tirsdag den 17. april 2012

Bille August filmer i Lissabon


Netop nu er Bille August i gang med optagelserne til filmen Night Train to Lisbon efter Pascal Merciers dejlige og stemningsmættede bog, som på dansk ikke overraskende hedder Nattog til Lissabon.

Filmen optages i såvel Bern som Lissabon og følger dermed bogen. Her møder man den schweiziske midaldrende professor Raimund Gregorius, som tilfældigt møder en ung smuk portugisisk kvinde, hvorefter han pludselig bryder op og rejser til Portugal. Undervejs i toget læser han en bog af den afdøde portugisiske forfatter Amadeu de Prado, hvilket bliver en hel besættelse, så han efter ankomst må opsøge steder og personer, der har været en del af Prados liv. En sand rejseberetning, som tro mod genren selvfølgelig har karakter af såvel en ydre som en indre rejse.

Det er jo langt fra den første litterære succes, Bille August giver sig i kast med, ligesom det ikke er første gang, han bruger Lissabon som kulisse. En del scener fra Isabel Allende-filmen Åndernes Hus blev faktisk optaget i Lissabon, som derved illuderer Santiago i Chile.

Rollelisten er lang og tæller en del af mine personlige favoritter, hvorfor jeg er spændt på resultatet. Hovedrollen spilles af Jeremy Irons, desuden medvirker navne Bruno Ganz, Lena Olin, Christopher Lee og Charlotte Rampling.

Bille August film har været noget svingende i kvalitet. Men med dét litterære forlæg, dén rolleliste og så det faktum, at det meste af handlingen udspiller sig i min favoritby, er der ingen tvivl om, at det er en film, der skal ses.

Foreløbig gælder det optagelserne i Lissabon, som forventes at slutte en gang i maj.