Nyligt blev endnu to cd´er sat på rette plads i reolen med fadomusik. Samlingen er efterhånden omfattende og spænder vidt. Fra de store, gamle stjerner som Alfredo Marceneiro, Amália Rodrigues og Carlos do Carmo over de nye verdensnavne som Mariza, Christine Branco og Mísia til herhjemme mere ukendte sangere som Ana Moura, Aldina Duarte, Jorge Fernado og Joana Amendoeira for blot at nævne nogle få.
De to nye var helt friske album med Mafalda Arnauth (Fadas) og Marco Rodrigues (Tantas Lisboas), som begge fint balancerer mellem tradition og fornyelse. Det var cd´er, jeg havde fået tilsendt fra et af de pladeselskaber, jeg opsøgte sidst jeg var i Lissabon, og de vil blive anmeldt i det næste nummer af magasinet Cultures (www.cultues.dk).
Herligt at kunne supplere samlingen på den måde. Ellers har det primært været de obligatoriske indkøbsture i FNAC i Chiado-kvarteret, der har givet samlingen vokseværk. Hver gang jeg er i Lissabon, må jeg forbi et par gange for at købe såvel nye plader som game klassikere. Nogle gange har jeg været heldigt at time mit besøg med nogle små præsentationskoncerter i butikkens café, hvilket f.eks. var måden, jeg lærte Argentina Santos at kende på. Argentina er af den gamle skole og har sin egen restaurant i Alfama-kvarteret – et sted jeg har nydt at komme for at få et godt måltid og ikke mindst optræden ved en række sangere.
Mit første møde med fadomusikken fandt sted først i 80´erne. Efter gymnasiet var jeg med en håndfuld venner på interrail. Dette år gik turen til Portugal, hvor vi først besøgte Porto (og ikke mindst portvinslagrene i Vila Nova de Gaia) og siden hovedstaden Lissabon. På en campingplads var der en aften en lille koncert i restauranten. Vi kiggede indenfor, men blev kun kort tid, da den slags turistunderholdning ikke lige var vores smag. Men jeg nåede at høre et par numre og blev fascineret af kvindens udtryksfulde sang. Inden afrejse fra Lissabon købte jeg som en souvenir et kassettebånd, hvilket var nemmere at transportere hjem end vinylplader.
Siden fulgte flere besøg og et nærmere bekendtskab med fadoen, som så med tiden udviklede sig til en hel lidenskab. De første besøg på amatørknejper, som dyrker den såkaldte fado vadio, rigtige aftener på fadorestaurant og flere koncerter med store navne. De første sporadiske indkøb af cd´er blev til flere og udviklede sig til en systematisk opbygning af en samling. Og senere igen indkøb af bøger om fadoens historie og udvikling på engelsk og portugisisk, interview med lederen af fadomuseet, Casa do Fado e da Guitarra Portuguesa, reportager fra fadoaftener og interviews med sangere som Argentina Santos og Mísia.
Generelt er jeg glad for såkaldt verdensmusik, men fadoen må have ramt et eller andet i mig, siden det udviklede sig til en passion. De store følelser, melankolien og længslen - det portugiserne kalder saudade. Men også munterheden og ikke mindst historien og traditionen, der lever videre i de klassiske fadosange, men også fornys af nye navne og med nye tekster og melodier. For selv om fadoen er udsprunget i 1800-tallet og stadig dyrkes i sin oprindelighed, er den også levende og under konstant udvikling spændt ud mellem sin portugisiske egenart og det globale. Eller som Mísia forklarede mig det under et interview for nogle år siden:
- Mange opfatter fadoen som en ren traditionel musikform. Men den er et resultat af portugisernes assimilation af forskellige musikalske udtryksformer. Afrobrasilianske rytmer og den engelske guitar. Nordafrika i måden, der synges på. Det er byens musik og ikke noget, der bliver spillet bag bjergene på de samme instrumenter som i 1600 tallet. Fadoen har altid været i live og har altid været et udtryk for globaliseringen.
Jo, fadoen lever heldigvis – og den har fået fornyet styrke efter nogle års stilstand efter nellikerevolutionen i 1974, hvor alt der på nogen måde kunne forbindes med Salazars regime blev afvist af befolkningen. Men de har heldigvis erkendt, at det ikke var fadoen i sig selv, det var galt med, og derfor taget den til sig igen.
Spændende at følge udviklingen på afstand, når jeg lytter til nye udgivelser. Men fadoen kommer for alvor ind under huden, når jeg sidder på en af de små restauranter i Lissabon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar