Til verdens ende. Mindre kan ikke gør det i tyske Wim Wenders film fra 1991, som jeg så første del af i går aftes i director´s cut. Men inden enden nås, er vi kommet vidt omkring. Berlin, Moskva. Beijing, Tokyo og Lissabon blandt mange andre steder.
Filmen følger Claire Tourneurs (Solveig Dommartin) jagt på den gådefulde Trevor McPhee (William Hurt), som dog viser sig virkelig at hedde Sam Farber. Og i hælene på Claire følger så hendes tidligere kæreste Eugene (Sam Neill) – ligesom privatdetektiven Phillip Winter (Rüdiger Vogler) og en CIA-agent er på samme tur rundt i verden. Der er tale om en underlig blanding af road movie, krimi-noir og science fiction – det sidste dog på en i dag lidt morsom måde, da gadgets som videotelefoner for længst er indhentet af udviklingen. Det hele tilsat en flot soundtrack med bl.a. Talking Heads, Lou Reed, R.E.M., Elvis Costello, Nick Cave og ikke mindst U2, der har lavet titelmelodien.
Opholdet i Lissabon er en del af jagten. Claire og Trevor flygter lænket til hinanden ud i byen, op og ned af nogle af de mange trapper og stejle gyder og ind i en sporvogn. Her undrer en ældre kvindelig passager sig over, hvorfor de er lænket sammen, men de opdigter en historie om australske traditioner for nygifte. Kvinden er ingen ringere end fadostjernen Amália Rodrigues, som dermed har fået en lille statistrolle. Amália var nu ikke uvant med filmmediet, da hun faktisk har optrådt som fadosangerinde i adskillige spillefilm – mest berømt er nok ”Fado, História d´uma Cantadeira”.
Voglers karakter Phillip Winter er også et gensyn, om end hans beskæftigelse har været forskellig fra film til film i Wenders bagkatalog. Nogle år efter medvirker han som lydmand i ”Lisbon Story”, som er en stor hyldes til Lissabon og ikke mindst dens billeder og lyde. I det hele taget har Wenders en stor kærlighed til Portugal, da også hans ”The State of Things” delvist udspiller sig i landet. Her følger vi et tysk filmhold, som strander under optagelserne til et remake af en film om overlevende efter atomkrig. Filmen er Roger Cormans ”Day the World Ended” – en titel, som jo ikke ligger langt fra ”Until the End of the World”.
Den tre timer lange udgave af sidstnævnte er flot og en gensyn værd, men nok mest for Wenders-nørder. Andre kan sikkert nøjes med den officielle udgave. En fascinerende hyldest til det at rejse, men også en drømmeagtig dystopi om verdens udvikling. Og så ikke mindst et dejligt gensyn med Lissabon, hvilket jo altid er en nydelse i sig selv. Glæder mig at se de næste afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar