onsdag den 14. december 2011

Colheita og bacalhau

Krohn er kongen af Colheita. Det siger i al fald flere skribenter og vinhandlere. En længe ønsket smagning i Den Fynske Portvinsklub skulle forleden efterprøve, om der er noget om snakken. Men først lidt historie.

Som navnet indikerer, er Krohns aner hverken engelske eller portugisiske, hvilket ellers er tilfældet for langt de fleste portvinshuse. Nej, de er norske. Men hvordan ender nordmænd dog i Portugals vinbranche? Årsagen er saltet, tørret torsk – eller som det hedder på portugisisk bacalhau. Da portugiserne i 1400-tallet søgte efter søvejen til Indien, sejlede de også nordpå til Zona Frígida – de kolde egne. De besøgte såvel Grønland som Newfoundland og lærte kunsten at nedsalte og siden tørre de fangede torsk, så de kunne holde sig. Klipfisk, som vi også kalder det, blev populært i Portugal, og i dag regner man med, at der findes så mange forskellige opskrifter, at der er mindst én til hver dag året rundt (læs mere herom under ”mad”).

En par af de norske handelsmænd, der solgte nedsaltet torsk, var Theodor Wiese og Dankert Krohn. Og når nu skibene var sejlet hele vejen ned med saltet torsk, kunne de jo ligeså godt have noget med retur. Og det blev portvin. I 1865 stiftede de derfor portvinshuset Wiese & Krohn med sidstnævnte som salgsnavn. Siden blev firmaet overtaget af partneren, familien Falcão Carneiro, hvis tredje generation står i spidsen for Krohn i dag.

Huset producerer også ruby og vintage portvin, men det er så afgjort tawnies og især colheitas, der er deres varemærke. Generelt for colheitas gælder, at det er årgangsdateret tawny, som har lagret mindst syv år få fad, før det tappes på flaske. En Colheita 1961 består altså i modsætning til de blendede tawnies med alder (10, 20, 30 og 40 års) udelukkende af vin fra høsten i 1961. Derfor er det også vigtigt at kende aftapningsåret, da det jo fortæller, hvor længe vinen har lagret på fad. Samtidig vinder en tawny ikke ved flaskelagring, men bør drikkes inden for overskuelig tid.

Det gjorde vi derfor en heroisk indsats for i portvinsklubben. Og her var 1961 netop den ældste årgang af en længere række af colheitas foruden en vintage 1957, en hvid colheita fra 1964 samt 10 og 20 års tawny.

Vintage 1957 havde det svært mellem de mange colheitas. Efter min mening var den meget tilbageholdende og afdæmpet og stod ikke distancen, men samlet blev den faktisk vurderet til en flot og for mig overraskende 3. plads.

Helt i top var Colheita 1966. Klar, mahognimørk, ja nærmest colafarvet. Lidt farin i næsen, figner og mandler i smagen samt en karakteristisk, lang og prikkende pebret eftersmag. Et dejligt, afbalanceret og kraftfuldt glas med god sødme uden på nogen måde at nå det vamle. Heri er Henrik Oldenburg i øvrigt enig, da han giver den 100 point ud af 100!

Colheita 1961 opnåede næsthøjest score og havde en del af de samme karakteristika. Derefter fulgte som nævnt den enlige vintage og så Colheita 1978 og 20 års tawny. Sidstnævnte var efter min mening måske ikke den bedste vin, men så afgjort bedste køb til prisen. Rødgule nuancer og en kraftig duft af orange og vanilje. Og igen en meget lang eftersmag med peberprikken på tungen. Derimod imponerede Krohns 10 års tawny mig ikke, da jeg fandt den for fedladen og med en lidt for sprittet smag.              

Min konklusion er, at Krohn så afgjort er blandt de bedste huse, jeg har smagt, hvad angår colheitas og tawnies. Selv om den ene vintage skuffede mig, vil jeg ikke dømme dem ude, da den var på udebane. Kongen af Colheita er måske vel store ord. Men i al fald skal de to norske handelsmænd have tak for, at de ikke sejlede retur med tom last, når de havde leveret klipfisk til Portugal. Er der to ting – blandt mange – jeg elsker, er det veltilberedt bacalhau og vellagret portvin.

lørdag den 26. november 2011

Rigtige mænd drikker portvin

Real Men Drink Port. Javist! Og selv om Ben Howkins i undertitlen til sin nye bog om og for portvinsnydere tilføjer, at kvinder også kan være med (…and ladies do too!), er der ingen tvivl om, at vi er i mændenes verden. Eller rettere sagt er vi i en verden tilhørende en bestemt type mænd: Engelske gentlemen, som dyrker de rigtige klubber, jagtudflugterne, golf- og cricketbanerne og de pæne middagsselskaber, hvor damerne efterfølgende trækker sig tilbage for at tilfredsstille deres behov for ”at pudre sig og sladre”, mens mændene tænder cigarerne og lader portvinen gå rundt. Den rigtige vej vel at mærke. En verden, hvor kvinderne regerer i køkkenet og mændene i vinkælderen.

Jo, tak. Howkins verdensbillede og syn på kønsrollerne kan virke fjernt fra ens eget, men bogen er nu både vittig, vidende og velskrevet samt sjovt illustreret af satiretegneren Oliver Preston. Og mon ikke der gemmer sig en del selvironi i beskrivelsen af den engelske portvinsoverklasse?

Ben Howkins er mangeårig vinkender og skribent. Han besøgte Douro-dalen første gang i 1963, som jo er et fremragende vintageår, og er siden vendt tilbage utallige gange. Han er da også forfatter til International Wine & Food Societys guide til portvin, Rich, Rare and Red. I denne nye bog er der mindre fokus på selve portvinen, selv om der listes nogle favoritter op til sidst. I stedet er bogen fuld af historier og anekdoter fra portvinens verden før og nu.

Vi hører f.eks. om kunstnere og forfattere som Toulouse Lautrec, Jonathan Swift og Charles Dickens, som i romanen af samme navn lader Nicholas Nickleby afkræve sin butler en magnumflaske med Double Diamond port. Vi møder engelske politikere som William Pitt, der efter sigende altid havde et glas ved hånden i House of Commons. Vi er med når Hertugen af Wellington dypper fingeren i et glas portvin og tegner sit modtræk til Napoleons fremrykning. Og vi hører anekdoten om en lagerarbejder, som druknede i en stor tønde. Da man ikke ville lade portvinen gå til spilde, sendte man tønden til Skandinavien, hvor dens indhold straks blev hældt på flasker. Og det med stor succes for importøren spurgte snart efter endnu en sending af denne ”fullbodied” portvin. Det er ganske munter læsning, men til tider dog også lidt vel løst sludrende og tilfældigt opremsende.

Howkins portrætterer selvfølgelig også en række kendte personer fra portvinsbranchen før og nu. Fra gamle dage møder vi f.eks. Sir William Warre, John Croft og Baron Forrester. Og fra samtiden folk som Dominic Symington, Adrian Bridge, Johnny Graham og The Douro Boys. Så selv om der er langt mellem portugiserne, er de dog ikke helt glemt. Og så inviteres vi selvfølgelig med indenfor til middag i Factory House – englændernes klub og mødested i Rua Nova dos Ingleses i Porto.

Bogens ærinde er at beskrive den typiske portvinsdrikker og hylde ”the British character as seen through a port glass”, som Howkins skriver indledningsvis. Måske rammer han plet. Men i så fald er vi en del, der ikke føler os truffet – og det ikke kun, fordi nationaliteten er en anden. Der er mere gentlemen og stiff upper lips over det end vinbønder og almindelige portvinsnydere, som dem jeg kender og møder til smagninger og på mine ture til Porto og Douro-dalen. En af de mange anekdoter handler således om en butlers tyveri af portvin fra vinkælderen – en problem vi jo alle kender! 

Howkins bog er ikke en opslagsværk fyldt med informationer om quintaer, producenter og portvinstyper. Den byder på underholdende fortællinger om portvinsfolk og bør læses med et glimt i øjet. Og den slags skal der så sandelig også være plads til i et godt portvinsbibliotek. 



Ben Howkins: Real Men Drink Port. Quiller Publishing 2011, 176 sider.

onsdag den 23. november 2011

Fado som verdensarv

Skal den portugisiske fado være kulturel verdensarv? På sin vis vil jeg påstå, at den allerede er det i kraft af sin særegenhed og sine interkulturelle rødder. Men i disse dage bliver den afgjort, om den også skal være det officielt.

Det er et forholds nyt UNESCO-initiativ, der muliggør udnævnelsen. FN-organisationen kalder det for en liste over Intangible Cultural Heritage – altså mere uhåndgribelige kulturelle fænomener, som i modsætning til den mere kendte liste over kulturel verdensarv ikke er knyttet til specifikke bygninger eller lokaliteter.

For tiden er komiteen bag listen samlet på Bali i Indonesien for at diskutere og afgøre, hvilke af i alt 49 nye kandidater, der skal optages på listen – herunder altså fadoen. Dermed er en langvarig proces ved at finde sin afslutning. Arbejdet for at promovere fadoen som kandidat startede tilbage i 2005 og har siden mødt opbakning fra en bred kreds af politikere, forskere, museumsfolk og ikke mindst fadosangere heriblandt stjernen Mariza og veteranen Carlos do Carmo, som begge er udnævnt til ambassadører for sagen.

Lederen af fadomuseet i Lissabon, Sara Pereira er blandt delegationen, som er rejst til Bali for at følge komiteens drøftelser. Og hun er optimistisk før afgørelsen, som kan bringe fadoen i samme fine selskab som den argentinske tango, den spanske flamenco og den franske gastronomi. Men uanset resultatet har processen og den store opbakning bag initiativet været positiv, mener museumslederen.

- For os er enigheden i Portugal omkring kandidaturet en sejr i sig selv, fastslår Sara Pereira.

Enigheden har ikke alene omfattet indstillingen til at være kulturel verdensarv, men også igangsættelsen af en række andre initiativer, der skal understøtte fadoens fortsatte udvikling – herunder øget forskning og bogudgivelser samt et forslag om, at fado skal indgå i skolernes undervisning.

Jeg ønsker fadoen og Portugal held og lykke med afgørelsen. Et ja, vil være fuldt fortjent.


Se listen her: http://www.unesco.org/culture/ich/index.php?lg=en&pg=00011

tirsdag den 15. november 2011

Burmester for begyndere

De fleste har sikkert set de mange annoncer vedrørende portvinskup! Måned efter måned tilbyder Philipson Wine portvin fra Burmester – såvel vintage som colheita – til uhørt lave priser, hvis man vel at mærke ønsker at købe 12 flasker af gangen.

To spørgsmål melder sig hurtigt. Hvordan kan de sælge så meget portvin til så lave priser? Og er der kvalitet bag de lave priser?

Først lidt historie. I 1998 beslutter den nordspanske bank Caixanova sig for at engagere sig i den portugisiske vinbranche og køber en andel af Sogevinus Group, der omfatter portvinsselskabet Calém. Med tiden udvider banken sin ejerandel til 100 %, og sideløbende opkøber Sogevinus andre portvinsselskaber: Burmester og Gilberts i 2005 og året efter Barros Almeida og dermed Kopke, Feist og Hutcheson. Sogevinus er altså i dag en af helt store spillere på markedet og med store lagerlokaler i Vila Nova de Gaia, hvor tønderne ligger stablet tæt med gammel portvin.

Men den økonomiske krise gav banken bag selskabet likviditetsproblemer. Der skulle skabes omsætning her og nu, og en af mulighederne var at få tappet dele af al den gamle portvin på flasker, så den kunne komme ud på markedet. Burmesters speciale er især tawny med alder (10, 20, 30 og 40 år) og colheita, som er tawny fra en bestemt årgang, der skal fadlagres i mindst syv år, men gerne meget længere, inden den så tappes på flaske med angivelse af årstallet. Så her var der gode muligheder for hurtigt at få lagervarer omsat til salgbare flasker.

Det erfarer den danske importør Christian Philipson, og i slutningen af 2009 tager han på storindkøb og henter 240.000 flasker hjem. Siden fulgte flere ordrer, så det samlede køb i dag skal have rundet ikke mindre end 500.000 flasker! Ordren omfatter hele portvinspaletten, men det er især rækken af colheitas fra 1922 og frem, der har imponeret. Burmesters vintage vine er da ganske drikkelige, men uden den frugt og potens og de tanniner, der gør dem langtidsholdbare. Ved en nylig smagning af vintage 1991, fandt jeg, at Burmester allerede var falmet en del. Og snakker vi god vintage er 20 år ingen alder.

Det er altså den internationale økonomiske krise, der kommer forbrugerne til gode. Og selv om Philipson sikkert allerede har ekspederet masser af kasser med portvin rundt i landet, er lagrene næppe tømt endnu, selv om nogle af de mere spændende årgange naturligvis er blevet meldt udsolgt. Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Sogevinus bliver ved med at sælge ud, så de til sidst tømmer lageret, hvilket vil være ærgerligt for fremtiden.

Men de flasker, der er kommet ud på markedet, skal selvfølgelig nydes. En lille prøvepakke blev smagt sammen med venner i søndags – og hovedkonklusionen er ganske klar. Man får god portvin for pengene, og der er en naturlig sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Den lille smagning omfattede Burmesters almindelige tawny, deres 10 års tawny samt Colheita 2000 – de to sidste altså med nogenlunde samme alder på bagen, men samtidig af forskellig karakter. 10 års tawny er ikke nødvendigvis blandet af vin, der har lagret i 10 år, men er sammensat, så den får den karakter, huset ønsker forbundet med deres 10 års tawny. Colheita er derimod vin fra det pågældende år.

Den lille forsamling, hvor jeg næppe fornærmer nogen ved at sige, at flere var begyndere på portvinsområdet, var langt hen ad vejen enige i deres bedømmelser. Her er et sammenkog af noterne:

Tawny: Mørk mahogni i farven, en sprittet duft, men også med puddersukker og pebertoner. Sveske og rosin i smagen.

10 års tawny: Lysere brun og meget klar, mandler og igen let sprittet i næsen. Såvel sødme som syrlighed i smagen samt abrikos og valnød.

Colheita 2000: rødbrun/mahogni, dufter af frugt, puddersukker, valnød og abrikos og måske lidt citrus. Dejlig nuanceret, nøddeblød, rund og behagelig. 2000 var en ganske god årgang i Douro. Det gælder også denne colheita, som man dog godt kunne have undt et længere liv på fad. Ved køb af 12 stk. er prisen blot 99,95 flasken, og det er så afgjort et godt køb.



Læs mere på www.philipsonwine.com/ under portvinskup.

søndag den 13. november 2011

Luísa Sobral

En lille pige i et eventyrligt univers. Sådan er det første indtryk af Luísa Sobral, som er debuteret med albummet ”The Cherry On My Cake”. På coveret poserer hun i hvid kjole med en lyserød kage med kirsebær på toppen i en halvt tegnet kulisse. Stemmen er lys og til tider nærmest småpludrende sig gennem enkle sange om kærlighed og de nære iagttagelser.

Men faktisk er det en utrolig charmerende plade, hun har sendt ud. Muntre melodier et sted mellem den kvindelige singer-songwriter trend og melodiøs jazz med vægten på det sidste. Hendes enkle og nedtonede sang ledsages til tider blot af et stilfærdigt, men legende piano, andre gange af et helt buldrende orkester som på Xico, hvor der næsten er dømt Big Band. Alle sange på nær én er skrevet af hende selv – de fleste på engelsk, men også tre på portugisisk.

Man aner måske en smule saudade i stemmen hist og her, men ellers er stilen nu faktisk mere amerikansk end portugisisk, hvilket har sine årsager. 23-årige Luísa Sobral har studeret musik i fire år ved Berklee College of Music i Boston, hvorefter hun har tilbragt et år i New York, som så mange andre håbefulde unge musikere og kunstnere fra hele verden. Blandt sine inspirationskilder nævner hun selv Billie Holiday og Ella Fitzerald.

Men hun har noget at have håbet i. Debuten vinder for hver gennemlytning. Det swinger og er til at blive i godt humør af.




tirsdag den 8. november 2011

Churchill på Børsen

50 år. Det var et tal, Johnny Graham vendte tilbage til en del gange, da han gæstede den store portvinsfestival på Børsen i mandags. Og når det handler om vintage, er 50 år en del år at skulle ligge i kælderen og modnes. Så længe holder kun portvin af en vis kvalitet.

Men Johnny Graham er også – som navnet jo påpeger – ud af en familie med store portvinstraditioner. I 1970 solgte familien det dengang skrantende portvinsmærke Grahams til Symington Family Estates. Som en del af aftalen forpligtede de sig til ikke at bruge efternavnet, hvis de igen ville lave portvin. Og det ville de selvfølgelig, så sammen med sine brødre Anthony og William grundlagde Johnny i 1981 Churchill´s, opkaldt efter hustruens ungpigenavn. Selve firmaet bærer dog stadig det berømte navn, så det rettelig hedder Churchill Graham Lda.

Churchill´s var faktisk det første nye portvinshus i ca. 50 år. Få år efter (i 1986) kom den nye lov, som tillod uafhængige producenter at eksportere vin direkte fra Douro-dalen og dermed udenom Vila Nova da Gaia. Det åbnede op for mange nye og spændende navne, hvilket har ført til den mangfoldighed af store som små huse, vi kender i dag.

De første år blev vinene produceret fra forskellige marker ejet af Borges de Sousa, som gav det nye selskab førsteret til at plukke vindruer. Men da han døde i 1999, var arvingerne selv interesseret i vinproduktion. Derfor besluttede Churchill´s sig for at købe egne quintaer. Valget faldt på Quinta da Gricha på sydsiden af Douro, som blev overtaget i 1999, og Quinta do Rio i den mere solrige Rio Torto dal. De to quintaers forskellige beliggenhed skaber en god balance, for som Johnny Graham selv har forklaret det om købet af Rio:

- Jeg købte denne quinta efter grundige overvejelser, da jeg foruden friskheden fra Gricha havde brug for bastoner.

I dag udgør druer fra de to quintaer hovedingrediensen i såvel bordvine som portvine, men der suppleres dog stadig med indkøbte druer.

Churchill´s er altså et ungt hus, men med masser af erfaring bag sig. Johnny Graham er selv uddannet hos Cockburn, som sidste år ligeledes blev opkøbt af Symingtons. Og som familienavnet spøger i baggrunden, spiller også Cockburn en rolle i den stil, Churchill tilstræber, fortalte Johnny Graham.

- Målet er at kombinere Grahams frugtrige stil med Cockburns ”grip”, dens faste greb.

Et andet mål er at lave vine af langtidsholdbar kvalitet:

- Vintage port skal ikke drikkes de første 10-15 år. En god vintage skal laves, så den holder i 50 år eller længere, fastslog Johnny Graham.

Spørgsmålet er så, om hans vine kan leve op til den ambitiøse målsætning? Den indbudte kreds af journalister og andre portvinsentusiaster smagte først et lille udvalg af bordvine, hvor især Churchill Estate Reserva var meget indbydende med kraftig frugt og mørke bær i duft og smag samt et let, men ikke for voldsom fadkarakter. Vinen er lavet på en blanding af de tre portvinssorter Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz. Vi smagte også en kraftfuld og rå enkeltdruevin på Touriga Nacional, en Grande Reserva fra gamle marker samt ditto fra Quinta da Gricha – en meget potent og mineralsk vin, der kan lagres i en del år.   

Derefter fulgte samtlige vintageårgange siden husets grundlæggelse, hvilket vil sige 1982, 1985, 1991, 1994, 1997, 2000, 2003 og 2007. Målet med at lave langtidsholdbare vine synes i al fald at lykkes, selv om de 50 år jo ikke er rundet endnu. Det var kun de to ældste årgange, der var modnet så meget, at de var drikkeklare. Mahognibrune i farven, pænt krydrede i næsen og frugtige med fin balance. 1982, som jo heller ikke var et bredt deklareret år, når nok ikke at blive 50, men skal drikkes i de kommende år, hvorimod 1985 havde kraft og tanniner til flere år i reolen. Samtidig havde den en dejlig lang pebret eftersmag.

De efterfølgende var ikke modne, men udviste flot potentiale. Fælles for dem var en dybrød eller rødlilla farve, et kraftigt frugtpræg, gode krydrede nuancer og godt med tanniner, men også en rimelig tørhed i stilen. 1991 var noget bidende, men med god bærsmag. 1994 var let brunlig og uden den store kraft, hvilket måske skyldes en for voldsom oxidering, da der var tale om en halvflaske. 1997 virkede såvel kompleks som potent og med lidt mynte i næsen. 2000 var faktisk ret imødekommende trods sin unge alder, men stadig med tanniner til et langt liv. 2007 var derimod meget tillukket, men med sorte bær og lovende balance.

Alt i alt et spændende og lovende bekendtskab. Kan man lide kombination af godt med frugt, krydret næse og tørhed i stilen, er det et hus, der skal holdes godt øje med fremover. 

Efter den lukkede smagning med Churchill´s fulgte så den store festival med det sædvanlige brede udvalg af små som store portvinshuse og importører. I år var der overraskende mange årgangstawnies med. F.eks. var Portal repræsenteret med hele serien ligesom Isabel og Lars Tofte bød på tawnies fra Valriz, hvor især de ældre af slagsen var meget indbydende og med god balance mellem det lette og friske og det mere mørke og tunge. Endelig blev der også lige tid til at hilse på et par gode kontakter fra Portugal, Ana Rato fra Ramos Pinto og Gustavo Devesas fra Symingtons.



Læs mere om portvinsfestivalen på www.forlaget-smag.dk/

Churchill´s forhandles gennem Vinens Verden, www.wine.dk

Valriz forhandles gennem Vinport, vinport.dk

torsdag den 20. oktober 2011

”Mit andet hjemland” er udkommet

Det har været en lang og hård fødsel. Men nu er min bog med rejseessays om portugisisk kultur endelig udkommet. ”Mit andet hjemland” har jeg valgt at kalde den – en titel, som selvfølgelig rummer en vis overdrivelse, da mit hjemland er og bliver Danmark. Men den refererer til den følelse, jeg har, hver gang jeg går gennem glasdøren i lufthavnen i Lissabon, hver gang jeg åbner for vinduet på min lille pension og kigger ud over Praça de Figueira, og hver gang jeg besøger nogle af de sædvanlige caféer, restauranter og udsigtssteder. Så føler jeg mig ikke ude, men faktisk hjemme.

Bogen er en blanding af personlige erindringer og oplevelser fra min mange rejser i Portugal og essays med nedslag i Portugals historie og kultur. Blandt meget andet kan nævnes emner som det store jordskælv i 1755, digteren Fernando Pessoa, Henrik Søfareren og de store opdagelsesrejser, maleren Julio Pomar, portvinsquintaerne i Douro-dalen og vores egen H.C. Andersen, som besøgte Portugal i 1866 og i hvis fodspor, jeg har rejst. Dertil kommer de tre F´er, som jævnligt udnævnes til at have været med til at holde befolkningen i ave under Salazars Estado Novo: Fodbold, Fátima og ikke mindst Fado. Bogen fører læseren til kamp med Benfica på Estádio da Luz, til den religiøse valfartby Fátima og til forskellige former for fadoaftener – blandt amatører og professionelle. Netop fadoen har sammen med Pessoas digte været væsentlige elementer i min fascination af landet og dets kultur. Jeg bliver aldrig træt af at læse de mange stemmers digter og lytte til de store fadistas, ligesom jeg altid er med på et godt glas portvin. 

Bogen er ikke ment som en turistguide. Der er ikke meget at hente om golfbaner, hoteller, turistrestauranter og sandstrande. Til gengæld er jeg vild med sol, sardiner og saudade.

Jeg håber at kunne inspirere til rejser, der kommer lidt bag facaden af det overfladiske turistbesøg. Væk fra hovedstrøgene og ind i de små gyder eller baglandet. Tilbage i historien og ned i dybden, hvor den portugisiske kultur opleves og forstås.


Bogen kan bestilles i boglader eller gennem internetboghandlere som her: http://www.williamdam.dk/rejse_geografi/rejseerindringer/mit_andet_hjemland_1559942_da.html


Den er udkommet på Forlaget Ørby, hvor man også kan se supplerende billeder: http://www.oerby.dk/sider/mit_andet_hjemland.htm

lørdag den 15. oktober 2011

På korstog med Danmark og Portugal

Nej, det er ikke den nylige fodboldkamp, det handler om… Men ægte korstog i perioden år 1000 til ca. år 1250 – altså i den gode gamle middelalder, som jo slet ikke var mørk, som det ellers ofte hedder sig. Faktisk foregik der en stor udvikling såvel teknisk som bevidsthedsmæssigt, og kommunikationen mellem de europæiske lande var forbavsende stor.

Det kan man læse om i Kurt Villads Jensens tykke bog ”Korstog ved verdens yderste rand”. Bogen er hans doktorafhandling og bygger på 25 års forskning i de originale kilder. Selvsagt ikke nem og hurtig læsning, men meget spændende, hvis man interesserer sig for middelalderen eller for relationerne mellem Danmark og Portugal – de to lande, som Villads Jensen har valgt at fokusere på. For selv om forfatterens ærinde ikke primært er at afdække samspillet mellem de to lande, men de paralleller, der er i perioden, påviser han alligevel mange forbindelser, hvad enten vi taler om fælles interesser, deltagelse i samme krige eller familiære bånd, da royale ægteskaber jo den gang ofte blev brugt diplomatisk.

Såvel Portugal som Danmark befandt sig i randen af middelalderens Europa. Men at de derfor var bagefter udviklingsmæssigt bliver afvist. Begge nationer deltog da også snart i kirkens korstogstanker. Både ved at lade adelsmænd deltage i de fælles korstog mod Jerusalem, men også ved at igangsætte deres egne af slagsen. Og her er bogens væsentligste pointe, at de to landes egne krige mod ”de vantro” faktisk også blev regnet for ægte korstog i Guds og Pavens navn. De mange slag mod maurerne i Portugal under fleres århundredes reconquista og de talrige togter i Østersøen som Valdemar den Stores og Absalons kamp mod venderne i Arkona på Rügen var ikke blot perifere kampe, men et led i den store krig mod de ikke-kristne. Det var kampe for korset, som jo også – ifølge legenderne – viste sig på himmelen for såvel portugiserne som danskerne.  

Da Afonso Henrique var trængt i slaget ved Ourique i 1139, bad han til Gud, hvorefter et stort kors viste sig på himlen. Efter sejren udnævnte han sig som Portugal første konge og valgte at lade korset indgå i landets første flag (som altså ikke er det nuværende). Tilsvarende herhjemme kender vi historien om Dannebrog, der faldt fra himmelen og hjalp Valdemar 2. til sejr i Estland.

Et sjovt sammenfald, men også et udtryk for, at begge lande kæmpede med og for korset. Andre eksempler på relationer mellem de to lande kan findes i Fernando Coelho Kvistgaards lille bog ”Danmark og Portugal. Venskaber og stridighederne gennem tiderne”. Og har man lyst til at fordybe sig og blive klogere på såvel forholdet mellem de to lande som den europæiske korstogshistorie generelt, er Kurt Villads Jensens afhandling bestemt anbefalelsesværdig.



Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. Syddansk Universitetsforlag, 612 sider.

tirsdag den 11. oktober 2011

Vintage 1991

Lad det være sagt med det samme. Det var ikke en smagning, der går over i historien. En såkaldt horisontal smagning af Vintage 1991 med 12 forskellige af slagsen i Den Fynske Portvinsklub eller The Vintage Port Club, som klubbens nye internationale logo kundgør det.

Hele 41 huse deklarerede vintage i 1991. Alene af den grund kan man tale om et stort år, men spørgsmålet er, om kvaliteten også er stor? Eller om hungeren efter at deklarere snarere skyldes, at årene inden var værre endnu, så vi faktisk skal tilbage til 1985 for at finde det sidste gode år. Markedet havde altså brug for et godt år.

Flere peger derfor på, at året nok gav solide vine, men at de også var ret endimensionale. Hvis smagningen gav svar, var det nok mest i samme retning – også fraregnet de helt skæve flasker. Nogle af vinene skulle have været drukket, da de åbenbart ikke havde tanniner og balance til et langt liv. Men der var også positive overraskelser imellem.

Grahams var både drikkelig og levedygtig, men ikke som i de helt store årgange. Da den ene flaske var skæv opnåede de dog ikke en høj placering sammenlagt. Det gjorde derimod Taylors Vargellas, som havde frugt, kraft og tørhed, og helt sikkert kan leve i årene fremover. Det samme gjaldt Fonseca Guimaraens med en mild duft af marcipan, kraftig frugt og godt med tanniner. Mange var også glade for Croft, som regnes blandt årgangens bedste, men dog manglende noget af de andres elegance efter min mening. Vesuvio, som jeg nyligt har besøgt (se forrige indlæg), havde fylde, kompleksitet og god peberfinish, men var desværre uheldigt dekanteret. Infantado var stadig lidt lukket, men tydeligvis uden den store kompleksitet. Burmeister var brunlig og nærmest tawnyagtig, hvilke vel ikke er meningen med så ung en vintage.

Altså flere gode vine, men ikke vine, der kan tåle sammenligning med de helt store år. Og nok også en årgang, hvor kun få vine er langtidsholdbare.

Foruden de allerede nævnte blev der smagt: Cockburn, Romariz, Warre, Dow og Ramos Pinto.        

torsdag den 29. september 2011

Quinta do Vesuvio

Vågnede tidligt i morges. Et køligt brusebad, hvorefter jeg satte mig ned på verandaen. Solen og lyset er på vej. Fuglene har sunget højlydt de sidste par timer, men falder snart til ro. I floden springer fiskene. Der er utroligt stille, ses bort fra en lastbil med markarbejdere, som skal ud at høste.
Jeg har tilbragt natten på Quinta do Vesuvio langt oppe ad Douro-floden. Den flotte quinta i tre etager har en lang historie, som ikke mindst er forbundet med Dona Antónia Ferreira. Dona Antónia anses for en af de største personligheder i portvinens historie - både på grund af hendes indsats som portvinsproducent, men også i kraft af hendes store indsats socialt og med hensyn til udbygningen af infrastrukturen. Quintaen blev færdigbygget i 1827, men efter Ferreira-familiens ejerskab stod den tom og forfaldt i en del år. I 1989 blev stedet og de mange store vinmarker, som spreder sig over adskillige høje, købt af Symington-familien.
Symingtons fik renoveret vingården - sympatisk nok først bygningen, hvor arbejderne bor - senere selve Quintaen. I dag er det en utrolig smuk bygning i tre etager. Nederst diverse lagerrum og bolig for tjenestefolket. Derefter køkken, opholdsrum mv. og øverst værelserne indrettet flot og rustikt.
Vores værter Dominic Symington og Gustavo Devesas viste venligt rundt og inbød derefter til en dejlig middag med Caldo Verde og steak med råstegte grøntsager. Vinene var først deres Altano hvid fulgt af ditto rødvin, en reserva fra 2008, lavet på 100 % touriga national. Derefter fulgt oste og - selvfølgelig portvine. Dow Vintage 1970 efterfulgt af Colheita Vesuvio 1992 og senere igen Warre 85 og Vesuvio 91.

Et afbrud på aftenen var den obligatoriske tur i karret, et af flere lagares. Iført rødternet skjorte hoppede vi op i druemassen sammen med landarbejderne, som havde plukket druer siden kl 7 om morgenen og allerede trådt et par timer. Vi nåede lige lidt af linietrædningen til opynsmandens insiterende, monotome råben. Derefter a liberdade til lyden af trommer og harmonika og snart med dans, råben, skubben og højt humør. Presning med fødderne er - trods mange fine maskiners kommen - stadig den bedste måde at knuse druerne på.
Et hyggeligt besøg på en smuk Quinta som Vesuvio - og sammen med gamle bekendte som Dominic og Gustavo - er ren fornøjelse og lidt til. Stilheden om morgenen afløses af en tur op i markerne, hvor plukkerne og aftenens dansepartnere allerede har været i gang i flere timer. Der mangler endnu en del marker inden høsten er i hus. Det er hårdt. Det er festligt. Og det giver et godt resultat i sidste ende. Og den rødternede skjorte kom med hjem i kufferten, så den kan bruges til en kommende Vesuvio-smagning.

tirsdag den 27. september 2011

Fra Lissabon til Porto

Er lige ankommet til Porto. Inden da har jeg haft tre dage i Lissabon, hvor jeg inlogerede mig paa min saedvanlige pension. Tre dage er ikke lang tid, men da jeg ikke har behov for at vaere turist, kan man alligevel naa meget.
Lidt turisme blev det alligevel til. Til en Panorama-udsendelse paa DR havde jeg brug for nogle optagelser i Bélem, hvor den ene bus efter den anden lander, saa folk fra alle nationer kan se Bélems-taarnet, Monumentet for de opdagelsesrejsende, klosteret og kirken samt de museer, der ogsaa ligger der. Derefter tog jeg til Alcantara, hvor jeg havde interview med Manuel Loureiro fra Porto de Lisboa. Manuel fortalte om de flotte store fresker, kunstnerne Almada har malet paa de to havneterminaler - en historie som skal vaere centrum for radioudsendelsen.
Det blev ogsaa til et moede med Sean Dahl fra portugalnyt.dk, som vil omtale min bog, som udkommer i oktober. Jeg havde et nytrykt eksemplar med til ham og kunne saaledes vaere kurér for forlaget.
Endelig blev det selvfoelgelig ogsaa til en aften med fado. Jeg var paa en restaurant i Alfama, som jeg ikke havde vaeret paa foer, men som jeg vil give min varme anbefalinger. God mad, flot indrettet i en gammel stald og med god fadomusik. Blandt sangerne var ogsaa indehaveren selv Fátima Moura, som har staaet i spidsen for stedet i mere end 30 aar. Lidt af en personlighed med en aura af kunst omkring sig. Stedet hedder São Miguel D´Alfama og ligger i Rua de São Miguel.
I eftermiddag skal jeg sammen med nogle fra portvinsklubben besoege et par portvinshuse paa den anden side af floden herunder Fonseca. Og mon ikke der bliver lidt smagning ogsaa? I morgen tager vi saa toget op i Douro-dalen for at besoege en lang raekke quintaer og moedes med nogle af klubbens gode kontakter. Men mere herom senere.

tirsdag den 13. september 2011

En aften med Oscar Quevedo

Navnet Quevedo er nok langt fra et af de første, man tænker på, når det gælder portvin. Men jeg tror, at det er en navn, vi skal vænne os til. For det første, fordi det kvalitetsmæssigt er på vej frem. For det andet, fordi det lille familieejede firma er effektivt til at markedsføre sig via hjemmeside, blog og sociale foraer. I skrivende stund kan man f.eks. på hjemmesiden bl.a. se en lille film om, hvordan man koger krebs i Finland, læse opdateringer fra den aktuelle høst og om deres nye smagslokaler i Vila Nova de Gaia.

Det er sønnen Oscar Quevedo, der er ophavsmand til blogtekster og de små film, som der tydeligvis ikke er en stor stab af professionelle kommunikatører bag, men som til gengæld ånder af spontanitet, engagement og direkte dialog. Det er samme Oscar, som rejser rundt og promovere firmaet. I den forbindelse har han lige besøgt Danmark, hvilket bl.a. blev til et lille seminar i Den Fynske Portvinsklub for nye og gamle medlemmer, arrangeret i samarbejde med Portugisisk Vinkælder i Odense.

Oscar Quevedo fortalte om husets historie og deres produktion, viste billeder fra Douro-dalen, og så havde han selvfølgelig en samling flasker med, som vi fik lov til at smage.

Quevedo har en lang historie og så alligevel ikke. Familien har dyrket vin i Douro gennem flere generationer, men det nuværende firma blev først startet i 1991, 14 år efter at Beatriz Morais Fernandes og Oscar Quevedo (den ældre) slog sig ned S. João Pesqueira, hvor de begyndte at dyrke vindruer. I 1983 blev besiddelserne udvidet med Quinta Vale D´Agodinho, som ligger ideelt mellem Taylors Quinta Vargellas og Cachão da Valeira – stedet som har fundet indpas i portvinshistorien, da det var her båden med D. Antónia Ferreira og Baron Forrester gik under, så sidstnævnte druknede.

Med årene udviklede vindyrkningen sig fra en hobby til en satsning, hvilket ikke mindst skete med børnenes hjælp. Cláudia er i dag husets winemaker og hendes bror, Oscar (Jr.) står altså for salg og markedsføring. Hvor druerne tidligere blev afsat til Taylor´s, bliver de nu brugt under eget label.

Men hvad så ned vinene? Vi startede med at smage et par bordvine, Oscar´s White og Oscars Red, hvor førstnævnte bød på blomster og frisk frugt, mens sidstnævnte var kraftig og rig på tanniner. Derefter fulgte et udvalg af husets portvine i hele farvespektret. Først en let gylden hvid port, derefter en farverig rosé – den nye trend, som de fleste huse er hoppet med på. For mig er det nu ikke den ægte vare, men argumentet er, at roséen kan friste det yngre segment, så de finder vej til portvinens glæder. Og en sådan pædagogisk mission kan der vel være fornuft i.

Efterfølgende smagte vi såvel ruby- som tawny-typer. Quevedos 10 års tawny er ikke voldsom, men med en god fyldig smag af valnødder og tørret frugt og en lang eftersmag. Et godt køb. 20 års tawnien var mørkere og mere kraftig med figner. Coheita fra 1994 var lettere og mere vinøs i stilen, men toppen var nok en Colheita fra 1977 – altså lavet på vin, som har ligget på fade fra før Quevedos fødsel. Flot rødbrun med dejlige nuancer af figner og rosiner.

Desuden bød aftenen på en let filtreret LBV fra 2003 med frugt og pebertoner og så to gange vintage, en fadprøve fra 2010 og årgang 2008. Begge var selvfølgelig med godt af tanniner og bid, men 2008´eren var allerede på vej til at modnes med fin balance og frugtfylde. Den hører nok ikke til de mest langtidsholdbare af slagsen, men har dog stadig årene foran sig.  

Alt i alt et spændende nyt bekendtskab, uden at vi dog faldt på halen. Men jeg vil givet vie Quevedo mere opmærksomhed fremover.





fredag den 9. september 2011

Cuca Roseta

Der kommet hele tiden nye fadosangere til. Sådan var det ikke for få årtier siden. I årene efter Nellikerevolutionen i 1974 tog befolkningen afstand fra fado og andre kulturelle udtryksformer, som – berettiget eller ej – kunne forbindes med Estado Novo. Fadohuse måtte lukke, og kun få unge lod sig fascinere af genren. Det var noget for gamle mænd og gamle damer fra det gamle regime…

I dag er opfattelsen heldigvis en anden. At fadoen kunne forbindes med Salazar og blev brugt politisk, gør den jo ikke lig det daværende styre. Den kan også forbindes med meget andet, ja der findes sågar revolutionære fadosange. Fadoen udvikler sig med og mod tiden. Det betyder, at fadohusene i dag har genvundet deres popularitet, unge talenter deltager igen i amatørkonkurrencer som Grande Noite do Fado, og der kommer hele tiden nye pladedebutanter til.

Den seneste af slagsen hedder Cuca Roseta, og som pladeselskabet beskriver hendes forhistorie, lever den helt op til myten, selv om den nok skal være sand. 

Cuca er ikke ud af en musikfamilie og havde ingen anelse om, at hun skulle ende som fadosanger. Men en dag endte hun i et fadohus, og så var hun solgt. Hun valgte ikke fadoen, men fadoen valgte hende, som det hedder sig. Det er ikke uden grund, at fado kommer fra det latinske fatum, som betyder skæbne. Eller som hun selv udtrykker det:

“Jeg tror på skæbnen. Det kom helt af sig selv, nærmest som en overraskelse for mig selv”

Efter at have uddannet sig som psykolog og optrådt nogle år som sanger i et popband førte vejen over sporadiske optrædener i fadohuse til fast engagement i guitaristen Mário Pachecos højt estimerede fadohus, Clube de Fado, hvor mange stjerner har optrådt. Dernæst fandt hun sammen med den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla, hvilket nu er resulteret i hendes debutalbum.

Cuca Roseta har en flot og traditionel stemme. Hun leverer en blanding af gamle fadosange som Avé Maria Fadista og Marcha de Santo António og nye kompositioner, hvoraf flere har tekster fra hendes egen hånd, mens musikken er skrevet af netop Mário Pacheco, som også medvirker på Guitarra Portuguesa. Albummet indledes med en velkendt sang af Amália, Porque Voltas de Que Lei om kærlighed og længsel.

Debuten er sådan set glimrende, men jeg savner lidt de kanter, som nogle af de store fornyere har. Det veksler lidt mellem hurtige og langsomme sange, mellem nye og gamle, mellem muntre og sørgmodige – helt efter bogen. De nyskrevne sange som f.eks. hendes egen tempofyldte Homem Português befinder sig genremæssigt ikke langt fra de traditionelle. Fint og veludført, men uden overraskelser.

http://www.cucaroseta.com/site/en

torsdag den 8. september 2011

Mísia på Louisiana

Har du lyst til at høre fado live? Så er der en enestående mulighed for at møde en af de største – og efter min mening kunstnerisk set mest interessante – fadosangere i Danmark sidst i september. Nærmere bestemt på Louisiana fredag den 30.9. kl. 20.

Det er ikke første gang, at kunstmuseet i sin koncertrække har fado på programmet. Tidligere har også Ana Moura og Cristina Branco været omkring Humlebæk til glæde for et dedikeret publikum af herboende portugisere og andre fadoentusiaster.

Desværre har jeg ikke selv mulighed for at overvære koncerten denne gang, da jeg rent faktisk den pågældende aften sidder i Porto på vej hjem efter et besøg i Douro-dalen. Men jeg kan varmt anbefale tilbuddet. Jeg har tidligere været til koncert med Mísia, og hun er en fantastisk sanger og kunstner med et bredt repertoire. Koncerten er et led i hendes Senhora da Noite tour i anledning af et kommende album med samme titel. Hendes sidste udgivelse Ruas var et dobbeltalbum, som dels hyldede Lissabon med en del fadosange og dels hyldede andre storbyer med en række covernumre på fleres forskellige sprog.

Mísia har aldrig været bange for at eksperimentere og prøvet nyt. Gennem årene har hun også udgivet mere traditionelle fadoplader som f.eks. Ritual, men de fleste af hendes udgivelser befinder sig i et spændingsfelt mellem fado og andre stilarter herunder tango og bolero. Nyligt har hun desuden medvirket i hyldestfilmen Passione om Napolis musikalske rødder, instrueret af John Turturro.

I et interview jeg lavede med hende for nogle år siden, udtalte hun bl.a.:
”Jeg er kosmopolit og lidt af en svamp i forhold til andre kulturer”.

Det skal blive spændende at se, hvad hun har suget til sig på det kommende album.





tirsdag den 6. september 2011

Portvin på Børsen

Så er invitationen til årets portvinsfestival sendt ud. Det er manden bag den danske ”portvins-bibel”, Henrik Oldenburg, der står bag dette arrangement, som har fundet sted i en del år nu. Festivalen, der i år finder sted mandag den 7. november på Børsen i København er delt op i flere afdelinger, hvoraf nogle er lukkede og andre åbne for alle, der når at købe billet.

Den helt lukkede pressesmagning får i år besøg af Johnny Graham fra firmaet Churchill´s, som blev grundlagt så sent som 1981. Det skal blive spændende at smage et udvalg af deres vine, da mine erfaringer endnu er ret begrænsede. Mere herom vil følge efter smagningen.

Derefter følger så den store festival – først for presse og branchefolk og derefter to gange to timer med åbent for forbrugere. Traditionen tro vil en lang række portvinshuse og importører være repræsenteret med et bredt udvalg af deres vine inklusiv de nyeste vintageudgaver og flere årgangstawnies.

Festivalen er altid en god mulighed for at holde sig orienteret, lære nyt og smage vine, man ikke lige ser så tit. Og så er det ikke mindst en god mulighed for at møde portvinsentusiaster fra såvel Portugal som Danmark.



Yderligere oplysninger fås på http://www.forlaget-smag.dk/ hvor der også kan bestilles billetter.

fredag den 2. september 2011

Gensyn med Ramos


Jeg har været til flere glimrende smagninger af Ramos Pinto gennem årene. Men da de jo laver udmærkede vine, og da huset samtidig har en fascinerende historie (se blog fra februar 2011), går jeg ikke af vejen for en tur mere. Især ikke, hvis portvinene suppleres af et møde med en repræsentant fra huset.

I går aftes havde John Hoppe fra Vinoble i Odense inviteret til en lille smagning i selskab med Ana Rato fra eksport- og marketingsafdelingen. Jeg har tidligere truffet deres informationschef Ana Filipa og winemakeren himself, Joâo Nicolau de Almeida – og Ana Rato levede fint op til forventningerne om at møde et engageret, imødekommende og charmerende menneske fra portvinsbranchen. Hun fortalte om husets historie, de flotte og provokerende kunstplakater og selvfølgelig om vinene, hvor vi smagte et lille standardudvalg.

Først blev der budt på en af husets rødvine, Duas Quintas, som har fået sit navn, fordi druerne er høstet på to forskellige vingårde, Quinta da Ervamoira og Quinta dos Bons Ares. Vinen er lavet på en blanding af tre af de fem portvinsdruer, Tinta Roriz, Touriga Nacional og Touriga Franca. Som de fleste Douro-vine er den fyldig og potent, men den kræver nok både luft og mad for at få fuld retfærdighed. Ramos Pinto er et af de portvinshuse, som har satset en del på rødvin, hvilket måske skyldes at João faktisk er søn af Fernando Nicolau de Almeida, som var winemaker for Ferreira og så at sige ”opfandt” kvalitetsrødvinen i Douro med sin Barca Velha.

Derefter var det tid for portvinene, hvor vi smagte et bredt udvalg startende med deres søde hvide Lágrima, som skal drikkes helt kold – enten som aperitif eller f.eks. til foie gras. Derefter fulgte en række røde med stigende kvalitet: Almindelig Ruby, Collector, en fin og drikkeklar LBV fra 2005 og to årgange vintage, 2000 og 2004. Begge var selvfølgelig stadig unge og fulde af tanniner. Årgang 2000 virkede knap så langtidsholdbar og var sådan set allerede drikkelig. 2004 skal have lov at udvikle sig, men virkede umiddelbart mere fyldig, frugtig og lovende - selv om årene generelt vurderes modsat.

Endelig sluttede vi lidt teknisk med to gange 10 års tawny, først serveret ved almindelig temperatur og derefter nedkølet. Sidstnævnte fremhævede langt flere nuancer af mandler, figner og lidt citrus – og dæmpede samtidig frugtsødmen en del. Så afgjort en understregning af, at tawny bør serveres køligt ved 10-14 grader.  

Alt i alt en aften, som måske ikke bød på overraskelser eller nyheder, men i behageligt selskab og med altid gode vine.

mandag den 15. august 2011

Fado Tango fra Cristina Branco


Et pladecover kan fortælle mange ting. På sit seneste album, som blev udsendt først på året, ses Cristina Branco i klassisk fadista-positur. Smuk og med et lidt indadvendt og vemodigt ansigtsudtryk, klædt i sort og med sort sjal over skulderen. Samtidig er coveret udformet som et postkort. Bag Branco ses en søjle, som Lissabon-kendere vil genkende som en af søjlerne på anløbspladsen ved Terreiro do Paço, hvor skibene i sin tid lagde til. I venstre hjørne omridset af et frimærke og nederst et stempel, hvor der står Lisboa, Paris og Buenos Aires. Folder man coveret ud fortsætter postkortidylen på bagsiden med udsigt til aftenhimmel over Tejo og den flotte bro i baggrunden.

Og hvad læser jeg så i det? Jo, flere ting. Branco signalerer, at hun er del af fadotraditionen. Ingen tvivl om det. Samtidig er der tale om hilsener udefra. Spredte erindringsglimt. Og endelig får vi også geografiske koordinater på. Tre metropoler med hver deres musiktradition. Lissabon med fadoen, Paris som leverer chansons af Jacques Brel og tekst af Charles Baudelaire i form af Invitation au Voyage fra samlingen Les Fleurs de Mal. Og endelig Buenos Aires, hjemby for tangoen, der på sin vis udspringer af det samme miljø som fadoen – de lurvede barer, havneknejper og bordeller.

At der er tale om en række musikalske postkort fra erindringen understreges i covernoterne. Her nævner Branco adskillige inspirationskilder: Gamle plader med Gardel. Et foto af Amália fra 1945 i Rio de Janeiro. Milonga og Bolero. Det kan lyde som spredt fægtning, men virker faktisk ret harmonisk i sit udtryk. Cristina Branco synger tango som var det fado – og omvendt. Titelsangen siger det nærmest selv: Não há só Tangos em Paris. Der er ikke kun Tango i Paris. Selv kalder hun stilen for Fado Tango.

Cristina Branco er langt fra den første fadosanger, der kigger ud i verden. Amália gjorde det, og Mísia har sunget såvel tango som bolero. Ja, faktisk er det en del af fadoens væsen at orientere sig globalt, ligesom den i sit udspring trak på traditioner fra flere kontinenter. Derfor er det heller ikke så usædvanligt, som det måske umiddelbart synes, at det faktisk ikke er den for fadoen så karakteristiske guitarra portuguesa, som er det mest iørefaldende instrument på pladen, men tangoens akkordeon. Mest tro mod fadoen er Branco på Não é desgraca ser pobre, en såkaldt Fado Menor fra Porto, som også Amália og Mariza har sunget. Her lyder omkvædet i øvrigt, at det ikke er en skændsel at være fattig eller at være skør. Det er en skændsel at bære fadoen i hjertet og på læberne. Que Pena!

Den 11. oktober indleder Cristina Branco sin Fado Tango Tour, som dog ikke bringer hende til Danmark. Men selv om hun altså som de fleste fadosangere springer os over på sin turne, kunne hun faktisk opleves til en koncert på Louisiana sidste år, hvor hun gav fine smagsprøver på store dele af sit bagkatalog, der i sin helhed viser hendes bredde. Ofte er der tale om tematiske konceptalbum, hvoraf nogle på flot vis formår at tage afsæt i fadotraditionen og samtidig søge nye veje. Det gælder fx på O Descobridor, hvor hun synger tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff, som boede i Portugal i en periode. Og det gælder Ulisses, der kredser om rejsen som tema, ligesom Kronos på samme tematiserer tiden. På Não há só Tangos em Paris er det ligheder og forskelle i tangoens og fadoens univers, der er omdrejningspunktet. Og det er faktisk et udmærket valg. Og i al fald ingen skændsel.

tirsdag den 5. juli 2011

Fado i kunsten

Er du på vej til Lissabon? Og interesserer du dig for såvel fado som kunst?

Den 7. juli åbner en lille udstilling i Sala do Risco i Pátio da Galé på Comércio-pladsen. Den hedder ”Ecos do Fado na Arte Portuguesa XIX-XXI” og er arrangeret af rådhuset, Câmara Municipal de Lisboa, tæt ved og fadomuseet, Museu do Fado.

Udstillingen fokuserer på den genklang fadomusikken har fået i den portugisiske kunst i de sidste par århundrede. Mest kendt er nok José Malhoas maleri ”O Fado” fra 1910 (gengivet her), som på romantisk vis skildrer et par fra fadoens barndom. Men derudover er der en lang række af portugisiske kunstnere, der på forskellig vis har taget afsæt i fadomusikkens verden. Det gælder bl.a. modernisterne Almada Negreiros og Amadeo Souza Cardosa, den store kvinde i portugisisk kunst, Paula Rego, samt min egen favorit Júlio Pomar, som fx har portrætteret sangeren Carlos do Carmo – et billede, som pryder dennes album À Noite. Pomar skriver i øvrigt selve digte, som har været brug som fadotekster.

Udstillingen er gratis og varer frem til den 17. september, hvilket desværre er før mit næste besøg i Lissabon. Men så kan man jo altid gense fadomuseet, som foruden at fortælle om fadoens historie og dens store persongalleri også viser kunst relateret til fado. Her er et link til museet, hvor den aktuelle udstilling også er omtalt: www.museudofado.pt/

torsdag den 30. juni 2011

Krise i Douro

Vinavlerne i Dourodalen beklager sig. Den globale krise mærkes hårdt. Det kniber med at få indtægterne fra salget af druer til at balancere med stigende udgifter til produktion, vedligeholdelse etc. Og samtidig virker det gamle beneficio-system som lidt af en stavnsbinding, lyder klagen.

Sådan er i korte træk essensen af John Abbotts interessante artikel i juliudgaven af det ansete engelske vinmagasin, Decanter.

Beneficio-systemet har længe været omdiskuteret. Kort fortalt går det ud på, at Portvinsinstituttet hvert år fastlægger, hvor stor en del af høsten, som må bruges til at fremstille portvin. Dette sker med afsæt i mængden af ikke solgt portvin, det foregående års salg og høstudsigten. Det samlede tal fordeles så ud på de forskellige vinavlere og deres marker, og her er der stor forskel på, hvilken kvalitetskategori marken er bedømt til at være. Markerne inden for det demarkerede område er opdelt i seks kategorier – fra den bedste A til F. Denne kategorisering er lavet ud fra forskellige parametre som højde, beliggenhed, produktivitet, jordbund, druetyper og alder etc. Det er druer fra A-marker, der bruges til fremstilling af vintage.

Der er altså tale om en form for licenssystem, hvis rammer og regler kom til verden i 1948. Derfor er der en del, der finder det forældet på samme måde, som man med god grund kan finde Bordeaux-klassifikationerne ude af trit med den faktiske kvalitet i dag. En af anklagerne lyder fx, at Portvinsinstituttet ikke har opdateret viden om, hvilke druesorter, der vokser hvor, da Casa do Douro, som står for registreringen beholder tallene for sig selv.

Problemet for vinbønderne er, at prisen på druer til portvinsproduktion ikke er steget i samme takt som udgifterne. Vinavlerne, som videresælger deres høst til kooperativer eller direkte til de store portvinsproducenter, tjener altså mindre. Ifølge artiklen er indkomsten faktisk halveret siden 2002. De helt små og mere fritidsbaserede vinavlere er dog knap så hårdt ramt, da de ikke skal lave af det.

Men så kan farmerne vel bare bruge jorden til noget andet? Eller fx sælge druerne til den voksende produktion af bordvin i Douro? Jo, men så ville værdien af deres jord falde, da jord klassificeret til portvin jævnfør Beneficio-systemet er langt mere værdifuldt. En del vælger dog at forlade branchen, hvilket de store portvinshuse selvsagt ikke er glade for, da det jo kan true drueforsyningen på sigt. En anden bekymring er, at nogle farmere er begyndt at spille på to heste. De sælger den kvote til portvinsproduktion, som de må, men vælger de dårligste druer. De gode druer sælger de så til almindelig vinproduktion. En sådan løsning er ikke ligefrem fremmende for kvaliteten af portvinen.

Om løsningen så er en afskaffelse af beneficia-systemet til fordel for det frie marked skal være usagt. Men så radikalt lyder faktisk forslaget fra Adrian Bridge fra The Fladgate Partnership, der står bag store portvinslabel som Taylor og Fonseca. Paul Symington fra Symington Family Estates med labels som Graham´s, Warre´s, Dow´s og senest Cockburn er lidt mere forsigtigt, men taler i artiklen i Decanter om nødvendigheden af øget strategisk planlægning.

En del tyder i al fald på, at der skal handling til. Sker der intet, kan man forestille sig at udviklingen vil bevæge sig imod små fritidsavlere på den ene side. Og så store vingårde ejet af de store portvinsproducenter på den anden side. De lokale vinbønder mellem disse to yderpoler går derimod hårde tider i møde.

tirsdag den 14. juni 2011

Den gamle mester, Oliveira

Jeg skal med det samme og med skam indrømme, at det kun er få film af Manuel de Oliveira, jeg har set. Hovedårsagen er, at de stort set aldrig bliver vist i Danmark, ses bort fra særprogrammer i Cinemateket. I den danske udgave af Wikipedia fylder omtalen af Oliveira meget symptomatisk godt en linie med angivelse af fødeåret 1908 og konstateringen af, at han ”tilsyneladende” er verdens ældste aktive filminstruktør. Så er der i al fald ikke sagt for meget.

Men det er vitterligt også imponerende, at han i en alder af 102 år stadig instruerer film – og efter sigende endnu med en stor portion friskhed og kreativitet. Her til oktober forventes der således at være premiere på hans nyeste film, A Igreja do Diabo om en ung mand, der rejser til Rio de Janeiro for at studere og indlogerer sig hos en mand, som åbenlyst er sin kone utro – et tema, som det ikke er første gang, Oliveira berører. Filmen er ifølge The Internet Movie Database nummer 57 i rækken som instruktør!

Karrieren startede i 1931 med dokumentarfilmen Douro, Faina Fluvial, som portrætterer arbejdslivet på og langs Douro-floden i fødebyen Porto. Efter endnu nogle kort- og dokumentarfilm spillefilmsdebuterende Oliveira i 1942 med Aniki Bóbó, hvis underlige titel er hentet fra en børneremse, og som da også har børn som hovedpersoner. Derefter blev det kun til endnu et par spillefilm de næste årtier, da han var i opposition til Estado Novo og derfor var forhindret i at lave de film, han gerne ville. Men efter revolutionen i 1974 gik det stærk, og han lavede mindst en film om året, som om energien havde hobet sig op gennem årene.

I bogserien ”Contemporary Film Directors” (udgivet på University of Illinois Press) giver Randal Johnson fra University of California en fin gennemgang af Oliveiras livsværk, film efter film med handlingsreferater og små analyser og indplacering i filmhistorien. Spændende læsning, når nu filmene er svære at opdrive. Svært tilgængelige er filmene også, hvilket selvfølgelig kan være medvirkende til de manglende premierer herhjemme. Ofte karakteriseres hans film som talefilm eller filmede skuespil og ofte af den lange slags, helt op til den 6 timer og 40 minutter lange, Le Soulier de satin (1985) efter Paul Claudels skuespil.

Oliveira har til dels udforsket og udfordret filmen som kunstart, dels filosoferet over temaer som troen og den umulige kærlighed og dels taget favntag med nationale fænomener som de store opdagelsesrejser, krige og ikke mindst den messianistiske sebastianisme – opkaldt efter den unge Kong Sebastian, som forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578 under sit eget felttog mod de vantro. Man fandt dog aldrig liget, hvorfor der snart opstod den myte, at han ville vende tilbage og genvinde landet dets storhedstid.

Læsningen af bogen har i al fald overbevist mig om, at der er en række af film, som jeg snarest skal have set. Foruden de to nævnte debutfilm gælder det bl.a.:

Non ou a Vã Glória de Mandar (1990), som omhandler en række store krige i Portugals historie, fra kampen mod romerne over førnævnte slag ved Alcacer Quibir til kolonikrigen i Angola.

Vale Abraão (1993) om Ema, der som en anden Emma Bovary finder sin egen sensualitet og udfordrer sit ægteskab. Filmen, der foregår i den skønne Douro-dal, bygger på Agustina Bessa-Luís roman ”Abrahams Dal”, som er udkommet på danske på Ørbys Forlag.    

Porto da Minha Infância (2001), som er en hyldest til instruktørens barndom i Porto og rummer såvel dokumentaristiske som fiktive træk.

Um Filme Falado (2003), som skildrer samtaler mellem en historieprofessor og hendes datter samt en række personer fra forskellige sydeuropæiske lande, men de sejler fra Lissabon gennem Middelhavet og Suezkanalen på vej mod Bombay – en odyssé gennem den vestlige civilisation og kulturs vugge, men også mod dens undergang.

fredag den 10. juni 2011

Carne de Porco à Alentejana

Så har jeg lige vendt kødet. Svinekødet er i tern og ligger i en marinade af hvidvin, salt, peber, paprika, koriander, hvidløg og et laurbærblad, hvor det får lov til at trække i 3-4 timer. Derefter skal det steges med løg, rød peberfrugt, hvidløg og tomat. Når det er mørt tilsætter jeg muslinger de sidste minutter, og så skal det serveres med ris, citronbåde og masser af frisk koriander.

Carne de Porco à Alentejana er en af de retter jeg altid vender tilbage til, hvad enten jeg er i Portugal eller i køkkenet hjemme i Danmark. Kombinationen af det marinerede svinekød og muslingerne kan virke underlig, men er fremragende, da de to forstærker hinanden. Som navnet siger stammer retten fra Alentejo, men i dag kan den nu fås på restauranter over hele landet og er ofte også på menuen på min stamrestaurant i Lissabon. Kvaliteten svinger alt efter kokkens formåen - fra det jævne til det fremragende.

Min hjemlige variation er lidt anderledes. Det bedste er selvfølgelig, hvis jeg kan få friske små hjertemuslinger, men det er ikke lige nemt altid. Derfor må jeg gerne erstatte med almindelige blåmuslinger, hvilket ikke er helt det samme, men dog brugbart.

Og så skal det hele selvfølgelig skylles ned med portugisisk vin. Jeg foretrækker hvidvin, men rødvin er også helt fint. I aften bliver det hvidvin fra Vale Barqueiros i netop Alentejo. Så er der ligesom orden på sagerne. 

tirsdag den 31. maj 2011

Vintage 2009

April måned er altid spændende for portvinsentusiaster. Der er nemlig tiden, hvor producenterne begynder at deklarere vintage, som det hedder. Vintage er den mest fornemme kategori inden for portvin. For det første fordi der ikke laves vintage hvert år, men kun i udsøgte år, hvor vejrbetingelserne har været optimale og høsten er kommet fint i hus, hvilket sker ca. tre gange i hvert årti. For det andet bruges der kun vindruer fra de bedste marker, hvorfor mængden af vintage ikke er overvældende, hvilket selvfølgelig også er med til styrke interessen og fordyre flaskerne. Fremragende og klassiske vintageår er 1963, 1970, 1985, 1994, 2000, 2003.

Det er producenterne selv, der vurderer, om høsten efter to års fadlagring har tilstrækkelig kvalitet til at kunne blive vintage. Mener de det, skal de indsende prøver til Portvinsinstituttet, som så skal godkende, hvilket som regel sker.

Der er dog ikke alle, der deklarerer vintage i gode år. Der kan være forskel på høsten alt efter beliggenhed af de forskellige quintas, ligesom de enkelte firmaers politik på området ikke er den samme. Derfor ser man nogle gange, at husene er splittede mellem to efterfølgende år. Eller man kan se store huse, der ikke er på listen sammen med de resterende.

2009 er netop et år, der deler. Mest markant er forskellen på de store og markedsførende selskaber, Taylor Fladgate Group og Symington Family Estate, der står bag en række af de bedste portvine. Taylor Fladgate har valgt at deklarere Taylor, Fonseca og Croft – og det med store ord som kæmpe farveintensitet og tanninstyrke og med sammenligninger med 1970. Symington har derimod udtalt, at året var for tørt og varmt og derfor sekundært, hvorfor de hverken sender Graham´s eller Dow´s ud. Warre´s udsendes dog, men det i anledning af 200-året for William Warres indsats i befrielsen af Porto fra de franske besættelsesstyrker i 1809.

Af andre producenter kan det nævnes, at Niepoort, Ramos Pinto og Pintas har deklareret vintage, hvorimod koncernerne Sogevinus med bl.a. Calém og Burmester samt Sogrape med bl.a. Sandeman og Offley følger i Symingtons fodspor og afstår. Til gengæld kommer som vanligt i de år, hvor der ikke laves vintage, en lang række single quinta vintages på markedet som fx Quinta dos Malvedos, Quinta do Vesuvio, Quinta do Bomfim og Churchills Quinta da Gricha. Og de kan være glimrende køb.

Når meningerne er så delte, skal det blive spændende at følge vinenes udvikling. Nogle single quinta vintage viser sig at have såvel kvalitet som lagringspotentiale som ”rigtig” vintage. Modsat viser nogle vintageår sig at være overvurderet og meget lidt holdbare i længden. Hvem, der har ret – eller om alle har ret, må tiden vise. Jeg har i al bestilt lidt flasker til reolen, og så må vi se tiden an.

søndag den 15. maj 2011

Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).  

fredag den 6. maj 2011

Bacalhau

Så er klipfisken lagt i blød. Nu skal jeg bare skifte vand nogle gange resten af dagen, så den bliver udvandet til i morgen, hvor jeg har i sinde at traktere med en omgang bacalhau til forret. Jeg har også lagt mig fast på opskriften, selv om der er mange at tage af. Det forlyder faktisk, at der er hele 365 forskellige muligheder at vælge imellem – én til hver dag året rundt. Det skal nok passe, i al fald er de variationer, jeg er stødt på, efterhånden mange. Stegt på pande eller i ovn. Kogt eller grillet. Som flotte anretninger eller i småstykker.

Hver gang jeg bestiller og henter klipfisk hos den lokale fiskehandler, nyder jeg at åbne posen og tage det store stykke ud. Tørt med masser af salt på overfladen og med en kraftig lugt, som straks minder mig om Rua do Arsenal i Lissabon, hvor adskillige butikker har klipfisk liggende i store stakke. Her går vandreturen ofte forbi, når jeg er i byen. Jeg kommer også gerne til at tænke på Portugals fortid som stor søfartsnation, for det var på de lange togter til norden, at torsken blev fanget og derefter nedsaltet for siden at blive tørret. I begyndelse af 1500-tallet kom en af de portugisiske søfarere, Gaspar Corte Real så langt som til Labrador eller Newfoundland, som de kaldte for terra do bacalhau – klipfiskens land! 

I dag er klipfiskens land Portugal, selv om fisken stadig importeres fra norden, fra Island og Norge. Men hvorfor ikke også nyde den herhjemme? Jeg har gennem årene forsøgt mig med flere opskrifter, men vender altid tilbage til den, som jeg også vil lave denne gang. Første gang jeg smagte den var rent faktisk ikke i Portugal, men herhjemme til en sammenkomst med portugisiskholdet, hvor Pedro introducerede den. Tak for det…

Min egen variant er nu nærmest en blanding af to opskrifter: Bacalhau con Natas og Bacalhau à Gomes de Sá, som minder meget om hinanden. I kort form brækkes den udvandede og kogte klipfisk i små stykker. Den fyldes lagvis i et fad sammen med kogte kartofler, hårdkogte æg, letstegte løg og hvidløg, sorte oliven fyldt med hvidløgsost og fløde. Derefter bages det hele i ovnen i ca. 45 minutter og pyntes med godt med frisk koriander inden serveringen.

Til en sådan herlig fiskeret skal selvfølgelig nydes tør hvidvin eller godt med vinho verdo.      

Opskrifter på de to nævnte retter findes i øvrigt i to af de kogebøger, jeg efterhånden har samlet. Den første er på dansk. Erwin Stæt Andersen: Det portugisiske køkken fra Bica Bogforlag. Den anden er engelsk. Ursula Bourne: Portuguese Cookery fra Penguin Books.   

fredag den 15. april 2011

3 ud af 4

Gårsdagens kampe i Europa League må siges at være lidt af en triumf for portugisisk fodbold. Braga og Benfica spillede uafgjort i deres kampe, Porto vandt på udebane, og dermed går alle tre hold videre. Det betyder faktisk, at tre ud af fire hold i de kommende semifinaler er fra Portugal! Ikke så ringe. Derfor heller ikke noget at sige til, at de portugisiske aviser har fundet de store overskrifter frem i dag. Den ellers rimeligt afdæmpede Díario de Notícias kalder det f.eks. for Dia Historico para o Futebol português – en historisk dag for portugisisk fodbold. Har slet ikke turde tjekke sportsaviserne.
I semifinalerne vil mindst et af holdene selvfølgelig forsvinde, da Braga og Benfica mødes. Det opgør tror - og håber – jeg, at de røde ørne fra Benfica vinder. De ligger klart nummer to i ligaen (efter rivalerne fra nord) og har været mere overbevisende i de seneste europæiske kampe. Godt nok blev Benfica elimineret fra Champions League, og godt nok tabte de det sidste indbyrdes opgør i starten af marts, men det er altså et bedre hold for tiden. De vandt første opgør mod PSV Eindhoven 4-1. I returopgøret på udebane kom de bagud 2-0, hvorfor den samlede sejr begyndte at vakle. Men de kom igen og fik 2-2 – og er altså nu klar mod Braga, som går videre grundet udebanemål i to uafgjorte kampe. Knap så overbevisende.
Porto skal møde spanske Villarreal og har vist topform på det seneste. I kvartfinalen vandt de sammenlagt hele 10-3 over Spartak Moskva. Skræmmende…
Det skal blive spændende at følge kampene den 28. april og den 5. maj. Håber de bliver vist på en af de tilgængelige kanaler. Hvis ikke må det jo blive internetopdatering igen…

søndag den 27. marts 2011

Warre´s

Warre´s er et af de tre store portvinshuse, som ejes af Symington-familien. De andre er Graham´s og Dow´s, men desuden ejer familien husene Smith Woodhouse, Gould Campbell og Quarles Harris foruden den berømte Quinta do Vesúvio, som markedsføres under eget navn.
Når man derfor, som jeg nyligt var det, er til smagning, hvor der blot står, at Symington er med, ja så er det aldrig til helt at vide, hvad man får. Hvad vintage angår, var det Graham´s Malvedos og Dow´s Quinta Senhora Da Ribeira – altså to single quintas – som var med på d´Angleterre. Forleden i Den Fynske Portvinsklub var det i stedet rendyrket Warre´s ses bort fra en enkelt referenceflaske. Warre´s vintage stammer hovedsagelig fra tre store quintas, Retiro Antigo, Telhada og Cavadinha med sidstnævnte som flagskibet, som da også laver single quinta vintage i de år, hvor der ikke deklareres vintage. Quinta da Cavadinha besøgte jeg for et par år siden med klubben, hvor winemaker Miles Edlmann fortalte om gårdens brug af store robotter frem for den traditionelle fodtrædning af druerne. Han var ikke bleg for at kalde teknikken revolutionerende og nødvendig for den fremtidige produktion, da mangel på arbejdskraft kan gør det svært af fortsætte med at smide en samling mænd i hvert kar et par dage. Andre rynker på næsen, da robottens silikonepuder trods alt ikke kan erstatte menneskets fod som det optimale værktøj i presningens kunst. Under besøget smagte vi faktisk tre portvine fra samme mark og år, men presset med fødder, robot og autovinifikation – den tredje udbredte metode, som foregår i en lukket tank. Erfarne klubmedlemmer mente at kunne smage tydelig forskel til fodtrædningens fordel – og enkelte sågar ved blindsmagning.
Men tilbage til smagningen forleden, som bød på 11 årgange, fra det store klassiske år 1963 til det senest erklærede i 2007. Forenklet kan man sige, at Warre´s placerer sig et sted mellem Dow´s tørhed og Graham´s elegante sødme. Det gjaldt også aftenens vine, hvor nogle enkelte årgange skilte sig positivt ud:
De nyere årgange som 2000, 2003 og 2007 var meget lovende. Endnu unge, men kraftige og krydrede med stort potentiale. Det skal blive spændende at smage dem igen.
1970 opnåede en samlet 3. plads, men var ikke blandt mine favoritter. Jeg fandt den lidt skuffende, året taget i betragtning. Kraftig i næsen, men lidt kort i eftersmagen. Tvivler på om den er lige så langtidsholdbar som andre 70´ere.
1966 kunne til gengæld sagtens klare flere år. Selv om den havde fået sin lyse og brune farve, var den ikke færdig, men med stor smag. Den fik også en samlet 2. plads.
1. pladsen gik ikke overraskende til 1963, som jo er et af de mest berømte år, hvilket Warre´s levede op til. Gemmer sig måske en smule i næsen til at starte med, men kommer frem med mange nuancer i smagen og en lang eftersmag. Virkelig en stor nydelse.

mandag den 21. marts 2011

The Moon, Come to Earth

At hente månen ned på jorden. Kunsten at gøre det umulige muligt.
I den amerikanske forfatter Philip Grahams lille samling af fortællinger af samme navn henviser titlen konkret til en skulptur, han selv og datteren Hannah stopper op ved på en vandring i Lissabon. En stor måne, oplyst indefra og placeret på en plads i Chiado-kvarteret. Kunstværket er en del af en større festival med street-art, men også et symbol på den lille families forehavende, viser det sig siden.
Philip Graham boede et års tid i Lissabon sammen med hustruen Alma og deres teenagedatter. Bogen skildrer dels den lille families liv og ikke mindst forholdet mellem far og datter. Dels giver den et udmærket billede af Lissabon og den portugisiske kultur – set udefra, men med en indlevelse og en passion fra en fortæller, som ønsker at forstå og være en del af det, han ser, hører og erfarer. Vi er med, når der spises sardiner, drikkes vinho verde og lyttes til fado. Vi er til tyrefægtning, på indkøb og på udflugter. Og vi hører om besværet med at købe billetter til en fodboldkamp eller til en togtur.
Graham er en både nysgerrig, vidende og ganske morsom fortæller. Flere af de små beretninger starter med en undren som f.eks. antallet af brosten i belægningen på en bestemt strækning i Belém, hvor familien bor.   
I det indledende kapitel filosoferer Graham over, hvorfor han elsker Lissabon – tanker jeg kender så udmærket fra mig selv. Er det de mange brosten eller udsigten til Tejo? Er det genkendelsen af følelsen af saudade? Eller som han så smukt udtrykker det om sine vandreture rundt i byen:
”I feel that I’m also travelling some interior landscape, that those streets are leading to a place inside myself I haven’t yet located.”
Ja, netop. Måske er det dér sandheden om mine egne utallige vandreture rundt i byens små gader ligger. Oftest fører gåturene ikke bestemte steder hen, men måske finder jeg vej til mig selv?
Bogens sidste beretning foregår i USA efter hjemkosten et år senere. Graham spiller portugisisk klavermusik fyldt af saudade, mens han reflekterer videre over sin kærlighed til Lissabon, men også over de konsekvenser opholdet havde for især datterens vedkommende. For en ung pige på kanten af at blive voksen, kan det være svært at løsrive sig fra venner og hjemlige omgivelser i et år. Det må familien sande, da de erfarer, at hun under opholdet udvikler en spiseforstyrrelse. Også den erfaring er nu en del af det samlede billede af året i Lissabon, hvorfor Graham konkluderer:
Lisbon, the country, the culture still speak to us, and still we listen. So this is saudade. Such a complex, contradictory emotion, marked with love and pain, tenderness and longing, just for starters, and mingled in depths I’ve never understood before and maybe never will”.
Han trykker replay og hører musikken igen. Månen kommer aldrig helt ned på jorden. Men vi vil vedblive at stræbe efter det.
Philip Graham: The Moon, Come to Earth. The University of Chicago Press 2009.