, som kan fejre 50 års jubilæum i år. Allerede flere dage inden, kan man købe dem, og som tiden går mod selve Sankt Hans aften tager lyden til. Den pibende lyd, det giver, når den rammer en forbipasserendes hoved.
Der er lyd og larm, men også noget for øjet. Kigger man op, flyver der mange store ildfluer rundt i form af luftballoner med ild i, der svæver op fra gaden og ud i natten.
Andre elementer er folkedans i gaderne, salg af basilikumpotter, hvidløg og lange hvidløgslugtende blomster, som man også stikker op i hovedet på hinanden. Der grilles sardiner og kyllinger fra de mange små boder, og der sælges øl fra store baljer midt på gaden.
Og så det store fyrværkeri ved midnat – en kvarters buldren og bragen ude midt i Dourofloden og fra Dom Luiz broen, hvor kaskader af lys faldt ned som et kæmpe vandfald. Imponerende, men selv om det var kulminationen, var det ikke afslutningen, for festen fortsatte til den lyse morgen rundt om på de mange midlertidige festpladser med levende musik eller dj´s, med tivoli og boder, hvor der kan købes mad og drikke. Og tusinder af mennesker vandrer ud langs floden, hvor nogle slutter med en badetur i havet.
Det opleves som om, at alle er på gaden, så tæt går og står vi – især omkring den gamle bydel, Ribeira tættest på broen. Børn, unge og ældre, feststemte grupper, turister og familier. Alle er glade, alle slår hinanden med hammeren og alle hilser god São João.

Jo, det er en lang kæmpefest. God Sankt Hans herfra til alle. En reportage vil følge snarest på DR P1.

søndag den 23. juni 2013

Confraria do Vinho do Porto

Portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, blev stiftet så sent som i 1982, hvilket kan overraske. Traditioner og udtryk synes at række langt længere tilbage i tiden. Den portvinsrøde kappe, de store sorte hatte, modeleret over bysbarnet Henrik Søfarerens hat. Og så ikke mindst de årlige ceremonier. Regattaen med de gamle portvinsbåde, barcos rebelos og selve optagelsesceremonien, som fandt sted i går aftes i byens flotte børsbygning, Bolso.
Jeg var så heldig at være til stede sammen med en håndfuld andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club, da vores formand blev udnævnt som Caveleiro. Det foregik med pomp og pragt og efterfølgende bevægede hele selskabet sig gennem byen til stedet ved Douro, hvor der blev holdt stor gallafest. I spidsen red seks uniformerede ryttere med sabel, derefter fulgte orkestret, så broderskabets ledelse – det såkaldte Chancelaria – og alle medlemmerne. Til sidst vi gæster, som dog også var i galla.
Reception og middag var udsøgt – både hvad angår menuen og vine samt selvfølgelig portvine bestående af en lang række vintage 2000. Men det var også lidt af en top-møde, med de fleste betydningsfulde folk inden for portvinsbranchen. Ledere af husene, winemakere og andre ansatte samt gæster og venner.
Det gav mulighed for at hilse på en lang række personer, som vi havde mødt før, men også stifte nye bekendtskaber, hvilket jo også er vigtigt for en ambitiøs klub som vores, der vil være helt i front.
Jeg fik også hilst på Roy Hersh fra For the Love of Port, det anerkendte nyhedsbrev, som jeg i al beskedenhed selv har bidraget til.

En mere udførlig rapport vil følge i artikelform i Vinbladet.

lørdag den 22. juni 2013

Hutcheson hos Sogevinus

I dag blev det til et enkelt besøg hos et portvinshus. Vi havde en aftale med Sónia Figueira fra Sogevinus, som står bag store brands som Kopke, Burmester, Cálem og Barros, men også Hutcheson, som ikke er et stort mærke, men populært i Danmark. Det skyldes ikke mindst deres lækre og tilgængelige colheitas.
Det var da også Hutcheson, der stor klar til os i smagelokalet hos Cálem, hvor mødet foregik. Først fik vi selvfølgelig lige en lille rundvisning i den flotte lodge, som er en af de mest velbesøgte i Vila Nova de Gaia. Dette skyldes både, at den faktisk er et besøg værd, men selvfølgelig også placeringen, hvor den er en af de første portvinshuse, man møder, når man krydser broen.
Sónia og winemaker Carlos Alves havde gjort to flights klar til os. Første en rød omgang og så en brun Altså vintage før tawny, hvilket ikke altid er sædvanen, men Carlos forklarede, at han mente, at det var nemmere at rense munden for tanniner ved at spise lidt brød og drikke vand, end det var at rense næsen for de mange dufte fra tawnies og colheitas.
Vi lagde ud med en meget tilgængelig og frugtig LBV 2003, en stadig for ung, men lovende vintage 2003 og vintage 2000, som faktisk allerede var drikkeklar. Lidt mere dybde, mere tør og mere mineralsk end den tre år yngre udgave. Meget imødekommende, men nok ikke så langtidsholdbar som 2003, der havde flere tanniner.

Derefter fulgte colheita 2004, colheita 2000, 20 års tawny og colheita 1984. Den første var lidt vel ung og vil vinde med flere års lagring. 2000 er meget imødekommende med pæn fedme, nødder og orange. Også de næste var præget af nødder og orangeskal. De var begge i flot balance. 20 års lidt mere sød, hvorimod 1984 havde imponerende med syre uden at det gik ud over blødheden. Et par rigtig flotte glas at slutte af med.

fredag den 21. juni 2013

Gamle og nye bekendtskaber

Nye steder og ansigter. Men også gensyn med gamle bekendte og steder, man har været før. Kombinationen af disse to ting, er det dejlige ved hvert nyt besøg i Portugal. Det gælder fadomiljøet i Lissabon. Og det gælder portvinsmiljøet i Porto og Douro.
Første dag i Porto var ingen undtagelse. Her fik vi besøgt to forskellige portvinshuse – først et gensyn med Grahams og Gustavo Devesas, siden et nyt bekendtskab i form af Barão de Vilar.
Grahams har undergået en stor forvandling, siden jeg første gang besøgte dem. Hele huset er gennemrenoveret. De har fået ny indgang og reception med et lille museum, der fortæller historien om de to familier Symington og Graham, nye smagelokaler og butik samt en flot restaurant med udsigt ned over Douro. Gustavo Devesas viste os rundt og bød efterfølgende på en flot smagning. Hele rækken af tawny med alder i det nye design og det nye blend. Generelt kan siges, at forskellen fra 10 år til 40 år ikke er voldsom markant. De er bløde og runde og nemt tilgængelige. En del mandler og lidt orange. Imødekommende, dejlige, men ikke så karakteristiske som tawny-specialisternes udgaver. Efterfølgende fik vi to colheitas: 1969, som havde mere kant og skarphed, let brændt og med mandler, appelsin og farin i duften. Og 1952, som blev lavet til den engelske Dronning Elizabeth II 60 års regentjubilæum. Sødere med også med betydelig syre og flot i balance. Et strejf af rosemarin i smagen. Personligt var de to colheitas og deres kanter mere i min smag.
Derefter fulgte en flot række af Symingtons nydeklarerede vintage 2001: Warres, Dows, Cockburn, Grahams, Grahams Stone Terraces, Quinta do Vesuvio og Vesuvio Capela. Imponerende og meget frugtrige, men også generelt mere mineralske, da der ikke faldt så meget nedbør. Alle lilla og med godt med tanniner. Svære at bedømme ved første bekendtskab, men umiddelbart vil jeg fremhæve Cockburn, Grahams og de to gange Vesuvio, som de bedste.
Således godt varmet op, gik turen videre til Barão de Vilar, som også er kendt under brandet Maynard. Og der er faktisk tale om fuldstændig samme portvin, om det lanceres under det ene eller andet navn, fortalte Mariana Rocha Ferreira, som viste os rundt. Mariana er bosiddende i USA og ansvarlig for det amerikanske marked – og samtidig ved at gifte sig ind i Van Zeller familien. Brandet Maynard er primært skabt for at tilfredsstille det engelsksprogede marked, da navnet er mere salgbart.
Her smagte vi os gennem en lang række colheitas – listen i rækkefølgen som vi fik dem: 2001, 2005, 1990, 1982, 1974, 1962, 1963, 2003 (hvid), 1951 og 1934. De tre sidste var fadprøver. Lad mig her blot fremhæve nogle få: 1982, som imponerede igen med sin flotte balance, god duft af farin, mandler og lidt chokolade og god lang eftersmag. 1963 som fuldt levede op til at være et klassisk vintageår. Mørk, kraftig og dyb med flot syre og frugt i behold. Og så 1934, som havde utroligt meget kraft endnu. Mørk, næsten sort og let brændt i smagen.
To besøg, et gensyn og et nyt bekendtskab. Og to meget forskellige steder. Grahams, som er flot istandsat, fornemt og stilfuldt og tydeligt lagt an på at modtage en stort antal gæster. Og så Barão de Vilar, som virkede langt mindre iscenesat og mere autentisk, men også lidt rodet. Begge steder er så afgjort et besøg værd. Og begge huse byder på god portvin. Grahams stærkest på vintagesiden efter min mening. Barão de Vilar helt klar bedst, hvad angår fadlagret colheitas, selv om de også har overrasket på vintageområdet ved nogle smagninger.
Endelig har der selvfølgelig også været tid til lidt vandring rundt i byen. Farvestrålende guirlander er hængt op, hist og her er telte og festpladser blevet stablet på benene. Alt er ved at være klar til fejringen af São João på søndag. Inden da venter lørdagen med portvinsbesøg og ikke mindst ceremoni og middag i Confraria do Vinho do Porto.



onsdag den 19. juni 2013

Sankt Hans i Porto

Så er der ved at være pakket færdigt. Alt det, man altid har med på rejse – og så det arbejdsrelaterede: computer, kamera, båndoptager og skriveblok. De næste seks dage står den på Porto.
Der er to hovedårsager til, at jeg rejser til Porto netop nu. Den første er Sankt Hans – eller rettere São João, som han hedder i Portugal. Han er Portos skytshelgen, hvorfor de fejrer ham med maner på søndag, hvilket inkluderer bål i gaderne, fyrværkeri, dans, religiøse tableauer samt mad og drikke overalt i centrum og ikke mindst langs Ribeira-kajen. Festen fortsætter efter sigende til den lyse morgen, hvor flere tager en dukkert ved Douros udmunding.
Den anden grund er – ikke overraskende – portvin. Først og fremmest den årlige ceremoni og festmiddag i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, hvor jeg deltager sammen med andre fra bestyrelsen af The Vintage Port Club. Anledningen er, at vores formand optages i broderskabet. Dertil kommer den store regatta, hvor de gamle portvinsbåde sejler om kap fra Douros udmunding til dobbeltdækkerbroen i byens centrum. Ja, alt tyder faktisk på, at jeg har fået plads på en af bådene. Dertil kommer, at vi selvfølgelig benytter lejligheden til at besøge nogle portvinshuse og smage lidt på drikken.

Ud over fornøjelsen skal det hele udmunde i en reportage til Panorama på DR P1 og en lille profilartikel i Fyens Stiftstidende samt senere en længere reportage i Vinbladet. Og endelig vil jeg bestræbe mig på at give lidt opdateringer her på bloggen de kommende dage.

tirsdag den 14. maj 2013

Helder Moutinho: 1987



Fadoen har flere familier, som har skrevet sig ind i historien. Nyligt fejrede fadomiljøet Amálias lillesøster Celeste Rodrigues 90 år fødselsdag. Carlos do Carmo har sunget duet med sin mor Lucília do Carmo i en koncertoptagelse fra A Faia, som familien drev i mange år.
Familien Moutinho – med de tre brødre Camané, Helder og Pedro – er gjort af samme stof. Mest kendt er storebror Camané, som nok er den største mandlige fadosanger blandt den yngre generation. Men alle tre har gjort karriere og har flere pladeudgivelser bag sig.
1987 er Helder Moutinhos fjerde album og måske hans hidtil bedste. I al fald er det det mest personlige. Titlen har han måttet forklare i adskillige interviews, for hvorfor lige netop det årstal? Hans svar er kort og godt, at 1987 var et skelsættende år i hans eget liv. Her fyldte han 18 og vandt sin selvstændighed og frihed. Det var her kan gennemlevede sine ”dias da liberdade”, som han har udtrykt det.
Os dias da liberdade er netop temaet for de første fire sange, som Helder Moutinho selv har skrevet. I åbningssangen Venho de um tempo…, som han også har komponeret, ses tilbage på ungdomstiden, og på de efterfølgende sange hører vi om den første kærlighed, ensomme nattevandringer etc.
Hele albummet er opdelt i 4 x 4 sange med hvert sin gennemgående røde tråd og hver sin tekstforfatter. Efter Helders eget personlige bidrag følger således José Fialho Gouveia, João Monge, og Pedro Campos, hvis sange kredser om henholdsvis sorgen efter et ophørt kærlighedsforhold, uoverensstemmelser og misforståelser og ikke mindst sange om Maria fra Mouraria, hvor mange af fadoens klassiske temaer dukker op. Så selv om der er tale om nyskrevet materiale, er indholdet i og for sig ganske traditionelt, ligesom flere af melodierne er traditionelle. Det gælder fx Volta a dar, hvis første del er en tempofyldt Fado Corrido og Escrito no destino, som ganske usædvanligt er en over 12 minutter lang Fado Menor i mol passende til João Monges sørgmodige tekst om ensomhed i et forladt hjerte, hvor kun fadoen bor.
Et efterfølgende 13. nummer er en veloplagt hyldestsang til Beatriz de Conceicão, som Helder Moutinho i noterne kalder sin favorit fadista og sidestiller med Alfredo Marceneiro. Helder fik tilbudt sangen af Fernando Tordo under indspilningerne, så den måtte med som et efterskrift, hvilket giver en fin afrunding på pladen.
Hele albummet er optaget i et gammelt palæ i Mouraria, et hus jeg ofte er gået forbi på mine vandreture. Her er der udsigt over Sé-katedralen, Tejo og bykvarterer som Mouraria, Alfama og Bairro Alto – steder som alle er emblematiske i fadoens tekstunivers. De forskellige rum i det gamle palæ leverede en særlig akustik til indspilningerne, en slags efterklang fjernt fra et moderne pladestudie. Palæet med de rustikke dørkamme og blå azulejos på væggene blev i øvrigt også brugt som location til optagelse af videoerne til det nye album.
Alt i alt er 1987 på en gang personlig og klassisk i sin stil. Albummet emmer af saudade i såvel tekster, melodi, stemning og videooptagelserne, hvor det tomme palæ vidner om en tid, der var – den tid teksterne også kredser om.


tirsdag den 30. april 2013

Single Quinta vs. LBV



Single Quinta Vintage er efter min mening en portvinskategori, som er meget spændende rent smagsmæssigt og lidt overset, men også uoverskuelig.
Spændende fordi det er det mest ”rene” produkt forstået på den måde, at der i princippet er tale om vin lavet på druer fra samme år og fra samme quinta. Dette giver større variation på grund af store forskelle i jordbund, beliggenhed og mikroklima – tænk bare på nedbørsmængde og temperatur i henholdsvis Baixo Corgo og Douro Superior. Derfor kan man finde fremragende Single Quinta Vintage fra mindre årgange, hvis betingelserne har været gode på netop det sted. Med andre ord er det her, man kan fornemme Douros terroir og klimaets store betydning i modsætning til ”rigtig” vintage, som oftest er blandet af druer fra forskellige steder i regionen.
På den anden side er det også et svært område at blive klog på. I princippet er der jo tale om en slags andenvine, da husene oftest deklarerer Single Quinta, når året netop ikke er til Vintage. Set med de øjne, er de mindre fine og derfor også gerne billigere end Vintage. Samtidig er det svært ikke at sammenblande regulære Single Quinta Vintage med andre former for ”andenvine”, der lanceres på samme vis. Det gælder fx Fonseca Guimaraens, Noval Silval og Graham´s Malvedos, som alle blandes af druer fra forskellige ejendomme. Netop Malvedos har længe været omdiskuteret på det punkt og var i al fald tidligere iblandet indkøbte druer.
Endelig medførte lovændringen i 1986, hvor det blev tilladt for uafhængige producenter at eksportere direkte fra Douro og altså uden om de store firmaer i Gaia, at udbuddet af Single Quinta Vintage voksede markant og stadig øges, da flere og flere af de mindre og mellemstore ejendomme gerne vil have deres egen vin på markedet. Derfor dukker der også på det danske marked hele tiden nye navne op, hvoraf flere viser sig at levere ganske god kvalitet – især i forhold til prisen.     
En anden lillebror til Vintage er Late Bottled Vintage, der – som navnet siger – har tilbragt lidt længere tid (4-6 år) på store fade inden aftapning. Der er også forskellige typer LBV, men overordnet kan de opdeles i filtrerede udgaver og ufiltrede. Hvor de første laves, så de er drikkeklare, når de sendes på markedet, kan de ufiltrerede vinde ved at flaskelagring – akkurat som Vintage. Historisk set blev der lavet LBV, når der ikke blev deklareret Vintage, men i dag sender de fleste firmaer LBV på markedet stort set hvert år.
Selv om såvel Single Quinta Vintage som LBV kan byde på store oplevelser – og i al fald ofte giver god kvalitet for pengene – er de generelt set nok knap så formfuldendte og langtidsholdbare som Vintage. Men hvordan er de så, hvis de smages op mod hinanden? Det spørgsmål ville The Vintage Port Club gerne have svar på, hvorfor der nyligt blev afholdt en form for tvekamp med vine fra 2005.
Smagelisten opfattede Dow´s Quinta do Bomfim og LBV, Fonseca Guimaraens og LBV, Graham´s Malvedos og LBV, Quinta do Passadouro og LBV, Noval Silval og LBV, Ramos Pintos Quinta de Ervamoira og LBV samt Taylor´s Quinta de Vargellas og LBV. Dertil kom en lille opvarmningsrunde under foreningens generalforsamling bestående af Delaforce Quinta da Corte 1980 og Graham´s Malvedos i årene 1968, 2008 og 2009.
Indledningens klart bedste vin var Malvedos 1968. Dens to yngre brødre havde masser af frisk frugt, tanniner og syre og derfor godt potentiale til at udvikle sig. Quinta da Corte – et mærke jeg ikke erindrer at have smagt før – var derimod uharmonisk, med en stikkende næse, der dog også bød på jordbær og med udpræget mangel på kraft.  
Tvekampen blev en svær omgang med mange unge og endnu ikke udviklede vine, kraftige tanniner og lilla tunger. Var de blevet serveret parvis ville det have været muligt at sammenholde dem hus for hus, men arrangørerne havde valgt fuldstændig at blande posen til en stor omgang blindsmagning. Vi skulle altså ikke alene forsøge at skelne Single Quinta Vintage fra LBV, men også prøve at parre de forskellige vine og huse.
Et stykke af vejen lykkes det. Jeg fik bl.a. identificeret fire LBV´er fra Dow´s, Graham´s, Fonseca og Ramos Pintos, som, jeg dog troede, var Vintage. Jeg udpegede nogle af de 7 Vintage, men ramte også forbi – og det ved såvel at ophæve LBV´er til Vintage som i tilfældet Ramos Pinto og Noval eller nedgradere Vintage til LBV.
Den efterfølgende afstemning gav følgende resultat:
  1. Fonseca Guimaraens med 48 stemmer (også min egen favorit denne aften)
  2. Graham´s Malvedos med 31 stemmer (ligeledes på min anden plads)
  3. Quinta do Passadouro med 14 stemmer
  4. Ramos Pinto Quinta do Ervamoira med 12 stemmer (som jeg også rangerede højt)
  5. Ramos Pinto LBV med 10 stemmer
Derefter fulgte Dow´s Bomfim, Taylor´s Vargellas, Graham´s LBV, Passadouros LBV og Noval Silval, mens LBV´erne fra Taylor, Fonseca, Dow og Noval ikke scorede meget denne aften.  
Talt sammen på anden vis gik næsten 80 % af stemmerne til Single Quinta´erne. Set i det lys må det siges, at klubbens medlemmer bestod prøven i at skelne dem fra hinanden. Nok var der ingen, der ramte helt plet, men vi var sporet nogenlunde ind.
Konklusionen må altså lyde, at der trods alt er forskel på Single Quinta Vintage og LBV, og at de første generelt vurderes at have større kvalitet. Men samtidig må det også siges, at en god LBV – som den fra Ramos Pinto – sagtens kan konkurrere og i al fald er et godt køb til prisen.

lørdag den 20. april 2013

Dage og nætter med fado


Fadosangeren Helder Moutinho synger om Maria da Mouraria – et af fire temaer på hans nye personlige cd ”1987”, som jeg lige har lagt i den bærbare, mens jeg skriver. Meget aktuelt, da jeg lige er kommet retur til hotellet ved Praca de Figueira efter at have vandret rundt i netop Mouraria. Først ind ad Rua do Capelão, forbi huset hvor den første kendte fadosanger, myten Maria Severa boede, hen over Largo da Severa og videre op gennem smalle gyder og af trapper og derefter ned igen.
Jeg er ved at lave research til kommende skriverier om fado. Derfor står den disse få dage på fado både om dagen og natten. Første aften vandretur rundt i Alfama og middag på en forholdsvis nyåbnet restaurant med amatørfado, fado amador, samt et par smugkig ind andre steder.
I går besøg på Museu de Fado, som lige har åbnet en ny særudstilling, hvor samtidskunstnere og designere er inviteret til at arbejde kreativt og dekorere en Guitarra Portuguesa. En med azulejos, en med paryk og en som et spejl for at nævne nogle få. Fantasien får lov til at lege med traditionen. Bagefter havde vi møde med museets leder Sara Pereira, som jeg har truffet nogle gange før og bl.a. interviewet til DR. Et andet formål med besøget er nemlig at lave nogle foreløbige aftaler angående en kommende fadofestival i Danmark – en idé som er fostret i regi af Odense Centralbibliotek og forhåbentligt snart vil finde sikker grund.
Derfor bød aftenen på endnu et møde, nemlig med Helder Moutinho, som ud over at pleje sin egen karriere er meget aktiv i fadomiljøet bl.a. som manager for andre og som initiativtager til nye fadosteder. Over en god middag på en restaurant i Alfama drøftede vi fadofestival og bagefter tog vi sammen på en rundtur til et par gode steder. Først Mário Pachecos velrenommerede Clube de Fado, hvor vi hilste på musikere, sangere og Pacheco selv. Derefter til Mesa de Frades, som Helder selv var med til at etablere i 2003 – et sted som utraditionelt blander professionelle sangere og musikere med amatører. Et sted for kendere, som man ikke lige selv finder frem til. Som afsked efter en lang aften med god snak og fremragende fado fik jeg Helders nye cd, som jeg snart vil bringe en anmeldelse af her på bloggen.
I dag så vandreture, research og skriverier. I aften venter flere fadooplevelse, men mon ikke også det bliver til lille besøg på portvinsinstituttet…