Der findes historiebøger, som er fyldt med citater, kildehenvisninger og masser af fakta og tal og derfor også meget lidt medrivende at læse. Og så er der historiebøger, som fortælles dramatisk og spændende, så de er svære at lægge fra sig, som var der tale om en thriller.
I
forbindelse med 50 året for Nellikerevolutionen, som fandt sted den 25. april
1974, læste jeg lidt op på Portugals historie i forskellige bøger. I min
research stødte jeg også på flere nye udgivelser herunder ”The Carnation
Revolution” af Alex Fernandes. Altså en engelsksproget bog, men der er selvfølgelig
også udkommet flere på portugisisk.
Bogen indledes
i nutidens Belém, nærmere bestemt ved det store monument for opdagelserne,
Padrão dos Descobrimentos. Derefter bringes vi tilbage i tiden til 1940, hvor
monumentet (ikke det nuværende, men et midlertidigt) blev opført i forbindelse
med en udstilling, der skulle hylde landet og Salazars Estado Novo, som vi
derefter får beskrevet.
Metoden er
typiske for bogen. Et konkret sted eller en konkret hændelse beskrives og
forklares, hvorefter historien bredes ud. ”The Carnation Revolution” er skrevet
scenisk og dramatisk, som var forfatteren til stede som fluen på væggen under
de mange begivenheder før, under og efter selve revolutionen. Et metode, der
kræver grundig research og valide kilder.
I sit forord
kalder forfatteren selv metoden for synekdotisk – altså hvor dele fremhæves og
gør det ud for helheden. Vi hører altså ikke om alle de historiske
begivenheder, men om udvalgte. Vi følger ikke alle implicerede personer, men
nogle af de centrale så som den store strateg Otelo Saraiva de Carvalho og kaptajn Salgueiro Maia, som
siden regnes for den helt store helt fra revolutionen – nok både fordi, han
ikke var udpræget politisk, og fordi han var i begivenhedernes centrum både ved
en konfrontation med styrets militære enheder ved Praça do Comércio og
efterfølgende på Carmo-pladsen, hvor Salazars efterfølger Marcello Caetano
havde forskanset sig. Men med disse udvalgte begivenheder og personer formår
forfatteren alligevel at skabe en spændende helstøbt helhed og dermed ”a story
of the Carnation Revolution” – altså en historie og ikke historien.
Og vi kommer
vidt omkring. Vi bliver taget med helt ind i PIDEs torturlokaler og med til
planlægningsmøder i Movimento das Forças Armadas (MFA, De væbnede styrkers
bevægelse) – den gruppe af laverestående officerer som stod bag Nellike
revolutionen. Vi er med ved nogle af centrale begivenheder som førnævnte
konfrontationer, og da budskabet om revolutionen blev proklameret i radioen af
flere omgange. I første omgang blev Portugals bidrag til Det Europæiske
Melodi Grand Prix i 1974, Paulo de Carvalhos "E depois do adeus",
således afspillet som signal om, at aktionen ville finde sted som planlagt. Og
efterfølgende kl. 20 minutter over midnat den 25. april fulgte så José Afonsos
”Grândola, Vila Morena”, som signal til at igangsætte det hele – en sang,
der siden er blevet indbegrebet af revolutionen.
Vi kommer
også længere tilbage i tiden, ja helt tilbage til tilbageerobringen af landet
fra maurerne og de store opdagelsesrejser og senere de tidligere oprørsforsøg i
1927, 1959 og ikke mindst 11. marts 1975, hvor det første kupforsøg fandt sted
uden succes, da koordinationen haltede. Og så får vi selvfølgelig også forhistorien
og dermed den kritik af diktaturet og ikke mindst de blodige kolonikrige, som
var den direkte årsag til officererne oprør.
Efterdønningerne
og de to år med politisk uro og et par yderligere kupforsøg bliver også
beskrevet, og her skal man have spidse ører og øje for ordforklaringerne først
i bogen, da de mange bevægelser, fraktioner og politiske partiers forkortelser
kan virke noget forvirrende. Når det er sagt, giver bogen et fint indtryk af de
uenigenheder og indre modsætninger, der fulgte i tiden efter – først og
fremmest mellem den udpegede præsident António de Spínola og MFA, men også
mellem disse og de politiske partier.
I sin epilog
sender Alex Fernandes en lille hilsen til nutidens aktuelle politiske situation
i Portugal ved at nævne det højrenationale parti CHEGA (nok!), som ved det
nylige valg til parlamentet fik godt 18 % af stemmerne og dermed blev det
tredjestørste parti. Partiets slogan er ”Gud, Fædreland, Familie og Arbejde”,
hvor de tre førstnævnte svarer til Salazar og Estado Novos slogan.
Det er nok også i det lys, at bogens dedikation skal
læses: “To all who carried the torch during Portugal’s long night, and to all
the anti-fascists out there who carry it now.”
Alex Fernandes: The Carnation Revolution, Oneworld Publications, 380 sider.