lørdag den 26. november 2011

Rigtige mænd drikker portvin

Real Men Drink Port. Javist! Og selv om Ben Howkins i undertitlen til sin nye bog om og for portvinsnydere tilføjer, at kvinder også kan være med (…and ladies do too!), er der ingen tvivl om, at vi er i mændenes verden. Eller rettere sagt er vi i en verden tilhørende en bestemt type mænd: Engelske gentlemen, som dyrker de rigtige klubber, jagtudflugterne, golf- og cricketbanerne og de pæne middagsselskaber, hvor damerne efterfølgende trækker sig tilbage for at tilfredsstille deres behov for ”at pudre sig og sladre”, mens mændene tænder cigarerne og lader portvinen gå rundt. Den rigtige vej vel at mærke. En verden, hvor kvinderne regerer i køkkenet og mændene i vinkælderen.

Jo, tak. Howkins verdensbillede og syn på kønsrollerne kan virke fjernt fra ens eget, men bogen er nu både vittig, vidende og velskrevet samt sjovt illustreret af satiretegneren Oliver Preston. Og mon ikke der gemmer sig en del selvironi i beskrivelsen af den engelske portvinsoverklasse?

Ben Howkins er mangeårig vinkender og skribent. Han besøgte Douro-dalen første gang i 1963, som jo er et fremragende vintageår, og er siden vendt tilbage utallige gange. Han er da også forfatter til International Wine & Food Societys guide til portvin, Rich, Rare and Red. I denne nye bog er der mindre fokus på selve portvinen, selv om der listes nogle favoritter op til sidst. I stedet er bogen fuld af historier og anekdoter fra portvinens verden før og nu.

Vi hører f.eks. om kunstnere og forfattere som Toulouse Lautrec, Jonathan Swift og Charles Dickens, som i romanen af samme navn lader Nicholas Nickleby afkræve sin butler en magnumflaske med Double Diamond port. Vi møder engelske politikere som William Pitt, der efter sigende altid havde et glas ved hånden i House of Commons. Vi er med når Hertugen af Wellington dypper fingeren i et glas portvin og tegner sit modtræk til Napoleons fremrykning. Og vi hører anekdoten om en lagerarbejder, som druknede i en stor tønde. Da man ikke ville lade portvinen gå til spilde, sendte man tønden til Skandinavien, hvor dens indhold straks blev hældt på flasker. Og det med stor succes for importøren spurgte snart efter endnu en sending af denne ”fullbodied” portvin. Det er ganske munter læsning, men til tider dog også lidt vel løst sludrende og tilfældigt opremsende.

Howkins portrætterer selvfølgelig også en række kendte personer fra portvinsbranchen før og nu. Fra gamle dage møder vi f.eks. Sir William Warre, John Croft og Baron Forrester. Og fra samtiden folk som Dominic Symington, Adrian Bridge, Johnny Graham og The Douro Boys. Så selv om der er langt mellem portugiserne, er de dog ikke helt glemt. Og så inviteres vi selvfølgelig med indenfor til middag i Factory House – englændernes klub og mødested i Rua Nova dos Ingleses i Porto.

Bogens ærinde er at beskrive den typiske portvinsdrikker og hylde ”the British character as seen through a port glass”, som Howkins skriver indledningsvis. Måske rammer han plet. Men i så fald er vi en del, der ikke føler os truffet – og det ikke kun, fordi nationaliteten er en anden. Der er mere gentlemen og stiff upper lips over det end vinbønder og almindelige portvinsnydere, som dem jeg kender og møder til smagninger og på mine ture til Porto og Douro-dalen. En af de mange anekdoter handler således om en butlers tyveri af portvin fra vinkælderen – en problem vi jo alle kender! 

Howkins bog er ikke en opslagsværk fyldt med informationer om quintaer, producenter og portvinstyper. Den byder på underholdende fortællinger om portvinsfolk og bør læses med et glimt i øjet. Og den slags skal der så sandelig også være plads til i et godt portvinsbibliotek. 



Ben Howkins: Real Men Drink Port. Quiller Publishing 2011, 176 sider.

onsdag den 23. november 2011

Fado som verdensarv

Skal den portugisiske fado være kulturel verdensarv? På sin vis vil jeg påstå, at den allerede er det i kraft af sin særegenhed og sine interkulturelle rødder. Men i disse dage bliver den afgjort, om den også skal være det officielt.

Det er et forholds nyt UNESCO-initiativ, der muliggør udnævnelsen. FN-organisationen kalder det for en liste over Intangible Cultural Heritage – altså mere uhåndgribelige kulturelle fænomener, som i modsætning til den mere kendte liste over kulturel verdensarv ikke er knyttet til specifikke bygninger eller lokaliteter.

For tiden er komiteen bag listen samlet på Bali i Indonesien for at diskutere og afgøre, hvilke af i alt 49 nye kandidater, der skal optages på listen – herunder altså fadoen. Dermed er en langvarig proces ved at finde sin afslutning. Arbejdet for at promovere fadoen som kandidat startede tilbage i 2005 og har siden mødt opbakning fra en bred kreds af politikere, forskere, museumsfolk og ikke mindst fadosangere heriblandt stjernen Mariza og veteranen Carlos do Carmo, som begge er udnævnt til ambassadører for sagen.

Lederen af fadomuseet i Lissabon, Sara Pereira er blandt delegationen, som er rejst til Bali for at følge komiteens drøftelser. Og hun er optimistisk før afgørelsen, som kan bringe fadoen i samme fine selskab som den argentinske tango, den spanske flamenco og den franske gastronomi. Men uanset resultatet har processen og den store opbakning bag initiativet været positiv, mener museumslederen.

- For os er enigheden i Portugal omkring kandidaturet en sejr i sig selv, fastslår Sara Pereira.

Enigheden har ikke alene omfattet indstillingen til at være kulturel verdensarv, men også igangsættelsen af en række andre initiativer, der skal understøtte fadoens fortsatte udvikling – herunder øget forskning og bogudgivelser samt et forslag om, at fado skal indgå i skolernes undervisning.

Jeg ønsker fadoen og Portugal held og lykke med afgørelsen. Et ja, vil være fuldt fortjent.


Se listen her: http://www.unesco.org/culture/ich/index.php?lg=en&pg=00011

tirsdag den 15. november 2011

Burmester for begyndere

De fleste har sikkert set de mange annoncer vedrørende portvinskup! Måned efter måned tilbyder Philipson Wine portvin fra Burmester – såvel vintage som colheita – til uhørt lave priser, hvis man vel at mærke ønsker at købe 12 flasker af gangen.

To spørgsmål melder sig hurtigt. Hvordan kan de sælge så meget portvin til så lave priser? Og er der kvalitet bag de lave priser?

Først lidt historie. I 1998 beslutter den nordspanske bank Caixanova sig for at engagere sig i den portugisiske vinbranche og køber en andel af Sogevinus Group, der omfatter portvinsselskabet Calém. Med tiden udvider banken sin ejerandel til 100 %, og sideløbende opkøber Sogevinus andre portvinsselskaber: Burmester og Gilberts i 2005 og året efter Barros Almeida og dermed Kopke, Feist og Hutcheson. Sogevinus er altså i dag en af helt store spillere på markedet og med store lagerlokaler i Vila Nova de Gaia, hvor tønderne ligger stablet tæt med gammel portvin.

Men den økonomiske krise gav banken bag selskabet likviditetsproblemer. Der skulle skabes omsætning her og nu, og en af mulighederne var at få tappet dele af al den gamle portvin på flasker, så den kunne komme ud på markedet. Burmesters speciale er især tawny med alder (10, 20, 30 og 40 år) og colheita, som er tawny fra en bestemt årgang, der skal fadlagres i mindst syv år, men gerne meget længere, inden den så tappes på flaske med angivelse af årstallet. Så her var der gode muligheder for hurtigt at få lagervarer omsat til salgbare flasker.

Det erfarer den danske importør Christian Philipson, og i slutningen af 2009 tager han på storindkøb og henter 240.000 flasker hjem. Siden fulgte flere ordrer, så det samlede køb i dag skal have rundet ikke mindre end 500.000 flasker! Ordren omfatter hele portvinspaletten, men det er især rækken af colheitas fra 1922 og frem, der har imponeret. Burmesters vintage vine er da ganske drikkelige, men uden den frugt og potens og de tanniner, der gør dem langtidsholdbare. Ved en nylig smagning af vintage 1991, fandt jeg, at Burmester allerede var falmet en del. Og snakker vi god vintage er 20 år ingen alder.

Det er altså den internationale økonomiske krise, der kommer forbrugerne til gode. Og selv om Philipson sikkert allerede har ekspederet masser af kasser med portvin rundt i landet, er lagrene næppe tømt endnu, selv om nogle af de mere spændende årgange naturligvis er blevet meldt udsolgt. Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Sogevinus bliver ved med at sælge ud, så de til sidst tømmer lageret, hvilket vil være ærgerligt for fremtiden.

Men de flasker, der er kommet ud på markedet, skal selvfølgelig nydes. En lille prøvepakke blev smagt sammen med venner i søndags – og hovedkonklusionen er ganske klar. Man får god portvin for pengene, og der er en naturlig sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Den lille smagning omfattede Burmesters almindelige tawny, deres 10 års tawny samt Colheita 2000 – de to sidste altså med nogenlunde samme alder på bagen, men samtidig af forskellig karakter. 10 års tawny er ikke nødvendigvis blandet af vin, der har lagret i 10 år, men er sammensat, så den får den karakter, huset ønsker forbundet med deres 10 års tawny. Colheita er derimod vin fra det pågældende år.

Den lille forsamling, hvor jeg næppe fornærmer nogen ved at sige, at flere var begyndere på portvinsområdet, var langt hen ad vejen enige i deres bedømmelser. Her er et sammenkog af noterne:

Tawny: Mørk mahogni i farven, en sprittet duft, men også med puddersukker og pebertoner. Sveske og rosin i smagen.

10 års tawny: Lysere brun og meget klar, mandler og igen let sprittet i næsen. Såvel sødme som syrlighed i smagen samt abrikos og valnød.

Colheita 2000: rødbrun/mahogni, dufter af frugt, puddersukker, valnød og abrikos og måske lidt citrus. Dejlig nuanceret, nøddeblød, rund og behagelig. 2000 var en ganske god årgang i Douro. Det gælder også denne colheita, som man dog godt kunne have undt et længere liv på fad. Ved køb af 12 stk. er prisen blot 99,95 flasken, og det er så afgjort et godt køb.



Læs mere på www.philipsonwine.com/ under portvinskup.

søndag den 13. november 2011

Luísa Sobral

En lille pige i et eventyrligt univers. Sådan er det første indtryk af Luísa Sobral, som er debuteret med albummet ”The Cherry On My Cake”. På coveret poserer hun i hvid kjole med en lyserød kage med kirsebær på toppen i en halvt tegnet kulisse. Stemmen er lys og til tider nærmest småpludrende sig gennem enkle sange om kærlighed og de nære iagttagelser.

Men faktisk er det en utrolig charmerende plade, hun har sendt ud. Muntre melodier et sted mellem den kvindelige singer-songwriter trend og melodiøs jazz med vægten på det sidste. Hendes enkle og nedtonede sang ledsages til tider blot af et stilfærdigt, men legende piano, andre gange af et helt buldrende orkester som på Xico, hvor der næsten er dømt Big Band. Alle sange på nær én er skrevet af hende selv – de fleste på engelsk, men også tre på portugisisk.

Man aner måske en smule saudade i stemmen hist og her, men ellers er stilen nu faktisk mere amerikansk end portugisisk, hvilket har sine årsager. 23-årige Luísa Sobral har studeret musik i fire år ved Berklee College of Music i Boston, hvorefter hun har tilbragt et år i New York, som så mange andre håbefulde unge musikere og kunstnere fra hele verden. Blandt sine inspirationskilder nævner hun selv Billie Holiday og Ella Fitzerald.

Men hun har noget at have håbet i. Debuten vinder for hver gennemlytning. Det swinger og er til at blive i godt humør af.




tirsdag den 8. november 2011

Churchill på Børsen

50 år. Det var et tal, Johnny Graham vendte tilbage til en del gange, da han gæstede den store portvinsfestival på Børsen i mandags. Og når det handler om vintage, er 50 år en del år at skulle ligge i kælderen og modnes. Så længe holder kun portvin af en vis kvalitet.

Men Johnny Graham er også – som navnet jo påpeger – ud af en familie med store portvinstraditioner. I 1970 solgte familien det dengang skrantende portvinsmærke Grahams til Symington Family Estates. Som en del af aftalen forpligtede de sig til ikke at bruge efternavnet, hvis de igen ville lave portvin. Og det ville de selvfølgelig, så sammen med sine brødre Anthony og William grundlagde Johnny i 1981 Churchill´s, opkaldt efter hustruens ungpigenavn. Selve firmaet bærer dog stadig det berømte navn, så det rettelig hedder Churchill Graham Lda.

Churchill´s var faktisk det første nye portvinshus i ca. 50 år. Få år efter (i 1986) kom den nye lov, som tillod uafhængige producenter at eksportere vin direkte fra Douro-dalen og dermed udenom Vila Nova da Gaia. Det åbnede op for mange nye og spændende navne, hvilket har ført til den mangfoldighed af store som små huse, vi kender i dag.

De første år blev vinene produceret fra forskellige marker ejet af Borges de Sousa, som gav det nye selskab førsteret til at plukke vindruer. Men da han døde i 1999, var arvingerne selv interesseret i vinproduktion. Derfor besluttede Churchill´s sig for at købe egne quintaer. Valget faldt på Quinta da Gricha på sydsiden af Douro, som blev overtaget i 1999, og Quinta do Rio i den mere solrige Rio Torto dal. De to quintaers forskellige beliggenhed skaber en god balance, for som Johnny Graham selv har forklaret det om købet af Rio:

- Jeg købte denne quinta efter grundige overvejelser, da jeg foruden friskheden fra Gricha havde brug for bastoner.

I dag udgør druer fra de to quintaer hovedingrediensen i såvel bordvine som portvine, men der suppleres dog stadig med indkøbte druer.

Churchill´s er altså et ungt hus, men med masser af erfaring bag sig. Johnny Graham er selv uddannet hos Cockburn, som sidste år ligeledes blev opkøbt af Symingtons. Og som familienavnet spøger i baggrunden, spiller også Cockburn en rolle i den stil, Churchill tilstræber, fortalte Johnny Graham.

- Målet er at kombinere Grahams frugtrige stil med Cockburns ”grip”, dens faste greb.

Et andet mål er at lave vine af langtidsholdbar kvalitet:

- Vintage port skal ikke drikkes de første 10-15 år. En god vintage skal laves, så den holder i 50 år eller længere, fastslog Johnny Graham.

Spørgsmålet er så, om hans vine kan leve op til den ambitiøse målsætning? Den indbudte kreds af journalister og andre portvinsentusiaster smagte først et lille udvalg af bordvine, hvor især Churchill Estate Reserva var meget indbydende med kraftig frugt og mørke bær i duft og smag samt et let, men ikke for voldsom fadkarakter. Vinen er lavet på en blanding af de tre portvinssorter Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz. Vi smagte også en kraftfuld og rå enkeltdruevin på Touriga Nacional, en Grande Reserva fra gamle marker samt ditto fra Quinta da Gricha – en meget potent og mineralsk vin, der kan lagres i en del år.   

Derefter fulgte samtlige vintageårgange siden husets grundlæggelse, hvilket vil sige 1982, 1985, 1991, 1994, 1997, 2000, 2003 og 2007. Målet med at lave langtidsholdbare vine synes i al fald at lykkes, selv om de 50 år jo ikke er rundet endnu. Det var kun de to ældste årgange, der var modnet så meget, at de var drikkeklare. Mahognibrune i farven, pænt krydrede i næsen og frugtige med fin balance. 1982, som jo heller ikke var et bredt deklareret år, når nok ikke at blive 50, men skal drikkes i de kommende år, hvorimod 1985 havde kraft og tanniner til flere år i reolen. Samtidig havde den en dejlig lang pebret eftersmag.

De efterfølgende var ikke modne, men udviste flot potentiale. Fælles for dem var en dybrød eller rødlilla farve, et kraftigt frugtpræg, gode krydrede nuancer og godt med tanniner, men også en rimelig tørhed i stilen. 1991 var noget bidende, men med god bærsmag. 1994 var let brunlig og uden den store kraft, hvilket måske skyldes en for voldsom oxidering, da der var tale om en halvflaske. 1997 virkede såvel kompleks som potent og med lidt mynte i næsen. 2000 var faktisk ret imødekommende trods sin unge alder, men stadig med tanniner til et langt liv. 2007 var derimod meget tillukket, men med sorte bær og lovende balance.

Alt i alt et spændende og lovende bekendtskab. Kan man lide kombination af godt med frugt, krydret næse og tørhed i stilen, er det et hus, der skal holdes godt øje med fremover. 

Efter den lukkede smagning med Churchill´s fulgte så den store festival med det sædvanlige brede udvalg af små som store portvinshuse og importører. I år var der overraskende mange årgangstawnies med. F.eks. var Portal repræsenteret med hele serien ligesom Isabel og Lars Tofte bød på tawnies fra Valriz, hvor især de ældre af slagsen var meget indbydende og med god balance mellem det lette og friske og det mere mørke og tunge. Endelig blev der også lige tid til at hilse på et par gode kontakter fra Portugal, Ana Rato fra Ramos Pinto og Gustavo Devesas fra Symingtons.



Læs mere om portvinsfestivalen på www.forlaget-smag.dk/

Churchill´s forhandles gennem Vinens Verden, www.wine.dk

Valriz forhandles gennem Vinport, vinport.dk