mandag den 15. august 2011

Fado Tango fra Cristina Branco


Et pladecover kan fortælle mange ting. På sit seneste album, som blev udsendt først på året, ses Cristina Branco i klassisk fadista-positur. Smuk og med et lidt indadvendt og vemodigt ansigtsudtryk, klædt i sort og med sort sjal over skulderen. Samtidig er coveret udformet som et postkort. Bag Branco ses en søjle, som Lissabon-kendere vil genkende som en af søjlerne på anløbspladsen ved Terreiro do Paço, hvor skibene i sin tid lagde til. I venstre hjørne omridset af et frimærke og nederst et stempel, hvor der står Lisboa, Paris og Buenos Aires. Folder man coveret ud fortsætter postkortidylen på bagsiden med udsigt til aftenhimmel over Tejo og den flotte bro i baggrunden.

Og hvad læser jeg så i det? Jo, flere ting. Branco signalerer, at hun er del af fadotraditionen. Ingen tvivl om det. Samtidig er der tale om hilsener udefra. Spredte erindringsglimt. Og endelig får vi også geografiske koordinater på. Tre metropoler med hver deres musiktradition. Lissabon med fadoen, Paris som leverer chansons af Jacques Brel og tekst af Charles Baudelaire i form af Invitation au Voyage fra samlingen Les Fleurs de Mal. Og endelig Buenos Aires, hjemby for tangoen, der på sin vis udspringer af det samme miljø som fadoen – de lurvede barer, havneknejper og bordeller.

At der er tale om en række musikalske postkort fra erindringen understreges i covernoterne. Her nævner Branco adskillige inspirationskilder: Gamle plader med Gardel. Et foto af Amália fra 1945 i Rio de Janeiro. Milonga og Bolero. Det kan lyde som spredt fægtning, men virker faktisk ret harmonisk i sit udtryk. Cristina Branco synger tango som var det fado – og omvendt. Titelsangen siger det nærmest selv: Não há só Tangos em Paris. Der er ikke kun Tango i Paris. Selv kalder hun stilen for Fado Tango.

Cristina Branco er langt fra den første fadosanger, der kigger ud i verden. Amália gjorde det, og Mísia har sunget såvel tango som bolero. Ja, faktisk er det en del af fadoens væsen at orientere sig globalt, ligesom den i sit udspring trak på traditioner fra flere kontinenter. Derfor er det heller ikke så usædvanligt, som det måske umiddelbart synes, at det faktisk ikke er den for fadoen så karakteristiske guitarra portuguesa, som er det mest iørefaldende instrument på pladen, men tangoens akkordeon. Mest tro mod fadoen er Branco på Não é desgraca ser pobre, en såkaldt Fado Menor fra Porto, som også Amália og Mariza har sunget. Her lyder omkvædet i øvrigt, at det ikke er en skændsel at være fattig eller at være skør. Det er en skændsel at bære fadoen i hjertet og på læberne. Que Pena!

Den 11. oktober indleder Cristina Branco sin Fado Tango Tour, som dog ikke bringer hende til Danmark. Men selv om hun altså som de fleste fadosangere springer os over på sin turne, kunne hun faktisk opleves til en koncert på Louisiana sidste år, hvor hun gav fine smagsprøver på store dele af sit bagkatalog, der i sin helhed viser hendes bredde. Ofte er der tale om tematiske konceptalbum, hvoraf nogle på flot vis formår at tage afsæt i fadotraditionen og samtidig søge nye veje. Det gælder fx på O Descobridor, hvor hun synger tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff, som boede i Portugal i en periode. Og det gælder Ulisses, der kredser om rejsen som tema, ligesom Kronos på samme tematiserer tiden. På Não há só Tangos em Paris er det ligheder og forskelle i tangoens og fadoens univers, der er omdrejningspunktet. Og det er faktisk et udmærket valg. Og i al fald ingen skændsel.